Storebededagsopgøret – Tid til at tage tiden tilbage

I disse dage raser slaget om regeringens planlagte tyveri af Store Bededag. En højt skattet fridag blandt lønmodtagerne, fordi den gælder for alle og kan planlægges som fælles familiedag, og ikke mindst så er det en forlænget weekend i foråret. Derfor vækker det stor vrede, når regeringen kommer som en tyv om natten og fjerner fridagen med et snuptag.

Fagbevægelsens topfolk har endelig taget handsken op, og går fuldtonet og enigt imod den regering, de selv støtter. Det gør de, fordi de godt ved, at deres medlemmer aldrig vil tilgive dem, hvis ikke de råber højt og står fast. Det er befriende og godt for lønmodtagerne, at fagbevægelsen langt om længe kommer ind i kampen om arbejdstiden, også selvom nogle af de faglige topfolk mest er sure over, at de ikke er blevet spurgt i forvejen.

Og fagbevægelsens protester har jo på rekordtid samlet sig i en eksplosiv cocktail af over 300.000 underskrifter fra medlemmerne (pr. 19.1) og presset oppositionspartierne sammen til måske at fremtvinge en folkeafstemning, hvis ikke regeringen bøjer af. Det kan jo være, at vi lige om lidt skal til dette årtusinds største demonstration på Christiansborgs Slotsplads, og det vil kun være benzin på det bål som fagbevægelsen har antændt, men som vil være ganske svært at slukke igen, fordi det handler om meget mere end Store Bededag.

Vreden stikker dybere

For vreden har langt dybere og bredere årsager end dem, der udspiller sig i medierne. Igennem de seneste ti år er der opsparet stor vrede og frustration over, at arbejdstiden presses hvert eneste minut, vi er på job, samtidig med at vores arbejdsliv er blevet voldsomt forlænget gennem højere pensionsalder og smadringen af efterlønnen. Det forstærkes af lange transporttider og stadig mere flydende grænser mellem arbejde og fritid, hvor lønmodtagerne ikke længere kan få familie- og fritidsliv til at hænge sammen, fordi arbejdet fylder i tid, krop og hoved.

Lønmodtagerne arbejder ganske enkelt hårdere og længere, og det bliver værre år for år. Det kan vi læse i statistikerne fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø over antallet af folk, der bliver fysisk og psykisk nedbrudte af deres arbejde. Det kan vi se i antallet som får senior og Arne-pension. Når fagbevægelsen i lang tid ikke har været i stand til at forsvare medlemmerne mod det øgede pres fra arbejdsgivere og politikere – og et stykke hen ad vejen har købt ind på ideen om stadig mere produktivitet i bytte for lidt mere i løn – så bliver utilfredsheden blot til en indre frustration og en ydre passivitet.

Men passiviteten er ved at forandre sig til krav om at tage kontrollen over livet og arbejdstiden tilbage. Der er et bredfølt og dybfølt ønske ude blandt lønmodtagerne om, at vi skal have mere styr på arbejdstid og arbejdspres. Ønsket har forskellige udtryk for forskellige grupper af lønmodtagere. For eksempel ønsker kontorfolk mest, at mængden af digitalt krydspres og øget tilgængelighed i fritiden kommer under kontrol, mens det for bygningsarbejdere handler en kortere arbejdsdag for at holde til det hårde, fysiske arbejde. Fælles for alle er ønsket om mere kontrol med tiden og mindre arbejdstid.

Krav om kortere arbejdstid

I løbet af de seneste år er der vokset forslag og konkrete forsøg med kortere arbejdstid frem i både Danmark og i udlandet. En række vidensarbejdspladser har gennemført 4 dages arbejdsuge og de beretter om stor vækst i arbejdsglæde, bedre arbejdsmiljø og ikke noget produktivitetstab. I Odsherred kommune har man indført 4 dages arbejdsuge som en mulighed, men dog uden at arbejdstiden samlet set er forkortet. Det er medarbejderne glade for, fordi de kan spare transporttid og selv planlægge livet bedre.

I fagbevægelsen er kravet om kortere arbejdstid ved at få vinger. Kravet om 30 timers arbejdsuge er blevet rejst af faglige græsrodsaktivister siden 2017, men uden at få fat, fordi modstanden fra fagtoppen har været massiv. Men nu er krav om 4 dages arbejdsuge blevet mere mainstream. Det fremføres som fagbevægelsens næste milepæl af Teknisk Landsforbunds formand Jannik Frank Petersen, og ligeledes har formanden for HK Privat Østjylland Søren Sørensen i en årrække kæmpet for, at det kommer på dagsordenen i HK. Bygningsarbejderne har det som et af deres vigtigste OK-krav, selvom det næppe indfries ved denne overenskomst, hvor løn fylder det hele.

Kravet om 4 dages uge er endnu ikke konkret formuleret, og der udestår selvfølgelig spørgsmål om, hvorvidt det skal være en reel forkortelse af arbejdstiden eller blot færre men længere arbejdsdage. Ligeledes er det endnu ikke skarpt formuleret, at en arbejdstidsforkortelse skal være med fuld lønkompensation, da det ellers er urealistisk for de fleste lønmodtagere. Og for mange ansatte, særligt dem i det offentlige, så handler kortere arbejdstid lige så meget om, at arbejdsopgaverne reduceres tilsvarende, og nye kolleger ansættes. Men selv om der ikke er et fælles præcist krav, så er der en bevægelse i gang, som blot vil vokse sig stærkere i tiden der kommer.

Tag tiden tilbage

Spørgsmålet om tid kan ikke reduceres til blot et spørgsmål om kortere arbejdstid. Det handler også om at have kontrol over mængden af arbejdsopgaver og at kunne modstå presset fra arbejdsgiverne om stadig øget produktivitet.

Konkret er kampen om arbejdsmiljøet blevet stadig vigtigere for lønmodtagerne, fordi der er brug for værn mod arbejdsgivernes uhæmmede krav. I dag kan arbejdsgiverne frit slide, nedbryde og forbruge arbejdskraften uden nogen form for repressalier fra myndighederne. Det har medført et brutaliseret arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne kører efter en brug og smid væk model, som arbejdsgiverne kynisk udnytter og forsvarer med undskyldninger om verdens lykkeligste arbejdsmarked, fordi der ingen konsekvenser er.

At spørgsmålet om tiden er et altdominerende tema for lønmodtagerne kan genkendes i HK’ernes bud på de vigtigste overenskomst-spørgsmål. Selvom løn naturligvis fylder mest lige nu på grund af den enorme inflation, så kommer arbejdsmiljø og arbejdstid på en klar andenplads. Det kommer det også til at være fremover.

Opgøret om Store Bededag er en tabersag for regeringen og en klar vindersag for fagbevægelsen, og den kan og må ikke tabes, hvis fagbevægelsen står fast og bruger den kollektive styrke, vi besidder, nøjagtigt som det udspiller sig i disse dage i mobiliseringen af medlemmerne til underskrifter og demonstrationer. Men det er også bebudelsen af, at arbejdstid bliver det næste store opgør lønmodtagerne skal have med arbejdsgiver.

Det er tid til at tage tiden tilbage.