Solidaritet anbefaler: Sommerlæsning, del 2

Helene von Tabouillot, anmelder

I sommer vil jeg genlæse Carson McCullers Hjertet er en ensom vandrer. Romanen udkom i 1940 og handler om drengepigen Micks sidste sommer, hvor hun frit kan løbe omkring, som hun vil, i uendelige støvede Georgia-eftermiddage, før hun skal til at blive en voksen kvinde og arbejde i et stormagasin. Jeg glæder mig også til gensynet med den stumme John Singer, som alle i byen betror sig til, ejeren af den døgnåbne café, Biff, og alle de andre indbyggere, som McCullers skriver frem med stor ømhed og humor. 

Jeg anbefaler at læse den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichies En halv gul sol fra 2006. I bogen følger man to tvillingesøstre under den nigerianske borgerkrig i 1960’erne. Søstrene er igboer fra den politiske elite, og da den selvstændige igbostat Biafra løsriver sig fra Nigeria skåler de i cognac over sofabordet. Men de må hurtigt lære at overleve under Nigerias humanitære blokade af Biafra. En blokade, verden ikke har set mage til siden — indtil Israels humanitære blokade af Gaza i år. 

”Det her er den perfekte roman!” tænkte jeg, da jeg havde læst En halv gul sol: Skæbner, der væves ind og ud af hinanden, indblik i et politisk landskab og en historie, jeg ikke kendte til før, tvetydige karakterer og uløselige moralske dilemmaer, og så er bogen bare virkelig medrivende!

Jonas Neivelt, chefredaktør

I sommer vil jeg læse optaktsartikler til Tour de France. Jeg ser så meget cykelløb, jeg kan i løbet af året, og sluger Emil Axelgaards (tidligere folketingskandidat for Enhedslisten) optaktsartikler på TV2. De er enormt lange – redaktøren i mig vil sige alt for lange – men de er ekstremt dybdegående. 

Men det er også et enormt kedeligt svar. For at blive i det franske tema, vil jeg kaste mig over nogle af de franske klassikere. Alexandre Dumas’ Greven af Monte Cristo eller måske På sporet af den tabte tid af Marcel Proust. I begge tilfælde er der i hvert fald nok sider at få tiden til at gå med, hvis sommervejret viser sig fra sin triste side.

Sommeren er også en god lejlighed til at genlæse en af de bedste tekster, jeg nogensinde har læst. En tekst, hvis niveau man altid bør stræbe efter at nå, nemlig Michael Paternitis’ reportage fra den tidligere franske præsident François Mitterands sidste måltid. Den kan læses på Esquire. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om selve indholdet, men sproget og strukturen er guf.

Jeg anbefaler at læse By Grand Central Station I Sat Down And Wept af den canadiske forfatter Elizabeth Smart. Fortælleren Elizabeth vælger at indlede en affære med digteren George Barker, der er en sjuft og en charlatan. I dag ville man nok kalde ham en fuckboi. Det går, som man kan forvente: Med uønskede graviditeter og knuste hjerter.

Jeg faldt i sin tid over denne mærkelige roman på vers, fordi jeg er stor fan af det britiske band The Smiths. I sangen What She Said synger de: ”I smoke ’cause I’m hoping for an early death, and I need to cling to something”. Den linje kunne jeg ikke stå for, og så fandt jeg ud af, at den er planket fra netop denne roman.

Sådan er bogen hele vejen igennem. Det er følelser på den helt store klinge. Når man læser bogen, er der ikke noget, der er vigtigere end de to forfatteres dødsdømte kærlighedsaffære. Så sæt tårekanalerne i gang, og fordyb dig i denne underlige og helt fantastiske roman

Reinout Bosch, organisationssekretær

I sommer vil jeg læse en bog jeg faldt over i mit lokale biblioteks anbefalede sektion. Jeg gik forbi den, tog den op og lagde den ned igen, for så at komme tilbage til biblioteket for at låne den.

Peter Turchins End times lover at give en videnskabelig forklaring på, hvorfor USA står over for en afgørende (endelig?) krise. Hvordan overproduktion af eliter hænger direkte sammen med arbejderklassens fattiggørelse og afledte vrede.

Jeg anbefaler at læse Menneskets dybeste erindring af Mohamed Mbougar Sarr. Retmæssigt hædret med Prix Goncourt, har Sarr skrevet en formidabel historie om jagten på en hemmelighedsfuld bog, skrevet af en sort mand som ham selv, der er blevet udvisket fra historien.

Med sit fantastiske sprog understreger Sarr, hvorfor fransk litteratur i disse år indtager en særstatus, mens han tager læseren med langs kolonialismens dybe kanaler, gennem europæiske storbyer til Afrikas indre.

Sidsel Dorthea Vedel, medlem af Solidaritets redaktion

I sommer vil jeg læse Klaus Viewegs Hegel-biografi, Hegel, der originalt udkom i 2020 i anledning af Hegels 250-års fødselsdag. Rygtet går på, at Hegel hvert år den 14. juli drak et glas champagne for at fejre Den Franske Revolution. Baseret på grundigt arkivarbejde, kaster Vieweg et blik på Hegel gennem frihedens linse.

Der findes overraskende få biografier om Hegel, og endnu færre, der er gode, men Hegel skulle være fremragende, og jeg glæder mig meget til at ligge et sted i de tyske bakker og læse den.

Jeg anbefaler at læse Doris Lessings Den gyldne notesbog, som jeg selv fik anbefalet tidligere på året. Det er nemlig en af de bøger, man ikke kan læse, uden at føle et instinktivt behov for, at alle andre også skal læse den – i al fald hvis man som jeg godt kan lide konceptlitteratur.

Den gyldne notesbog er inddelt i fem notesbøger hver sin farve, som hver omhandler en del af hovedpersonen Anna Wulfs liv. Det er en bog om fragmenterede liv, og om kolonialisme, kærlighed og kommunisme. Doris Lessing har dét øje for mennesker, man skal have for at skrive god litteratur.

Herudover vil jeg gerne slå et slag for en af den sydafrikanske forfatter J. M. Coetzees mindre kendte bøger, nemlig The Lives of Animals, der er en hybrid mellem fiktion og filosofi. The Lives of Animals er en tour de force i vegetarismens idéhistorie, men det er også en bevægende bog om noget af det allermest intime i et menneskes liv: vores moral.