På arbejde under "Noget Bedre"-festival i 2018. Privatfoto.
7 min. læsetid

Sebastian Sylvester har klaret sig som freelance event- og lydtekniker siden 2016, men så kom Covid-19. Danmark – og ikke mindst lydscenen – lukkede ned. Med en indtægt på under 10.000 kr. om måneden, var der ingen hjælpepakker at søge. Lastbilkørekortet, som han har taget for at kunne skaffe ekstra indtægt, har det heller ikke været muligt at bruge endnu.


Af Nina Trige Andersen

At være freelance event- og lydtekniker var ikke ligefrem nogen god forretning for Sebastian Sylvester, men han kunne dog skaffe til dagen og vejen med billig husleje og lavt forbrug. Indtil 11. marts, hvor regeringen annoncerede total nedlukning. Mens dele af samfundet nu lukker op igen, har det lange udsigter for de koncerter, festivaler, teateropsætninger, og musiksteder, der plejede at booke Sebastian Sylvester til jobs.

På en god måned i sommerperioden, der er højsæson i hans branche, var der fem opgaver om måneden, og han kunne lige komme op og ramme 10.000 kr. Men på en dårlig måned, fx januar, var der sjældent mere end en enkelt bookning.

Sebastian Sylvester er 23 år og bor i Midtjylland i et slags familiekollektiv. De deler udgifterne til hus, mad og bil, og han kan derfor leve for omkring 5.000 kr. om måneden. Men ikke for nul kroner. Og det er, hvad der har været i indtægt siden marts. For med så lav indtægt, som Sebastian Sylvester havde før nedlukningen, har regeringen og Folketingets partier besluttet, at han ikke skal have adgang til hjælpepakkerne.

’Resterne fra min konto’

Det er ikke fordi, Sebastian Sylvester føler han har krav på noget, som han udtrykker det, og han ville hellere end gerne klare sig selv.

»Jeg har altid suppleret med vikarjobs – det er ufaglært arbejde, alt mulig forskelligt, og jeg har også taget erhvervskørekort til lastbil, så jeg kan køre transport i EU. Men jeg har ingenting hørt fra vikarbureauet siden marts, og det ser heller ikke ud til, at der er nogle chaufførjobs at få for tiden,« siger Sebastian Sylvester, der har måttet låne penge af sin far. Men det kan han ikke blive ved med.

Han har overvejet, om han kunne vende tilbage til sit uddannelsesforløb som lydtekniker, som han måtte droppe ud fra i 2018, da der ikke var nogen praktikpladser at få.

»Men der er jo nok ikke kommet flere praktikpladser nu. I min region er der 100 praktikpladser inden for mit fag, og tre i min kommune. Jeg kender dem alle sammen. Og en del af de spillesteder, der plejer at have praktikanter, er konkurstruede nu.«

· Solidaritet sætter i samarbejde med ‘Coronaknibe’ fokus på de mange mennesker, der ikke bliver grebet af hjælpepakkerne

· Ny artikel i serien udkommer hver fredag på Solidaritet. Alle historier kan læses her

· Læs også mere på Coronaknibes hjemmeside og på initiativets Facebookside

+

Det, Sebastian Sylvester allerhelst vil, er at arbejde med lyd. Han er den, der står foran scenen og styrer højtalerne ud til publikum og lyden til musikernes lydhør på scenen. Det kan være til koncerter og festivaler og til fx teateropsætninger.

»Vi arbejder jo, når andre har fri. Den praktiske består i at pakke bil og stille op, og så være på under selve arrangementet. Forinden forbereder jeg mig hjemmefra ved at læse op på, hvordan musikerne vil have, at det skal foregå.«

Det er meget sæsonpræget arbejde, og sidste år var juni den bedste måned. Der var fx Riverboat Jazz Festival i Silkeborg, men det bliver der ikke i 2020.

»Alle jobs forsvandt med nedlukningen. Festivaler er aflyst mindst frem til august. Jeg har ikke haft noget lave siden nedlukningen, andet end at jeg selv spiller musik, men det er ikke noget, jeg tjener penge på. Så jeg har levet af resterne på min konto, og min far hjælper mig, indtil jeg forhåbentlig snart finder noget.«

Måske kontanthjælp

Frem til den 10. maj håbede Sebastian Sylvester stadig, at der ville komme en hjælpepakke, han kunne søge.

»Jeg spurgte dem inde i Erhvervsstyrelsen, hvad jeg skulle gøre, når jeg ikke kunne søge på grund af beløbsgrænserne. Og det vidste de ikke – de sagde bare, at det ikke var dem, der lavede reglerne, og det ved jeg da godt. De sagde også, at der måske kom nye regler efter 10. maj. Men det gjorde der så ikke.«

Sebastian Sylvester regner med at søge videre efter job i transportbranchen, for »lydbranchen er sat helt i stå.«

»Jeg vil jo helst finde et job, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, men ellers må jeg ringe til kommunen og spørge, om jeg kan komme på kontanthjælp, for der er ingen udsigt til, at min branche åbner lige foreløbig.«

Han er ikke medlem af hverken fagforening eller a-kasse, og er »faktisk ikke medlem af noget som helst«.

»Jeg havde jo klaret mig ok indtil nu, og måske heller ikke lige fået tænkt mig ordentlig om. Men de seneste år har jeg også levet af lidt af hvert, ufaglærte vikarjobs, lydjobs, og så har jeg i en periode været på SU.«

Et stort sår

Sebastian Sylvester er »lidt undrende« over, hvorfor freelancere og selvstændige – med og uden cvr-nummer – ikke kan få støtte, hvis de har tjent under 10.000 om måneden.

»For det er jo de svageste, der har mest brug for hjælpepakkerne. Selvom de store som fx SAS også har problemer, så skal de jo nok klare sig i sidste ende. Men en masse små virksomheder er allerede gået ned.«

Jeg vil gerne starte en rigtig virksomhed som selvstændig. Jeg elsker den livsstil. Men det bliver jo nok lidt længere ude i fremtiden, end jeg havde tænkt mig.

– Sebastian Sylvester, lydtekniker i ‘coronaknibe’

+

I Sebastian Sylvesters region var Fredericia Teater nogle af de første, der indgav konkursbegæring, det skete allerede få dage efter nedlukningen. Han frygter, at covid19-krisen kommer til at få langsigtede konsekvenser for branchen. Sebastian Sylvester mener også, at der måske godt kunne lukkes lidt mere op for musikken end den nuværende genåbningsplan lægger op til.

»Man kunne jo fx sige, at der så ikke må serveres alkohol, for det er noget med, at vi ikke er lige så gode til at passe på hinanden, når der er alkohol. Men til en siddende koncert fx, der sidder alle jo med hovedet vendt samme vej, ligesom man gør i den offentlige transport. Så kan man vel også gøre det til en koncert. Det ville være godt, hvis lydscenen kunne åbne bare lidt op igen.«

Statens ressourcer er ikke ubegrænsede, siger Sebastian Sylvester, og derfor vil han heller ikke klage, selvom det havde været rart at få noget hjælp. Mest af alt savner han bare at komme ud og arbejde. »Hvis jeg bare skal se det helt ud fra mig selv, så er sådan, jeg har det.«

Han er også overbevist om, at hans branche nok skal rejse sig igen, men coronakrisen bliver »et stort sår« som vil være længe om at hele. Angående sin egen fremtid har Sebastian Sylvester et par ønsker:

»At jeg kan betale mine regninger og min gæld til familien. At jeg fortsat kan lave det, jeg elsker: Lyd og lys og scene- og eventteknik. Og så vil jeg gerne starte en rigtig virksomhed som selvstændig. Jeg elsker den livsstil. Men det bliver jo nok lidt længere ude i fremtiden, end jeg havde tænkt mig.«


Fotograf: Per Daugaard

Nina Trige Andersen er freelancejournalist og historiker. Coronaknibe har rejst midler til Solidaritets dækning af krisens udvikling i Danmark