6 min. læsetid

Enhedslisten har erklæret »undtagelsestilstand«, og et nyt parti må udskyde sin præsentation. Coronavirussen fører til aflysninger af politiske møder og arrangementer.


Af Kim Kristensen

Ikke bare har coronavirussen ført til, at Folketinget har aflyst alle arrangementer, udskudt absolut ikke-nødvendige behandlinger af lovforslag og sendt de 179 medlemmer hjem.

En række partier har også valgt at lukke og slukke samtidig med, at alle offentlige skoler, uddannelser og daginstitutioner lukkede fra mandag og to uger frem. Lukningen er et led i regeringens forsøg på at mindske smittespredningen, og det private område opfordres til at følge eksemplet.

COVID-19

Solidaritet holder dig orienteret om coronakrisen, og bringer dig nyheder om epidemien fra et venstreorienteret perspektiv.

Klik her for at få et overblik

+

Enhedslisten opfordrer således i en mail – med overskriften »Corona: Enhedslisten i undtagelsestilstand« – lokafdelingerne til at følge regeringens anbefalinger og aflyse alle møder, kurser og aktioner de næste to uger. Landskontoret i Studiestræde, i det indre København, holder lukket, selv om telefonen er åben to timer hver dag, og medlemmerne opfordres i stedet til at skrive en mail.

Partiet håber stadig som planlagt at afholde årsmødet i pinsedagene fra lørdag 30. maj – mandag 1. juni; og den elektroniske urafstemning om folketingskandidaterne gennemføres som planlagt i perioden mellem tirsdagene 17. – 31. marts. Men en række deadlines forud for årsmødet – blandt andet ændringsforslag og opstilling til hovedbestyrelsen – bliver forlænget.

»Centrale aktiviteter« aflyses

Socialdemokratiet har også valgt at følge anbefaling. Ifølge Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen, sendte partiet allerede i sidste uge en mail til de organisatorisk valgte medlemmer med opfordring til at aflyse alle aktiviteter.  

»Vi har også aflyst vores centrale aktiviteter,« fortæller partisekretæren. »Og alle medarbejdere arbejder som udgangspunkt hjemme fra«.

Det samme er tilfældet med Venstre, hvor beskeden til de lokale afdelinger lyder, at »alle ikke-afholdte generalforsamlinger i kommuneforeningerne kan og bør udskydes«.

“I alt er der 898, som er konstateret smittet med coronavirus i Danmark, hvilket er en stigning på 34 fra søndag. 5.749 er blevet testet for virussen. Men det reelle antal af smittede vurderes at være langt højere end antallet af registreret smittede.”

Samtidig har Venstres Landsorganisation fået mandat til i den kommende tid efter behov at aflyse og udskyde møder og samlinger. I stedet opfordres alle i organisationen til at holde de fleste møder via telefon, skype eller anden digital tjeneste, så fysisk samvær begrænses. Partiets ansatte arbejder af samme årsag i videst muligt omfang hjemmefra, og folketingsgruppen bruger telefonmøder til afvikling af gruppemøder.

“Brug for tillid til regeringen”

Også præsentationen af Alternativets tidligere folketingsmedlem René Gades nye parti, der skulle være foregået på fredag, har måttet aflyses. Præsentationen er foreløbig udskudt til tirsdag 31. marts. Ifølge René Gade skal et parti, hvis berettigelse er »en massiv kritik af manglende gennemsigtighed og ærlighed i dansk politik«, ikke lanceres midt i en krise, hvor der er brug for tillid til regeringen.

René Gade, som ikke genopstillede ved folketingvalget i 2019 og siden meldte sig ud af Alternativet, har tidligere oplyst, at partiet vil afskaffe statsministerposten, som vi kender den, og i stedet erstatte vedkommende med en ikke-politiker, som skal være en erfaren leder udefra.

»Den 31/3 kan #Corona-situationen meget vel være lige så uoverskuelig, men alt andet lige, vil vi som befolkning have vænnet os mere til de væsentlige forandringer, Regeringen har annonceret. «, skriver han nu på Twitter.

Når René Gade på forhånd afviser at udskyde præsentationen (som vil foregå på et endnu ikke fastlagt sted i København) skyldes det kommunalvalget i 2021. Hvis partiet, som håbet, skal nå at opstille kandidater i alle 98 kommuner, så begynder det at blive knapt med tid.

Den tidligere Alternativet-politiker René Gade havde varslet planer om at stifte et nyt parti, der blandt andet ville afskaffe statsministerposten. Det er nu aflyst på grund af epidemien. Fotograf: Steen Brogaard / Folketinget

Grænser lukkes

Senest lukkede Tyskland mandag klokken 08:00 sin grænse til Danmark i et forsøg på at inddæmme smitten med coronavirus. Grænselukninger kommer ud over Danmark også til at gælde Frankrig, Østrig, Schweiz og Luxembourg. Lukningen kommer til at ligne den, som Danmark indførte over for Tyskland og Sverige lørdag.

Lukningen kommer til at ligne den, som Danmark indførte over for Tyskland lørdag. Tre personer, som var smittet med coronavirus, er foreløbig døde i Danmark. Søndag døde således en ældre person på Herlev Hospital, som havde været indlagt med flere alvorlige sygdomme herunder virussen. Lørdag døde en 81-årig, ligeledes på Herlev Hospital, og natten til torsdag døde en 80-årig i Nordjylland. Begge var smittet med coronavirus.

I alt er der 898, som er konstateret smittet med coronavirus i Danmark, hvilket er en stigning på 34 fra søndag. 5.749 er blevet testet for virussen. Men det reelle antal af smittede vurderes at være langt højere end antallet af registreret smittede. Det skyldes, at myndighederne har skiftet strategi i kampen mod virussen.

I dag er fokus på at finde de mest syge og svage patienter – altså dem, der er i risikogruppen. Derfor er det de personer – og derfor langt færre i alt – som bliver testet end tidligere, hvor coronavirussen var mindre udbredt i Danmark.

På et pressemøde søndag oplyste statsminister Mette Frederiksen (S), at 28 personer på det tidspunkt var indlagt med sygdommen, hvoraf to lå på intensiv afdeling.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.