Tænketank: Dumt at beholde Radius på statslige hænder

Venstrefløjen har været bekymret for statens udsalg af selskaber. Men hvor stort set alle i dag begræder salget af et selskab som TDC, går ny tænketank nu i den modsatte grøft. »Staten er måske ikke en særlig god ejer af hovedstadsområdets elnet,« siger direktør for tænketank. Nye tal afslører, at det statsejede elnetselskab Radius er dyrere end konkurrenterne.

Af Kim Kristensen

Et nyt notat fra tænketanken Demokratisk Erhverv stiller nu spørgsmålstegn ved det økonomisk fornuftige i at fastholde elnetselskabet Radius på statslige hænder. Radius, som ejes af Danmarks største energiselskab Ørsted, tager sig nemlig ikke bare dyrt betalt for at levere strøm til forbrugerne. Selskabet er dyrere end konkurrenterne, afslører notatet. I perioden fra 2005 og til 2018 har Radius’ såkaldte nettarif svinget mellem at være 3 og 19 procent dyrere end landsgennemsnittet, og i gennemsnit er selskabet i perioden 13 procent dyrere end de andre selskaber.

»Staten har sammen med skiftende private investorer vist sig at være en dårlig ejer af Radius,« siger Magnus Skovrind Pedersen, der er udviklingsdirektør i Demokratisk Erhverv. »Først og fremmest er de dyrere end gennemsnittet. Men Ørsted har også haft problemer med sine investeringer i elnettet, og har eksempelvis haft flere afbrydelser og været langsommelige til at modernisere elmålerne end de fleste andre elnetselskaber. I stedet har Ørsted brugt Radius som en ‘cash cow’, hvilket også giver mening, fordi man jo nu ønsker at sælge selskabet. Ørsted interesserer sig ikke for at drive et elnet, men alene for at ville lave havmølleparker, og ønsker derfor at sælge Radius. Derfor er Ørsted en dårlig fremtidig ejer af Radius. Og vores vurdering er, at det ville være godt at omdanne Radius til et forbrugerejet selskab«.

Finansminister stoppede salg

Staten er hovedaktionær i Ørsted og finansminister Kristian Jensen (V) måtte således i starten af året opgive salget af Radius, efter at Socialdemokratiet i sidste øjeblik trak støtten til det med henvisning til, at kritisk infrastruktur, herunder el, skal bevares under demokratisk kontrol.

Mens vi kan vælge, hvem der leverer strøm til hjemmet, kan vi ikke vælge, hvem der transporterer den. Det klarer elnettet i jorden, der ejes og drives af forskellige selskaber, der har monopol i hver deres del af landet.  Radius er et af de selskaber, der driver elnet, og forsyner én million hjem og virksomheder i Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland via et elnet på 19.000 kilometer.

Det har dog siden 2018 stået klart, at Ørsted ønsker at frasælge af Radius, der i 2017 omsatte for 1,3 milliarder kroner, selv om selskabet fortsat tjener gode penge på at distribuere og sælge el og gas til danskerne. Navneskiftet fra Dong Energy til Ørsted i 2016 markerede den retning, selskabet ønsker at gå. Fra at have fokuseret på olie og gas, er det i dag Ørsteds mål at blive globalt førende indenfor grøn energi.

Forbrugerejet selskab?

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har åbnet for, at staten enten fortsætter som flertalsaktionær i Radius, eller at selskabet bliver ejet af forbrugerne. Kristian Jensen har kvitteret for dette ved at meddele, at han på nuværende tidspunkt ikke har planer om nogen »ny proces«. Det ville være at holde selskaber bag hidtidige bud for nar, lyder det fra finansministeren.

»Når man ser på de forbrugerejede selskaber, så tyder det på, at der er en noget anden logik end i andre selskaber«

Magnus Skovrind Pedersen, udviklingsdirektør i tænketanken Demokratisk Erhverv, anbefaler dog, at Radius omdannes til et forbrugerejet selskab som de fleste andre danske elselskaber. Anbefalingen skyldes, at en ny rapport fra tænketanken, »Danmarks Demokratiske Virksomheder«, konkluderer, at de forbrugerejede, eller såkaldte demokratiske virksomheder, ser ud til at klare sig godt, hvad angår ikke bare produktivitet men også investeringer.

En genoplivning af det kollektive ejerskab er således det bedste værn mod fremmed magtovertagelse af dansk infrastruktur. De forbrugerejede virksomheder er, som ordet siger, ejede af forbrugerne i modsætning til staten eller private investorer. De måske kendte eksempler på sådanne virksomheder er Coop, SEAS-NVE samt Tryg Forsikring og, hvad der kendetegner dem, er to ting:

For det første investerer de forbrugerejede selskaber dobbelt så meget som øvrige selskaber målt på nettoinvesteringer per omsat krone: Nemlig ni procent af deres omsætning, hvilket betyder at hver tiende krone, som bliver betalt til et forbrugerejet selskab ender med at blive i selskabet i form af en investering. Og for det andet stod de forbrugerejede selskaber i 2016 for en gennemsnitligt højere produktivitet målt på resultat efter skat per årsværk (289.828 kroner) end øvrige virksomhedsformer (209.699 kroner).

»Når man ser på de forbrugerejede selskaber, så tyder det på, der foregår noget med en anden logik end i andre selskaber,« siger Magnus SkovrindPedersen. »På trods af at medlemsdemokratiet ganske vist halter i mange forbrugerejede selskaber, fordi mange danskere ikke ved, at de faktisk er medlemmer og kan udøve deres indflydelse, så formår disse selskaber at fungere på andre vilkår. De formår at investere mere langsigtet end andre selskaber. Det ser ud til, at ejerskabet faktisk betyder noget«.

Investeringslyst

Netop forsyningssektoren har været kendetegnet af hvile i sig selv-princippet vedrørende takstfastsættelsen, så de ikke – uden særlig hjemmel – må have underskud eller overskud, idet de da indirekte vil yde tilskud til eller beskatte kunderne. Princippet har dog samtidig medført anklager om overinvesteringer, fordi kunderne, som ejer selskaberne, betaler regningen – uanset hvor lav eller høj den måtte være. Tænketanken anerkender også i rapporten, at høje investeringer ikke nødvendigvis altid er af det gode.

»Høj investeringslyst kan føre til overinvesteringer eller fejlinvesteringer. Det er dog svært at vurdere om investeringsniveauet ligger for højt i de forbrugerejede selskaber,« hedder det. »En årsag er, at mange af selskaberne er vand-, fjernvarme- og elselskaber, og dermed udgør en vigtig del af den danske infrastruktur. Et højt investeringsniveau kan derfor både være resultat af fornuftig langsigtet planlægning, men potentielt også ringe investeringer«.

»Der er nogle udfordringer med at være ejer, og det er måske bedre at lade monopollignende selskaber være forbrugerejede«

Magnus Skovrind Petersen

Magnus Skovrind påpeger dog, at de forbrugerejede investeringer både står for højere produktivitet og flere investeringer, og bemærker i den anledning, at investeringerne derfor næppe kan være helt fejlslåede.

»Venstrefløjen har været bekymret for statens salg af selskaber som DONG – ja, næsten alle begræder i dag salget af selskaber som TDC – men staten er måske i virkeligheden ikke nogen særlig god ejer af hovedstadsområdets elnet,«siger Magnus Skovrind Petersen.

Susanne Westhausen, administrerende direktør i Kooperationen, mener også, at et forbruger- eller medlemsejet elselskab vil sikre den bedste og billigste el. Kooperationen, som blev stiftet i 1922, tæller i dag 106 medlemsvirksomheder

»Der er ingen tvivl om, at ejerskab har signifikant betydning for, hvordan en virksomhed agerer,« siger Susanne Westhausen. »Et forbrugerejet elselskabs formål er ikke at tjene flest mulige penge til aktionærerne men at levere god, billig strøm til sine medlemmer – og altså sine ejere – og sikre forsyningen. Derfor er medlemsejede virksomheder også mere tålmodige investorer – det er forsyningen som er vigtig, ikke et bestemt afkast – og det er virksomhedens udvikling i forhold til at kunne opfylde sit formål bedst muligt som driver investeringsstrategierne«.

Pelle Dragsted: statsejet selskab ikke nødvendigvis dumt

En af kritikerne af statens salg af Radius har været Enhedslistens erhvervsordfører, Pelle Dragsted. I januar fik Pelle Dragsted over halvdelen af de 17.000 afgivne stemmer til bestyrelsesvalget i Radius. Godt en million elkunder på Sjælland havde lov at stemme til valget. Og selv om 17.000 stemmer i den kontekst måske ikke lyder af meget, var der næsten tale om en tidobling siden det sidste valg.

Erhvervsordføreren, som i disse dage skriver på et beslutningsforslag, som skal styrke og udbrede erhvervsdemokratiet i Danmark, er ikke overrasket over tænketankens konklusion.

»Forskellen på et forbrugerejet selskab og et aktieselskab er jo, at i førstnævnte er aftagerne og ejerne den samme gruppe,« siger Pelle Dragsted. »Derfor er der en naturlig interesse i at holde prisen nede. Hvis man selv ejer sin virksomheder er der ikke nogen ide i at presse citronen, fordi man selv betaler den. I Ørsteds tilfælde er der til gengæld tale om et aktieselskab, hvor staten godt nok er majoritetsejer, men hvor man stadig vil have den maksimale indtægt til aktionærerne.

Os der er kunder i Radius bliver malket af Ørsted, fordi der hvert år ryger 5-600 millioner kroner i overskud over i selskabet. Skal man vælge mellem den nuværende konstruktion, hvor Ørsted drives rent kommercielt, og et forbrugerejet selskab, så er sidstnævnte det bedste alternativ. Men man kan ikke derudaf konkludere, at et egentligt statsejet selskab nødvendigvis vil være et dårligere alternativ. Alternativet til forbrugereje vil være, at statens selskab Energinet.dk overtager Radius, hvis det ikke er muligt omdanne det til et forbrugerejet selskab. Og der kan staten jo netop lade være med at presse citronen til det yderste«.

Ørsted har ikke ønsket at kommentere kritikken.