Svar til Esben Maaløe – Haves: Holdninger. Søges: Konsekvens

Esben Maaløe skal have tak for sit indlæg på Solidaritet 17. marts, hvor han i pagt med sin ledetråd ”Haves: partier. Søges: venstrefløj” går i rette med SF og Enhedslisten. Maaløe konstaterer, at ”venstrefløjens hede drømme om en plads ved bordet åbenbart skal opnås gennem ”ansvarlig” middelmådighed”, og at ”man ikke kan være socialist i et kapitalistisk samfund uden på en eller anden måde også at være på tværs – og det er det, de to partier på hver sin måde søger at undgå…”.

Belægget for Maaløes opfattelser angiver han som, at ”SF har stemt aktivt for forringelser for de svagest stillede, og Enhedslisten har medvirket til finanslove, som på grund af de øgede afgifter på rygning har øget uligheden. “Så ryger de mindre”, lyder argumentet. Ingen af partierne ytrer nogen særlig højlydt kritik af forvaltningsregimet i landet, men stemmer gladeligt for love, der giver dette regime større skønsrum over borgerne. Begge partier har aldeles droppet enhver analyse af NATOs rolle i Ukraine-krigen…”

Den kritik Maaløe fremsætter ræsonnerer på lange stræk med den uro, som SF oplevede i de turbulente Villy Søvndal-år. Det havde nær havde kostet partiet livet.

Siden har Enhedslisten oplevet sin egen ’modernisering’ af partiet. Den satte ind omkring 2012 og er foreløbigt kulmineret i, at en del af EL’s interne opposition har samlet sig i organisationen ”Venstrefløjen”, efter at ”Græsrodsnetværket” splittedes på grund af divergerende holdninger til Ukraine-krigen, ligesom der var uenigheder om, hvor store muligheder der var for oppositionelt arbejde i Enhedslisten.

Hvad dælen nøler I for?

Nu er der tilsyneladende røre i SF’s interne andedam foranlediget af det, der opleves som partiets tøvende og svage respons på Israels folkemorderiske fremfærd i Gaza. Også i dele af EL hersker der en vis uforståenhed over for hovedbestyrelsens og dele af folketingsgruppens holdninger til Gaza-krigen, som en hel del tilsyneladende opfatter som nølende og overforsigtige.

Derimod har Trine Pertou Machs og Leila Stockmarrs klare, skarpe og utvetydige udtalelser og holdninger til gengæld vundet stor genklang hos menige partimedlemmer. De kritiske røster i EL mener, at selvom f.eks. Trine Pertous Machs udtalelser naturligvis tegner partiets officielle holdninger, ønsker man, at partiets politiske ledelse, hovedbestyrelsen, træder i karakter. De skal ikke – som det opfattes i dette spørgsmål – nærmest være bange for sin egen skygge, måske af frygt for på nogen som helst måde at kunne sættes i forbindelse med terror.

For selvom man har udsendt et par udtalelser 14. og 22. oktober sidste år, har krævet anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat og modsat sig danske våbenleverancer, der kan bruges af Israel, har EL ikke som parti direkte støttet en af de største folkebevægelser i nyere tid – nemlig demonstrationerne mod Israels uhyrligheder i Palæstina.

Det har til gengæld mange partiafdelinger, menige medlemmer, og man har ovenikøbet set flere af partiets folketingsmedlemmer deltage i demonstrationerne. For det må da være muligt både at støtte demonstrationerne og tage afstand fra terror? 

Må man tale med Hamas?

Maaløe citerer de utilfredse SF’ere for kritik af ”Hønge og partitoppen … for en ukonstruktiv holdning til borgerforslaget om våbenhvile, for at dæmonisere propalæstinensiske fredsdemonstranter, og for at afvise dialog med Hamas, med bemærkning om at de er “nogen der bare skal slås ned”. Hamas er ikke kun en kamp- eller terrorbevægelse, men også det politiske parti, der regerer i Gaza.”

Her træder Maaløe og SF-kritikerne på en øm tå: Hvor langt skal man gå i forhandlinger med en politisk enhed, der almindeligvis af venstrefløjen opfattes som et reaktionært, religiøst foretagende, der deltager i terrorhandlinger, men som også støttes af mange i den palæstinensiske befolkning?

Den problemstilling kostede i 2014 Enhedslistens Christian Juul udenrigsordførerskabet, da han i sin tid skrev, at man ikke i længden ville kunne komme uden om at forhandle med Islamisk Stat. Men selv Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik har jo i et interview i den norske avis Morgenbladet ifølge Informations leder ”Det indlysende synspunkt” 23. marts sagt, at man på ”et eller andet tidspunkt må snakke med Hamas…”

At bide sig fast i bordet kan føre til tandløshed

De interne forhold og diskussioner i SF er ikke videre kendte for mig, men for EL’s vedkommende har hele ’moderniseringsprocessen’ jo rejst det for socialistiske partier – der har radikale samfundsforandringer som eksistensberettigelse og mål – centrale spørgsmål om, hvor politik opstår: Spørgsmålet om forholdet mellem parlamentarisk og udenoms-parlamentarisk politik og den dermed forbundne organisationsform.

Tæt forbundet med disse centrale spørgsmål står naturligvis også vurderingerne af, hvilken indflydelse på styrke- og magtforhold socialistiske partiers parlamentariske ageren har, og hvor hårdt man skal forfølge en grundlæggende kritik af kapitalismen.

I en skandinavisk sammenhæng bliver forholdet til Socialdemokratiet derfor centralt, og her har Maaløe fat i en lang ende: Hvis ens parlamentariske virke er koncentreret om at blive regeringsduelig eller bide sig fast i bordet, som SF jo har formuleret det, risikerer man, at tænderne bliver hængende i bordet – man bliver med andre ord tandløs.

Men blot at kalde et alternativ til denne strategi for ‘mere venstreorienteret’ er ikke i sig selv nogen garanti for, at det er et bedre alternativ. At kalde noget for ‘venstreorienteret’ giver ikke dette noget et reelt indhold.

Uenighed i konklusionen er ikke mangel på analyse

Der er imidlertid et andet kritikpunkt i Maaløes artikel, som fortjener en nærmere diskussion. Det er udsagnet om, at ”begge partier har aldeles droppet enhver analyse af NATOs rolle i Ukraine-krigen…”. Jeg kan heller ikke her udtale mig om SF’s interne diskussioner, men for Enhedslistens vedkommende er udsagnet lodret forkert.

I Enhedslisten har der været meget ophedede og langvarige diskussioner om forståelsen af krigen i Ukraine, den forudgående historie og de konklusioner, man må drage af det russiske overfald. Disse diskussioner har resulteret i, at det, der ser ud som et flertal i partiet er kommet til den konklusion, at NATO i den nuværende situation er det eneste sikkerhedspolitiske alternativ i vores del af verden.

Esben skriver om partiets holdning til krigen i Ukraine, at ”her trives storladne drømme om, at Ukraine bare kan ofre sig til sidste blodsdråbe med vores våben i hånd under overskrifter som “en skudsikker løsning“” eller ”begge partier har aldeles droppet enhver analyse af NATOs rolle i Ukraine-krigen, og NATOs rolle har ellers været aldeles konstruktiv, når det gælder at fremkalde den væbnede konflikt”. Det er han uenig i. Men det er noget ganske andet end, at der ingen analyse har fundet sted.

Det ligger nemlig sådan, at hvis man opfatter krigen i Ukraine som et spørgsmål om en stats ret til at eksistere og til selvbestemmelse, så følger også deraf, at man må sætte alle kræfter ind på at støtte det pågældende land. Uden nølen og med de midler, der skal til for, at dette land kan forsvare sig. Og det er det, der står i Dragsteds, Villumsens og Clausens indlæg på Altinget.

Her er der med andre ord ikke, som Maaløe synes at mene, tale om ’højredrejning’, men om rettidig omhu i en tid, hvor selv store europæiske lande har svært ved at bekvemme sig til at yde den fornødne støtte.

Denne utvetydige opbakning til Ukraine står naturligvis ikke i modsætning til en vurdering af den rolle, NATO ellers på globalt plan har spillet som den liberale kapitalismes bevæbnede arm – også i årene efter kommunismens kollaps.

Men man gør i den forbindelse klogt i at holde sig for øje, at NATOs udvidelse i høj grad var en funktion af en række østeuropæiske landes bitre og blodige erfaringer gennem flere århundreder med et ekspansionistisk russisk imperium – uanset dettes politiske farve. Der var således ikke tale om en ’indlemmelse’ i NATO, men om en frivillig tilslutning med overvældende folkelig opbakning.

Konsekvens savnes

Endelig er der Maaaløes udsagn ”i Enhedslistens officielle udmeldinger savnes enhver NATO-kritik. Til gengæld har man proklameret en behørig lunkent formuleret tilslutning til NATO-projektet.” Det må være dokumentet ”Hovedbestyrelsens opsummering og konklusioner på debatten om Enhedslistens forsvars- og sikkerhedspolitik”, som Maaløe her går ud fra.

Heller ikke her rammer Maaløe plet, for det er ikke lunkenhed, som præger dokumentet. Der savnes snarere en tydeligere konsekvens i hovedbestyrelsens opsummering, som den man finder i flere læserbreve og udtalelser fra Enhedslistens ledende folk.

Uden at gå i detaljer er Enhedslistens opfattelse ifølge dokumentet den, at godt nok er målet at melde sig ud af NATO, men så længe der ikke findes en anden sikkerhedsarkitektur i Europa, giver det ikke mening at melde sig ud af NATO. Og så længe man er medlem, vil man modarbejde deltagelse i angrebskrige og rustningskapløb, fremmede baser på dansk jord osv. Derudover skal Danmark ”søge alliancer, som kan sikre os i tilfælde af angreb fra en militær overmagt”.

Sammenholder man de forskellige udsagn om NATO i hovedbestyrelsens vedtagelse, er det svært at undgå at sidde tilbage med en tolkning om, at EL faktisk godt ved med sig selv, at Rusland for tiden udgør en aktiv og uberegnelig trussel mod sikkerheden lokalt i Europa. Derfor er NATO det eneste alternativ. Men man er udmærket klar over, at NATO på globalt plan er den liberale kapitalismes politibetjent og jernnæve.

Denne dialektiske tænkemåde kunne afgjort have fået en mere fremtrædende og udtrykkelig plads i dokumentet. Men hovedbestyrelsen har måske ment, at man skulle gå forsigtigt frem for ikke at støde de strømninger i partiet fra sig, der står for en mere traditionel pacifistisk holdning. Ved at fare forsigtigt frem håber man formentlig at kunne gøde jorden for en klarere og mere konsekvent forsvarspolitik senere hen.

Når der i dokumentet står, at Danmark skal “søge alliancer, som kan sikre os i tilfælde af angreb fra en militær overmagt”, betyder det vel, at man anerkender, at den nuværende geopolitiske situation er noget vanskeligere, end Danmark selv kan håndtere, og det er derfor, at EL ikke vil melde Danmark ud af NATO.

Man anerkender altså NATO som en organisation, der kan beskytte Danmark. Heraf følger vel også, at man er nødt til at gøre op med sig selv, hvor langt man vil strække sig med hensyn til depoter, fremmede tropper osv., for man kan jo ikke være med i en alliance uden at yde noget eller gå på kompromis, uanset om man så stræber efter en fremtidig anden sikkerhedsarkitektur. Men der jo intet, der politisk hindrer Danmark i både at være med i alliancen og hævde sin suverænitet.

Europa – alene hjemme

Et andet område, hvor virkeligheden måske har overhalet dokumentet, er spørgsmålet om EU og forsvar, hvor man bl.a. skriver, at ”truslen fra Rusland kan ikke retfærdiggøre yderligere oprustning i EU, hvor medlemslandenes samlede udgifter til militær er flere gange større end Ruslands”.

Her savnes dels en analyse af, hvorledes NATOs forsvarsudgifter er fordelt mellem organisationens medlemslande – en gennemsnitsbetragtning siger ikke noget om de LOKALE forhold. Her må man desværre nok give Trump ret i, at de europæiske NATO-lande efter Sovjets ophør har kørt på frihjul – ellers ville man vel heller ikke for Danmarks vedkommende nu skulle bruge utallige milliarder på bare at rette op på forholdene?

Men i dokumentet savnes der også en analyse af forholdet mellem USA og Europa (forstået som EU), der forholder sig til tre grundlæggende elementer i amerikansk politik med betydning for Europas sikkerhed: Allerede under de foregående præsidenter inden Trump var det tydeligt, at USA var ved at vende ansigtet bort fra Europa mod Stillehavsområdet og Det Indiske Ocean.

Trump rystede jo ikke alene NATO – men alle dem der ser USA som deres beskytter – da han rejste tvivl om USA’s medlemskab af NATO. Dette sendte chokbølger gennem den politiske og militære elite i Europa og var årsag til en frygt, der næres af udsigterne til, at Trump vender tilbage som præsident. Og de har fået yderligere næring efter Trumps nylige udtalelser om, at USA under ham ikke vil komme et medlemsland til undsætning, hvis ikke medlemslandet betaler det, det koster.

Hvor stiller det NATO, Danmark og Enhedslisten? Hvis EL de facto anerkender NATO-medlemskabet som uundværligt lige nu, og NATOs hjørnesten USA viser sig at være upålidelig, hvor skal Danmark så vende sig hen?

Det andet element er, at uanset om vi vil det eller ej, hviler opfattelsen af ultimativ sikkerhed i vore dage på besiddelsen af atomvåben, og i EU er det kun Frankrig, der har sådanne våben. Dem vil de aldrig nogensinde afgive den suveræne kontrol med. Hvis USA bliver for usikker, er man så ikke nødt til at satse på EU og for vort vedkommende også på Norden? Det betyder oprustning, for uden USA så bliver den ellers noget luvslidte russiske bjørn lige pludselig meget farligere. Måske skal Europa til at vænne sig til at være alene hjemme?

Det tredje element er den europæiske afhængighed af det efterretningsmæssige samarbejde med USA. Uden det vil de fleste europæiske lande være mere eller mindre blinde eller døve efterretningsmæssigt. Har Europa den politiske vilje og ressourcer der skal til for eventuelt at erstatte dette samarbejde?

Faren for militarisering

Bag alt dette lurer naturligvis faren for en militarisering af samfundet og fremkomsten af en egentlig militaristisk ideologi, noget som statsministeren bevæger sig farligt tæt på, når hun udtaler sig i bombastiske vendinger eller smilende sætter sig op i jagerfly.

Her bør SF og EL virkelig være på vagt og gribe ind, så snart en geopolitisk funderet forsvarsvilje kammer over i krigshysteri. Et dansk territorialforsvar er en nødvendighed, men under stram civil, parlamentarisk kontrol. Det er opskriften på både at have et forsvar og undgå militarisme.

Man kan sammenligne det indlæg, som Pertou Mach, Søndergaard og Finn Sørensen 5. januar havde i Politiken og det nylige indlæg i Altinget af Dragsted, Villumsen og Clausen. Det sidstnævnte indlæg er langt skarpere og klarere i forståelsen af den geopolitiske situation og de nødvendige konklusioner, der må drages, end hovedbestyrelsens opsummering af partidebatten.

Det har som sagt formentlig spillet en ikke uvæsentlig rolle for hovedbestyrelsen, at man har følt, at man har været nødt til at tage hensyn til de mere traditionelt pacifistiske strømninger i partiet. Og det skal da villigt indrømmes, at for rigtig mange venstreorienterede har de forsvars- og sikkerhedspolitiske ændringer, som de geopolitiske skred har medført, været en meget stor mundfuld at sluge.

Men mon ikke den hastige forværring i verdenssituationen sammenholdt med først og fremmest klimakrisen vil betyde, at den endelige vedtagelse af opsummeringen, der lidt uforståeligt først skal finde sted på EL’s årsmøde i 2025, vil betyde væsentlige ændringer i den endeligt vedtagne forsvars- og sikkerhedspolitik i retning af klarhed, konsekvens og ikke mindst troværdighed? Man har da lov at håbe.