’Slaget det sidste er nær’ – kommunalvalget i København

For mange socialdemokrater forekommer det nærmest naturstridigt, hvis der ikke skulle stå en socialdemokrat i spidsen for landets hovedstad, men som man synger i Brødre, lad våbnene lyne, så kan ’slaget det sidste’ være nær for denne naturlov og dermed noget, der i S opleves som et voldsomt prestigetab. Men fordums dominans og hårfine registrering af alt, der rørte sig selv i de yderste kapillærer af byens organisme er smuldret, ’Bevægelsen’ er nu reduceret til en skygge af sig selv.

At det for Socialdemokratiet er alvor, viser sig ved, at Christiansborg blandede sig direkte i den københavnske kommunalpolitik ved at fjerne Sophie Hæstorp og indsætte Pernille Rosenkrantz-Theil som partiets spids- og overborgmester-kandidat. Det er anden gang i nyere tid, at man forsøger sig med en sådan indblanding – første gang med Ritt Bjerregaard. En indblanding, som både dengang og nu, vækker modstand i det københavnske parti, der med stor ret føler sig kørt over i sin egen kommune af en mere og mere magtfuldkommen Mette Frederiksen, der indsætter sin personlige ven, og uden videre kortslutter de lokale partiprocesser.

Og det gør ondt på S, at man gang på gang må opleve at halte langt bag efter Enhedslisten, der efterhånden har slået sig fast som byens største parti. Og det gør ondt, at S’ trofaste følgesvend, SF, også står til at få et rigtigt godt valg og blive langt større end S. Der er naturligvis mange forklaringer på denne udvikling, men nogle af de vigtigste kan være, at S nærmer sig at blive det, man kunne kalde et provinsparti. En udvikling der dels er vokset frem, efter at København og flere andre af landets store byer har oplevet det, man med endnu et lånt udtryk kunne kalde ’den store udskiftning’ – dvs. at byernes kendetegn som udprægede arbejderbyer i højere grad ændres til at blive byer, der huser unge, veluddannede og ikke mindst tilflyttet, mere eller mindre permanent udenlandsk arbejdskraft.

Denne udvikling er ikke blot et dansk fænomen, men kan ses over hele den vestlige verden: Storbyerne over for resten af landet. I København har denne udvikling indtil nu ikke kunnet rokke ved, at byen har været socialdemokratisk styret, men i andre skandinaviske og tyske storbyer har udviklingen betydet, at tidligere socialdemokratisk dominerede byer enten regeres af højrefløjen, eller at det skiftevis er Socialdemokratiet og højrefløjen, der regerer. I Danmark betyder udviklingen på det partipolitiske plan måske, at partier som Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance fremover fortrinsvis vil have deres bastioner i de store byer, mens Dansk Folkeparti, Venstre, Danmarksdemokraterne og Socialdemokratiet står stærkest uden for disse store byer. Overraskende formår SF tilsyneladende at skræve over begge vælgersegmenter.

S ligger i København, som man har redt

Her til lands indledtes processen, da Københavns kommune i 70erne og 80erne kom mere og mere på hælene under det, man først opfattede som en forbigående økonomisk recession, men som viste sig at være en global, strukturel forandring – nemlig produktionsindustriens udflytning. Resultatet var manglende skatteindtægter og en by, der blev stadig mere nedslidt. Byen var i alvorlig pengetrang og havde derfor behov for at optage store lån.

For den daværende borgerlige regering var det en gave fra himlen. Kommunerne skal nemlig have lov af tilsynsmyndigheden, indenrigsministeriet, til at optage lån. Den situation benyttede regeringen til at kræve, at kommunen som modydelse skulle sælge ud af den enorme, kommunale boligmasse, der alene ved sin størrelse holdt huslejerne i ro. Det blev startskuddet til den udvikling, som den daværende socialdemokratiske borgmester, Jens Kramer Mikkelsen, kom til at stå i spidsen for: Omdannelsen af industribyen København til en moderne vestlig storby med metro, dyre, moderne boliger og institutioner af høj kvalitet fra vuggestue til universitet, der kunne tiltrække højtbetalende nationale og internationale skatteydere i form af it-, konsulent- og finansvirksomheder og deres ansatte.

Kramer Mikkelsen og Socialdemokratiet mente, at det kun kunne ske på markedsvilkår og startede derfor det pyramidespil, der er kernen i vampyrblæksprutten By&Havns virksomhed, nemlig at bygge metro, hvorved jordpriserne stiger, derefter sælge kommunal jord til maksimal markedspris for at kunne bygge mere metro osv. Resultatet står vi så med i dag, en boligsektor hvor kun familier eller enlige med høje indtægter har råd til at bo i et boligbyggeri, der er præget af privat udlejningsbyggeri og kapitalfonde, en erhvervsstruktur hvor de små og mindre handlende ikke kan hamle op med frit fastsatte erhvervslejer, og hvor man uden tanke for at København ikke bare er København, men hele Sjælland, og uden interesse i en overordnet planlægning forsøger at trække endnu flere ind i byen.

Fra industrisamfund til servicesamfund

Derfor ligger S i København, som det har redt. Ikke fordi den traditionelle industriarbejderklasse numerisk udgør en svindende del af byens befolkning, fordi produktionsarbejdspladsernes antal er stærkt faldende, nej fordi man overhovedet ikke har haft øje for, at overgangen fra industrisamfund til servicesamfund i bred forstand også medførte en forandring af arbejderklassens sammensætning i retning af en voldsom overvægt af relativt lavtlønnede servicearbejdere i både privat og offentlig sektor. En ny arbejderklasse, der har brug for billige boliger i nærheden af deres arbejdspladser for ikke at skulle bruge alt for megen tid på transport. Men denne nye arbejderklasse er fordrevet til forstæderne eller endnu længere ude. Også selvom som den tidligere socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen i en artikel i Politiken anfører: ”De debatter [om huslejer og boligpriser] kigger kun på nybyggeriet og ikke den samlede boligmasse i København.” Ifølge Frank Jensen er der 65.000 almene boliger med en gennemsnitlig husleje på 6.000 kr. Hertil kommer – stadig ifølge Frank Jensen – at tre fjerdedele af kommunens ansatte lærere, sosu-assistenter og sygeplejersker faktisk bor i byen. Men de 65.000 almene boliger er jo allerede optaget – de kan ikke lejes ud to gange, så hvor skal de relativt lavtlønnede, der arbejder i byen og gerne også vil bo der, så bo?

Og det er måske denne udflytning – og frygten for Dansk Folkepartis indhug i den socialdemokratiske vælgerbase – S tog konsekvensen af, da man indledte felttoget mod byernes unge og veluddannede, og som er grunden til, at jeg ovenfor kaldte S et provinsparti? Måske ved man inderst inde, at de store byer er tabt, og man er nødt til at satse på byer som Køge, Næstved, Holbæk, Randers osv.

Nu satser man altså reelt på det, man i P1s ”Magten” kalder stationsbyvælgerne. For S har lagt sig ud med utal af vælgergrupper i de store byer, de eneste der er undtaget er håndens arbejdere. Og i København har man tabt brokvartererne og byens kerne, men holder fast med det yderste af neglene i byens omegnskvarterer som Husum og Valby. Og efter S-valgkampens mærkesager lader det til, at børnefamilierne er den sidste skanse. Som det blev sagt i P1s ”Magten”, ser det ud til, at S synker som en sten – der er ikke hul igennem til vælgerne, man er ude af synk med dem.

Kampen står mellem SF og S

Tilbage til København. Her har det været svært ikke at se den socialdemokratiske overborgmesterkandidats mange forslag til højre og venstre som udslag af en slags panik før lukketid, noget som Pernille jo også selv flere gang tydeligt har givet udtryk for at være klar over. Så meget at man nu i kommunalvalgkampens opløb kører statsministeren i stilling. Noget der ikke nødvendigvis giver S’ kampagne positiv medvind, men lige så meget kan give bagslag al den stund, at den socialdemokratisk ledede midterregering efterhånden er ved at have Danmarksrekord i manglende popularitet, og at Mette F for mange fremstår mere og mere magtfuldkommen.

Men et tab af overborgmesterposten i København vil uden tvivl svække S på landsplan og stille partiet ringere i den kommende folketingsvalgkamp. I forvejen er man trængt af et SF, der efterhånden har overtaget en række af de klassiske socialdemokratiske standpunkter, og som man åbent har angrebet, senest på S- årsmødet i Aalborg, hvor Mette F overraskende gik i flæsket på SF.

Overraskende fordi det på vandrørene havde forlydt, at S tog med fløjlshandsker på SF ud fra den strategiske opfattelse, at bortløbne S-stemmer havnede hos SF og dermed blev i familien, og at et styrket SF af Mette F kunne bruges som trussel over for Venstre og Moderaterne for at få dem til at fortsætte i midterregeringen efter næste valg, naturligvis under kammerat Mettes vise ledelse. Vel sagtens en strategi SF kunne leve med i forventning om, at man før eller siden kunne vente, at midterregeringen kæntrede, og SF ville blive belønnet med at få sin hedeste drøm opfyldt – regeringsdeltagelse. Men en ting var angrebet i Aalborg, noget andet som i virkeligheden måske er det, der har gjort mest ondt, var, at SF blev holdt ude fra finanslovsaftalen til fordel for De Konservative, selvom SF flinkt havde tilpasset sig S’ holdning til Israels krig mod palæstinenserne i Gaza, deltaget i dele af kontanthjælpsreformen osv. Invitationen til SF til at deltage i finanslovstalen udeblev formentlig, fordi Mette F og S-toppen efter næste folketingsvalg satser på at udvide SVM-regeringen med De Konservative. Dermed ville man svække den spirende blå blok, der jo ikke har lagt skjul på at ville pege på Venstres forsvarsminister Troels Lund-Poulsen som blå statsminister.

Efter Aalborg og finanslovsaftalen ser idyllen imidlertid ud til at være krakeleret, og det sætter SF i et dilemma. På den ene side er det rimeligt at forvente, at SF fra nu af og til folketingsvalget vil gå til det socialdemokratiske stål startende med kommunalvalget. SF står jo rigtig godt og kan forvente flere skuffede socialdemokratiske bådflygtninge, når det nu viser sig, at det famøse råderum ikke er helt så stort, og regeringen skal stå til ansvar for, at det er de sædvanlige, der skal betale for de enorme forsvarsudgifter, mens man med den anden hånd deler store skattelettelser ud til de rige. Drejningen mod SF kan sagtens betyde flere SF-borgmestre og i hvert fald styrkede SF-grupper i landets byråd.

På den anden side kan SF ikke tillade sig at være for radikal, for det kan skræmme disse nyomvendte bort – SFs strategi er formentlig fortsat at få politisk indflydelse gennem deltagelse i forlig og i øvrigt være parat, når der kaldes. Alligevel kan det kun være til SFs fordel, at S nærmest gør grin med de fattigere dele af befolkningen med sit forsøg på at bilde den ind, at afgiftslempelser på slik og chokolade kan erstatte reelle prisnedsættelser på basale fødevarer. Regeringen kan eller vil jo ikke indrømme, at man helt er underlagt de markedet i form af EUs indre marked, der ikke tillader statsindgreb i den kapitalistiske markedsmekanisme. Derfor er der kun de nationalt fastlagte afgifter og momssatser, der kan røres ved. Og derfor var Mette Fs løfte om at undersøge, om der bliver taget overpriser på varerne og gøre noget ved det, et slag i bolledejen og ren bragesnak uden hold i den europæiske eller globale virkelighed. Det eneste, der kom ud af det, var vrede og faldende afgiftsindtægter.

Hvorvidt den nye koldfront mellem S og SF får indvirkning på kommunalvalget i København er svært at spå om, men et gæt kunne da være, at det vil give SF flere stemmer. Og ikke bare SF, men også Enhedslisten vil formentligt nyde godt af S’ nedtur. Den store fare op til folketingsvalget kan derfor for S være, at et tab af København kan udløse en ketchupeffekt, der yderligere vil underminere S på landsplan – kommunalvalg er trods alt med en simplificeret omskrivning af Clausewitz blot landspolitik med andre midler. Under alle omstændigheder står hovedkampen i København mellem SF og S.

Enhedslisten har jo klogeligt har valgt en holdning, der går ud på, at det røde parti, der bliver størst OG har bredest opbakning, skal have overborgmesterposten. For med mindre EL, SF og Alternativet får absolut flertal i borgerrepræsentationen, så skal der en koalition, som også må omfatte et eller flere borgerlige partier, til, for at EL eller SF kan sætte sig i overborgmesterstolen. Og her anser selv højresocialdemokratiske iagttagere af byens politik som Carsten Mai, at SFs Sisse Marie Welling i en situation uden absolut mørkerødt flertal bedre vil kunne samle en koalition bag sig end Line Barfod.

Og så er der boligpolitikken

Først lidt kendsgerninger: Den københavnske boligmasse fordeler sig næsten ligeligt på ejerboliger (28 % andelsboliger, 22 % ejerboliger) og lejeboliger (19 % almene boliger og 30 % private udlejningsboliger).

De høje boligpriser i byen har i lang tid været den største sten også i Socialdemokratiets københavnske sko, noget som bl.a. Ritt Bjerregaard i sin korte overborgmesterperiode i begyndelsen af nullerne måtte sande, da løfterne om 5.000 billige boliger forsvandt i den tynde luft.

”Ingen af partierne vil realistisk give markant flere adgang til det københavnske boligmarked” – sådan lød overskriften på en helsidesartikel i Politiken, lørdag 1. november. I artiklen punkterer boligeksperten Martin Vinæs Larsen alle tre ’røde’ overborgmester-wannabes boligpolitiske udsagn. Punkteringen sker inden for de givne rammer, altså ’realisme’ i forhold til marked og lovgivning, og hvis man holder sig in mente, at ’realisme’ altid er et politisk spørgsmål, og den derfor også altid er underlagt den politiske dynamik. På Vinæs’ realismeskala ligger ELs forslag yderst – altså mindst ’realistisk’ – derefter kommer SFs og til sidste S’. Politiken citerer Vinæs for dette konkluderende udsagn:

”Der er ikke fokus nok i nogen af udspillene på, hvordan man tilfører flere boliger. Der er stor lokal modstand i København mod nybyggeri generelt. Ingen kan lide private udlejningsboliger, som er dem, byggeselskaberne har haft størst interesse for at bygge. Når nu alle tre partier vil skrue ned for byggeriet af private udlejningsboliger, er det højst usikkert, om byggeriet af de andre boligformer så bare vil vokse … Hvis de havde en klar strategi for at bygge mere, uden at skele så meget til hvad der bliver bygget, ville det løse problemerne markant bedre end de forslag, de selv er fremme med.”

Oversat til dansk betyder det, at eksperten anbefaler, at man ikke hæfter sig ved, om nybyggeri bliver almene boliger eller ej, for dem er markedet ikke interesseret i – afkastet er for lavt. Det er jo rene ord for pengene, men sagen er den, at ud over markedet, så er boligpolitikken og ændringerne af denne et folketings- og ikke et byrådsanliggende. Det er staten, der sætter rammerne for boligbyggeriet, som man jo også kan se af den mediestorm, det har rejst, at Pernille påstår, at hun i sin tid som boligminister har skaffet et flertal for at hæve rammebeløbet for bygningen af almennyttige boliger, når sandheden er, at hun ingenting har gjort.

Men både EL og SF stiller på kommunalt plan også ting i udsigt, som kun Folketinget og regeringen kan løse, ikke borgerrepræsentationen. Den slags kalder man overbudspolitik, og den rammer begge partier som en boomerang, fordi de har været de første til at kritisere vekslende regeringer for at beslutte noget, kommunerne skulle udføre uden at sende penge med. Hvis man på det boligpolitiske område ønsker at styrke troværdigheden, er begge partier nødt til ikke at stikke noget under stolen, men tværtimod forklare deres vælgere, at uden en folkelig mobilisering til at udøve pres mod regering og folketing for fx en tilbagevenden til det, der før kendetegnede socialdemokratisk boligpolitik i det meste af Vesteuropa – nemlig kommunalt opførte og ejede boliger – kan man som kommune næsten ikke rokke med ørerne i dansk boligpolitik. Og den fastlåshed skyldes i Københavns kommune først og fremmest, at byudvikling af Socialdemokratiet helt og holdent er overladt til By&Havn, der som sagt skal operere på markedsvilkår. Det har Pernille til gengæld forstået og ønsker til den gamle, socialdemokratiske gardes frustration virksomheden nedlagt og er erstattet med et By&Havn med menneskeligt ansigt, noget der virker som endnu en gang varm luft uden vilje til grundlæggende forandringer.

Desværre har overbudspolitik uden hensyn til politisk farve ingen gang på jorden, men fører alene til frustrationer og afmagtsfølelse, når de skønne løfter efter valgkampen fordamper i den kommunale konstituerings grå morgenlys og lovgivningens hårde realiteter. Hvem, der bestemmer, blev klart illustreret, da DR 3. november meddelte, at regeringen netop har besluttet at hæve rammebeløbet for alment boligbyggeri i København og Århus med 20 %. Det er naturligvis bedre sent end aldrig, men som Line Barfod siger til Politiken ”kommer forslaget alt for sent.” Pernille har som boligminister haft i årevis til at sætte gang i sagen, men intet gjort. Udspillet fremstår derfor nu som en let gennemskuelig redningsplanke for hende. Noget Politikens chefredaktør også har fået øje på, når han diplomatisk giver en leder overskriften ”Regeringens udspil er specialdesignet til, at hun kan rykke direkte til start.” Med andre ord (tykt) valgflæsk.

Enhedslistens synlighed bekymrer

Til sidst et par ord om Enhedslisten. Partiet står til at få et kanonvalg. Og det er smukt. Alligevel er den en sten eller to i skoen for partiets synlighed lader en del tilbage at ønske. Man har nu haft det politiske ansvar for byens største og vigtigste forvaltning, Miljø og Teknik, i en række år, men spørgsmålet er, hvor langt man er nået med det, der vel må være en kerneopgave for et samfundsforandrende parti, nemlig at omdanne denne forvaltning til en forvaltning for borgerne og ikke en forvaltning for forvaltningen eller med at bryde det helt urimelige hemmelighedskræmmeri, man på trods af offentlighedsloven omgiver offentlig ejede selskaber som By&Havn og metroselskabet med.

Uden at forklejne de områder, hvor EL har sat sig spor og været synlig som kampen mod Lynetteholmen eller mod byggeriet på Amager Fælled, så klager en del trofaste EL-vælgere over, at det for dem er vanskeligt at se, hvorledes Enhedslistens tyngde og mange årige ’kommando’ over ’sin’ forvaltning har sat sig synlige spor i form af fx at gøre denne forvaltning mere borgervenlig og åben. Kort sagt at gøre den til foregangseksempel for en borgernes forvaltning. Her er det virkelig ’room for improvement’, som man siger på udenlandsk. Og hvis påstandene om den manglende synlighed holder vand, kunne det måske tolkes som om, at en del af ELs succes skyldes fravalg af S.

Skyldes denne tilsyneladende mangel på synlige fingeraftryk, at en kommune er spundet så meget ind i lovgivning, at det stort set er umuligt for et radikalt, socialistisk parti at lave gennemgribende ændringer al den stund, at en borgmester jo hverken kan fyre, ansætte eller sagsbehandle og man ikke har fuld politisk kontrol med ressortudvalget eller skyldes det, at man, uden at ville det, kommer for tæt på ’sin’ forvaltning? Endelig undrer det, hvorfor det – udover prestigen – er så vigtigt for EL at hapse overborgmesterposten, når man nu som officiel politik har, at ’det røde parti, der får fleste stemmer og kan samle bredest opbakning’, skal have posten. Jo, selvfølgelig ville det da være grineren, hvis Socialdemokratiet fik en begmand, men hvad skulle det ellers være, der er så vigtigt ved denne post, når man nu er et parti, der arbejder for radikale samfundsforandringer, der først og fremmest må udspringe af en folkelig mobilisering og af, at ELs borgerrepræsentationsgruppe tænker ud af boksen? Det kunne det da være rart at få en politisk forklaring på. Der er ingen, som ligefrem forlanger en tilbagevenden til ’villoismen’, men teknik- og miljøborgmesterens flotte røde frakke ville da have pyntet foran en af de bulldozere, der rev Mjølnerparkens fælleshus ned, ikke?