Socialistisk Ungdomsfront stopper samarbejdet med Enhedslisten
24 år. Så lang tid holdt Socialistisk Ungdomsfronts (SUF) samarbejde med Enhedslisten, som har varet, siden SUF blev stiftet i 2001. Beslutningen skyldes SUF’s utilfredshed med den udvikling, Enhedslisten i deres øjne gennemgår, samt uenighed med partiets NATO-politik. Solidaritet har interviewet SUF
Socialistisk Ungdomsfront (SUF) har sløjfet organisationens samarbejdsaftale med Enhedslisten. Det skete på SUF’s stormøde i weekenden 18. – 19. oktober, hvor et stort flertal af stormøde-deltagerne stemte for en udtalelse, der stopper det samarbejde, som har været siden SUF’s stiftelse i 2001.
For SUF – som ifølge deres egen hjemmeside har omtrent 600 medlemmer – er det med andre ord en historisk beslutning, hvilket talsperson for SUF’s ledelse Emil Larsen også bekræftede, da Solidaritet talte med ham i telefonen. Men selvom beslutningen med SUF’s ord er historisk, mener Emil Larsen, at der er tale om en befrielse for SUF, som der også står i udtalelsen.
”Vi i SUF har brugt meget tid og energi på at forholde os til, hvad Enhedslisten mener. Vi gider ærligt talt ikke længere bruge den energi længere, når vi og Enhedslisten er blevet uenige på så fundamentale punkter.”
To knaster – NATO og Palæstina
SUF og Enhedslisten er uenige om flere ting. I udtalelsen, som SUF’s stormøde vedtog, fremgår det, at SUF ikke længere kan se sig selv samarbejde med et parti, der fx bakker op om, at Danmark er medlem af NATO. Udtalelsen beskriver NATO som ”den førende imperialistiske magt i verden.” I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i 2022 slog Enhedslisten på sit årsmøde i 2022 fast, at en dansk udmeldelse af NATO ikke var en prioritet foreløbig.
Hvordan er NATO den førende imperialistiske magt i verden, når det er Rusland, der invaderer sine nabolande?
”Vi i SUF mener, at Ruslands krig i Ukraine er en imperialistisk krig. Men vi mener også, at NATO under USA’s ledelse er den førende imperialistiske magt i verden. Og Danmarks oprustning, som Enhedslisten nu også bakker op om, er en støtte til NATO’s imperialistiske projekt. Tyrkiet fører militære kampagner i sine nabolande. Og krigene i Irak og Afghanistan var også tegn på, at NATO agerer imperialistisk. Det er ganske vist nogle år siden, men vi mener ikke, at der har været en fundamental ændring i NATO’s mindset”, forklarer Emil Larsen for Solidaritet.
Men det er ikke kun NATO, der er problemet. Emil Larsen nævner også, at Enhedslistens ifølge SUF tøvende opbakning til den palæstinensiske frihedskamp har besværliggjort SUF’s arbejde for Palæstina. Derfor tror Emil Larsen, at bruddet med Enhedslisten kan skabe nye muligheder for SUF:
”Vi i SUF føler, at Enhedslisten har holdt os tilbage i vores arbejde i Palæstina-bevægelsen. Vi vil gerne vise de unge, at der findes en revolutionær politisk ungdomsorganisation. Vi håber, at vi kan komme til at samarbejde endnu mere med andre folk på venstrefløjen, fx vores kammerater i Palæstina-bevægelsen”, siger Emil Larsen.
“Udviklinger i Enhedslisten”
Det er dog ikke kun de udenrigspoliske spørgsmål, der får SUF til at afbryde samarbejdet med Enhedslisten. Emil Larsen forklarer, at diskussionen om at stoppe samarbejdet har været oppe at vende flere gange i løbet af de senere år, når der sket det, Emil Larsen kalder ”udviklinger i Enhedslisten”. Og i udtalelsen står der, at Enhedslisten endda har udviklet sig til at være et nationalistisk og socialdemokratisk parti.
Solidaritet spurgte derfor, hvornår det i SUF’s øjne begyndte at gå den forkerte vej i Enhedslisten.
”Det har været en længere proces”, svarer talspersonen. ”De seneste år har vi følt, at Enhedslisten er blevet mere topstyret. Det har virket, som om folketingsgruppen nærmest har fået carte blanche over for hovedbestyrelsen. Her tænker vi fx på Enhedslistens kampagne ”Mindre Trump, mere Danmark”, som i vores øjne er for nationalistisk. Den politiske ordfører er over det hele på Enhedslistens hjemmeside. Så det har været en udvikling over længere tid, hvor det handler om, at partiet altså nu bakker op om EU, NATO og oprustning, og der er vi i SUF fundamentalt uenige.”
Emil Larsen forklarer, at samarbejdet mellem SUF og Enhedslisten også i dagligdagen er blevet mere sporadisk:
”Vi har kunnet se, at vores lokalgrupper har haft mindre og mindre at gøre med Enhedslisten. Der har været mindre entusiasme omkring valgkampe. Dog vil jeg gerne understrege, at vi har stor lokal autonomi i SUF, så hvis en af vores lokalgrupper vil føre kommunalvalgkamp for Enhedslisten, så har de SUF’s fulde støtte. Vi har alligevel også lavet nogle valgkampsmaterialer.”
Skriftligt svar fra Enhedslisten
Med SUF’s beslutning har Enhedslisten nu kun en ungdomsorganisation tilknyttet. Det er Rød-Grøn Ungdom, hvis samarbejde med Enhedslisten stadig holder.
Solidaritet har været i kontakt med Enhedslisten for at få deres reaktion på SUF’s beslutning. Enhedslistens forretningsudvalgsansvarlige Rasmus Holme Nielsen svarer i en mail, at der ikke er nogen, som ønsker at stille op til et interview. I stedet har han sendt en skriftlig kommentar:
”Vi er ærgerlige over, at SUF har valgt at forlade det fællesskab, der arbejder for at styrke en fælles venstrefløj.
Når det er sagt, så er jeg selvsagt fuld af forbløffelse over SUF’s beskrivelse af Enhedslisten som et topstyret, nationalistisk og socialdemokratisk parti – hvilket jo selvsagt er fuldstændigt forkert.
Vi står fast på de værdier og den politik, vi demokratisk har vedtaget på vores årsmøder. Det er ikke topstyring eller det, der ligner – det er medlemsdemokrati i praksis. Vi respekterer selvfølgelig, at SUF vil i en anden retning.”
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] Socialistisk Ungdomsfront stopper samarbejdet med Enhedslisten. Efter 24 år valgte SUF at stoppe samarbejdet med Enhedslisten efter politiske uenigheder. Solidaritet interviewede SUF om denne beslutning. […]