Sydafrika: En sprække i tiden åbner sig

II

Næsten et halvt år senere rejser jeg tilbage til Sydafrika for at opfylde tre forskellige formål. Jeg skal ledsage min datter til Pretoria, hvor hun skal på universitetet. Hendes mor og hun har et næsten symbiotisk forhold. Derfor forbereder jeg mig på, at det kan blive en ikke helt enkel operation. Derudover er jeg fast besluttet på at forfølge mine spirituelle oplevelser fra september måned. Endelig skal jeg deltage i Cape Town Art Fair, som jeg endnu aldrig har oplevet – den manglende brik i min kæde af større kunstudstillinger i Sydafrika, på kontinentet og i verden. Ligesom jeg i drømmen med Masangos bedstefar selv bliver beskrevet som en manglende brik i noget, som jeg endnu ikke har forstået, hvad er.

Denne gang bosætter jeg mig i Westdene, som ligger i gåafstand fra Heritage centret i Sophiatown. Jeg har planlagt det sådan, at jeg ankommer lige op til en weekend, fordi jeg har besluttet mig for at gå i kirke om søndagen, selvom jeg ikke helt ved, hvad jeg skulle få ud af det.

Den søndag morgen er der mange glade mennesker i kirken. Selvom jeg er i tvivl om, hvorfor jeg er der, har jeg en god følelse i kroppen. Sang, glæde og store ord om Gud, meget rytmisk som en performance, en forestilling på et teater, en invitation ind i en anden virkelighed. De fleste er unge kvinder og mænd i 20’erne.

Midtvejs er der en pige, der synger – det begynder afdæmpet, men udvikler sig mere højstemt, og med et trylleslag er hun Stella i 1950’erne og jeg Can Themba, der sidder på afstand og beundrer hendes sang, men jeg beundrer også hende og forelsker mig i hende.

Daniel Canodiose ”Can” Themba var journalist og forfatter, og en aktiv del af miljøet i Sophiatown, bedst kendt for sine essays og noveller. I Sophiatown var han en del af det legendariske Drum Magasin, der lavede undersøgende journalistik for at afsløre virkeligheden og uligheder under apartheid. En af hans mest berømte noveller er ”The Suit”, som netop udspiller sig i Sophiatown, og fortællingen er senere blevet omsat til teater, som ind imellem fortsat opføres i Johannesburg.

I gudstjenesten i Sophiatown er der rigtig meget om Gud og Jesus hele tiden (selvfølgelig, det er jo en kirke), men jeg lægger mere mærke til de konstante cirkulerende ord og gentagende bevægelser, som fører mig ind i en tilstand af trance.

De følgende dage bevæger jeg mig mellem koordinater i det gamle Sophiatown. Jeg har egentlig besluttet mig for at sidde i haven ved heritage centret, men haven virker ikke så tiltrækkende på mig, som jeg forventer, og jeg bliver overfaldet af etnografi, men der er ikke noget at se, udover mine egne forestillinger. Jeg fortsætter mit ritual med at vandre rundt i kvarteret, det er en gammel vane, men også som et udslag af taktil viden – overbevist om, at det vil føre noget med sig. Jeg har næsten affundet mig med, at jeg ikke vil finde noget i Sophiatown. 

Jeg går forbi Odin Cinema og leder efter Can Thembas hus. Der er intet at se. Jeg er besat af tanken om Themba – at jeg er Themba og møder smukke Stella. Den manglende forbindelse. En mærkelig reinkarnation af fortiden. Efter at have været igennem de her tanker og endt op et andet sted, kommer jeg i tanke om den sorte politibetjent i ”The Road” (en sydafrikansk TV-serie om fortidens Sophiatown), der er klemt som en lus mellem to negle, men tvunget til at udføre vold imod sine egne – og da kommer jeg i tanke om, at min kones far også var politibetjent under apartheid.

Tiden står stille.

Der er noget, som jeg skal forstå.

Hvad er det, hun ikke fortæller mig?

Hele tiden vender jeg tilbage til det samme sted: Jeg leder efter noget, men jeg ved ikke, hvad det er!

Til sidst ankommer jeg til den anglikanske kirke, som er den eneste koordinat, der overlevede rydningen i 1950’erne. Der er gudstjeneste på søndage fra kl. 9.00–11.00.

En uge senere – efter en lang tur i bil fra East London ved østkysten til Pretoria for at aflevere vores datter på universitetet – er det igen søndag. Jeg er til gudstjeneste i Sophiatown sammen med min kone. Hun er ellers skræmt over, hvad der sker med mig, men hun opfatter den anglikanske kirke som et sikkert sted at være, fordi det også er den kirke, hun tilhører hjemme i East London.

Under gudstjenesten iagttager jeg de ældre mennesker i kirken – især en bestemt ældre mand. Han må have boet i Sophiatown, dengang forflytningen skete, men han ligner ikke Can Themba, og hans kone ligner heller ikke Stella. Efter gudstjenesten får jeg en guidet tur. Kirken og dens menighed er meget politisk bevidst om deres historie. En lille ny udgave af egetræet fra Berta Street vokser op ved siden af biskoppens grav (Trevor Huddleston var en vigtig figur i den gamle Sophiatown).

Min guide er overrasket over min detaljerede viden om Sophiatowns historie. En ældre dame siger om det, som skete dengang, at det var en forklædt ”velsignelse”. Hun forklarer mig om de simple forhold, hun voksede op under i Sophiatown, og hvor meget plads de fik, da de ankom til Meadowlands. Jeg ved ikke, hvorfor hun fortæller mig det – jeg siger ikke noget. Først forstår jeg ikke, hvad hun mener – da det går op for mig, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. I slutningen af gudtjenesten bliver min kone og jeg peget ud, fordi vi ikke ellers kommer i kirken, og vi bliver opfordret til at præsentere os for menigheden. Det føles meget fint og enkelt.

Jeg ved ikke, hvad jeg får ud af at være her.

Under samtalen med min guide efter gudstjenesten fortæller jeg, hvorfor jeg er kommet til kirken – at jeg har haft nogle meget stærke oplevelser i District Six og i Sophiatown, som jeg forsøger at forstå. Han siger afdæmpet, at Sophiatown er udtryk for noget mere generelt, som er sket mange steder i verden – ikke kun i Sydafrika. Han uddyber og siger, at nogle gange tror vi her i Sydafrika, at vores erfaringer er meget specielle og særlige, men det som skete her, har mange menneske været udsat for – også hvide mennesker, pointerer han til sidst, mens han kigger fokuseret på mig, som for at inkludere mig og give mig mulighed for at forklare mine oplevelser.

I Sophiatown er der en bevægelse om at finde hjem, ligesom der i District Six igennem lang tid har været mennesker, der vendte tilbage til kvarteret for at genoprette hvad tidligere blev forurettet. Det har resulteret i etablering af The Homecoming Centre, som omfatter District Six Museum, men også Star Theatre og Avalon Auditorium. I Cape Town er ”homecoming” allerede en institution, mens Sophiatown fortsat er en åben proces.

Et sammensurium af meget forskellige mennesker mødes i begyndelsen af februar for at markere årsdagen for rydningen af Sophiatown – 11. februar 1955. I 2024 er det på denne morgen planen at gå den samme rute som dengang – en distance på 15 kilometer. Jeg har ikke nogen klar forståelse for, hvad jeg går ind til, men jeg fornemmer at det er noget, jeg må gøre.

Jeg ankommer meget tidligt om morgenen, kl. 06.30, kun en anden er ankommet, en ung mand med en fortid i Johannesburgs rå narkomiljøer, det fortæller han mig om på den fuldstændig forladte gade i Sophiatown, og det virker meget tilforladeligt, selvom hans historie er brutal. Langsomt begynder andre at ankomme. Efter lang tid begynder vi at gå. Det hele er meget mere politisk end jeg havde forestillet mig – og eksplicit politisk, organiseret som en guidet tur, med forklaringer. Der er meget store interne forskelle i gruppen, og ikke alle synes interesserede i det politiske.

Først går vi gennem Westbury med mange murmalerier, som er lavet i samklang med lokale i kvarteret, men malerierne fremstår nærmere som slogans med politisk eksplicitte budskaber. Kvarteret har et blakket ry. Det er et råt sted, som fortrinsvis befolkes af farvede, der er en særlig racemæssig kategori i Sydafrika.

Hver eneste gang jeg forsøger at forstå kategorien farvet (coloured), får jeg serveret en anderledes forklaring, og derfor vedbliver jeg med at være forvirret. De farvede i Sydafrika er en kategori, der lå placeret mellem de hvide og de sorte under apartheid. De farvede havde ikke de samme privilegier som de hvide, men de havde alligevel en højere status end de sorte.

De farvede var i sit udgangspunkt ikke en homogen gruppe. Den er en blanding af efterkommere af Khoisan befolkningen og af mennesker af blandet race. Khoisan er en blanding af to forskellige etniske grupper, som menes at være den oprindelige befolkning i Kap-provinsen. Befolkningen af blandet race er efterkommere af hvide i Sydafrika og slaver fra Malaysia og Indonesien, som blev hentet til Sydafrika af hollænderne. Selvom de farvede ikke egentlig var en sammenhængende gruppe, har klassifikationen farvet med tiden dannet kultur.

De to sydafrikanske forfattere, Tessa Dooms og Lynsey Ebony Chutel, har skrevet bogen ”Coloured”, hvor de diskuterer, hvordan klassifikation blev til en kultur.

Der knytter sig en del stigmatiseringer til de farvede i Sydafrika. De beskyldes for at drive store dele af gangstermiljøet i Cape Town, og Westbury siges også at have meget narko og kriminalitet. Mange taxachauffører forsøger at undgå kvarteret af frygt for egen sikkerhed. Min nye ven fra om morgenen synes at være hjemmevant i Westbury. Han løber frem og tilbage for at holde sammen på vores gruppe og snakker med folk, vi passerer i gaderne, for at sikre at ingen bliver urolige eller føler sig provokerede. Alt synes stille og fredeligt.

Det er stadig tidlig søndag formiddag. Vi fortsætter gennem Bosmont og forbi Maraisburg Kirkegård, og derefter mod syd langs landevejen forbi New Canada Station, og efter flere timer ankommer vi til Meadowlands. Den selv samme rute de blev tvunget ud på i 1955, også den 11. februar. Jeg er meget stille det meste af tiden, mens andre taler uafbrudt.

Der var noget storslået over at gå den samme strækning og på den måde forbinde steder, der ellers ikke hænger sammen – i en by hvor alt er adskilt, og alle er segregerede. Den gruppe, jeg er en del af, er meget blandet, og alle er afslappede. Ingen synes at ville være et andet sted eller opnå noget andet. Jeg har søgt noget som dette uden at vide det. Undervejs bliver jeg opfordret til at recitere et digt, før vi skal spise uden for Chief’s House i Meadowlands.

Jeg ved ikke, om det er alvorligt ment, før de spørger, om jeg er klar, men jeg har fået tænkt på noget. Jeg laver en improvisation om at gå, have fast grund under fødderne og spise et måltid mad sammen. Bagefter er jeg nervøs, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er nogle få, der siger noget til mig, og det hjælper mig. Ved siden af mig sidder en blond pige fra Braamfontein, og vi deler nogle øjeblikkes intimitet. Vi skilles ligeså hurtigt, som vi møder hinanden. Sådan er det også med mange af de andre, selvom jeg har på fornemmelsen, at vi vil mødes igen – på samme tilfældige måde.

Efter at være kørt den samme vej tilbage med minibus til Sof’town (øgenavn for Sophiatown), begiver jeg mig direkte til New African Station og møder Kedibone. Der er ikke andre end hende og jeg. Hun er skuespiller og danser. Vi har en dejlig samtale om kunstnerisk praksis – og jeg falder for hende, men jeg er egentlig mest bare forelsket i vores samtale, og hvad vi har tilfælles, selvom vi måske er helt forskellige. Jeg vil gerne se hende igen og fortæller hende om mine projekter. Inden jeg forlader hende, giver jeg hende mit kort, og jeg håber, hun vil skrive til mig. Det gør hun ikke, men jeg ved, hvor jeg kan finde hende.