Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
26. november. 2021

Sygeplejersker varsler kollektive opsigelser. Det har virket før – også i Danmark

Er der kollektive opsigelser på vej i sygehusvæsnet? Det er sket flere gange i historien, at sygeplejersker har sagt op i protest mod arbejdsvilkårene, og det har tidligere givet resultater i både Danmark, Island og Finland.

Luca Pristed har været talsperson for de strejkende sygeplejersker under konflikten. Nu har han fået nok af forholdene i sundhedsvæsnet, og siger sit arbejde op tirsdag. Det samme har mange andre sygeplejersker i hele landet varslet at gøre. Privatfoto.

Dansk Sygeplejeråd, DSR er ikke blevet idømt organisationsansvar, hvilket må antages at skyldes, at regeringen og Danske Regioner er bange for at provokere sygeplejerskerne. De er opfordret til igen at strejke  på mandag kl. 7.45 – 8.45 – og til at sige kollektivt op tirsdag 30. november kl. 12. Konflikten er tilspidset, men indtil nu er det kun de enkelte sygeplejersker, som har deltaget i arbejdsnedlæggelserne, der er idømt skærpet bod, ikke DSR.

Til gengæld er der nok ingen tvivl om, at Arbejdsretten vil true med bod til de sygeplejersker, der siger kollektivt op. Det er overenskomststridigt. Ifølge en sygeplejerske, der har knoklet over et år for sagen, kommer det nok ikke til at stoppe mange sygeplejersker: ’Ja, jeg tror folk vil sige op, det er nu eller aldrig. Folk kan ikke være i det, jeg kender flere der græder, når de møder ind. Det bliver en manifestation – for at sige fra og for at opretholde sundhedsvæsenet”, siger hun til Solidaritet.

‘Ned i den ternede’

De kollektive opsigelser villdog ikke være noget enestående tilfælde i danmarkshistorien. Omkring 1990 ville ledelsen på Sankt Elisabeth Hospital på Amager tage tilrettelæggelsen af arbejdstiden fra de ansatte.

“Vi skiftedes til at bemande akutafdelingerne, men ellers havde vi nedlagt arbejdet. Vi sagde til ledelsen, at vi ville sige op kollektivt, og til sidst gav de sig.”

’Vi gik ned i den ternede’ fortæller en SOSU-assistent mig. Hun var med dengang, og refererer til stolene i kantinen, der dengang havde ternede sæder. Der sad samtlige personalegrupper i mere end en måned – alle lige fra rengøring til læger. “Vi skiftedes til at bemande akutafdelingerne, men ellers havde vi nedlagt arbejdet. Vi sagde til ledelsen, at vi ville sige op kollektivt, og til sidst gav de sig”, forklarer den tidligere ansatte på det Amager- hospital.

Det var dengang, hvor der var sammenhold, siger hun til mig. “Vi vandt, og vi fik Carl Scharnberg-prisen. Forbundene betalte vores løn under foregivelse af, at vi var på kursus, og også boden.” Dengang blev det dog aldrig til en opsigelse, men truslen hang i luften.

I 1995 opsagde 232 sygeplejersker deres stillinger på Århus’ to hospitaler. Det var i protest imod Poul Nyrup Rasmussens regeringsindgreb i en overenskomststrejke. Også i 1995 blev der nedsat et hurtigt arbejdende udvalg, som skulle gennemanalysere sygeplejerskernes løn- og ansættelses-vilkår. Det blev tolket som, at de ville kunne få mere, og den daværende formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Kirsten Stallknecht, opfattede det som en sejr. DSR ønskede løn på niveau med skolelærerne, og der var mangel på sygeplejersker. 26 år efter lyder historien bekendt.

Medlemmerne protesterede blandt andet over, at de til gengæld for nedsættelsen af udvalget skulle udvise fleksibilitet. Som modsvar til de kollektive opsigelser i Århus satte arbejdsgiverne et rygte i gang om, at det ville koste hver sygeplejerske en bod på 16.000 kr.

Kollektivt kampskridt

I en ‘voldgiftskendelse’ blev sygeplejerskerne pålagt at trække deres opsigelser tilbage. Det gjorde flertallet, men 46 fra Kommunehospitalet holdt fast. Else Kayser – der dengang var fællestillidsrepræsentant på hospitalet – fortæller, at hun mødtes med dem hver dag i en måned, hvor hun skulle opfordre dem til at gå i arbejde. Hun orienterede hver dag sygehusledelsen om, at det ikke var lykkes. Chef-sygeplejersken svarede så, at hun måtte prøve igen næste dag. Det gjorde hun, alt mens hun samtidig udarbejdede individuelle beskrivelser af, hvorfor den enkelte havde sagt op, for at imødegå amtets påstand om, at det var en kollektiv handling.

“Et eller andet sted måtte der stå mellem linjerne, at Dansk Sygeplejeråd bakker mig op og støtter mig i min ret til at sige mit job op, når som helst og af hvilken grund, jeg måtte have. Men der stod ingenting mellem linjerne.”

I gruppen af de 46 sygeplejersker var der en indbyrdes accept af, at det var okay for de enkelte medlemmer at træde ud af aktionen, såfremt de ikke kunne holde til det. Men de holdt alle sammen stand. Else spurgte dem, hvordan de kunne holde til det. Til det svarede mange af dem ifølge hende, at de havde ’deres stærke mænd bag sig’, og at deres mænd selv havde erfaring med at deltage i overenskomststridige strejker. De 46 trak til sidst deres opsigelser tilbage, også selvom de havde fået andet arbejde.

DSR spillede en meget aktiv rolle ved ’indtrængende at opfordre hvert enkelt medlem til at trække deres opsigelse tilbage’, forklarer hun. Arbejdsretten truede med bod. Den kollektive opsigelse kom ikke til at virke som et kampskridt. Som et medlem er citeret for i jubilæumsbogen, Firkløveret og ildsjælene: ’Jeg tror, jeg læste det ti gange… et eller andet sted måtte der stå mellem linjerne, at Dansk Sygeplejeråd bakker mig op og støtter mig i min ret til at sige mit job op, når som helst og af hvilken grund jeg måtte have. Men der stod ingenting mellem linjerne.’

Efter at have trukket alle 46 opsigelser tilbage, lagde nogle af sygeplejerskerne kort tid efter en ny opsigelse på bordet. Da var det ikke længere som led i en aktion.

Else Kayser var i 1995 fællestillidsrepræsentant på Århus Kommunehospital, hvor hun var involveret i en arbejdsnedlæggelse på hospitalet. Den kom i protest over statsminister Poul Nyrup Rasmussens regeringsindgreb i en overenskomststrejke. I dag sidder Else Kayser i Regionsrådet for Enhedslisten. Privatfoto.

Opsigelser som politisk manifestation

Kollektiv opsigelse, der rent teknisk betegnes ‘sygeplejerskers kollektive deponering af deres autorisation’ – kan være et effektivt redskab for den faglige kamp. Allerede i 1946 deponerede sygeplejersker over hele landet deres autorisation som led i deres første arbejdskamp nogensinde. Det kom der nogle beskedne tillæg ud af. Erfaringerne fra Sankt Elisabeth Hospital på Amager i 1995, fra Island i 1999 og fra Finland i 2007 viser imidlertid, at truslen om kollektive opsigelser har virket. I Island og Finland har det også givet store lønstigninger som resultat, men det kræver massiv opbakning og deltagelse.

Idéen har historisk været at opnå indrømmelser – og få en forbedring for alle sygeplejersker inklusiv dem, der har lagt deres opsigelse. Så kan opsigelserne til gengæld trækkes tilbage. Det står uklart, hvordan opsigelserne på tirsdag bliver organiseret. Ved at ‘deponere sin autorisation’, kan man tilkendegive, at man ikke har til hensigt at søge arbejde i den private sektor eller vikararbejde. Dermed kunne aktionen manifestere politisk tilslutning til et offentligt sundhedsvæsen med krav om forbedrede vilkår og patientsikkerhed.

Jorden brænder under hospitalerne

Tirsdag aften bragte Berlingske en artikel, hvor de aktionerende sygeplejerskers talsmand, Luca Pristed, citeres for at sige, ’Giv os penge nu – eller lad folk dø.’ Pristed er rasende, og skriver på Facebook, at han aldrig har sagt som citeret. Han skriver, at Berlingske prøver at fremstille sygeplejerskerne som usympatiske, og at Berlingske går efter at så splid mellem ham og DSR.

“Siger tusindvis af sygeplejersker op, vil det være en politisk bombe, også hvis opsigelserne alene skyldes et ønske om at komme væk”

Pristed taler for, at sygeplejerskerne siger op kollektivt på tirsdag. Selv har han annonceret, at han søger nyt arbejde, fordi han ikke længere vil arbejde som sygeplejerske i det offentlige. Pristed siger til Solidaritet, at han håber opsigelserne vil medvirke til, at politikerne “sætter grundlønnen op og forbedrer arbejdsmiljøet.”

Når Luca Pristed siger op, mister sygeplejerskerne en usædvanlig modig og mobiliserende leder, der indtil nu har haft opbakning til at tale sygeplejerskernes sag, når de nedlagde arbejdet på skift en time på to-tre hverdage på hospital efter hospital over hele landet. Mandag morgen er der igen kaldt til punktstrejke på alle landets hospitaler. Luca Pristed smider håndklædet i ringen – men hvem skal så tage over?   

Siger tusindvis af sygeplejersker op, vil det være en politisk bombe, også hvis opsigelserne alene skyldes et ønske om at komme væk. Uanset omfanget af opsigelserne på tirsdag, er jorden for alvor begyndt at brænde under landets hospitaler.


Om skribenten

Adam Johansen

Adam Johansen

Pensioneret lektor og tidligere litograf.
  Læs mere