Slaget om Ryesgade

I 2016 var det 30 år siden, at et helt kvarter omkring Ryesgade i København var barrikaderet i otte døgn af en stor flok frustrerede BZ’ere. De havde kæmpet en årelang kamp imod kommunens forsøg på at knuse bevægelsen, og nu stod de med ryggen mod muren.

Af Rasmus Emil Hjorth

BZ’erne havde siddet i forhandlinger med boligforeningen Ungbo, som administrerede de ungdomsboliger, som tilhørte Københavns Kommune. Ungbo afbrød dog pludseligt forhandlingerne med dem, og BZ’erne antog derfor, at forhandlingerne var kuldsejlet på grund af mangel på politisk vilje. Dette var dråben for BZ’erne, der ikke længere ville lade sig binde af den daværende overborgmester Egon Weidekamps (S) såkaldte kommunale tyranni. De ville føre deres militante parole ud i livet: »Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås!«

»Der var ingen, der havde forudset, at vi overhovedet kunne holde ud i så lang tid, som vi gjorde, det var heller ikke planen. For om lørdagen, på dagen hvor barrikaderne var i gang med at blive sat op, gik det rigtig dårligt for politiet, da de ikke kunne bryde vores barrikader. Deres aktivitet var dalende derefter, de forsøgte dog at beholde Blegdamsvej, og så skete der en masse aktiviteter for os de næste par dage. Der kom en masse demonstrationer, der støttede det ene og det andet, og der var også nogle fredshippier som forsøgte at skabe fred imellem politiet og os ved at synge Kringsat af fjender«.

Hugo var BZ’er i 1980’erne og var til stede ved Ryesgade under de otte døgn. Solidaritet satte sig ned med Hugo, som fortalte om de dage, om hans tid i bevægelsen, og hvilke motivationer, folk havde for at engagere sig i bevægelsen. Han mener, at BZ-bevægelsen dengang var mere mangfoldig, end mange prøver at fremstille den i dag.

“Der var ingen, der havde forudset, at vi overhovedet kunne holde ud i så lang tid, som vi gjorde”

»Vi var mange, og vi overskred de traditionelle partistrukturer, bl.a. var der en del unge DKP’ere med. Der var utrolig mange forskellige grupper, som var organiseret. Det var unge, som gerne ville lave noget, som lignede Christiania, men hvor man fjernede den små-liberalistiske del af hippiebevægelsen og beholdte den antiimperialistiske internationalisme.«

Krise og kartoffelkur

1980’erne var en periode, hvor Europa oplevede meget tumult. Det var den sidste del af den kolde krig, og neoliberalismens spøgelse begyndte at vise sig overalt. Med dens lange fangearme i Storbritannien og USA spredte dens indflydelse i midt-80’erne sig også til Danmark. Landet havde i det forrige årti oplevet en oliekrise, som var med til at lamme det offentlige forbrug bl.a. på grund af den høje inflation, og i den kommende periode gennemgik økonomien nogle massive op- og nedture.

Danmark havde også i denne periode lånt en masse penge for at hæve det offentlige forbrug. Schlüter sad tungt på regeringsmagten, og i midten af 80’erne var betalingsbalancen faretruende, og arbejdsløsheden var omkring 10 %. Den økonomiske ustabilitet medførte derfor også en masse stramninger for at komme af med udlandsgælden.

Firkløverregeringen gjorde et forsøg i denne periode på at få styr på betalingsbalancen ved at indføre strammere regler omkring indkomstpolitik og lån, bl.a. den såkaldte kartoffelkur. Det førte til en rentestigning, og dette påvirkede også boligmarkedet, da der nu var færre forbrugere, som ville kunne investere i en bolig

Den ustabile økonomiske situation og indenrigspolitik lagde også en grobund for, at den antiautoritære socialisme kunne blomstre op igen. Gennem slutningen af 1960’erne var der begyndt at vokse en ny tradition af antiautoritær socialisme frem fra Sydeuropa. Det startede med de autonome marxister i Italien, som pustede liv til idéerne om græsrodsdemokrati og basisorganisering. Derfra spredte den sig til Tyskland i starten af 80’erne, og som en dominoeffekt begyndte det at sprede sig i resten af Europa. BZ i Danmark var ikke et isoleret fænomen, men en viderebygning på disse idéer, som var begyndt at vokse frem.

Særligt i starten var københavnerne meget åbne over for de unge BZ’ere, mener Hugo:

»Man skal huske på, at København var en anderledes by, end det er i dag. København var en sindssygt fattig by. Der var næsten ikke nogen, der gad at bo i den, folk flyttede ud af byen, alt industri var nedlagt, B&W lukkede, og der var sindssygt mange tomme boliger. Kommunen lavede en aggressiv saneringspolitik, hvor de rev utroligt mange gode boliger ned, og der var en ekstrem boligmangel. Set i det billede, så var der jo ingen københavnere, som direkte protesterede imod, at nogle gjorde noget ved det.

Så skal man jo også huske på, at nogle år før BZ-bevægelsen kom helt frem, var der jo kampen om Byggeren på Nørrebro. Det var her, hvor en hel bydel bare stillede sig op og gik amok over, at Københavns Kommune fjernede en legeplads. Så i starten var der ikke de store problemer med BZ og Københavns befolkning, det kom først meget senere. Da middelklassen begyndte at få magten, blev folk bange for at BZ’erne truede ligusterhækken, og børnenes skoleveje med alle deres løjer.

Så foregik bevægelsens aktiviteter jo også i ude i de her oprørskvarterer Nørrebro og Vesterbro samt enkelte steder på den fattige del af Østerbro, som det var tilfældet med Ryesgade. Samtidig kom BZ jo lige efter slumstormerbevægelsen, hvor folk stadig havde den kollektive erindring om hjemløshed og fristeder.«

Organisering bag barrikaden

Selvom livet ved barrikaderne omkring Ryesgade havde et meget militant udtryk, var BZ’erne yderst sociale, husker Hugo:

»Ved hver barrikade var der ligesom blevet bygget et skur. Jeg kan huske, det var pissekoldt, selvom det var september. Der blev lavet en vagtplan, og så fik man organiseret en vagtordning. Derudover havde man lavet en masse sovepladser inde i huset, man havde lavet skema til sovetid, og de forskellige gader havde også forskellige rum, som man sov i, og så kørte det helt derudaf. Hver dag blev der lavet nogle koordineringsmøder for at tjekke på antallet af aktivister, der var ved hver barrikade. Hver af de her gader, der var blevet barrikaderet, bestod af flere lag af barrikader, så alle folk begyndte at snakke med hinanden.

“Der var næsten ikke nogen, der gad at bo i København, folk ­flyttede ud af byen, og der var sindssygt mange tomme boliger”

I den gade, jeg var i, var der tre lag, og her snakkede vi så sammen i de her tre hold. Der var også tid til fritid, og der var en masse underholdning. F.eks. kom Savage Rose forbi og spillede en af dagene; der var også to værtshuse bag barrikaden, så nogle folk gik også på druk. Her var også skabt en masse rygter, så folk var hele tiden klar til at forsvare barrikaderne, hvis politiet endelig kom og forsøgte at trænge ind i området med beredskabsvogne. Ellers kiggede man efter civilbetjente, man kunne jage ud af området.«

Venstrefløjen i byrådet, bestående af SF og VS, forsøgte at mægle i konflikten, men BZ’erne havde et lidt blandet forhold til dem, fortæller Hugo.

»Nogle blev sure, fordi forhandlingerne blev brugt til at trætte folk. Der var en oplevelse af, at nogen prøvede at lulle os i søvn af forhandlingerne, og at politiet ville slå til, når vi mindst ventede det. Så rigtig store dele af bevægelsen syntes, at det var spild af tid, fordi der ikke ville komme noget ud af det, imens der var andre som opfordrede bevægelsen til at forsætte med at forhandle, da vi alligevel ikke havde andre ting at tage os til, imens vi forsøgte at forsvare huset.«

Efter otte dages nervekrig, havde politiet erklæret området i undtagelsestilstand, og de fleste BZ’ere kunne godt se, at forhandlingerne var dødsdømte. Så man valgte selv at forlade området til stor overraskelse for offentligheden.

»Vi besluttede selv at forlade barrikaderne. Og så gik vi i gang med at fjerne bevismaterialerne og lavede et bål, hvor man smed sin kædedragt, raidhue og sko, og så klædte man om til et sæt civilt tøj og forlod området. Man kan sige meget om bevægelsens organisering politisk set, men praktisk kunne folk få ting til ske hurtigt.« ■

Hugo er et opdigtet navn, redaktionen er bekendt med kildens rigtige navn.

Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nr. 10, december 2016