Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
19. januar. 2021

Samfundsperiferien: Den potentielle revolutionære kraft

Revolutionens subjekter forvises til samfundets udkant, eller forsøges integreret i arbejdsmarkedet i en sådan grad, så de ikke længere er i stand til at gøre egentlig modstand.

Udklip fra magasinet El Machete på forsiden af bogen ‘Picturing the Proletariat’ (2017).
9 min. læsetid

Ser du også Netflix i stedet for at læse Marx? Revolutionens subjekter forvises til samfundets udkant, eller forsøges integreret i arbejdsmarkedet i en sådan grad, så de ikke længere er i stand til at gøre egentlig modstand, forklarer den tysk-amerikanske filosof, Herbert Marcuse.


Af Frederik Boris Hylstrup Olsen

Hvem er ‘revolutionens subjekter’ egentlig? Den tysk-amerikanske filosof og del af Frankfurterskolen, Herbert Marcuse mener, at de, som er i stand til at føre en revolution mod det bestående samfund, er de selv samme, som det samfund undertrykker allermest. En egentlig modstand mod de ledende magtlag, som måtte komme inde fra netop dette magtlag, negerer sin egen modstand, da der ifølge Marcuse tilsyneladende er sket en massiv udjævning af klasseskel. Samfundet er blevet én-dimensionalt, som han kalder det i sin bog, der netop bærer titlen Det én-dimensionale menneske.

Marcuse forklarer det således: ”Hvis arbejderen og hans arbejdsgiver ser samme fjernsynsprogrammer, og tilbringer deres ferier ved de samme badesteder, hvis kontordamen er sminket og ser lige så godt ud som chefens datter, hvis den sorte har en Cadillac, hvis de alle sammen læser den samme avis, så er denne assimilation ikke tegn på, at klasserne er forsvundet, men på, i hvor høj grad behov og behovstilfredsstillelse tjener til at opretholde det bestående – og deles af den undertrykte befolkning”.

Den forpuppede modstand

Marcuse forklarer på den måde, at selvom der stadig findes en arbejderklasse – og at denne klasse stadig må kæmpe kampen mod undertrykkelse – så findes denne klasse nu ikke længere som en decideret negation til det bestående samfund, men snarere i dette samfund. Arbejderklassen er således stadig revolutionens potentielle subjekt, men den deler samtidig den bestående klasses behov. Hvis en opposition måtte komme herfra, ville den således opstå ud af et behov, som netop er fostret af et kapitalistisk samfund – altså den selv samme orden, som denne opposition måtte stræbe efter at være imod.

“Hvem har i det hele taget overskud til at læse tung og indspist samfunds- og kapitalismekritik efter en hård dag på arbejdet, når det eneste, man har lyst til, er at slå benene op med en øl og noget let og beroligende underholdning?”

De, som i sin reneste form må kunne lede denne revolution, er altså dem, som står på kanten af samfundet, som ikke kan eller er i stand til at lade sig døse af kapitalismens behovstilfredstillelser af de ”falske behov”, som Marcuse kalder dem. Det er behov, der pålægges den enkelte – af samfundets særlige interesse i at undertrykke ham og hende: Det er behov, der opretholder uretfærdighed, elendighed og slid. Det er behov, som hæmmer udviklingen af evnen til at erkende denne elendighed. Disse falske behov indbefatter behov for at slappe af, at more sig, at handle og forbruge sådan som annoncerne måtte diktere det, at elske og at hade – kort sagt: at regenerere og rekreere.

Hellere se et afsnit af en letfordøjelig serie, som portrætterer kærligheden gennem den samme formel, som alle andre ’rom-coms’ har fulgt siden genrens start – og som derfor ikke kræver den store anstrengelse at følge med i – end at sætte sig ned med et eksemplar af Marx’ Kapitalen. Hvem har i det hele taget overskud til at læse tung og indspist samfunds- og kapitalismekritik efter en hård dag på arbejdet, når det eneste, man har lyst til, er at slå benene op med en øl og noget let og beroligende underholdning?

Netflix’ nyeste romantiske dramaserie, ‘Bridgerton’ anslås af streamingtjenesten at blive set i 63 million husstande den første måned. Med Herbert Marcuses teori kan man sige: “Hellere se et afsnit af en letfordøjelig serie, som portrætterer kærligheden gennem den samme formel… end at sætte sig ned med et eksemplar af Marx’ Kapitalen”.

Revolutionen bor i udkanten

Marcuse mener således ikke, at mennesker, som er blevet pålagt denne falske bevidsthed af døset tilfredshed, er i stand til at stå i opposition til det, som med bekvemmeligheder og livskvalitet netop tjener disse gruppers samfundsmæssige interesser. Enhver protest virker således irrationel og enhver modstand umulig. Skulle den komme fra denne side, i hvert fald. Derfor henvendte Marcuse sig særligt til det bestående samfunds periferi som den potentielle revolutionære kraft, til de undertrykte, de glemte og oversete og udstødte – og udnævnte fx i bogen Frigørelsen fra 1969 således ”den sorte befolkning i USA” som øjeblikkets ”mest naturlige” oprørskraft.

”Som forudsætning for den vrede og indignation, der er drivkraften i alle sande oprør, må der eksistere en undertrykkelse, men i moderat omfang eller udøvet med ringe effektivitet”. Sådan taler Primo Levi, italiensk-jødisk kemiker, forfatter og – ikke mindst – deporteret til Auschwitz i 1944 og overlevende derfra indtil befrielsen i 1945. Levi er således for så vidt enig med Marcuse i, at det er undertrykkelsen som må drive revolutionen. Men Levi kender alt for godt til selv at være en sådan undertrykt – at være afkræftet, udsultet, svækket, udnyttet og fastlåst.

Derfor udtrykker han i bogen De druknede og de frelste fra 1986 ovenstående citat med det forbehold, at undertrykkelsen nødvendigvis må være udøvet med ringe effektivitet, for at revolutionen kan finde sted. Levi siger, at det aldrig er de mest? undertrykte, som står i spidsen for den revolutionære bevægelse – for de undertrykte har sår på fødderne og intet tøj på kroppen. De mest undertrykte er ikke dem, der har kræfterne til at storme og slås. De mest undertrykte forsøger at råbe, men deres stemmer lader disse råb komme ud som suk i smerte eller opgivende udåndinger gennem klaprende tænder og sprukne læber.

Kapitalismens kontrarevolution

Dette er således kapitalismens kontrarevolution. Den kan opdeles i to fungerende komponenter: For det første modvirker det en-dimensionale samfund det menneske, som allerede er integreret i dette samfund, at kunne yde modstand, da al handling herfra vil være betinget af kapitalismens adfærdsreguleringer. Individet i det en-dimensionale samfund er i evig jagt på tilfredsstillelse af samfundets kontrarevolutionære behov og er således underlagt frivillig trældom.

Herbert Marcuse (1898 – 1979)

• Tysk filosof, der efter Nazitysklands magtovertagelse emigrerede til USA i 1934. Som ung havde han deltaget i det fejlslagne spartakist-oprør i 1919.

• En del af ‘Frankfurterskolen’, der beskæftigede sig med kritisk samfundsteori. Blev senere en af hovedpersonerne i “New Left”-bølgen i USA og Frankrig.

• Blandt hovedværkerne er bøgerne Kontrarevolution og venstrefløj og Frigørelsen, hvor han argumenterer for, at det klassiske frihedsbegreb er blevet overflødiggjort af det industrielle samfund.

+

Den anden komponent udgøres af, at kontrarevolutionen består i at modvirke den potentielle og eneste tilbageværende kraft, som må findes uden for samfundet. Denne sidste bastion, den ydre skare af samfundets perifere medlemmer – minoriteterne, de udstødte og de tilsidesatte – undertrykkes imidlertid i en sådan grad, at ethvert opråb forstummer, og enhver bevægelse forkrøbles – ofte i ret bogstavelig forstand gennem fysisk vold og tilbageholdelse fra ordensmagten.

Velfærden pacificerer revolutionen

Hvordan holder Marcuses distinktion mellem borgere, der må siges at være integrerede dele af det etablerede samfund, og mennesker der i højere grad falder uden for dette samfund, i en konkret aktuel sammenhæng? I et dansk velfærdssamfund anno 2021 er denne skelnen ikke nær så skarp, som i Marcuses USA i slutningen af 1960’erne.

Men et bud på, hvordan en kapitalistisk kontrarevolution kan findes i det danske samfund, kan  ses i lyset af regeringens nylige forsøg på i højere grad at integrere minoritetsgrupper på arbejdsmarkedet i ligestillingens navn. Ligestillingsministeriet er netop nu ved at blive lagt sammen med beskæftigelsesministeriet. I Information 1. december kunne man læse, at ligestillingsminister Peter Hummelgaard mener: ”denne sammenlægning giver god mening, da mange af ligestillingens store spørgsmål, som fx barsel og ligeløn hører til i beskæftigelsesministeriet”. Ligeledes bliver også etnicitet i højere grad gjort til et beskæftigelsesprojekt, når Hummelgaard samtidig udtaler intentioner om at rette op på det hidtidige svigt, Socialdemokratiet og venstrefløjen har udsat særligt kvinder med ikke-vestlig minoritetsbaggrund for. Også de unge, som særligt er en del af prækariatet, er lige nu i tale som en gruppe, der bedre skal integreres på arbejdsmarkedet, hvilket i høj grad er relevant, givet de omstændigheder der i senere tid er dukket op i medierne om sexisme, overgreb og #MeToo-relaterede hændelser.

“Er alskens aktiveringstiltag, jobcentermøder, kurser om at skrive ”det gode CV” og ”den gode jobansøgning” nok til at vinde den potentielle revolutionære kraft over på kapitalismens side, hvor bekvemmeligheder og livsfornødenheder sikrer en tilfredsstillelse af disse menneskers behov?”

Disse tiltag om øget integration på arbejdsmarkedet er vigtige og relevante, men de kan også betragtes således, at de samtidigt har til formål at integrere en stor del af de subjekter, som Herbert Marcuse og Primo Levi ville betragte som revolutionens potentielle kræfter – og indsluse dem i det beskæftigede system. Hvis arbejdsmarkedets integrationsprojekt lykkes, hvor langt vil disse individer da flytte sig fra samfundsperiferien og ind mod samfundets kerne? Er alskens aktiveringstiltag, jobcentermøder, kurser om at skrive ”det gode CV” og ”den gode jobansøgning” nok til at vinde den potentielle revolutionære kraft over på kapitalismens side, hvor bekvemmeligheder og livsfornødenheder sikrer en tilfredsstillelse af disse menneskers behov?

Marcuse med et gran salt

Marcuse kan have ret i, at kontrarevolutionen kan bestå i at dække falske behov hos borgere, som kan nyde godt at det etablerede samfunds kapitalisme. Men der er stadig langt ind til samfundets etablerede midte, både for den arbejdende og den ikke-beskæftigede arbejderklasse, såvel som alle dennes undergrupperinger. Det er ikke nødvendigvis kontrarevolutionært at lægge ligestilling ind under beskæftigelsesspørgsmålet. Det er problematikker, som på mange punkter fletter sig ind i hinanden. Ej heller skal en bredere omfavnelse af alle samfundets borgere anfægtes.

Ikke desto mindre tilbyder den slags tiltag en yderligere erodering af en umiddelbar og iøjnefaldende ulighed, hvilket ikke er dårligt i sig selv. det vanskeliggør blot en søgen efter revolutionens allermest nødvendige subjekter. De undertrykte stemmer lyder med forstummet klang. Men hvis man spidser ører, kan man høre dem.



Om skribenten

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Cand.pæd i pædagogisk antropologi og uddannet pædagog. Opvokset og bosat på Nørrebro. Medlem af Baggrund- og Debatredaktionen på Solidaritet. Læs mere