Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
15. marts. 2021

Sofie Lippert: Mændene i min indbakke

Du har hørt om den første og den anden type mænd, der skriver til Sofie Lipperts indbakke. Men hvad med den tredje type?

Der var ikke nogen, der ringede dem op. Alligevel skorter det ikke på fremmede mænd, der gerne vil forklare Sofie Lippert, hvordan tingene hænger sammen. Illustration: Kaye Blegvad
Artiklen tager cirka 6 minutter at læse.

8. marts minder mig altid om, hvor gerne jeg ville slippe for at være kvinde i den offentlige debat – hvor gerne jeg bare ville være deltager i den offentlige debat. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne udtale mig om, hvordan det er at være mand i den offentlige debat, så teknisk set kan alt det, jeg beskriver i det følgende, være noget der sker for alle køn. Derfor er det her måske slet ikke et indlæg om at være kvinde i den offentlige debat, men i stedet et indlæg om de mænd, der observerer den offentlige debat.

For jeg vil gerne bruge anledningen til at fortælle om mændene i min indbakke. Ikke mine mandlige venner, bekendte, familiemedlemmer og samarbejdspartnere – men de mænd, der sender mig en Facebook-besked eller en mail, hver gang jeg har skrevet et debatindlæg. Mænd jeg aldrig har mødt. 

Tre slags indbakke-mænd

Der er overordnet tre typer mænd i min indbakke.

Den første type er den klassiske sexistiske idiot. Han sender mig en “møgsæk og beskidte tyvekælling” på Facebook, mens jeg sidder i studiet hos Go’ Aften Live, så jeg kan træde ud af tv-skærmen, tænde min telefon og få lidt ondt i maven. Han er typisk en midaldrende mand med en dårlig selfie som profilbillede, og hans primære mål er vel at lukke munden på mig. Beskederne er korte, og når det kommer til stykket, er han ikke spor interesseret i at indgå i en dialog.

Den anden type vil derimod meget gerne i dialog. Han indleder typisk med en relativt overfladisk tilkendegivelse af at være enig i, hvad end jeg nu har udtalt, men bevæger sig lynhurtigt videre til at fortælle mig, hvor flot jeg er. De minder mig om unge mænd i lave BMW’er, der dytter af mig om sommeren. Jeg aner ikke, hvad det er for en reaktion, de forventer. Men det er helt sikkert ikke, den jeg giver. Svarer jeg ikke overstrømmende “tak” og “ej, hvor er du sød”, skal jeg i stedet forklare, hvorfor jeg er så skide sur. Fordi kvinder er forpligtede til at falde i svime, hver gang mænd giver dem en uopfordret kompliment. 

“Der er en klassisk kønnet energi i fortællingen om, at kvinder er forpligtet til at lytte til andre menneskers holdninger. Den viser sig, når mænd bliver forarget over, at man ikke må råbe “god røv” af en kvinde på gaden, og mener, at man skal lære at tage en kompliment”

Den tredje type er min yndlings, og i virkeligheden den jeg er mest nysgerrig på, om mænd også kender til. Det er mændene, der lige vil byde ind med deres syn på sagen. Og det er vigtigt for mig at understrege, at det sker ofte – især når jeg har sagt noget om økonomi – og at det aldrig nogensinde er kvinder, der gør det. Den tredje type foretrækker klart e-mail som kommunikationsmiddel, men findes også på Facebook. Mail-indbakken egner sig dog bedre til det meget lange format, deres beskeder typisk har. Nogle gange har de et par tusind ord som supplerende stof til min pointe, andre gange er de uenige og vil gerne dissekere hver eneste sætning i mit indlæg. Endnu andre gange vil de bare generelt gerne fortælle mig lidt om deres syn på dette og hint. 

Umiddelbart er de velmenende og kammer sjældent over i vrede som de andre to typer mænd. Det, der undrer mig mest ved denne type, er dog deres vedholdende tro på, at jeg slet ikke selv har overvejet de ting, de skriver til mig. At det er helt nye overvejelser, de har gjort sig. At jeg, der har skrevet det ene debatindlæg efter det andet om skat på arbejdsfri indtægter, har brug for at modtage en word-fil, hvor de beskriver, at det i dag faktisk ikke kan betale sig at arbejde, fordi skatten på arbejde er højere end på at eje. Det er en selvtillid, jeg kun kan misunde. 

“Nu skal du lige høre, hvad jeg synes”

Ud over at de tre typer alle har et pludseligt behov for at kontakte fremmede mennesker i deres tv, avis eller radio, har de en anden ting til fælles: Troen på, at jeg bliver nødt til at kende deres holdning til mig og min politik. Fortællingen om at jeg som offentlig person er forpligtet til at interessere mig for deres holdning. Helt konkret kan det lyde sådan her: “Når man er formand for en politisk ungdomsorganisation […], så bør man principielt interessere sig for, hvad folk har på hjerte.” Og det er i virkeligheden denne præmis, jeg gerne vil anfægte. For bør enhver offentlig person til enhver tid principielt interessere sig for, hvad enhver midaldrende mand måtte mene om dem eller deres politik?

Og her bliver det altså nødvendigt for mig at bringe antagelsen om, at dette hovedsageligt rammer kvinder (og måske især unge kvinder) i spil. For der er også en klassisk kønnet energi i fortællingen om, at kvinder er forpligtet til at lytte til andre menneskers holdninger. Den viser sig, når mænd bliver forarget over, at man ikke må råbe “god røv” af en kvinde på gaden, og mener, at man skal lære at tage en kompliment. 

Der er en kønnet forventning om det overskud, kvinder skal have til at påtage sig ulønnede arbejdsopgaver. Normalt handler det om omsorgsarbejde som at føde børn, passe børn, gøre rent og vigtigst af alt: bevare overblikket over husholdningen. Samme forventning ligger i disse beskeder og den dertilhørende fornærmelse, hvis jeg ikke er vildt interesseret i at indgå i dialogen, som findes hos anden og tredje type mand. Fortællingen om, at man som deltager i den offentlige debat dermed har placeret sig et sted, hvor man skylder enhver interesseret uddybning og personlige svar. 

Mændene i min indbakke er en del af at være kvinde i den offentlige debat – ja, måske bare en del af at være deltager i den offentlige debat. Men jeg håber, at mænd der læser dette vil se indad og tænke, “behøver denne unge kvinde, der tydeligvis ved virkelig meget om det hun skriver om, modtage mine 5 tætskrevne A4-sider om mine tanker om emnet?” Ikke fordi det nødvendigvis er ubrugeligt, men fordi det pålægger modtageren et arbejde. Det arbejde det er at læse og tage stilling til den lange tekst, fornærmelsen eller “komplimenten”.

Spørg dig selv, hvorfor netop denne kvinde har brug for at modtage dette, og hvad hun får ud af det. Og spørg derefter dig selv, om du også sender sådan en besked til Pelle Dragsted, når han har en klumme i Information om økonomisk politik? 


Om skribenten

Sofie Lippert

Sofie Lippert

Folketingskandidat for SF. Tidligere landsforkvinde for SF Ungdom. Ønsker med egne ord "at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for - alt dét, der skal til for at skabe et mere lige samfund"   Læs mere