Der er brug for et opgør med sundhedsvæsenets forskelsbehandling af etniske minoriteter

I Danmark har vi et offentligt sundhedsvæsen, som mange lande kun kan misunde. Vores skattekroner går til, at vi alle – uanset indtægt – kan komme til på lige fod. Men skraber man i overfladen og kommer lidt ned i det faglige, kan vi se, at der er stor forskel på, hvem vi er – og dermed hvordan vi bliver behandlet af alt fra praktiserende læger til plejepersonale. Her har kultursammenstød skabt grøfter, som de færreste taler om, men man ved eksisterer.

Kulturel forskel

Har du nogensinde hørt om begrebet “etniske smerter”? Det er et stærkt stigmatiserende begreb, der florerer i den sundhedsfaglige verden. Det dækker over personer med etnisk minoritetsbaggrund, der bliver opfattet, som om de – rent ud sagt – ‘skaber sig’. I den sundhedsfaglige verden véd stort set alle, hvad såkaldte ‘etniske smerter’ er – men ingen kan rigtigt forklare, hvad det præcist dækker over.

Smerte bliver kulturelt udtrykt forskelligt. Og I Danmark er vi tilbageholdende med at udtrykke smerte, hvis vi eksempelvis sidder i et venteværelse hos lægen. Sådan er det ikke andre steder i verden, hvor dét at udtrykke følelser er helt naturligt. Det leder desværre til, at nogle i den sundhedsfaglige verden mener, at de mennesker – der udtrykker sig ‘for meget’ – skal have mindre hjælp, da det ‘bare’ ses som såkaldte etniske smerter, og en mistro over for patienten om, at han eller hun skaber sig for enten at få opmærksomhed, medicin eller noget tredje. Det er altså ikke et udtryk for alvorlige problemer.

Ubehandlede sygdomme

Forestil dig, hvis man som dansker skulle have lægehjælp i et andet land, og ens kulturelle udtryk stod i vejen for, at man kunne få den hjælp, fordi man udtrykte sig ‘for lidt’? Hjælp burde ikke komme an, på hvordan vi siger “av”, eller om lægen tror, vi overdriver. Det burde komme an på en undersøgelse.    

Problemet forværres, når den enkelte med minoritetsbaggrund skal kæmpe for at blive forstået og accepteret i sundhedsvæsenet. Bliver man først afvist det ene sted, begynder man at “shoppe læge” og bliver mere og mere frustreret i mødet med sundhedspersonalet. Det leder til en endnu større stigmatisering, da den enkelte blot opfylder fordommene om de ‘etniske smerter’. Og sådan kan vi gå i ring.

“Skal vi problemet til livs, handler det først og fremmest om at sætte kulturel forståelse meget højere på dagsordenen, og at både sundhedsuddannelserne og efteruddannelser bør ruste sundhedspersonalet bedre.”

Der findes adskillige skrækhistorier om netop dette. Mennesker, der går i årevis med alvorlige sygdomme, som ikke bliver opdaget eller taget alvorligt, fordi de ryger i en kasse. Det er ikke kun et problem for etniske minoriteter, men sker mange steder i samfundet. Problemet er bare, at det er svært at skjule sin hudfarve eller accent. Og kommer man ind i venteværelset hos en læge, der tror på ‘etniske smerter’, så er du allerede bagud med at overbevise lægen om, at der faktisk er noget grueligt galt.

Mere fokus på kulturelle forskelle

Vi er alle forudindtagede i større eller mindre grad. Det kan ingen sige sig fri af. Bankrådgiveren, advokaten, buschaufføren og ja, lægen, er forudindtaget, når de ser dig. Problemet er, når der handles på det, og det samtidig handler om liv eller død.

Skal vi problemet til livs, handler det først og fremmest om at sætte kulturel forståelse meget højere på dagsordenen, og at både sundhedsuddannelserne og efteruddannelser bør ruste sundhedspersonalet bedre.

Dernæst skal det undersøges – i hvilke situationer, patienter med etnisk minoritetsbaggrund ikke har lige adgang til eksisterende sundhedstilbud (både forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser) på baggrund af eksempelvis manglende sproglige kompetencer.