Samsam-sagen: Hvad i alverden foregår der?

Den første begmand kom, da højesteret bestemte, at landsforræderisagerne mod FE’s (og PET’s) tidligere chef Lars Findsen og forhenværende forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen, delvist skulle foregå for åbne døre. Og nu, at retten bestemte, at tjenesterne på grund af sagens usædvanlige karakter skulle fravige princippet om aldrig at oplyse, om en person havde eller ikke havde været kilde eller agent.

Man skal i den forbindelse lægge mærke til, at retten ikke rokker ved selve princippet om ikke hverken at indrømme eller benægte et kilde- eller agentforhold.

Nye tider i forholdet mellem domstol og efterretningstjeneste

Man kan vist roligt påstå, at højesteretsdommene må have rystet de to efterretningstjenester, der indtil nu har kunnet stole på retsvæsenets føjelighed, når det gjaldt sager om ’rigets sikkerhed’. For alle retsinstanser har stort set uden undtagelse og uden at undersøge sagen nøjere taget det for gode varer, når tjenesterne hemmeligstemplede noget. Det samme gælder vekslende regeringer, der dermed har givet sig selv det uundværlige politiske redskab, der på engelsk kaldes ’plausible deniability’, dvs. at man med sindsro kan påstå, at det vidste man skam ikke noget om.

Det kan næsten med sikkerhed forventes, at der nu rejses krav om en tilbundsgående undersøgelse af hele hændelsesforløbet omkring Samsam-sagen – formentlig i form af en kommission, noget som regeringen med tilsvarende sikkerhed af al magt vil forsøge at kvæle, udskyde eller lede på et vildspor.

Udover det jordskælv, som tjenesterne som institution er ramt af, så tyder meget på, at der både de to tjenester imellem og internt i disse har været alvorlig uenighed, om man skulle tie eller indrømme kildeforholdet.

I hvert fald blev Samsams kildefører fyret, fordi han havde rejst alvorlig kritik af, at tjenesterne havde svigtet deres kilde så groft, da man tilsyneladende ikke alene forholdt sig passivt, men aktivt benægtede Samsams forbindelse til tjenesterne, da han stod anklaget for terrorvirksomhed i Spanien. Noget der kostede ham otte år i fængsel, en dom der muligvis kunne være undgået, hvis tjenesterne havde hjulpet deres agent.

Lars Findsen revisited

Højesterets afgørelse har hvirvlet så meget støv op, at det kan forventes, at søgelyset igen rettes mod århundredets danske efterretningsskandale: suspensionen i 2020 af FE’s øverste ledelse med Lars Findsen i spidsen, den senere totalovervågning af ham og anklagerne mod Claus Hjorth Frederiksen. Da tjenesterne stod stejlt på total hemmeligholdelse, måtte justitsministeren lade sagerne falde.

Thomas Ahrenkiel, der var en af de suspenderede, blev taget til nåde og tiltrådte i forgårs 1. september, ja, hold nu fast, stillingen som chef for FE. Den samme Ahrenkiel, der af en intern whistleblower i FE blev anklaget for at have tilbageholdt oplysninger over for Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), der gik til regeringen og dermed tvang denne til suspensionen.

Et meget vigtigt aspekt ved sagskomplekset er højesterets krav om – delvis – åbenhed. Lars Findsen kom jo bl.a. i klemme, fordi han i sin tid fik til opgave efter 11. september at åbne efterretningstjenesterne. Efter Murens fald – og senere efter 11. september – stod det klart, at den gamle type efterretningstjeneste med dens vægt på det militære ikke slog til overfor en ny type trusler i form af terrorisme, organiseret kriminalitet og hybride former for krigsførelse.

Det havde man overhovedet ikke mandskab til hverken kvalitativt eller kvantitativt. Derfor begyndte man at rekruttere unge hackere, og man havde brug for almindelige borgeres årvågenhed – de borgere der over skatten betalte gildet. Det krævede, at tjenesterne åbnede sig, og det var Lars Findsen manden for, bl.a. fordi han meget klogt havde opbygget et medienetværk.

Men dermed skabte han sig også fjender i den gamle garde i tjenesterne og i dele af forsvarets top. Det kom op til overfladen i debatten 3. september på DR’s P1 efter middagsradioavisen, hvor bl.a. tidligere kontreadmiral, Torben Ørting og Lars Findsen deltog. Her mere end antydede Ørting, at en undersøgelse af Samsam-sagen også burde følges op af en fornyet undersøgelse af Lars Findsens forhold til pressen (Findsen mente, at Samsam-sagen var kørt helt af sporet) og af de redaktører, der havde viderebragt hemmeligheder. Og nu er ringen så sluttet, fordi Højesteret på en måde har sluttet sig til åbenhedspartiet.

Plads til forbedringer

Et andet og måske lidt overset aspekt er spørgsmålet om kvaliteten af de kilder og agenter, som især PET i tidernes løb har brugt. Her er der, som man stærkt underdrevet siger i de angelsaksiske lande ’room for improvement’.

Endelig kan man måske som en afledet effekt imødese, at det famøse samarbejde mellem USA’s NSA og Danmarks FE – der var FE-sagens egentlige udgangspunkt – tages op til fornyet overvejelse, nu også i lyset af USA’s forsøg på at undergrave forholdet mellem Danmark og Grønland.

Måske havde den whistleblower, der gjorde Tilsynet med Efterretningstjenesterne opmærksom på uregelmæssigheder, faktisk ret i at NSA udnyttede, at det var denne tjeneste, der havde leveret udstyr og software til at spionere mod europæiske politikere og borgere, herunder danske. Hvor langt og hvor længe kan man samarbejde med en allieret, der undergraver sine allierede?

Jo, jo, der er sandelig ’room for improvement’.