Ressourcekrisen kradser

Regningen for den voksende produktion betales ofte af fattige og af naturen. Men udsigten til dyre råstoffer får nu også den globale elite til at tale om cirkulær økonomi.

Af Finn Kjeller

For et par årtier siden var byen Quillagua i det nordlige Chile en oase med blomstrende landbrug. Floden Loa forsynede indbyggerne med vand til dyrkningen af majs og lucerne. I dag er floden erstattet af nogle pytter med rådnende vand, og Quillagua er reduceret til en støvet spøgelsesby. Årsag: Vandet er pumpet op og forurenet af multinationale mineselskaber, der udvinder kobber til verdensmarkedet.

Jagten på Jordens ressourcer intensiveres. Verdens fabrikker i Kina og andre lande sprøjter produkter ud i mængder, der vokser år for år, ikke mindst forbrugerelektronik fra megafladskærme til armbåndscomputere. Også traditionelle produkter som biler og kaffemaskiner er efterhånden spækkede med elektronik.

Alle disse ting kræver råstoffer, og råstofferne begynder at blive udtømt: De bliver stadig sværere og dyrere at få fat på. Der skal således bruges voksende mængder energi, vand og giftige kemikalier for at udvinde vigtige metaller. Det fører til uoprettelige skader på miljøet og lokalbefolkningen omkring minerne.

Smartphonens pris

Tag for eksempel en smartphone. Den indeholder 30-40 metaller, heriblandt tin, kobber, kobolt og lithium til dens batteri, skærm, lodninger og printkort. Metaller fra såkaldte »sjældne jordarter« indgår i telefonens display, højttalere og vibrationsmotorer.

Tin er den indonesiske ø Bangka rig på. Her har tinminedriften ødelagt over 65 % af skovene og mere end 70 % af koralrevene. Adgang til rent vand er blevet et problem for mere end halvdelen af øens befolkning.

Over halvdelen af verdens kobolt udvindes under livstruende betingelser i Den Demokratiske Republik Congo af bl.a. børnearbejdere.

Lithium kræver enorme mængder vand at udvinde, og de største forekomster ligger i en af verdens tørreste regioner ved grænsen mellem Argentina, Chile og Bolivia.

Sjældne jordartselementer leveres for 85 procents vedkommende af kinesiske miner. Ikke fordi disse mineraler ikke findes mange andre steder, men fordi de lave sociale og miljømæssige standarder i Kina tillader denne udvinding.

Lineær økonomi

Den materielle velstand i vores del af verden er bygget på udnyttelsen af billige fossile brændsler og billige metaller, som har fodret den »lineære« økonomi: en lige linje fra udvinding over fremstilling til brug og dernæst bortskaffelse ved forbrænding og deponering.

Den lineære økonomi udtømmer eller ødelægger ressourcer som vand, landbrugsjord og mineraler. Den får menneskeheden til at overskride klodens grænser med hensyn til klimaet, den biologiske mangfoldighed, arealanvendelsen, kvælstof- og fosforkredsløbene m.m.

De sidste 30 år er det globale ressourceforbrug fordoblet til omkring 80 milliarder ton om året. Og der er udsigt til, at det nuværende forbrug vil blive mere end fordoblet inden 2050. Denne udvikling drives af den økonomiske vækst og befolkningsvæksten, hvor voksende dele af verden efterligner de vestlige forbrugsmønstre.

Danmark ligger i toppen med brug af ressourcer. For hver indbygger i landet var forbruget i 2008 på over 25 ton ressourcer (biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler).

EU-landene producerede i 2010 ca. 2,5 mia. ton affald, hvoraf kun 36 % blev genanvendt, mens resten blev deponeret eller brændt.

Bekymrede kapitalister

Miljø- og solidaritetsbevægelser har i årevis kæmpet mod denne uholdbare økonomiske model og dens følger. Men nu er også den økonomiske og politiske elite mere og mere bekymret. En rapport fra World Economic Forum påpegede i 2014, at verdensøkonomien slås med en historisk krise i ressourceomkostninger, idet »varepriserne samlet set er steget med næsten 150 % fra 2002 til 2010, hvilket har udslettet hele det sidste århundredes nedgang i realpriser«.

Direktører for multinationale selskaber og tænketanke, politikere og EU-kommissærer retter i stigende grad deres forhåbninger mod en mere »cirkulær økonomi« for at sikre »grøn vækst«. Begrebet »cirkulær økonomi« promoveres bl.a. af stiftelsen Ellen MacArthur Foundation, hvis »globale partnere« (læs: sponsorer) er Cisco, Google, Hennes & Mauritz, Intesa Sanpaolo, Kingfisher, Philips, Renault og Unilever.

Ressourceudnyttelsen skal optimeres ved at holde produkterne længere i kredsløb, dels ved at deres levetid forlænges, herunder at de i højere grad kan repareres, dels ved at øge udnyttelsen af det enkelte produkt gennem dele- og lejeordninger. Desuden skal genanvendelsen af materialerne – som i »vugge til vugge«-konceptet – øges ved at skabe lukkede kredsløb, hvor »affaldet« er af så høj kvalitet, at det uden videre kan bruges enten som basis for produktion af foder, bioplast m.m. eller som tekniske input til produktion af elektronik m.m.

Hype eller realiteter?

Men hvor meget af den slags mere cirkulær produktion er der i Danmark i dag?

»Der er eksempler på produktområder, hvor virksomheder forsøger at etablere mere lukkede materialekredsløb, men fokus har hidtil været på muligheden for at oparbejde affald, ikke på at produkterne skal have en længere levetid,« siger Michael Søgaard Jørgensen, som forsker i bæredygtig innovation og omstilling ved Aalborg Universitet.

»Det er ikke cirkulær økonomi med lange produktlevetider og produkter, der kan opgraderes og repareres, der tegner billedet. Men der er megen opmærksomhed omkring især cirkulær økonomi fra myndigheder og brancheorganisationer. Man kunne sige, at det er hypet, eller mere positivt, at det er en vision, som kan tales op, så flere virksomheder gør det.«

Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nr. 7, april 2016

De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.