Slavoj Žižek: Ukraine sammenligner sig med Israel. – I virkeligheden er landet mere som Palæstina

Jeg spurgte engang min yngste søn, om han ville række mig saltet. “Ja, selvfølgelig kan jeg det”, svarede han. Da jeg gentog spørgsmålet, svarede han kontant: “Du spurgte mig, om jeg kunne gøre det, og det svarede jeg på. Du sagde ikke, at jeg skulle gøre det.”

Hvem var mere fri i den situation – min søn eller mig? Hvis vi forstår frihed som en frihed til at vælge, var det min søn. Han havde det ekstra valg, at han kunne forstå mit spørgsmål på flere måder. Han kunne tolke det bogstaveligt, eller som den gængse høflighedsfrase, vi normalt bruger i den sammenhæng. Jeg havde derimod afsvoret dette frie valg, og begrænset mig til den normale brug af sætningen.

Forestil dig så en verden, hvor folk i din dagligdag opfører sig, ligesom min drillende søn gjorde her. Det ville blive umuligt at vide, hvad folk egentlig mente, når vi talte sammen, og vi ville spilde enorme mængder tid på meningsløst at skulle afkode hinandens hensigter. Er det ikke en meget rammende beskrivelse af politik de seneste ti år? Donald Trump har sammen med andre højrepopulister udnyttet, at demokratiske samfund bygger på uskrevne regler og vaner. Dem har de brudt efter forgodtbefindende, alt imens de har undveget at skulle stå til ansvar … ved ikke direkte at overtræde loven.

I USA forfølger Trumps lakajer i Det Republikanske Parti netop den strategi forud for præsidentvalget i 2024. De har iklædt sig et tyndt juridisk figenblad i form af et smuthul i den føderale lovgivning, der giver delstaterne lov til at udpege deres egne valgmænd, hvis delstatens sekretær ikke kan ratificere valget. Republikanske valgbenægtere stiller nu op til de poster, som kan give dem beføjelser til at underkende vælgerne i 2024. Republikanerne forsøger at undergrave en af demokratiets grundpiller: At alle på den politiske spillebane taler samme sprog – og følger de samme regler. Hvis det princip bliver forkastet, vil landet komme på randen af borgerkrig – et scenarie, halvdelen af den amerikanske befolkning nu finder sandsynligt.

Ukraine og Palæstina minder om hinanden

De samme principper gælder i international politik. Hvis man skal opbygge relationer, bliver alle nødt til at tale samme sprog, når det gælder begreber som frihed og besættelse. Rusland forsøger at undergrave det grundvilkår ved at omtale dets angrebskrig i Ukraine som en særlig operation, der handler om at ‘befri’ landet.

Men Ukraines regering er gået i samme fælde.

Da han talte til det israelske parlament, Knesset 20. marts 2022, sagde præsident Zelensky: “Vi er forskellige lande omgivet af forskellige omstændigheder. Men truslen mod os er den samme: For både jeres vedkommende og vores, står kampen mod den totale ødelæggelse af vores folk, land og kultur. Selv vores navne: Ukraine, Israel forsøger de at udslette.”

“Sammenligningen mellem Israel og Ukraine er totalt malplaceret. Om noget minder ukrainernes situation mere om dén, palæstinenserne står i på Vestbredden.”

Den palæstinensiske politolog Asad Ghanem kaldte Zelenskys tale en “skændsel, når det kommer til den globale frihedskamp, særligt det palæstinensiske folks kamp.” Zelensky “byttede rundt på besætter og besat.” Den vurdering er jeg enig i. Ghanem har også ret i, at “al mulig støtte skal gives til den ukrainske kamp mod Ruslands barbariske angreb.” Uden militær støtte fra Vesten, ville Ukraine allerede være russisk kontrolleret, hvilket ville have smadret én af den internationale freds bærepiller: Håndhævelsen af grænser.

Desværre var Zelenskys tale i Knesset ikke en enlig svale. Ukraine støtter med jævne mellemrum den israelske besættelse. I 2020 forlod man FN’s Komité om det Palæstinensiske Folks Fundamentale Rettigheder, og så sent som i sidste måned udtalte landets ambassadør i Israel, Yevgen Korniychuk: “Som ukrainer, hvis land bliver brutalt angrebet af sin nabo, har jeg stor sympati med det israelske samfund.”

Sammenligningen mellem Israel og Ukraine er totalt malplaceret. Om noget minder ukrainernes situation mere om dén, palæstinenserne står i på Vestbredden. Mens israelere og palæstinensere i det mindste anerkender hinandens ‘andethed’, hævder Rusland imidlertid, at ukrainerne i virkeligheden bare er russere. Men Israel benægter ikke kun, at Palæstina er et land (på samme måde som Rusland gør med Ukraine); palæstinenserne bliver også nægtet deres plads i den arabiske verden – på samme måde som Ukraine blev det i Europa inden krigen. Ligesom Rusland er Israel en militær supermagt med atomvåben, som de facto koloniserer en militært underlegen mindre nabo. Og ganske som Rusland gør det i de besatte dele af Ukraine, fører Israel apartheid-politik.

Vil du række mig en Howitzer?

Mens de israelske ledere er glade for den ukrainske støtte, har de ikke ligefrem gengældt tjenesten. De har i stedet placeret sig mellem Rusland og Ukraine, fordi Israel har brug for, at Rusland tolererer dets fortsatte bombninger af militærmål i Syrien. Men Ukraines ubetingede støtte til Israel handler mere om dets ideologiske interesse i at præsentere kampen som et forsvar for Europa og europæisk civilisation mod et barbarisk, totalitært Østen.

“Ved at omtale Israels kolonisering af Vestbredden som en defensiv kamp for dets egen frihed, blåstempler Ukraine en anden stormagts aggressioner. Det undergraver deres fuldt ud berettigede frihedskamp.”

Den vinkling er ikke holdbar i længden, for den kræver, at man skøjter henover Europas egen slavehandlende, kolonialistiske, fascistiske fortid. Det er afgørende, at støtten til Ukraine i stedet sker som et forsvar for universelle rettigheder, og tager afsæt i en fælles forståelse af ord som ‘besættelse’ og ‘frihed’. Hvis man gør krigen i Ukraine til en kamp for Europa, bruger man samme logik som Putins fascistiske hofsnog, Aleksandr Dugin, der taler om en “russisk sandhed” og en “europæisk sandhed”. At begrænse konflikten til at være europæisk styrker den russiske propaganda, hvor fortællingen er, at invasionen skete som en slags afkolonisering – og som del af kampen mod den vestligt-nyliberale verdensorden, og et nødvendigt skridt i retning af en multipolær verden.

Ved at omtale Israels kolonisering af Vestbredden som en defensiv kamp for dets egen frihed, blåstempler Ukraine en anden stormagts aggressioner. Det undergraver deres fuldt ud berettigede frihedskamp. Før eller siden bliver man nødt til at træffe et valg: Vil man være et europæisk land, der deltager i den kamp for universel frigørelse, som definerer samtidens Europa? Eller vil man slutte sig til den højrepopulistiske bølge?

Da Ukraine bad Vesten om at “række dem Howitzer-artilleriet”, svarede Vesten ikke drilsk; “Ja, det kunne vi da godt!” De vestlige lande gjorde det eneste fornuftige –  sendte dem våben til at nedkæmpe besættelsesmagten. Men når palæstinenserne beder om hjælp, får de ikke andet end tomme løfter tilbage, ofte fulgt af solidaritetserklæringer med deres undertrykkere. Når de beder om saltet, bliver det i stedet givet til deres modstandere.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Slavoj Žižek.