Sex, sorg og kronisk sygdom. Anmeldelse af “Intermezzo”
Bestsellerforfatteren Sally Rooney er blevet kaldt for snapchat-generationens Salinger. Men måske er Rooneys romaner snarere Information-segmentets svar på “Fifty Shades of Grey”-bøgerne

Rangerer man Sally Rooneys bøger efter kronologi, rangerer man dem samtidig efter kvalitet. Bedst var debuten fra 2017, Samtaler med venner, der slog tonen for resten af forfatterskabet an med et eksplosivt firkantsdrama mellem to unge kvinder og et noget ældre ægtepar.
Bagefter fulgte bestselleren fra året efter, Normale mennesker, der endnu engang tog det ulige parforhold under behandling, denne gang langs akserne penge og popularitet. Det stod klart, hvad Rooney bragte til bordet: I en tid der hylder det sunde og lige parforhold, er Rooney ikke bange for at lade kærligheden komme ud af balance.
Desværre er det, som om Rooney herefter tabte pusten. Intermezzo, der er Rooneys fjerde og nyeste roman, vidner desværre ikke om, at hun har fået den igen.
En historie om to brødre
Intermezzo handler om to meget forskellige brødre, der efter farens død skal finde hinanden igen.
Ivan, den yngste, blev i en tidlig alder spået en lys fremtid i skakkens verden, men må ved romanens begyndelse se i øjnene, at han måske ikke er så dygtig, som alle troede. Og kan han overhovedet lide at spille skak? Heldigvis møder han Margaret til et skakarrangement i en lille by lidt uden for Dublin, og så klarer fremtiden op igen.
Peter, den ældste, er advokat og har stor succes i sit arbejdsliv, men udvikler efter farens død et pillemisbrug, der får livet til at falde sammen om ørerne på ham.
Samtidig er han fanget i et luder-madonna-kompleks af et trekantsdrama. Det er ikke særlig subtilt personificeret i på den ene side den 21-årige Naomi, som lever af at sælge nøgenbilleder af sig selv på internettet. Og på den anden side hans jævnaldrende gymnasiekæreste Sylvia, der på grund af en udefineret ulykke ikke er i stand til at have penetrationssex. Det er ikke nemt.
Der kan ikke være tvivl om, at det fortsat er det moderne parforhold, der interesserer Sally Rooney. Mens de to brødre bruger størstedelen af romanen på ikke at tale med hinanden, er det den romantiske kærlighed, som spirer, mens sorgen gror til, der er romanens tyngdepunkt.
Og så er det sex.
Porno-perfekt
Hos Sally Rooney foregår sex altid meget høfligt. Først bliver der spurgt om lov, og bagefter bliver der sagt tak. Spørger man kvinderne i Rooneys romaner, er det dog ingenlunde ensbetydende med, at sex er kedeligt. Tværtimod. De skælver af nydelse, så snart en mand så meget som rører ved kanten af deres trusser, og de hviner, at de vil bruges som en dukke, og at de elsker det ”så meget”.
Sally Rooney er blevet sammenlignet med forfattere som Milan Kundera og F. Scott Fitzgerald, og hyldet som ”snapchat-generationens Salinger”. Men måske er hun snarere Information-segmentets E. L. James (forfatteren til knaldromans-trilogien Fifty Shades of Grey, red.). I al fald minder sexscenerne hos Rooney mere om plottet i en gængs pornofilm tilsat lidt kristen taknemmelighed end om sex i den virkelige verden.
I Rooneys univers er mennesker akavede og usikre på sig selv, og de kan ligge søvnløse flere nætter i træk efter at have sagt noget, der måske er blevet misforstået. Det er menneskeligt, alt for menneskeligt. Så hvorfor forvandler eksistentiel impotens sig til pulserende potens, så snart soveværelsesdøren lukkes?
Flere obskøniteter, tak!
Problemet ved bogens sexscener er naturligvis ikke, at de er eksplicitte, men at de er kedelige og fyldt med erotiske klichéer. Tag eksempelvis følgende passage:
”Våd inde i hende, som hun elsker det. Hører hende mumle omtåget: Åh, det er så dejligt. Hendes ukuelige kærlighed til livet, tænker han. At flå stegt kylling fra hinanden med fedtede fingre. Grådigt slubre den sidste tår sodavand op gennem sugerøret. Hendes dybe fuldstændige glæde over at være i live. Ejer ikke andet i verden end sin egen perfekte krop. Og alligevel går hun rundt og griner, drikker sød kaffe, tigger om at blive kneppet.”
Det er tydeligt, at Sally Rooney i passager som denne er inspireret af landsmanden James Joyce og hans karakteristiske stream of consciousness-stil. Både i form, når Rooney fletter tanker og handling ind og ud af hinanden, så det er svært at kende forskel. Og i indhold, når hun lader minder og filosofiske overvejelser drive ud i obskøne observationer.
Men inspirationen forbliver på et overfladisk niveau, så længe Rooney ikke lader sex være virkelig obskønt. Hos Joyce bliver der både pruttet og blødt på lagnerne. Hos Rooney hersker de simultane orgasmer.
Naturligvis behøver Rooney ikke gøre alt, hvad Joyce gør. Men jeg undrer mig over, at 100 år gammel litteratur godt kan rumme, at folk har dårlig sex, når Intermezzo tilsyneladende ikke kan.
Indbildte problemer
Bedre lykkes Intermezzo i sine skildringer af karakterernes romantiske problemer. Også her svækkes romanen dog af, at Sally Rooney viger tilbage, lige før det bliver interessant.
Ivan og Margarets største problem er, at Margaret er 36, mens Ivan kun er 22. Eller, det er Margarets problem, for Ivan kunne ikke være mere ligeglad.
Det forstår jeg godt, for modsat i fx Samtaler med venner (som Intermezzo tematisk er en genbearbejdning af) viser Rooney aldrig læseren, hvordan aldersforskellen er et problem. Den fører ikke til skænderier mellem dem, og der opstår heller ikke et åbenlyst dominansforhold. Alligevel kvier den samvittighedsfulde Margaret sig tydeligvis ved at være sammen med så ung en mand. Hvorfor? Vi får et praj, da Margaret i en sidebemærkning beskriver sig selv som ”midaldrende” på trods af, at hun altså kun er 36. Så får vi ikke mere.
Noget lignende kan siges om romanens andet kærlighedsproblem, der udelukkende opstår, fordi Sylvia er for selvopofrende til at ville indgå i et fast forhold med Peter. Han er ellers vanvittigt forelsket i hende. Men Sylvia frygter, at han ikke længere vil elske hende, når han opdager, hvad et liv med kroniske smerter vil sige, og derfor får han ikke engang lov til at forsøge.
Det er uforståeligt, at Rooney opgiver dette spor – romanens mest interessante! – for at forcere en pointe om, at det monogame parforhold ikke er rigtigt for alle. Og det er synd, for jeg fornemmer, at der ligger en interessant roman begravet her, under skammen.
I stedet for at presse Margaret og Sylvia på maven og tvinge dem til at afsløre, hvorfor de skammer sig så meget over at blive ældre og mere svagelige, er det som om, Rooney tager dem på ordet.
Sally Rooney er bedst, når hendes karakterer hverken har det godt med sig selv eller med hinanden. Derfor er det ærgerligt, at hun i sin fjerde roman pludselig lader til at interessere sig mere for den lykkelige slutning end for den, der knuger i maven. Intermezzo er opbyggelig på bekostning af at være vedkommende.
Sally Rooney: Intermezzo
Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Forlaget Gutkind
468 sider
Vejledende pris: 220 kr.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER