Rul den økonomiske globalisering tilbage

Corona-pandemien gør det oplagt at rulle den økonomiske globalisering tilbage. Det handler ikke om, at vi skal undvære kaffe, te og god chokolade, men om øget lokal fremstilling og genbrug.

Af Per Bregengaard og Margit Kjeldgaard

Vi kender ikke de økonomiske følger af coronaen, men vores og andre nationers dybe afhængighed af såvel det regionale EU – som verdensmarkedet er så risikabel, at vi må handle på det – hellere i dag end i morgen. Situationen kræver fundamentale ændringer i erhvervene.

Afhængighedens farer

Danmark får 33 pct. af sine varer og tjenester fra udlandet. 37 pct. af det, vi har til rådighed (gennem import og egen produktion) bliver eksporteret. Mere end 800.000 job er ifølge DI knyttet til eksport. Får eksporten et alvorligt knæk, fører det til arbejdsløshed i eksportsektoren. Det er det, vi ser nu i tekstilbranchen. Et fald i indtjening og beskæftigelse i eksportsektoren forplanter sig hurtigt til resten af samfundet gennem nedgang i investeringer, købekraft og -vilje.

Tallene fortæller, at vi ikke alene på beskæftigelses- og indtjeningssiden, men også i forsyningen er voldsomt sårbar.

Man kan let forestille sig pandemier med en langt højere dødelighed end coronas få promiller eller procenter, hvor man ikke længere beslutter at lukke produktioner, men hvor de bryder sammen i takt med, at sygdom og frygt får tag i samfundene. Lange og komplicerede forsyningskæder med høj effektivitet, altså minimale lagre, fører meget lettere til kaos og kollaps end lokale produktioner. – Tænk på, hvad det betyder, at Apples smartphones bygger på hundredvis af underleverandører fordelt på 40 lande?

Finanskrisen i 2008 var slem. Men vil den amerikanske centralbank og statens redningsaktioner gennem udpumpning af billioner af dollars under den igangværende eller næste krise svække tilliden til valutaen i en grad, så det internationale betalings- og banksystem bliver ustabilt og utroværdigt? Hvad enten penge er digitale eller papirlapper, så eksisterer de kun så længe, der er tillid til, at de kan omsættes til reale værdier.

Corona-krisen har allerede demonstreret, at enhver nation og erhvervsdrivende er sig selv nærmest, når krisen kradser. Danmark har leveret værnemidler og respiratorer til Italien, som er ubrugelige. Danmarks største tøjvirksomhed, Bestseller har søgt om lønkompensation for 61 mio. kr., men vil ikke betale for de ordrer, der er halvt og helt færdigsyede i Bangladesh.

Den liberalistiske illusion

Det er let at male Fanden på væggen. Skal vi virkelig forlade en åben global økonomi, der har skabt vækst og velstand, i stedet for at værne om den?

Siden 2010 har Danmark haft et årligt overskud på betalingsbalancen på 100-180 mia. kr. svarende til 6-9 pct. af BNP. Siden 1990 har saldoen været positiv. Danmarks udlandsformue er ved udgangen af 2019 på 1.814 mia. kr. svarende til 78 pct. af BNP.

Den danske konkurrencenation har i de seneste årtier således klaret sig fremragende på de udenlandske markeder. Derfor har kritikken af den økonomiske globalisering, EU, liberaliseringerne og konkurrencestaten haft ringe succes.

Det er samtidig en udbredt ideologisk forestilling, at ikke alene Danmark, men hele verden har glæde af en fintmasket international arbejdsdeling og verdensomspændende konkurrence. Ideelt set betjener liberaliseringerne i EU og på verdensmarkedet alle med de billigste og bedste varer. – Men eksisterede det frie og gennemskuelige marked, ville priskrigen presse fortjenesterne mod nul. Sådan ser virkeligheden ikke ud, for konkurrencen er ikke ligeværdig. Den bygger på magt, og magten er ulige fordelt.

De store koncerner har i mange tilfælde tårnhøje profitter og magt til at placere pengene i skattely. De optræder ofte som monopoler, når de køber ind, sætter produktioner i værk og sælger varer og service med store fortjenester. De har en dominerende stilling på markedet, som gør, at de er vanskelige at komme uden om. De har økonomi og andre magtressourcer til at brande deres produkter og manipulere med forbrugerne, så deres priser kan skrues op.

Arbejdskraften er de fleste steder i verden rigelig. Småproducenter af landbrugsvarer og andre simple produkter er ringere organiseret end opkøberne. Priserne på de to typer af arbejdskraft kan derfor trykkes.

Verdens rigeste ene procent ejer dobbelt så meget som 6,9 milliarder mennesker

Med ulighed i magt forvandler friheden på markedet sig til dominans og afhængighed. Det kommer til syne i økonomisk ulighed, globalt såvel som nationalt. Verdens rigeste ene procent ejer ifølge Oxfam mere end dobbelt så meget som 6,9 mia. mennesker, næsten hele den øvrige verden. Uligheden er vokset med raketfart gennem de seneste 40 års uhæmmede økonomiske liberaliseringer og globalisering.

Statsmagter forandrer sig i takt med dette til konkurrencestater, som især konkurrerer om de store mobile virksomheders gunst med lempelige vilkår, attraktiv infrastruktur, reel skattefritagelse, god arbejdskraft, lave lønninger m.m. Socialpolitik forvandler sig her til arbejdsmarkedspolitik. Tidligere søgte nationer at skærme sig mod udenlandsk konkurrence. Nu søger de at overgå hinanden i at være de store koncerners tro tjener.

Rul den økonomiske globalisering tilbage

Den uhæmmede økonomiske globalisering er både farlig, socialt uretfærdig og ude af stand til at skabe de bedst mulige levevilkår. Derfor skal vi – hånd i hånd med en demokratisk, rød og grøn omstillingspolitik – rulle den økonomiske globalisering tilbage.

Et afgørende grønt bidrag til at mindske importen er at fremme genbrug, vedligeholdelse og genindvinding af alt fra tekstiler til køretøjer. Det kan ske gennem lovgivning om bl.a. pantsystemer, forbrugsafgifter og skattelettelser for ressourcebegrænsende aktiviteter og forandringer i vores etik og vaner.

Et andet væsentligt bidrag er en omlægning fra et højt, individuelt, materielt forbrug til kollektiv velfærd.  Bedre normeringer og efteruddannelse af personalet i daginstitutioner, skoler, pleje- og sundhedssektor vil ikke alene øge kvaliteten, men også gøre sektorerne bedre i stand til at møde udfordringerne under en sundhedskrise, en social krise m.m.

Landbrugets enorme eksport af svin og svinekød hviler på import af sojafoder fra bl.a. Amazonas. Det er her kommet så vidt, at både landbruget og fødevareministeren er begyndt at tale om ”bæredygtig soja”, forstået som soja, der ikke kommer fra nylig fældet regnskov. Men vi skal være selvforsynende med foderstoffer. Selvforsyningen kan realiseres med produktionskvoter, som vi kender fra fiskeriet. Bedre dyrevelfærd, høj kvalitet og attraktiv forarbejdning kan gøre forbruget mere delikatesse-orienteret.

Læs også: Donut-økonomi – ikke ‘grøn vækst’

En bred adgang til delikatesserne og andet materielt forbrug sikres gennem en rød omfordelingspolitik: Op med top- og boligskat og med overførselsindkomster og personfradrag.

Energiforbruget skal nedbringes bl.a. gennem øget kollektiv transport, afgifter på flytrafik og flere hjemmearbejdsdage. Der skal turbo på udbygning af forsyningen med vedvarende energi, såvel strøm som fjernvarme og grønt brændstof. Målet er også her selvforsyning.

Solidaritet, ikke selvtilstrækkelighed

Smager kursen af national selvtilstrækkelighed? Større regional, national og lokal uafhængighed af alverdens former for krise skærmer ikke kun os selv, men giver større mulighed for solidaritet og bistand til ofre, hvor det brænder på.

Uafhængighed af de store multinationale koncerner gennem samarbejdende fair-trade-kooperativer på tværs af landegrænser giver ligeledes en mindre sårbarhed. Målet er ikke at, vi skal undvære kaffe, te og god chokolade m.m. til anstændige priser. Forbruget af stål kan mindskes, ikke undværes. Altså selvforsyning med måde.

Margit Kjeldgaard & Per Bregengaard er medlemmer af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og bogaktuelle med: “Hvad skal vi leve af – på vejen mod socialismen?”