Argentinsk demonstration for kvinders ret til abort i 2018. Kostumerne er hentet fra Margaret Atwood's dystopiske romaner om Gilead, der for nyligt er blevet populariseret i Hulu-serien 'The Handmaid's Tale' (2017- ). Foto: Titi Nicola
6 min. læsetid

At læse Margaret Atwoods bøger om ‘Gilead’ kan minde os om, at kriser ofte er blevet brugt som påskud for, at reaktionære kræfter kan fratage kvinder og minoriteter deres rettigheder. Kampen for forandring sker lige nu i en ny kontekst, skriver SFU-forkvinde Sofie Lippert.


Af Sofie Lippert

Der er noget ved krisetilstanden, som ændrer hele min tilgang til det liv, jeg lever. Jeg har mere lyst til at skrive digte end debatindlæg. Jeg opdager pludselig, at de eneste to hobbyer jeg har, nu hvor jeg er så privilegeret at bruge min hverdag og mit arbejdsliv på at lave politik, er at læse bøger og træne

Træning gavner mit politiske virke i den forstand, at min krop holder sig sund og stærk, så jeg kan klare en 50 timers arbejdsuge uden at knække sammen med ondt i ryggen og fysisk udmattelse.

At læse bøger viser sin klare relevans for mit politiske arbejde i en tid som denne, der pludselig efterlader noget så interessant og nyt som en påskeferie. Vedtægtsbestemt ligger SFU’s landsmøde i påsken, og det er derfor cirka 7 år siden, jeg sidst har brugt denne uge efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn på simpelthen bare at holde fri.

Her har jeg siddet i en behagelig havestol på mine forældres nye terrasse med næsen nede i, hvad jeg – hvis det her var en boganmeldelse – ville kalde et litterært mesterværk. Men da formatet her er en politisk klumme, vil jeg i stedet omtale bogen som et forhåbningsfuldt bidrag til bevidstheden om, at progression i vores samfund aldrig er en selvfølge, og at enhver krise kan byde på tilbageslag for os alle – og måske mest af alt for os, der har oplevet ekstrem progression de seneste 100 år.

Gileads døtre

Bogen jeg læste på terrassen var Gileads døtre af Margaret Atwood. Det er opfølgeren til den 35 år gamle roman Tjenerindens fortællinger, som Hulu for nylig har gjort til en tv-serie og dermed understreget dens evige aktualitet. Har du levet under en sten de seneste 35 år og derfor ikke stiftet bekendtskab med fortællingerne, kan jeg kort opsummere, at de udspiller sig i en ikke så fjern fremtid, hvor USA (med undtagelse af Californien) er blevet til det religiøse regime Gilead, hvor hver mand har sin plads, og hvor hver kvinde har sin, der er underkastet manden. Vi følger en såkaldt tjenerinde, hvis primære opgave er at føde børn for rige mænd, hvis koner er infertile. Denne institution bygger på bibelfortællingen om Rakel. I opfølgeren, der kom i efteråret sidste år, følger vi andre roller i regimet og dets forfald.

Kort sagt udspiller bøgerne sig i et ekstremt klasseopdelt, patriarkalsk, religiøst samfund, der er opstået i kølvandet på diverse kriser – herunder selvfølgelig en fertilitets-krise. I en dokumentar om Margaret Atwood fortæller hun, at ingen af de ting, der beskrives i tilblivelsen af Gilead, er noget, hun har fundet på. Hver eneste hændelse er på et eller andet tidspunkt et eller andet sted i verden sket i virkeligheden. Dermed er Tjenerindens fortællinger blevet til fortællingen om, hvad der sker, hvis man ikke siger fra ved de små tegn. De specielle dragter fra serien er blevet brugt i diverse demonstrationer imod indskrænkning af abortrettigheder og lignende.

‘The Handmaid’s Tale’ er en dystopi, men tager faktisk udgangspunkt i virkelige hændelser. Alle de ting, Atwood skriver om tilblivelsen af det nye USA (‘Gilead’), er foregået på et tidspunkt et sted i den virkelige verden.

Kvinderettigheder under pres

Demonstrationer som dem, der desværre ikke blev afholdt i torsdags, da det polske parlament stemte om at indskrænke en af EU’s strengeste abortlovgivninger og forbyde seksualundervisning. For fire år siden var samme forslag oppe at vende i det polske parlament, men det blev nedstemt efter store folkelige protester. Men i en tid hvor social afstand er blevet en del af ordforrådet, og i et land hvor forsamlingsfriheden ikke har samme særstatus som i Danmark, er fysiske protester umulige.

I ly af krisen kan reaktionære kræfter fratage kvinder og minoriteter deres rettigheder, fordi der ingen er til at stritte imod eller med et argument om, at det i denne tid er nødvendigt. Det sidste ses, når abortklinikker i USA lukker ned, og højreorienterede bliver forargede over kritikken af det, fordi de sundhedsfaglige ressourcer i deres øjne skal redde liv og ikke tage dem i en krise. På trods af fortællinger om det progressive Vesten, lever vi stadig i patriarkalske samfund.

Der er noget ved krisetilstanden, der ændrer hele min tilgang til politik og til verden. Kampen for forandring er i en ny kontekst, og selvom den kontekst kan bruges til at bryde nogle af kapitalismens bånd og sætte skub i den grønne omstilling, kan den lige så vel blive brugt af reaktionære kræfter, der vil en anden vej. For selvom jeg er mere tryg ved, at Danmark kommer ud på den anden side af krisen som et demokrati med frihedsrettigheder og et uændret niveau af ligestilling, end jeg er ved lande som Polen og Ungarn, så lever vi trods alt stadig i et samfund fyldt med magtstrukturer.

Jeg vil ikke male fanden på væggen eller påstå, at jeg frygter, at Danmark eller Europa bliver til et Gilead efter coronakrisen. Men der skal ikke herske tvivl om, at kriser vender op og ned på folks verdener – og det er afgørende, at vi i national såvel som international kontekst er klar til at stå skulder ved skulder (med behørig afstand) i kampen for lige rettigheder, og holder øjne og ører åbne for de små tegn på, at vi er på vej den forkerte vej.


Sofie Lippert er landsforkvinde for SF Ungdom og bachelor i matematik. Hun ønsker med egne ord “at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for – alt det, der skal til for at skabe et mere lige samfund”