Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
20. april. 2022

Sikandar Siddique: Det Danmark, der engang var et humanitært fyrtårn, findes ikke længere

Engang var Danmark det første land til at tiltræde Flygtningekonventionen, og var et humanitært forbillede for resten af verden. Men den tid er for længst forbi – og nu må vi have en ærlig debat om, hvad Danmark er på vej til at blive til, skriver Frie Grønnes partileder.

Danmarks fortid som humanitært fyrtårn er for længst et overstået kapitel, mener Frie Grønnes partileder Sikandar Siddique. Foto fra Facebook.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Flygtningedebatten har på ny taget fart herhjemme ovenpå den forfærdelige krig i Ukraine, og de millioner af mennesker, der flygter fra Putins overgreb. Men den voldsomt polariserede debat er i virkeligheden blot kulminationen på mange års – hvis ikke årtiers – bevægelse i vores magthaveres retorik om mennesker, der ikke ligner os selv.

“Særloven for ukrainske flygtninge lagde mandater til én gang for alle at understrege, at vi nu er dér, hvor vi kun vil hjælpe dem, der ligner os selv.”

TV2’s politiske kommentator, Peter Mogensen, satte den verserende debat på spidsen forleden i Tirsdagsanalysen, da han råt for usødet konstaterede, at hudfarve nu for alvor er blevet en fremtrædende faktor i Danmarks flygtningepolitik. Og han rammer hovedet på sømmet med den konstatering. Det er selvfølgelig pålæggende at spørge: Hvad var det for en vej, vi gik ned af, som gjorde Danmark til et land, der diskriminerer på baggrund af menneskers ophav, som om det var helt naturligt? Et land, hvor både medier og politikere har stået i kø og hoppet på tungen for at insistere på, at det skam er helt okay at diskriminere på den måde, fordi ukrainerne tilsyneladende ”ligner os mere”?

Men i virkeligheden, tror jeg det er langt mere interessant at spørge, hvor vi ender henne, hvis vi ikke skifter kurs.

Et foreløbigt lavpunkt

Særloven for ukrainske flygtninge var en milepæl. Et historisk lavpunkt i dansk politik, fordi højre- som venstrefløjen lagde mandater til én gang for alle at understrege, at vi nu er dér, hvor vi kun vil hjælpe dem, der ligner os selv.

Det kan måske virke som en reel mulighed lige nu, hvor millioner flygter fra Ukraine, der rigtigt nok ligger tættere på Danmark end så mange andre konfliktzoner. Men sandheden er, at det er fuldstændigt uholdbart at fortsætte ned ad den groft diskriminerende vej, vi har buldret ned ad i mere end 20 år.

Der er mennesker på flugt fra krige på tværs af kontinenter, og vi ser kun ind i en fremtid, hvor Vesten komplette negligering af klimakrisen kommer til at skabe millioner og atter millioner af klimaflygtninge, som ganske enkelt ikke har noget land at vende hjem til. Hvad skal der ske med dem? Hele verden står over for årtusinders største udfordring, som vi kun med et spinkelt håb kan løse med en international solidaritet og et globalt sammenhold, vi endnu aldrig har set.

Netop derfor er vi nødt til at kigge fremad og have en ærlig debat om, hvad Danmark er på vej til at blive til.

Flygtningefjendsk politik over hele linjen

I en verden, hvor solidaritet og åbenhed er de eneste brugbare spillekort, ser Danmarks nuværende retning mildest talt dyster ud. Vi lukker os om os selv. Vi stiller os i højere grad på linje med ultra-konservative og semi-fascistiske ledere i Østrig, Ungarn og Polen frem for vores sædvanlige venner som Sverige, Norge eller Tyskland. Vi vil ikke lytte til kritik, selv når den kommer fra vores bedste venner, som når en tysk forbundsdomstol erklærer, at Danmark ikke længere er at betragte som et sikkert tredjeland for flygtninge. Da vi pludselig stod efter tyve års nyttesløs krig i Afghanistan og skulle tage ansvar for de tolke, der havde stået side om side med danske soldater, ville vi hellere betale Storbritannien for at tage imod dem, end vi ville tage ansvar for vores egen krig.

“Hvis 2015 for alvor viste danske politikeres sande ansigt, viste valget i 2019, at danskerne ikke har noget problem med at stemme på dem.”

Da vi trak os ud af Afghanistan, nærmest i ly af natten, og måtte evakuere vores egne ambassademedarbejdere, gik diskussionen med det samme på, om vi nu også tillod for mange familiemedlemmer at følge med de tolke, vi var nødt til at hjælpe. Mindre end et halvt år efter evakueringen af vores ambassade i Kabul var Tesfaye og regeringen så klar til igen at deportere de afghanske flygtninge. Og det undrer mig virkelig, at folk stadig stemmer på for eksempel SF og deres minimumsnormeringer, når de samtidig står side om side med regeringen, som uden at tøve argumenterer for at tvangsdeportere unge afghanske kvinder til en skæbne i hænderne på Taliban.

Eller at folk stadig stemmer på De Radikale og deres selvudnævnte ‘grønne linje’, mens de danner grundlag for en regering, som mente, at man skulle dømmes for menneskesmugling, hvis man hjalp en syrer over grænsen i 2015. De Radikale fandt det helt fair, at de syriske og afghanske flygtninge får stjålet deres smykker af den danske stat. Selv samme regering har et erklæret mål om, at Danmark skal modtage nul asylansøgere – altså hjælpe nul mennesker i nød.

Hvis 2015 for alvor viste danske politikeres sande ansigt, viste valget i 2019, at danskerne ikke har noget problem med at stemme på dem.

Afghanske tolke hjalp danske soldater under NATO-koalitionens besættelse af landet. Da man trak sig ud af landet igen, var der dog ikke meget hjælp at hente for tolkene fra dansk side. Arkivfoto / Refugees Welcome

Fortids-fyrtårn

Det Danmark, der var det første land til at tiltræde Flygtningekonventionen, og som opbyggede sig et ry og rygte som en menneskeretslig, humanitær stormagt: Det Danmark findes ganske enkelt ikke længere.

I dag ryster omverdenen på hovedet af vores udlændinge- og flygtningepolitik, mens vores udrejsecentre kritiseres for torturlignende tilstande.

“Får man kun sin information fra mediernes spisesedler, ja så forstår jeg til fulde, at man tror, at det hele er ad helvede til.”

Er det 20 års populistisk udlændingedebat, hvor politikerne er faldet over hinanden for at kunne tale grimmest muligt om vores minoritetsborgere, der har smadret vores ellers så smukke land til ukendelighed? Er det mediernes konstante søgen efter konflikt, og knappe tid til at faktatjekke, og forholde sig kritisk til politikeres tal og udregninger?

Måske er det konsekvensen af, at Danmark langsomt men sikkert er blevet delt op i et ”os og dem”, hvor vi er gået så langt at indføre lovgivning rettet mod bestemte etniske grupper i samfundet. For bor man ikke i København, Aarhus eller Odense og kan se, hvor gnidningsfrit vi alle lever side om side, men derimod kun får sin information fra mediernes spisesedler, ja så forstår jeg til fulde, at man tror, at det hele er ad helvede til. Ligesom jeg til fulde forstår, at man som minoritetsborger i det her land kan have fået nok, og ikke vil gøre en indsats for at passe ind i dét samfund, som alligevel aldrig har tænkt sig at acceptere en.

Det hjælper ikke noget at holde fast i en fortidsfortælling om Danmark som et humanitært fyrtårn, når virkeligheden er, at vi er blevet et land, som flygtninge flygter fra, og når vi har retning direkte mod nationalkonservativ protektionisme, der udelukker os fra resten af verden. Hvis ikke vi stopper op og tager en ærlig snak om den retning, vi bevæger os i, ender vi et mørkt, mørkt sted.


Om skribenten

Sikandar Siddique

Sikandar Siddique

Politisk leder for Frie Grønne, Danmarks nye venstrefløjsparti.   Læs mere