Svar til Niels Frølich: Med det andet ben i luften

Svar til Niels Frølich: Med det andet ben i luften

19.marts 2021

Af Reinout Bosch

Det er lettere at forestille sig verdens ende, end kapitalismens endeligt. Udsagnet, hvad enten det er Jameson eller Žižek, der er ophavsmanden, har næsten opnået klassikerstatus, som en beskrivelse af vores nuværende politiske morads. En sump der trækker os længere ned, jo mere vi kæmper for at komme frem. Som diagnose af venstrefløjens sindstilstand skylder udsagnet sin popularitet, at det formentlig diagnosticerer korrekt.

For enhver lidelse gælder det først og fremmest om at anerkende dens eksistens, før behandling kan påbegyndes. Men mens vi nok har anerkendt, at ’vælgerne’ har svært ved at forestille sig alternativer, forbliver vi blinde for det faktum, at det i lige så høj grad gælder os selv.

Niels Frølich skrev for nylig i Kritisk Revy ​​ om venstrefløjens manglende samling og manglende program i en vidtfavnende analyse af Enhedslistens nuværende tilstand. For når der her tales om venstrefløj, er det den revolutionære og organiserede forstås.

​​ 

Afklaringen og navngivningen af fløjene er det første problem, Frølich støder på i analysen. For når ikke disse selv træder frem med et afklaret program, er det at taste i mørket, at definere deres grænser, deres center, eller deres periferi. Når særligt Enhedslistens venstrefløj er et vagt koncept, skyldes det, ifølge Frølichs gennemløbende pointe, manglen på politisk afklaring og formuleringen af et program.

At afklaringen opnås og programmet udarbejdes, er de store ønsker, som forfatteren fremsætter. Med andre ord, er der behov for fremlæggelsen af en alternativ strategi. Problemet er, at en sådan ikke findes.

At finde svar

Det glæder mig, at vores arbejde i Enhedslisten-København fremhæves som et af de små lyspunkter, i en ellers lidt nedslående analyse. Resultatet, et bedre samarbejde mellem borgmester og bagland, efterlader dog meget tilbage at ønske.

Det står som et tydeligt eksempel på ’Enhedslistens venstrefløjs’ manglende handlekraft, også i de situationer, hvor ’Christiansborg’ kan være langt væk.

Problemet er sådan set lige til. Hvad Frølich beskriver som Christiansborg-fløjen har en klar og udarbejdet strategi. Langsom fremgang i parlamentariske organer, med mål om at hjælpe stadig flere befolkningsgrupper i deres kamp mod velfærdsnedskæringer, samtidigt med præsentationen af spiselige reformer på det grønne område. En strategi, der på trods af, at den hverken rejser eller besvarer tidens store udfordringer, og ikke byder andet perspektiv end at trække pinen ud, har en stor tiltrækningskraft.

Ikke mindst, som Frølich fremhæver, blandt et lag af ungdommen, der synes at have internaliseret den manglende udsigt til forandring, ved at stifte en ungdomsorganisation uden et politisk grundlag. En organisation (RGU), der til trods for dette, har vist sig mere end overordentligt kapabel til at få valgt sine repræsentanter ved partiinterne valg.

​​ 

SUF er modsat et udmærket billede på den såkaldte venstrefløjs tilstand. Demoraliseret, med masser og god vedtaget politik, men uden en strategi for at bringe den til udførsel.

Massestrejken er uden for rækkevidde, i et samfund der fortrinsvis producerer høreapparater og bacon. Den parlamentariske vej blokeret af overnationale instanser som EU, IMF og Verdensbanken. Folkeopstanden er utænkelig i vores masseovervågede og gennem-militariserede stat. Og ser man mod øst (eller syd eller vest), for at finde den gryende sol, er alverdens diktaturer i skøn forening med den internationale kapital mere end villig til at drukne disse tilløb i blod. Det kan altså ikke undre, at mange melder sig ud af kampen, mens de venter på det mulige endelige sammenbrud.

​​ 

En alternativ strategi

For hver kammerat, der opgiver at kæmpe imod og lader sig suge ned i sumpen, bliver kampen sværere for de tilbageværende. Centralt er det derfor, som Frølich, at efterspørge en organisering og en samling af de radikalt demokratiske kræfter, der ikke vil stille sig tilfreds med langsommere indfasning af nedskæringerne og human retorik om de druknende flygtninge.

Det handler dog ikke bare om at få venstrefløjen til at organisere sig omkring et program. Papir har vi nok af. Det er strategien for at bringe den korrekte politik til udførsel, som halter. For at gøre dette, må vi først og fremmest indrømme, at ingen af os har svaret. At dette er noget, vi skal finde sammen.

Dernæst bør vi acceptere, at de rigtige svar på denne enorme udfordring ikke kommer dumpende ned fra himlen eller vil åbenbare sig i takt med samfundsudviklingen. Det kommer til at kræve kræfter at finde dem. Kræfter der strategisk skal prioriteres i denne retning.

Svar kan findes på mange måder. Det forudsætter mestendels andet end skrivebordsgeneraler. En sådan pluralitet i tilgangen til eftersøgningen, må være grundstenen i genopbygningsprojektet. I lyset af, at ingen venstrefløj er defineret, er forudsætningen for at samle os i vores søgen, fælles principper og fælles mål.

Derfor er græsrodsnetværket med sine vage formuleringer om mere basisdemokrati – mindre topstyring, klare politiske markeringer og en opprioritering af bevægelsesarbejdet, nok et fint sted at starte. Det er i diskussionerne inden for denne, at ansatserne til en alternativ strategi må udarbejdes. Alene derfor, på grund af sit potentiale som arnested for en egentlig opposition, kan græsrodsnetværket forvente at blive negligeret, latterliggjort og angrebet. For bag de fromme ønsker om mere inddragelse, skjuler sig forandringens trojanske hest, som massedemokratiet udgør.