Skolens glæde, fællesskab og menneskelige vækst er visnet bort

Lærke Grandjean: Skolen skal (i en græsk betydning af ordet) være et sted, hvor læreren frit møder eleven om stoffet, og hvor lærerens opgave er at opmuntre og støtte eleverne.

Men vi i er kommet langt væk fra en skole med skolekomedier, morgensang og et indhold, der vækker børns og unges lyst til at stå op om morgenen og komme hen i skolen for, med liv og sjæl, selv at deltage i den daglige undervisning.

Det det har du vist i din blog i Folkeskolen.dk igennem nogle år, for eksempel når du kontant refererer til, at vi har fået den sorte skole tilbage og når du bruger udtrykket, at skolen står i flammer. Hvordan er vi kommet hertil?

Niels Christian Sauer: Der er naturligvis en række forskellige faktorer i spil her, men overordnet vil jeg pege på det skred, som skete i første halvdel af 1990’erne.

Man sendte skolens traditionsbundne fællesskab på museum og dekreterede den totale undervisnings-differentiering. Hvor skolens centrale opgave hidtil havde været at gøre børnene til livsduelige samfundsborgere, blev fokus nu at udfolde det enkelte barns personlighed med henblik på et succesfuldt arbejdsliv.

Stærkt medvirkende til denne afsporing var den såkaldte ’læsekatastrofe’ i form af den første internationale læseundersøgelse, som placerede danske fjerdeklasser på niveau med tredjeverdenslande og fik politikerne til at skrue bissen på over for den ’kærlige, men slappe’ folkeskole, for nu at citere Bertel Haarder.

Man afmonterede skolen som kulturinstitution og gjorde den langsomt, men sikkert, til en målstyret læreanstalt for børn. En pligtbetonet arbejdsplads, nærmest, hvor alt det, der bare skaber glæde, fællesskab og menneskelig vækst, men ikke sigter på at gøre eleverne målbart dygtigere i de fag, der ’tæller’, blev nedtonet – og i dag er visnet ud som følge af en bevidst prioritering fra politikernes side.

Værdikamp i folkeskolen

Lærke Grandjean: Jeg har siden 2013 haft fornøjelsen af at mødes med dig i debatter om skolen, og ud fra en fælles indignation gik vi i 2014 også sammen om kronikken ”Blæs til værdikamp om folkeskolen”.

Hvordan er det gået med den værdikamp?

Niels Christian Sauer: Nu er det jo altid svært at overskue det slag, man selv står midt i.

Men med det forbehold vil jeg, måske til nogens overraskelse, hævde, at det går den rigtige vej. I 2013 stod lærerne mutters alene med kritikken af skolereformen og hele den instrumentalisering af undervisningen, der blev sat på programmet.

Det har ændret sig. Ingen vil længere forsvare det, der skete i 2013. Nu hører vi en socialdemokratisk undervisningsminister tale om skolens hovedløse digitalisering og grasserende individualisering. Om den store betydning af fællesskab og respekten for håndens arbejde. Om det uomgængeligt nødvendige i at lytte til lærerne. Man skulle da være et skarn for ikke at blive bare lidt glad over denne udvikling.

Spørgsmålet er, hvor dybt det stikker. Er det bare en overfladekrusning på vejen mod OECD-skolen, eller har vi virkelig fattet alvoren? Vi får se.

Skal barnet være i centrum?

Lærke Grandjean: Hvad med solidariteten med hinanden, er det noget, der vægtes i opdragelsen af børn og unge i dagens skole?  Vil du give konkrete eksempler?

Niels Christian Sauer: I den individualiserede skole fremstår begrebet solidaritet mere og mere som en anakronisme.

I folkeskolen er enhver sig selv nærmest, og man må frygte en genkomst af den delte skole. At skulle vente på andre og indordne sig et fællesskab betragtes af flere og flere som et overgreb. Og de unge lærere synes slet ikke at have paraderne oppe.

I forsøget på at skabe en mere inkluderende skole bekendte man sig ud fra nogle overfladiske betragtninger til dogmet om barnet i centrum, som man siger. Man nedtonede skolens regler og ordenshåndhævelse, løsnede grebet om klassen og slørede den fælles referenceramme, hvilket har skabt en illusion om mere plads til den enkelte.

Målet har været at skabe en mere venlig, mere ’skældud-fri’ skole. Men resultatet er blevet det stik modsatte. Hver anden elev klager over, at det ofte er svært blot at høre, hvad læreren siger. Forekomsten af voldelige episoder og konflikter er vokset stærkt, især i indskolingen. Mistrivslen tager til, og mange lærere aner ikke deres levende råd.

Problemet er i mine øjne selve det grundlæggende dogme om ’barnet i centrum’. Hvad i alverden skal barnet dér? Intet normalt barn har behov for at befinde sig i centrum for de voksnes opmærksomhed. For at blive betragtet som et unikt væsen, blive trukket til side ustandselig og vurderet som individ på egenskaber og præstationer. At forfølge sine egne mål og interesser i ophøjet, ensom majestæt i sin egen lille verden.

Børn er holdspillere (det er vi vel i grunden alle, når det kommer til stykket). Deres højeste ønske er at være sammen med andre børn, indtage en plads i et fællesskab omkring nogle oplevelser, spejle sig i jævnaldrende.

Lærerens tidløse opgave er ikke at vejlede det enkelte barn udi dets erhvervsrettede udvikling, men at tage børnene ved hånden og føre dem trygt og sikkert ud i den store, uoverskuelige og mangfoldige verden, hvor de kan gå på opdagelse sammen. Dette grundlæggende formål med skolen går fløjten, når voksenverdenen gør den til et målstyret projekt med henblik på at uddanne børnene til at varetage voksensamfundets arbejdsopgaver.

Det er en fuldstændig misforståelse af formålet med at holde skole for børn. Ikke nok med, at det gør børn fortræd. Det virker simpelthen ikke.

Lærke Grandjean: Mange politikere, både i Dansk Lærerforening og på Christiansborg ved jo godt – når man går dem på klingen – at rum og tid til ægte fri pædagogik er forsvundet, men alligevel følger de tidens forkerte udvikling. Hvorfor mon?

Niels Christian Sauer: Fordi New Public Management fortsat drøner gennem natten som et ustoppeligt, førerløst tog.

Det politiske mod til at løsne grebet, tage opgøret og genindsætte professionerne på direktionsgangene, give plads til tillid og arbejdsglæde er ikke til stede.

Der er dog på det seneste opstået sprækker i fronten, og det dummeste, man kan gøre, er at fraskrive politikerne retten til at blive klogere.

Farvel til den sorte skole

Lærke Grandjean: Vi hører i din bog om drengen Niels Christian Sauer, altså om din egen skolegang som ikke var problemfri, men som i stedet for at knække dig, stik modsat opildnede dig til som voksen at vise, at skole kan gøres bedre end at true, skælde og slå børn.

Med andre ord opstod en indignation, som gjorde, at din livsbane blev trukket op som lærer og senere også som fagforeningsmand i første klasse.

Vil du her fortælle lidt fra din bog om, hvad det var, der skete i den skole, og hvad det gjorde ved dig?

Niels Christian Sauer: Min egen skoletid var en ørkenvandring. En endeløs række af ens, grå dage og voksne, som ikke ænsede os børn.

Atmosfæren var konstant latent voldelig. Der var ingen tillid eller fortrolighed mellem børn og voksne, og med 36 undervisningstimer om ugen og op til 35 børn i klasserne havde lærerne ingen chance for at udfolde reformpædagogikken.

Jeg lærte at gå under radaren og skabe mit eget frirum, men følte mig aldrig velkommen. Et kolossalt spild af muligheder, som bare lå og ventede på at blive forløst. Så kom 1968 og alt, hvad deraf fulgte.

Det antiautoritære oprør rystede hele samfundet, og jeg fik øje på den forjættende mulighed for at skabe en ny skole, hvor lysten snarere end pligten kunne drive værket. Det var som at blive lukket ud af et fængsel.

Lærke Grandjean: Hvordan kan man som lærer understøtte de børn, som også i dag er indignerede, samtidig med at man finder sig selv i en balance mellem enten at give op eller blive meget vred og slå fra sig?

Niels Christian Sauer: Man må først og fremmest indse, at børn ikke lærer af pligt, men af lyst.

Læreren skal sprede glæde omkring sig i samværet med børnene, og den første forudsætning for at det kan ske må være, at læreren har det fornødne overskud til at forholde sig til hvert eneste barn.

Ikke med henblik på at levere individuelt tilrettelagt undervisning til det enkelt barn, placeret i hver sin mentale celle i hver sit karriereforløb, men med henblik på at række ud til dem alle. Trække dem ind i et verdensvendt oplevelsesfællesskab, som de alle kan få plads i og udvikle sig med. 

Skandaløst ringe skolejournalistik

Lærke Grandjean: Vil du give eksempler på, hvordan skolejournalistikken forholder sig til problemerne i folkeskolen?

Jeg tænker for eksempel på den udvikling siden skolereformen i 2013, hvor vi ser, at skolen i et demokratisk samfund som Danmark sammenlignes med skoler i lande, som har et helt andet syn på, hvordan et samfund skal indrettes, for eksempel Kina?

Niels Christian Sauer: Vores skolejournalistik er skandaløst ringe.

Man kratter i overfladen, taler lidt med lederne og andre, som er på sikker afstand af børnene – gerne de samme tre skoleforskere igen og igen, som bekræfter de samme historier igen og igen. Kompleksiteten er helt væk. Man er generelt optaget af fejlfinderi og udhængning på den ene side og jubelhistorier på den anden.

Vi så et uhyggeligt eksempel på dansk skolejournalistik med programmet ’9.z mod Kina’, som blev brugt til at legitimere det overgreb mod lærerne, som fandt sted i 2013. Programmet var et decideret falsum, hvor man havde sat en almindelig dansk klasse til at konkurrere med en kinesisk eliteklasse, der selvfølgelig blev udråbt som vinder, og det havde den ønskede effekt.

Men den danske klasse havde et par elever, som aldrig ville have fået adgang til den kinesiske klasse. Var disse blevet trukket ud af konkurrencen, ville den danske klasse have vundet stort.

Lærke Grandjean: Hvis du nu skulle give nogle gode råd til henholdsvis politikerne, pressen, forskere og lærerne om, hvordan vi kan genskabe en god skole – hvilke råd skulle det så være?

Niels Christian Sauer: Til politikerne: Giv lærerne råderum, vis dem tillid og hav lidt mere is i maven.

Til pressen: Gå et spadestik dybere, lad andre end de sædvanlige par stykker komme til mikrofonen, spis brød til, når de ansvarlige forklarer sig.

Til forskerne: Lav mere fri forskning, mindre myndighedsbetjening og lad modsætningerne komme til syne.

Til lærerne: Prioriter fællesskabet, og forsøg at sprede glæde.