"Nu er det Arnes tur. Resten af befolkningen kan få lov at arbejde til de dør." Socialdemokratitets pensionsudspil er et bevis på, den nyliberale arv fra Bjarne Corydon lever i bedste velgående, skriver Jan Hoby. Illustration: Anton Moss / Solidaritet.
3 min. læsetid

Der er desværre ingen tvivl: Corydonismen lever i bedste velgående under Mette Frederiksen, skriver Jan Hoby om socialdemokraternes forslag om at hæve pensionsalderen.


Af Jan Hoby

Man må give den socialdemokratiske regering, at de har sans for en timing, der på én gang formår at skabe både et røgslør og et forstørrelsesglas. Tirsdag 1. december begik den socialdemokratiske regering et lille politisk kunststykke, da man førstebehandlede et forslag om en stigning i pensionsalderen fra 68 år til 69 år med virkning fra 2035, og man samtidig førstebehandlede lovforslaget om ret til tidlig pension for danskere med de længste og hårdeste arbejdsliv, den såkaldte Arne-løsning.

Den socialdemokratiske regering ønskede for alt i verden at fjerne enhver opmærksomhed fra det faktum, at de sammen med de borgerlige partier ønsker at forpeste nuværende og kommende generationers arbejdsliv ved at tvangshæve pensionsalderen til Europas højeste. Og det lykkedes for dem. Den socialdemokratiske spinmaskine fremstiller nemlig Arne-løsningen som et mere retfærdigt pensionssystem og en udvidelse af lønarbejdernes rettigheder.

Men der er ikke tale om en styrkelse af samfundskontrakten. Der er tale om en bevidst og markant svækkelse. For en løsning for Arne opvejer på ingen måde den massive forringelse, som konsekvenserne af den stigende pensionsalder vil medføre for hundredtusinder af nuværende og kommende lønarbejdere. Arne-løsningen er og bliver et plaster på en brækket ryg.

Det nyliberalistiske velfærdsforlig fra 2006 bygger på, at danskerne lever længere, og derfor skal arbejde i flere år. Partierne bag forliget vil give folkepensionen et nøk opad til 69 år, inden Folketinget og Danmark går på juleferie. Deres nederdrægtige plan er, at pensionsalderen skal blive ved med at stige, så længe den forventede levealder stiger. Det betyder, at en person – som i dag er 30 år – kan forvente at skulle arbejde, til han eller hun er 73. Fratrækker man den maksimale rabat fra Arne-forliget, kan vedkommende gå fra, når han eller hun er 70 år gammel.

Pensionsalder på 73 år er en katastrofe

Det langt overvejende flertal af lønmodtagerne er modstandere af forhøjelsen af pensionsalderen fra 68 år til 69 år. Jo kortere uddannelse, jo større er modstanden – men selv blandt lønmodtagere med lange uddannelser er der et markant flertal imod stigningen i pensionsalderen. Selv en betragtelig procentdel af Socialdemokratiets egne vælgere er modstandere af den konstante stigning. Det er intet mindre end en katastrofe.

“… det faktum at 100 fagforeninger med mere end 500.000 medlemmer siger ’68 Er mere end nok’, rager Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard en papand. Det viser igen, at arbejderklassens sag ikke står deres hjerte nært.”

Men det mest uhyggelige er, at flertallet af partierne i Folketinget, inklusiv vores egen statsminister, er godt i gang med et virkelighedsfornægtende stunt, når man baserer hele den økonomiske politik på velfærdsforliget, som dikterer, at danskerne skal arbejde længere. Det er i grunden ikke overraskende, for Socialdemokratiet har aldrig opsagt deres kontrakt med den nyliberale økonomiske politik, som de sværgede troskab til i 1990’erne.

Uagtet forståelsespapiret og forsøget på ‘rødvaskningen’ af Socialdemokratiet fra venstrefløjen, slår Socialdemokratiet fast med syvtommersøm, at de bakker helhjertet op om den stigende pensionsalder. Ligesom de for længst har punkteret drømmen om et sikkerhedsnet for dagpengemodtagerne. Der er desværre ingen tvivl: Corydonismen lever i bedste velgående under Mette Frederiksen. Og det faktum at 100 fagforeninger med mere end 500.000 medlemmer siger ’68 Er mere end nok’, rager Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard en papand. Det viser igen, at arbejderklassens sag ikke står deres hjerte nært.


Jan Hoby

Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger.

Læs mere af Jan Hoby