Skolen sprænges i stumper og stykker – Anmeldelse af “Skolens genopdagelse”

I Vartovs gård står en statue af Grundtvig. Den bliver under en skolekonference sprængt i stumper og stykker.

Det er ikke traditionel billedødelæggelse, hvor bagmændene søger at destruere udødeligheden, men en moderne politisk aktion, hvor ødelæggelsen af statuen gøres til et magtfuldt symbol på staten og kapitalfondes tilintetgørelse af de ideer og den praksis, som ifølge forfatteren indtil for nylig har båret den danske grundskole.

Bogens hovedperson er tidligere lærer, nu professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, med et ikonisk navn hentet fra den grundtvigianske skoleverden, Ann Christin Cold.

Kapitalfondenes indtog i skolerne

På en efterfølgende konference i Den Sorte Diamant får Ann Christin og hendes kolleger verbale tæsk af de deltagende lærere, der kører hårdt på i opgøret med konkurrencestaten, New Public Management-styring og kapitalfondes finansielle og dermed pædagogisk-politiske indtog i undervisnings- og forskningsverdenen.

Den tidligere lærer, nu professor er blevet folkets fjende, en dobbeltmoralsk understøtter af ”det system, der langsomt, men sikkert er ved at sænke skoleskibet”, altså de professionelle lærere og børnenes demokratisk sindede skoleskib, må man tilføje.

Den symbolske sprængning af skolen udløser et personligt sammenbrud hos Ann Christin og en opsigelse af hendes stilling. Den personlige krise præger den resterende del af bogen. Den kritiske selvransagelse er i fokus. Hun satte ikke foden ned. Hun var medløber i den forkætrede skoleudvikling, der udfoldes i overskriftform.

Sympatisk budskab, men der mangler lidt nuancer

Bogen starter højdramatisk. Ingen lades i tvivl om konflikten. Tonelejet er måske for skingert, men det løjer af i takt med, at man læser videre. Den politisk-pædagogiske diagnose er krystalklar. Jeg er temmelig enig, og budskabet er sympatisk, men der kunne udfoldes nogle nuancer. Til tider udfoldes nuancerne som dilemmaer.

Den første lægger forfatteren gennem Ann Christin selv op til. Et sted siger hun: ”Min forskning viser indirekte det samme, som du viser med dit værk og med din pædagogiske teori, nemlig at børns lyst skal vækkes, de skal oplives og elektrificeres, fortrylles med poesi, kunst og fantasi. Børn og unge skal føle sig tiltalt, føle at de er unikke; mærke at vi mennesker i store kroppe er på deres side…”.

Der er åbenbart sprækker i forskningsindsatsen.

Forfatteren harcelerer over evalueringskulturen, måling af resultater af en pædagogisk praksis osv. Men er evalueringer og målinger virkelig altid et onde – også selvom de reducerer en kompleks virkelighed?

Bogen har det, jeg vil kalde en filosofisk vej til god undervisning og en god skole, men den behøver ikke at stå alene.

Lærke Grandjean: ”Skolens genopdagelse – af en lærers dagbog”. Forlaget Pendulum, 2025. 87 sider. Pris 199 kr.