Kim Kristensen: Det Hærdede Stål. Historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget. Forlaget Momenta, (2019).
10 min. læsetid

I anledning af udgivelsen af Kim Kristensens bog om Enhedslistens første 30 år, bringer Solidaritet her et uddrag fra bogen, der kigger på partiets reaktion på DONG-salget.


Den sidste onsdag i januar 2014 er tusindvis af mennesker samlet på Christiansborg Slotsplads. Kulden bider, og der ligger rester af sne på jorden og tagene på de omliggende bygninger. Folks ånde hænger i luften, og de er pakket ind i huer og vanter. Nogle varmer sig med medbragt kaffe, mens andre hopper for at holde varmen.

Folk med gule veste uddeler flyers, mens bannere med påskrifter som »Ding Dong – Goldman Sachs er ikke fjong« bryder havet af mennesker. På en ladvogn har Henrik Strube spillet og sunget »Hold om mig«, og lederen af det nystiftede parti Alternativet, Uffe Elbæk, har opfordret demonstranterne til at »holde hovedet koldt og hjertet varmt«, før Frank Aaen endelig får ordet. Han har trukket huen godt ned over ørerne.

Kim Kristensen: Det Hærdede Stål. Historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget. Forlaget Momenta, (2019).

»Det er ikke for sent,« råber finansordføreren nærmest som en besværgelse. »Det kan lade sig gøre. Vi kan sikre DONG og udviklingen på en anden måde. Stop salget. Gør det.« Det planlagte salg af en mindre aktiepost i det statslige energiselskab DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har ulmet i løbet af efteråret for så at bryde i brand i starten af 2014.

Enhedslisten har i første omgang været det eneste parti, som er modstander af salget, men efter at Dansk Folkeparti begynder at vakle, vakler SF også. Ligesom i dagpengespørgsmålet har Enhedslisten fanget utilfredsheden. Mere end 190.000 har skrevet under på at stoppe salget, og selv Poul Nyrup Rasmussen har blandet sig. En »katastrofe«, mener den tidligere statsminister. Det er bare for sent.

Ganske vist går SF’s formand, Annette Vilhelmsen, næste morgen af og trækker ved samme lejlighed sit parti ud af regeringen. Men ved afstemningen senere på dagen i folketingssalen om Enhedslistens forslag om en såkaldt timeout, mens regeringen undersøger alternative muligheder, stemmer SF’erne imod sammen med de tilbageværende to regeringspartier samt Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Og efterfølgende stemmer de samme partier, senere samme dag, for aktstykket i Finansudvalget, som godkender salget.

Dagen efter, fredag den 31. januar 2014, får Pelle Dragsted alligevel en idé. Den politiske rådgiver er egentlig taget i sommerhus for at komme lidt væk fra det hele, men om aftenen finder han den bærbare computer frem for at skrive til gruppeledelsen. Der er noget, den politiske rådgiver har tænkt på hele dagen: Er tidspunktet ikke kommet?

Enhedslisten kan indkalde til en hasteforespørgselsdebat onsdag den 5. februar, som pålægger Bjarne Corydon at udskyde salget eller blive stillet over for et mistillidsvotum til regeringen. Og endnu en gang – som ved Folketingets afslutningsdebat i 2013 – ved at stille et mistillidsvotum, som selv de borgerlige partier, der støtter salget af DONG, vil kunne stemme for. I givet fald skal folketingsgruppen indkaldes til et møde søndag aften og hovedbestyrelsen mandag aften, hvis det skal nås til onsdag. 

Gruppeledelsen vurderer, at folketingsgruppen vil være splittet i spørgsmålet om et mistillidsvotum. De vil få svært ved at komme med en samlet indstilling til hovedbestyrelsen, der vil skulle træffe den skæbnesvangre beslutning på kort tid. Det kan ikke lade sig gøre i praksis, og så er der et andet problem. Et mistillidsvotum vil ikke forhindre salget. Det er der et bredt flertal bag. 

»Vi skal passe på med at tro, at vi kan lave et trick, som ændrer det hele,« lyder Stine Brix’ advarsel. Endnu en gang bliver det derfor ikke til noget.

Men måneden efter skal netop finansministeren få Enhedslisten til at tage sin parlamentariske strategi op til overvejelse. Denne gang skyldes det ikke noget, Bjarne Corydon har sagt eller gjort. Det skyldes en underhåndshenvendelse til Pelle Dragsted fra folk tæt på Mette Frederiksen. 

De fleste i – og også uden for Socialdemokratiet – betragter i starten af 2014 Mette Frederiksen som partiets kronprinsesse, men selv er beskæftigelsesministeren overbevist om, at Helle Thorning-Schmidt foretrækker en anden og forsøger at køre forsvarsminister Nicolai Wammen og ikke mindst Bjarne Corydon i stilling som sin afløser. Vel har Henrik Sass Larsen i fortrolighed lovet Mette Frederiksen sin støtte under tre forudsætninger: at hun ikke trækker Socialdemokratiet markant til venstre, sikrer sig bred opbakning i folketingsgruppen – og arbejder loyalt for statsministeren frem til valgdagen. Nu går der imidlertid rygter om, at Helle Thorning-Schmidt har tænkt sig at gå, før hun risikerer at blive gået af vælgerne. 

Mette Frederiksen præsenterer sin regering. Forud for Frederiksens overtagelse af formandsposten, var beskæftigelsesministeren ifølge Kim Kristensens nye bog overbevist om, at Helle Thorning-Schmidt forsøgte at køre Nicolai Wammen eller Bjarne Corydon i stilling som afløser. Foto: Mette Frederiksen / Facebook

Den danske statsministers navn er i februar første gang blevet nævnt i forbindelse med de topposter i EU, som skal besættes i løbet af det næste halve år, og fra da tager spekulationerne fart. Helle Thorning Schmidt fremføres som kandidat til formandsposten for Det Europæiske Råd. Rådet er det forum, hvor alle medlemslandenes regeringschefer mødes, inklusive formanden for Europa-Kommissionen. Og skulle det glippe, kan statsministeren altid udnævne sig selv til EU-kommissær, når Connie Hedegaard (K) stopper samme sommer som klimakommissær. Selv gentager statsministeren til hudløshed, at hun er »glad for at være statsminister i Danmark«, og det vil hun blive ved med at være, selv om ingen selvfølgelig tror på det. Som med alle udnævnelser til politiske topposter er du ikke kandidat, førend du får jobbet. Sådan er det.

Det er dog ikke spekulationerne om snarligt at måtte sige farvel til Helle Thorning-Schmidt, som bekymrer Mette Frederiksen. Ved det socialdemokratiske formandsvalg i 2005 stemte beskæftigelsesministeren på Helle Thorning-Schmidts modkandidat, Frank Jensen. Det er spekulationerne om, at statsministeren i givet fald kan finde på at udnævne Bjarne Corydon til sin efterfølger på bekostning af hende. Som i 1972, hvor daværende statsminister Jens Otto Krag (S) til alles overraskelse trådte tilbage og selv udpegede Anker Jørgensen (S) som efterfølger. Bekymringen forstærkes af, at finansministeren både er populær hos statsministeren og vicestatsminister Margrethe Vestager. Stillet over for et fait accompli vil Mette Frederiksen i givet fald skulle vælte sin egen statsminister for at få nøglerne til Statsministeriet.

Hvordan vil Enhedslisten stille sig i den situation, lyder spørgsmålet til Pelle Dragsted fra Mette Frederiksens folk. Vil liste Ø som sædvanlig ikke blande sig i, hvem der bliver statsminister, blot det er en socialdemokrat? Eller vil Enhedslisten modsætte sig, at den selvsamme Bjarne Corydon, hvis handlinger netop har fået partiet til at overveje et mistillidsvotum til regeringen, bliver det? 

Det er ikke første gang, at Enhedslisten har fået en underhåndshenvendelse fra folk tæt på Mette Frederiksen om finansministeren. Da det kommer frem, at partiet i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2013 tilsyneladende blev forholdt de nye – og højere – tal for, hvor mange langtidsledige der stod til at miste dagpengene i første halvdel af året, var det magtpåliggende for beskæftigelsesministeren at sikre sig, at støttepartiet rettede sin vrede mod den rigtige. Det var Bjarne Corydon, og ikke Mette Frederiksen, som havde det endelige ansvar for at godkende tallene, lød det. Hvilket kom belejligt for partiets egne overvejelser om det betimelige i at gå efter beskæftigelsesministeren, der netop opfattes som værende i opposition til finansministeren internt i regeringen. 

Salget af DONG i 2013 mobiliserede store demonstrationer foran Christiansborg. “Det var Bjarne Corydon, og ikke Mette Frederiksen, som havde det endelige ansvar for at godkende tallene” lød det fra daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der forsøgte at afbøde Enhedslistens vrede over beslutningen. Foto: Margit Kristensen.

Pelle Dragsted bliver først nu opmærksom på, at regeringen godt kan skifte statsminister, hvis bare dronning Margrethe har den opfattelse, at der ikke vil være et flertal mod denne. Det var det, som Uffe Ellemann-Jensen forsøgte i 1992 efter Tamil-rapporten og Poul Schlüters afgang – blot for ved den lejlighed at blive stoppet af hoffet. Modsat i 1972 havde De Radikale udtrykt ønske om en dronningerunde, hvilke betød, at Venstres formand ville have et flertal imod sig, hvis han kom til at stå ansigt til ansigt med Folketinget. (Uffe Ellemann-Jensen håbede på den måde at give den konservative finansminister Henning Dyremose tid til at samle opbakning bag sig).

»Enhedslisten afliver kup-scenarie,« hedder overskriften derfor 4. april 2014 på netavisen Altinget. Artiklen beskriver, hvordan der i den socialdemokratiske folketingsgruppe har været frygt for, at den »kompetente, men politisk omstridte finansminister« skulle blive udpeget som Helle Thorning-Schmidts afløser. 

»Vi vil naturligvis ikke blande os i, hvem socialdemokraterne vælger som deres næste formand, hvis Helle Thorning forsvinder,« siger Stine Brix. »Det er alene socialdemokraternes valg. Men jeg vil da gerne sige klart, at vi ikke vil medvirke til, at der bliver udpeget en person, som åbenlyst ikke har opbakning i Socialdemokratiet til at varetage posten som statsminister. Det ville være en uholdbar og ustabil politisk situation.«

Samtidig citerer artiklen »kilder« for, at Enhedslisten vil give den melding i en dronningerunde, og partiet vil om nødvendigt være parat til at lade vicestatsminister Margrethe Vestager tage over i nogle uger, hvis Socialdemokratiet skal vælge en ny formand efter Helle Thorning-Schmidt.

Da det kommer til stykket, er timingen forkert for den danske statsminister, og valget falder på Polens liberale regeringschef, Donald Tusk, som formand for Det Europæiske Råd, mens Helle Thorning-Schmidt ender med at udpege Margrethe Vestager som EU-kommissær. Men Enhedslisten har for første gang gjort det klart, at partiet ikke længere peger betingelsesløst på en socialdemokratisk statsminister. Og ikke bare det. Forløbet har sat gang i tankerne hos Pelle Dragsted.

Enhedslisten har for første gang gjort det klart, at partiet ikke længere peger betingelsesløst på en socialdemokratisk statsminister.

Den politiske rådgiver undrer sig over, at partiet aldrig har forsøgt at få noget for sine mandater i dronningerunden. I 2011 har Enhedslisten ikke bare anbefalet Socialdemokratiets formand som forhandlingsleder. I brevet, Frank Aaen og Pernille Skipper afleverer til statssekretæren under besøget på Amalienborg, har de skrevet »statsminister«. Hvorimod De Radikale ledsager anbefalingen med ønsket om, at Helle Thorning-Schmidt danner en »koalitionsregering, der vil samarbejde bredt i Folketinget«.

Pelle Dragsted beder Folketingets bibliotek finde materiale frem om statsretten og får professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen til at udlægge teksten, for til sidst at lave et kompendium, som beskriver processen omkring regeringsdannelser. De skrevne og ikke mindst uskrevne regler. Næste gang Enhedslisten får chancen for at pege på en socialdemokratisk statsminister, vil denne ikke længere få udstedt en blankocheck. Partiet vil tage sig betalt.

Spørgsmålet er kun hvordan?

Bogen ‘Det Hærdede Stål’ er udgivet på Momenta Forlag, og kan erhverves fra 20. september 2019


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.