Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
29. marts. 2022

Reportage: Jean-Luc Mélenchon er den svage franske venstrefløjs eneste håb ved præsidentvalget

Jean-Luc Mélenchon mobiliserer som den eneste venstrefløjskandidat med mulighed for at komme i anden valgrunde ved Frankrigs forestående præsidentvalg. Niels Boel var med for Solidaritet, da 100.000 af præsidentkandidatens støtter søndag 20. marts gik gennem Paris’ gader.

L’union Populaire marcherede gennem Paris’ gader forud for første runde af det franske præsidentvalg søndag 10. april. Foto: Niels Boel

Den franske venstrefløj er dramatisk svækket op til første runde af præsidentvalget søndag 10. april. Mange mødte op til en demonstration søndag 20. marts i Paris, som blev afholdt af den nye organisation bag præsidentkandidaten Jean-Luc Mélenchon, l’Union Populaire. Formålet var at vise modstand mod Frankrigs galopperende højrebølge. Forsamlingen var præget af krigen i Ukraine, og opfordringer til militær oprustning, men også af frygt for prisstigninger. Mélenchon går på den baggrund til valg på at forsvare franskmændenes købekraft og velfærdsordninger.

“De fremmødte er en imponerende broget skare. Grånende 68-typer såvel som rigtig mange unge. Også tilsyneladende mange med baggrund i det seneste halve århundredes migration til Frankrig.”

Allerede om formiddagen begynder folk at stimle sammen på Bastille-pladsen. Mélenchons velsmurte valgmaskiner havde i busser hentet tilhængere fra den franske provins. Der uddeles tricolores, det franske trefarvede flag, til de fremmødte. Også undertegnede får tilbudt et. Kommunisterne opstiller deres egen kandidat, så der er ikke mange af de gamle røde faner og fagforeningsbannere, som traditionelt dominerer venstrefløjsdemonstrationer.

General Charles de Gaulle, som grundlagde den 5. republik i 1958, talte spøgefuldt om, at de ‘stålsatte’ franske kommunister gik fra Bastille-pladsen til La Nation-pladsen, mens socialisterne ingen steder gik hen!

Kommunister og socialdemokrater i frit fald

I dag går demonstrationen til République-pladsen. Det er i dag mange år siden, at kommunisterne spillede en vigtig rolle i Frankrig. Ved dette valg er også det socialdemokratiske Parti Socialiste i frit fald. Tricolorerne og de violette flag med det græske bogstav ”phi” fra L’Union Populaire (Den Folkelige Union), som er den nyoprettede organisation bag Mélenchons præsidentkandidatur, virker alt for nye. Jeg føler mig på forunderlig vis hensat til indspilningen af en film med et virvar af statister. Måske også fordi mange går lidt usikre rundt i folkemylderet efter to år med delvis confinement (indespærring). En del har maske på.

Vi er efterhånden rigtig mange her på pladsen, der sætter sig i bevægelse. Arrangørerne oplyser efter marchen, at omkring 100.000 deltager. Demonstrationen er ifølge Mélenchon en ”march for en 6. republik”, der skal gøre op med den autoritære, personcentrerede og præsidentialistiske 5. republik. For de fleste synes dagligdags forhold at presse sig mere på. Mange har medbragt hjemmelavede papskilte med egne budskaber. Her er krav eller slogans om fx sygeplejerskers eller skolelæreres lønninger og job-forhold. De fremmødte er en imponerende broget skare. Grånende 68-typer såvel som rigtig mange unge. Også tilsyneladende mange med baggrund i det seneste halve århundredes migration til Frankrig.

Forsamlingen er en broget skare, og mange har medbragt bannere med deres egne slogans. Foto: Niels Boel / Solidaritet

”Stem nyttigt”

En kvindelig demonstrant har medbragt en ghettoblaster på hjul, og afspiller ironiske slagere af den folkekære franske troubadour Georges Brassens. Venstrefløjsdemonstrationer i Paris er gerne folkefester, hvis det da ikke udmønter sig i gadekampe, som det en gang imellem er tilfældet, når den mere radikale venstrefløj demonstrerer. Jeg fornemmer dog en vis alvor i dag, måske fordi Covid-19 stadig spøger. Men først og sidst er det den blodige krig i Europa, der rumsterer i folks hoveder – og bevidstheden om, at den franske venstrefløj går mod et historisk nederlag ved præsidentvalgets første runde 10. april. Sammenlagt står venstrefløjens kandidater til 25 % af stemmerne, og udsigterne til at gå videre til anden runde er begrænsede.

“Mélenchons støtter kommer både fra den traditionelle venstrefløj, som er optaget af arbejdsforhold og ulighed, men også mange unge, der er optaget af klimakamp, beskyttelse af seksuelle og etniske mindretal, og kamp mod atomkraft, som Macron og resten af højrefløjen vil styrke.”

Med 13-14 % i valgprognoserne er Jean-Luc Mélenchon den eneste af seks venstrefløjskandidater (der er tolv kandidater i alt), som kan gøre sig forhåbninger om at gå videre som én af to kandidater til anden valgrunde ved Frankrigs præsidentvalg.

Det er da også dette, som går igen som begrundelse, når jeg spørger folk om deres grund til at støtte venstrefløjsveteranen Mélenchon fra Les Insoumis – De Oprørske. Folk vil undgå stemmespild, og sikre venstrefløjen en stemme i anden valgrunde ved at stemme på dén venstrefløjskandidat, som har de bedste chancer for at gå videre til anden valgrunde. Mens præsident Macron synes sikker på genvalg – med en statsmandseffekt under sikkerhedskrisen i Europa – står hans vigtigste modkandidat, Marine Le Pen, til at få 5 % mere end Mélenchon ved første valgrunde. Der er stadig over to uger til at overbevise vælgerne og specielt de mange tvivlere. Rekordmange ser ud til at ville undlade at stemme ved valget d. 10. april. Nogle prognoser sætter tallet af sofavælgere til 30 % ved det kommende valg.

Folk, jeg falder i snak med, tilhører da også gerne en lang række forskellige venstrefløjs-grupperinger og -kollektiver, som ønsker samling bag Mélenchon for at gøre front mod højrebølgen. Der er kollektivet Ensemble! og den marxistiske arbejdsgruppe Révolution, der i tilgift til en løbeseddel for Mélenchon også sælger mig en lille bog med kritik af selvsamme Mélenchons mangler. Her er også en dissidentgruppe fra NPA (Le Nouveau Parti Anticapitaliste, Det Nye Antikapitalistiske Parti), som ellers opstiller egen præsidentkandidat i skikkelse af den arbejdsløse Philippe Poutou.

På optogets skilte er der også slogans om opgør med vold mod kvinder, om dyrerettigheder og om kampen mod klimaforandringerne. Den 70-årige Mélenchon, som for tredje gang stiller op til præsidentvalg, var oprindeligt socialist af den ældre skole, men han formår i dag at tiltrække folk fra mange forskellige baggrunde. Hans støtter kommer både fra den traditionelle venstrefløj, som er optaget af arbejdsforhold og ulighed, men også mange unge, der er optaget af klimakamp, beskyttelse af seksuelle og etniske mindretal, og kamp mod atomkraft, som Macron og resten af højrefløjen vil styrke. Selv taler han på venstrepopulistisk vis om en ”gas-agtig” sammenflydning af mange bevægelser og aspirationer bag hans kandidatur.

Jean-Luc Melenchon taler på Place de la République i Paris for de mange tilhørere. Demonstrationen 20. marts anslås at have samlet 100.000 mennesker i den franske hovedstad. Foto: Niels Boel

Ukraine præger billedet

Klokken 15.30 er vi nået frem til République-Pladsen. En kvinde af afrikansk oprindelse er på talerstolen. Hun repræsenterer strejkende hotelstuepiger. Pladsens enorme statue af Marianne – symbolet på den franske republik – er indhyllet i det ukrainske flag. Der er skrevet ”Stop krigen”, ”Stop olie” på flaget, som en henvisning til det franske olieselskab Total, der fortsætter sin olieudvinding i Rusland. Som en ekstra kommentar, er der på et banner nedenunder tilføjet: ”og også klimaforandringerne”.

Mélenchon havde inden Ruslands blodige invasion 24. februar kritiseret ikke kun Putin, men også NATO’s aggressive ekspansion med nye medlemmer og affyringsramper på Ruslands vestlige flanke. I det ophedede klima efter invasionen har højrefløjen og centrum-venstre bestående af det socialdemokratiske Parti Socialiste og De Grønne ikke været sene til at mistænkeliggøre ham som ”tvetydig” over for Putin.

I dag skal de ukrainske flag på Marianne-statuen ikke efterlade nogen tvivl om l’Union Populaires støtte til de nu martrede ukrainere. Da Mélenchon går på scenen tilegner han som det første dagens demonstration til Ukraine samt også de modige russere, som går imod Putins diktatur.

Herefter følger en rodebunke af krav, der på den ene side skal redde en skrantende velfærdsstat, og på den anden side udbygge folks rettigheder. Han lover allerede på første dag som præsident at hæve mindstelønnen til 1.400 euros (10.410 kr.).

Ukraine-krigen præger dagens demonstration, og Marianne, det franske symbol på frihed, er i dagens anledning blevet indhyllet i et ukrainsk flag. Foto: Niels Boel.

Milliardærejet fransk presse

Mélenchon er en dreven retoriker, og man ville i folkemylderet kunne høre en knappenål falde til jorden, da han pludselig siger: ”Kl. 16.33 i dag indtraf en verdensbegivenhed. En begivenhed af betydning for hele planeten”. Alle holder vejret: Har krigen taget en ny, ubehagelig drejning. Nej det er forårets komme, jævndøgn, han annoncerer: ”Lad foråret komme politisk til Frankrig 10. april!”. Folk jubler.

“I Mélenchons tale går ord som Frankrig og Republikken igen. Ganske sigende er det ikke Internationalen, men Marseillaisen, der afrunder hans tale og mødet. Mélenchon har altid dyrket fædrelandet, og det er også sådan, han udlægger sin modstand mod NATO.”

Den franske presse er i dag domineret af en række milliardær-ejede radio- og tv-kanaler. Halvdelen af Frankrigs seere og lyttere får således deres nyheder fra de riges medier. På avisfronten er billedet endnu mere ekstremt: 90 % af de landsdækkende dagblades oplag udgøres af milliardærernes aviser. Her fremstilles folketribunen Mélenchon ofte som autoritær.

Det kom særligt til udtryk ved en episode i oktober 2018, hvor Mélenchon – som fik 19 % af stemmerne i 2017 – protesterede mod en politirazzia på La France Insoumise’s hovedkvarter. Da han efterfølgende råbte ”Republikken, det er mig”, blev det vist i sløjfe på tv-kanalerne på en måde, der må betegnes som tæt på et karaktermord.

Opgør med den autoritære stat

På podiet gør Mélenchon det omvendt nu klart, hvad der i hans øjne står på spil den 10. april: Et opgør med netop den personcentrerede og stadig mere autoritære 5. republik, som fører ”social krig” mod almindelige franskmænd. Hans slagnummer er en ny forfatning, som ikke skal skrives af nogle få udvalgte, men derimod skal bygge på en grundlovsgivende forsamling, der vælges for to år ad gangen.

Han minder om, at Frankrig i løbet af de seneste syv år har været i undtagelsestilstand i de tre af årene, først på grund af attentater, siden Covid-19. Han minder om de 31 franskmænd, som har mistet et øje på grund af politiets brutalitet, og lover at løslade fængslede aktivister fra De Gule Veste, der startede som en oprørsbevægelse i Frankrig i 2018. Han vil også give økonomisk kompensation til de mange ofre for politivold. 22 sikkerhedslove er blevet vedtaget under Macrons fem år ved magten.

I Mélenchons tale går ord som Frankrig og Republikken igen. Ganske sigende er det ikke Internationalen, men Marseillaisen, der afrunder hans tale og mødet. Mélenchon har altid dyrket fædrelandet, og det er også sådan, han udlægger sin modstand mod NATO. Det handler om en tilbagevenden til de Gaulles Frankrig, hvor landet ikke deltog i NATO’s militære samarbejde. Han lægger dog også vægt på, at det er dagens multikulturelle Frankrig, han slår til lyd for.

Til kamp mod kvindevold. Foto: Niels Boel.

Ubehaget og vreden lurer under overfladen

Folk begynder at bryde op, og mens jeg går rundt på den store plads, får jeg bekræftet betydningen af Mélenchons temaer. Et midaldrende ægtepar fortæller mig, at de frygter, at Macrons forslag om at sikre konkurrence mellem skoler, vil føre til yderligere privatisering på uddannelsesområdet.

En læge med 20 år i psykiatri-sektoren fortæller mig, at hun ikke kan klare det opskruede tempo i sundhedssektoren. ”Vi skal løbe hurtigere og hurtigere”. Hvor hun før skulle klare 8 samtaler om dagen, er det i dag 10-12 samtaler á 45 minutter. Hun er alene med to børn, og er blevet mere engageret for deres skyld, først med De Gule Veste. Hun fortæller mig, at hun ikke længere tør demonstrere, men alligevel deltager i dagens march. Den er annonceret som led i en officiel valgkamp, og er derfor uden risiko for konfrontationer, men ellers frygter hun at miste et øje som så mange andre på grund af politivolden. Hendes eksmand er selv politimand – og advarer hende også mod politivolden.

“Folk på pladsen er venlige og rare. Men når jeg udfritter dem, er vreden til at tage og føle på.”

Samtidig viser en rapport fra Oxfam, at de fem rigeste franskmænd har fordoblet deres formue under pandemien og i dag har lige så stor en formue som 40 % af franskmændene har i alt. Mens væksten har været negativ og udlandsgælden er vokset, tjente de såkaldte CAC 40, som er de største franske multinationale selskaber, 446 milliarder kr. i det første halvår af 2021. Det var pludselig 31 % sværere for en virksomhed at gå bankerot.

Folk på pladsen er venlige og rare. Men når jeg udfritter dem, er vreden til at tage og føle på. Mens jeg havde spekuleret på, hvordan et klimabevidst parti kan gå ind for at fastfryse benzinprisen, fortæller en ung mand, Aubin, fra Nièvre i Bourgogne, at hans største bekymring netop er de voldsomme prisstigninger på benzin. Der er nemlig ikke offentlig transport, som kan bringe ham de 40 km fra hans hjem til arbejdet. Og højere boligpriser gør det svært for ham at finde et sted at bo tættere på arbejdet. ”Prisen på benzin stiger voldsomt. Og så er jeg endda heldig, at jeg kan arbejde nogle dage hjemme”.

Den velkendte franske malaise (ubehag) synes mere håndgribelig og grundfæstet end nogensinde. Er det franske ultra-højres indvandrerstop eller Macrons neoliberale reformer svaret? Ikke ifølge dagens mange demonstranter. Mens pladsen nu kun langsomt tømmes, spekulerer jeg på det franske nationale motto: ”Frihed, lighed og broderskab”. I dag synes ordene på mange måder at være blevet en illusion. For dagens vrede og bekymrede demonstranter handler det tydeligvis om på ny at give dem mening.


Om skribenten

Niels Boel

Niels Boel

Niels Boel er politolog, journalist og foredragsholder, forfatter til bl.a. bøgerne “ Latinos - USA's store mindretal.”, “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” (alle tre bøger er udgivet på Forlaget Columbus). Han er tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved bl.a. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Center for Latinamerika Studier, Aarhus Universitet, samt tilrettelægger af DR-dokumentarprogrammer.
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER