Forligspartiernes forhandlere til pressemøde efter finanslovens vedtagelse. Foto: Pernille Skipper / Facebook
8 min. læsetid

Selv Enhedslisten og SUF har haft travlt med at udråbe finanslovsforhandlingerne til en sejr. Esben Maaløe deler langt fra den begejstring over en finanslov, der for ham føles “som at vinde et håndgemæng i en verdenskrig og bagefter erklære krigen for vundet.”


Af Esben Søvang Maaløe

Tillykke til Enhedslisten – I har sejret!

Ikke uden at måtte give efter, men sejret har I.

Det er i hvert fald det indtryk man får, når man ser Enhedslistens udmeldinger efter finanslovsforhandlingerne på SoMe, og i de etablerede medier. Selv SUF, der jo har et mere – eller måske mindre – velfortjent ry for at være skarpe og til kanten, laver en stor fed grafik på Facebook der omhandler, hvor god den nye finanslov er.

På Enhedslistens eget website kan man læse, at Pernille Skipper er glad, stolt, at de har kæmpet, og at de har krævet – og på Facebook eksploderer partisoldaterne i selvkongratulatorik, så det sprøjter. Således kan man hos Rune Lund læse om “historisk store løft” – det hele peger nu mod “det supergrønne”, folkeskolen har fået flere penge, det har børnehaverne også, osv. Og alt dét er rigtigt, og det er godt. Det kan man ikke være uenig i – men det kan man altså.

Der er ingen tvivl om at dette er den bedste finanslov i mands minde, men der er heller ingen tvivl om at den sådan set heller ikke har nævneværdig konkurrence i den forbindelse, og at den potentielt er fire år fra tilintetgørelse

Tidsler og laurbær

Sandheden for hundredtusindvis af danskere, og sandheden for samfundet som et hele er, at der ikke er taget skridt mod reelle forandringer. Sandheden er, at reformramte er ladt totalt i stikken, at der er kommet et lille-bitte pusterum i udvalgte grene, og at kursen er drejet 2 sølle grader mod venstre. Det kræver kun et enkelt socialdemokratisk fuck-up, så er vi igen i gang med udmøntet fremmedhad, neoliberalisme og øget ulighed. Det er en udvikling denne finanslov i øvrigt ikke vender på hovedet, og er der nogen der kan levere fuck-ups, så er det socialdemokraterne.

Er det en ‘sejr’? Gu’ er det ej, det er som at vinde et håndgemæng i en verdenskrig: Fedt, men næppe nok. Socialdemokratismen har fået det som den vil have det, og Enhedslisten har fået lov at justere den en anelse, og det bliver fejret som en triumf.

Der er ingen tvivl om at dette er den bedste finanslov i mands minde, men der er heller ingen tvivl om at den sådan set heller ikke har nævneværdig konkurrence i den forbindelse, og at den potentielt er fire år fra tilintetgørelse.

At fjerne tidsler er ikke det samme som at høste laurbær, så hvorfor skal Enhedslisten kommunikere sådan? Pelle Dragsted har en udmærket gennemgang af finansloven på Altinget.dk. Han glæder sig over at finansloven lykkes, men fremstiller også loyalt finanslovens svagheder. Ingen synes at hæfte sig ved, at der er tale om at hænge ganske få julekugler på et gennemråddent grantræ med giftige kogler. Ingen taler om at fælde træet. Alle kalder sig selv “julemand” – og hey, han er jo også Coca-Cola rød.

Systemkritik efterlyses

Hvor er systemkritikken? Skal vi nu også vænne os til “ih, hvor det går godt”-retorik fra det eneste antikapitalistiske parti vi har på tinge?

Skal systemkritikken findes når Enhedslisten foretrækker posten som Miljø- og teknik borgmester, fordi den anses for prestige- og magtfuld, og derfor “i en højere sags tjeneste” overlader Københavns borgere til Venstre-kvinden Cecilie Lonning-Skovgaard og hendes løgnagtige jobcenter-regime? Et helt aktivt fravalg af de svageste og mest udsatte befolkningsgrupper vi har? Er det systemkritikken?

Skal den findes, når Morten Kabell træder af til en vellønnet chefstilling i det private, og tager en bonus, der efter parti- og personskat svarer til 6 måneders netto-indtjening for en kasseassistent med sig? Et skridt, som jeg har oplevet topsocialister fra Ø forsvare på Facebook? Er det aktiv kamp for forandring?

Skal den findes, når vi i de løst ‘organiserede’ sociale modstandsbevægelser må ty til navns nævnelse af særligt psykopatiske sagsbehandlere, og bagefter skoses af Ø- medlemmer – igen også af topkoryfæer – for at hænge basismedarbejdere ud? Det var altså bedre, at disse personager fortsatte deres virke, og at vi gentagne gange løb panden ind i en mur af manglende retssikkerhed – end at vi fik direkte serie-mishandling bragt til standsning? Hvem vil forklare det til den kvinde, der måtte løbe ud fra et sagsmøde og brække sig af angst? Ingen brokker sig over, at en pædofil lærer nævnes ved navn, men serie-torturister skal beskyttes – fordi de er ‘basis-medarbejdere’?

Eller skal den findes i hyldesten til egen – ganske vist prisværdige, men alligevel aldeles utilstrækkelige – indsats? Også selv om interesseorganisationer og direkte partshavere i alt det gode, som nu skal ske, vælter frem med udmeldinger om at den ‘historiske finanslovs’ fine takter sådan set ikke kommer til at nytte ret meget lige på deres område?

Kig mod Bernie

Budskabet burde være: “Det her er det bedste der kunne nås, men kampen er kun lige begyndt”, og det budskab burde gjalde ud som overskrift, ikke som forbehold gemt inde i selvros. Kig på Bernie Sanders måde at kommunikere på. Han er ganske vist i valgkamp, og det er noget andet end overståede finanslovsforhandlinger, det er klart – men der er ingen tvivl, når man læser og hører Bernie: Systemet er sygt, det har brug for grundlæggende forandringer. Når man hører Enhedslisten i disse dage, synes budskabet at være “Ih hvor er vi dygtige, nå ja, og så er der også noget skidt, men dygtige er vi, det skal nok gå alt sammen”.

Budskabet burde være: “Det her er det bedste der kunne nås, men kampen er kun lige begyndt”, og det budskab burde gjalde ud som overskrift, ikke som forbehold gemt inde i selvros

Man kunne italesætte embedsværkets løgnagtige kultur. Man kunne italesætte politikeners ditto – i stedet for selv at gøre sig til usandheds-kandidat. Man kunne tilbyde stærke forklaringer på prekariatets knibe, på oldingens medicinpriser, på de unges hjemløshed, på stilladsarbejdernes — og alle de andre fagliges — situation, man kunne forklare, at de penge vi bruger på jobcentre – nogle siger 13 milliarder kroner – svarer til 52.000 årslønninger á 250.000 kr. Man kunne igangsætte en målrettet kapitalisme-kritisk oplysningsindsats, man kunne gøre så meget.

Bernie Sanders taler ved Macomb Community College under sin valgkamp for at blive amerikansk præsident i 2020. Er venstrefløjens socialdemokrater i USA blevet mere radikale i sine krav end Enhedslisten? Esben Maaløe efterlyser mindre skulderklap, og et parti der taler til ham i øjenhøjde. Foto: Dell Deaton / Flickr.

I stedet vælger man altså at klappe på egne skuldre, fordi man fik lov at justere socialdemokratismen en smule med en finanslov, der af flere og flere betragtes som aldeles utilstrækkelig og varm luft for pengene. Nå ja, og så vælger man også at opdrage på underklassens dårlige vaner, med en afgift der har så alvorlig social slagside, at den alene gør finansloven ulighedsforøgende, fordi ‘det er det rigtige’. Who cares? Vi har sejret, vi er historiske, vi er fede, vi fortjener en høj karakter.

Vi står i en polariserende tid, og en af polerne bør i sagens natur tilhøre Enhedslisten – hvis altså man indser, at man jo ikke bare har fået fine uddannelser og råd til Vietnam-rejser og bor i en fin andelslejlighed, men at man faktisk står på et ideologisk fundament, der fordrer mere end bare succes med kommunikationen? Som jo i øvrigt ikke engang lykkes særlig godt?

Vi har brug for klare signaler – vi har brug for et parti, der taler til os. Vi har ikke brug for mere spin og selvroseri. Vi har brug for handling, der kan ses, føles og mærkes.

Og inden eventuelle partisoldater – dem, hvis loyalitet ligger mere i rygmærket ‘Ø’ end hos nogen egentlig politisk tanke – harcelerer hæmningsløst harskt over dette indlæg, så lad mig lige minde om, at så længe man ikke blæser brødkrummer op til sukkermadder, er der heller ingen, der kan tisse på dem.


Esben Maaløe

Samfundsdebattør med fokus på dén økonomiske ulighed, der forstærker klassesamfundets spændinger. Lever på SU og bidrag fra støtter til hans kamp, der blandt andet retter sig mod jobcentrenes behandling af svage.

Støt Esbens arbejde via Mobilepay: 52 80 35 40

Læs mere af Esben Maaløe