Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
2. maj. 2022

Tidligere interviewer: Organiseringen på arbejdspladsen har trange kår under corona

Faglig aktivist Rasmus Hjorth husker tilbage på tiden i et analyseinstitut, hvor arbejdet var spændende, men chefen var dødssyg. En faglig organisering var under opsejling, men så ramte coronapandemien.

Organisering af arbejderne er – som så meget andet – blevet sat i stå under corona, skriver Rasmus Hjorth. Illustration: Anton Moss / Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Som socialister kæmper vi for indflydelse i byråd, regioner og Folketing, fordi staten igennem skatter kan skabe retfærdig omfordeling af vores materielle goder. Men staten har ikke megen indflydelse på, hvor vi ellers bevæger os, som for eksempel vores arbejde.  

Vi har intet at skulle have sagt på arbejdspladsen. Den følelse, som Tobias Rahim udtrykker i sangen på Mucki Bar: ”Alle har en chef, man gerne vil nikke en skalle”, kan de fleste genkende. En chef fucker jo i bund og grund ens vibes op, fordi han kan. Fordi det er hans butik.

Ifølge den logik må man ikke afkræve mere i løn eller spørge efter vintertøj, hvis det ikke passer chefen. Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man jo finde et andet arbejde. Men vi véd bedre. Man skaber fundamentet på sin arbejdsplads -i det store og hele med sin arbejdskraft. Derfor må vi også kunne afkræve at få medbestemmelse i forhold til løn og arbejdsvilkår.

Det er her, hvor socialisme på arbejdspladsen kommer frem. Men hvad filan er det? Betyder det så, at vi skal tale om ”de store drømme”? Ens arbejdsplads kan jo heller ikke i det store og hele løse klimakrisen eller global ulighed. Når jeg foreslår det, lyder det nærmest naivt. Men i det nære og tætte finder vi faktisk ud af, at vi kan skabe forandringer. Jeg lærte det på et arbejde, hvor jeg gerne ville have mere i løn.  

Ny meningsmåling viser: Spørgeskemauddelernes løn og arbejdsvilkår er i bund

Jeg arbejdede som spørgeskemauddeler for et analyseinstitut.  Det er nok mit første rigtige fuldtidsarbejde, siden jeg blev færdig med gymnasiet. Jeg var glad for det i lang tid, men jeg husker tit tilbage på den vinterdag, hvor det knækkede for mig.

“Lacoste-sko, ankelsokker og et business-look afslører, at de nok får lidt mere end de 120 kr., jeg selv får i timen.”

Jeg ligner lort, mens jeg slæber de fandens tunge kasser med spørgeskemaer fra kontoret i Ravnsborggade. Det er en rigtig ‘ind-og-ud dag’. Det vil sige, at vi hurtigt skal begynde på det rigtige arbejde. Når vi henter vores materialer, får vi ikke løn, først når vi begynder på opgaven. Da elevatoren når op på anden sal, er det en anden verden. Den elektriske vindblæser er tændt, og det føles sommeragtigt, selvom vi befinder os midt om vinteren. De mekaniske taster fra kontormusenes tastaturer klinger hårdt, som en kæmpe maskine. Jeg er skidetræt, og randerne under mine øjne afslører, at den sidste uges natarbejde og døgnrytmen, jeg har udviklet, får mig til at se grå ud.  Især den ekstra times gratis arbejde, vi laver, går mig på nerverne.

Bare ud af døren

Min chef tager imod mig. Jeg bliver ført ind i ’fieldbureauet’, hvor min slags mødes for at få udleveret spørgeskemaer. Herinde møder jeg en ny kollega, der får en lignende stak spørgeskemaer stukket i hånden. Vi udveksler kort nogle hverdagsagtige sætninger, som man har lært hjemmefra. ”Hvordan går det med dig” og et eller andet ligegyldigt. Jeg bliver ført ud af døren inden jeg rigtig får talt med min kollega, og bliver sendt på opgave.

Sådan går det ofte. Vi når aldrig rigtig at snakke sammen. Mens jeg går ud, når jeg at kaste et sidste blik på de øvrige kollegaer på kontoret, som ikke arbejder som spørgeskema-uddelere. De ligner nogle, der er fjernt fra min egen verden. Lacoste-sko, ankelsokker og et business-look afslører, at de nok får lidt mere end de 120 kr., jeg selv får i timen.  

Mens jeg er på vej ned med elevatoren igen, husker jeg tilbage på, hvorfor jeg egentlig stadig er her, når jeg tydeligvis ikke bryder mig om min chefs negative kosten-rundt. Jobglæde er svært at forklare andre. Men på Nørre Bodega, når vennerne spørger, om jeg ikke skulle skifte arbejde, måtte jeg jo sige, at jeg nød det rigtig meget. Arbejdet er skidesjovt. Det samme var det for kollegaerne; rejsetiden og borgerkontakten var overraskende sjovt. Men hvis jobglæden skulle stige, måtte der gøres noget ved løn under transporten. Den mulighed kom under vores forsinkede julefrokost i en bowlinghal i Valby.

Hemmelig HK-kontakt

Som med alt andet hos analyseinstituttet, blev vi hverken inviteret til firmaets julefrokost eller andre personalefester. Vores chef kunne godt se, der var noget problematisk ikke at lave en eller anden form for personalepleje, hvis folk skulle fastholdes. Derfor fik vi arrangeret vores egen sene julefrokost, som lå i februar. Jeg havde skrevet kalenderdatoen ned, for først at skulle hygge med kollegaerne, men også fordi det gav mulighed for at snakke om nogle af de problemer, vi oplevede ude på vores arbejdsplads.

“I ægte James Bond-stil havde jeg i al hemmelighed kontaktet HK… Jeg havde orienteret den fagforeningsansatte, der sad på vores område, om min plan.”

I ægte James Bond-stil havde jeg i al hemmelighed kontaktet HK. Som fagforening laver HK overenskomster på vegne af ansatte som os. Det er dét aftalepapir, der definerer forholdet mellem os spørgeskema-uddelere og min chef, og blandt andet kan sikre os løn under sygdom og løn med transport.

Jeg havde orienteret den fagforeningsansatte, der sad på vores område, om min plan. Jeg skulle ud at samle kræfter til en lille arbejdsplads-kampagne. Man skal starte småt, så derfor aftalte jeg med den fagforeningsansatte, at jeg først og fremmest prøvede at få to-tre kollegaer med til et møde om arbejdsmiljøet og lønnen.

Jeg dukker op ved Big Bowl i Valby, hvor jeg hurtigt falder i snak ved bowlingbanen med mine kollegaer. Èn af lederne fra field-bureauet prøver at deltage i snakken, men jeg prøver lidt efter lidt at få ham skubbet væk fra samtalerne. Man skal være forsigtig, for hvis chefen eller én af lederne får nys om fagforeningssnakken, kan jeg bringe projektet i fare. Jeg lærer hurtigt, at vi kommer fra meget forskellige baggrunde. Nogle af de andre arbejdere har været langtidsledige, andre er seniorjobbere og nogle studerende.

I mit hoved havde jeg lavet en ’intern liste’ med ting, jeg skulle nå. Først var det at prøve at huske alle mine kollegaers navne, for på den måde at få et førstehåndsindtryk af dem. Det er altså svært at holde en samtale kørende, mens du bowler.

Corona dræbte den faglige organisering

Tiden går hurtigt, før det bliver ens tur at trille kuglen. Men jeg lærte hurtigt, at hvis jeg skulle falde i ordentlig snak med kollegaerne, så var smøgpauserne fantastiske. Jeg var meget interesseret i at høre om mine kollegaers liv og oplevelser på arbejdet. Lidt efter lidt fik jeg på rekordtid skabt tillid nok til, at jeg kunne åbne op om mødet.

Det lakkede mod enden af aftenen, og jeg fik aftalt med i hvert fald to kollegaer – som jeg faldt i snak med – at de ville komme med til mødet. Men så kom corona-krisen og tog livet af den lille kampagne – inden den overhovedet var kommet i gang -som det gik med så meget andet.

En måneds tid senere endte det nemlig med, at Danmark oplevede den første corona-nedlukning. Jeg endte selv med at komme på lønkompensation i et par måneder, og efterfølgende var momentum’et væk, og alle de ansatte var spredt for vinden. Min chef anede ikke uråd, men kort tid efter fandt vi begge ud af, at jeg nok ikke skulle fortsætte i analyseinstituttet.

I dag har jeg stadig en smule kontakt med de tidligere kollegaer. Vores lille møde i bowlinghallen i Valby bliver husket, og gjorde indtryk. Folk fik øjnene op for, at vi gerne må kræve noget. At der så gik Corona i lortet – ligesom så meget andet i starten af 2020 – er en anden sag.


Om skribenten

Rasmus E. Hjorth

Rasmus E. Hjorth

Fagligt aktiv samt historiestuderende v. Københavns Universitet. Læs mere