Tanker om den Tredje Intifada i Palæstina

Palæstina er en sten, der sidder fast i halsen på verden. Ingen kan sluge den.
– Elias Sanbar, Det godes fravær (2001)

Den Tredje Intifada er anti-zionistisk

Der er brug for at gøre nogle ting klart i forhold til en række analyser, der gør den palæstinensiske opstand til resultatet af den ekstreme israelske højrefløjs førte politik. Så lad os få det sagt med det samme: Den israelske højrefløj er ikke problemet. Det er zionismen. Det er en kolonialisme, der har til formål at udstøde og erstatte palæstinenserne – og er baggrunden for denne tredje intifada (انتفاضة – arabisk udtryk for at gøre modstand, red.).

Det er ikke tilfældigt, at det hele begyndte i Sheikh Jarrah. Kvarteret er Nakbaen i miniature-form. Sheikh Jarrah er endnu en Lifta, endnu et Deir Yassin, et samtidigt Haifa. Det er et ekko af en masse andre landsbyer og byer, der er blevet koloniseret og ‘af-arabiseret’ siden 1948. “De gamle dør, og de unge glemmer historien”, sagde David Ben-Gurion (zionistisk leder og Israels første og tredje premierminister, red.). Der tog han fejl, og selv om hukommelsestabet til tider lurer, sørger nye katastrofer som Sheikh Jarrah for at genopfriske minderne.

“At anskue den palæstinensiske intifada som en reaktion på den yderste højrefløj i Israel, er resultatet af en gradvis normalisering af den israelske stat. Det er på høje tid at rive det glansbillede i stykker.”

“Venstreorienteret zionisme er lige så arg en modstander af den palæstinensiske friheds- og rettighedskamp som højreorienteret zionisme”

Hvad enten Israel bliver ledet af en højreekstrem, centrum-højre eller venstreorienteret regering som galleonsfigur i den zionistiske stat, er det et problem, der må tages seriøst og analyseres, uden man mister blikket for det væsentligste, nemlig den koloni-magt, der ligger til grund for zionismen. Alt andet ville være at fejllæse den nuværende situation i det besatte Palæstina.

Det nytter ikke noget at lægge den sædvanlige analytiske ramme ned over konflikten, som man bruger over for ‘normale’ stater, hvor politiske kampe tager afsæt i en centrum-højre akse, og hvor kampen står mellem konservatisme, progressivisme og fascisme. Den forståelsesramme fungerer ganske enkelt ikke i Israel-Palæstina, og friholder indirekte den israelske stat for egentlig kritik. Den tankegang holder ikke den israelske stat ansvarlig, og overser statens ideologiske udgangspunkt, og dens fortid såvel militært som med militser. Det er en negligering af den kolonipolitik, som har været en fast del af den politiske kurs siden oprettelsen, og tager ikke højde for den reaktionære rolle, det har spillet i resten af det arabiske område.

Om en kolonimagt – som blev oprettet med det klare formål at erobre Palæstina, og at fordrive de oprindelige indbyggere – pryder sig selv med en fascistisk eller en socialistisk identitet, gør ingen forskel for dem, der får deres jord og huse eksproprieret. Hvis vi kigger tilbage i historien er det værd at huske på, at Yitzhak Rabin, den store helt på den zionistiske venstrefløj, ikke tilhørte den rabiate højrefløj, da han var med til at lede den første etniske udryddelseskrig i Palæstina fra 1947 – 1949. Den krig foregik hovedsageligt i området nord for Jerusalem, og i landsbyerne al-Lidd og Ramleh. På samme måde var de kolonier, der kaldte sig selv for kibbutzer, og som fascinerede europæiske socialister, ikke mindre koloni-agtige for dem, der var blevet frarøvet deres jord.

Den venstreorienterede zionisme, og al dens “humanisme”, har hovedsageligt beskæftiget sig med at “redde Israel”. Den har været optaget af at bevare det terræn, der blev erobret i 1948, og har haft en forhåbning om at dén militærstat, der i første omgang havde frataget Palæstina det meste af sin kyststrækning (og alle havnene), ville give palæstinenserne en lille enklave ved siden af. Venstreorienteret zionisme er lige så arg en modstander af den palæstinensiske friheds- og rettighedskamp som højreorienteret zionisme. Den eneste forskel på de to er målsætningen om fred – gennem underkuelse af retfærdighed – for at redde Israel.

Det er derfor dybt skadeligt at udstyre zionismen med en venstreorienteret glorie, og at give den et venstreorienteret snit – det er som George Orwell’s billede på fascismen iklædt en bowlerhat og med en paraply i hånden. At anskue den palæstinensiske intifada som en reaktion på den yderste højrefløj i Israel, er resultatet af en gradvis normalisering af den israelske stat. Det er på høje tid at rive det glansbillede i stykker.

Der er derfor ingen grund til at væmmes ved den her afsløring af zionismens karakter. Netanyahu, hans yderligtgående højreorienterede regering og de fascistiske bosættere er den hæslige facade, men ikke desto mindre bliver vi nødt til at forstå, at deres zionismen ikke er en forklædning.

Den tredje intifada er national

Der er ingen tvivl om, at den højreekstreme israelske regerings udlægning af zionisme er mere hårdhændet, racistisk og brutal, og derfor endnu mere utålelig. Den har samtidig medvirket til at fremskynde de betingelser, som har medført den igangværende intifada – til trods for, at udviklingen var uundgåelig, idet undertrykkelse altid avler modstand. Med fare for at gentage mig selv, drejer konflikten sig i bund og grund om den israelske ambition om at kolonisere og erstatte Palæstina. Derfor har kampen også antaget en landsdækkende karakter, og bliver udtrykt som en kamp mod kolonialisme. De skiftende politiske flertal, der har påvirket landets historie, har ikke rykket ved den grundlæggende koloniserings-ambition.

Hvis man er i tvivl om det, kan man lytte til de demonstrationer, der udspiller sig inden for den israelske stats egne grænser, og på den besatte Vestbred. Der er ikke nogen, som kræver en reform af den israelske stat i retning af noget mere progressivt – eller kræver at få de samme rettigheder som israelere. Det slogan, der runger igennem gaderne, er derimod “al-Sha‘b Yurid Taharir Filistin” – folket kræver Palæstinas befrielse. Vreden er rettet mod Israel i sig selv. Modstanden er imod selve Israels oprettelse – og altså imod zionismens bærende fundament. Det, som samler palæstinensere i Haifa, Bethlehem, Gaza og Jerusalem, er tanken om national frigørelse, nærmere betegnet hele Palæstina.

Den tredje intifada har skabt en præcedens, der bliver svær for Israel at imødegå. Det er en knytnæve i hovedet på mere end syv årtiers territoriel splittelse. Jerusalem, Gaza, Haifa, Jenin, Ramallah, al-Khalil, Jaffa, Ramla og Nablus: For første gang siden 1948 har hele det historiske Palæstina rejst sig på samme tid. Opstanden betyder også et opgør med de palæstinensiske ‘myndigheder’, hvis primære rolle har været at agere politibetjent over for palæstinensere på Vestbredden, i tæt samarbejde med den israelske besættelsesmagt.

Som et ironisk twist på historien, har denne tredje intifada udfoldet sig på nøjagtig samme tidspunkt som der burde være afholdt valg på. Dem har Mahmoud Abbas (palæstinensisk præsident, red.) angiveligt sat på ubestemt pause, under påskud af, at palæstinensere i Østjerusalem ikke har mulighed for at stemme. I virkeligheden er de udskudt efter israelsk pres og intern splittelse i hans eget parti, Fatah. Men palæstinenserne i Jerusalem har i stedet “stemt” med fødderne – og resten af Palæstina fulgte trop. Derfor er kampen for national selvstændighed fortsat ufortrødent.

En ny slags intifada

Alle hændelser kræver sine egne revolutionære strategier. Den tredje intifada drejer sig hverken om sten mod tanks, eller om modstanden i Gaza mod den israelske hær. Det handler ikke om den direkte konfrontation med de israelske bosættere, og heller ikke om “Marches to Return” fra nabolande. Det drejer sig om alle de ting på én gang. Og om at tage initiativ. De palæstinensiske modstandskæmpere i Gazas beslutning om at svare igen på den israelske aggression, var både uventet og unik. Den fejer Israels minutiøst kontrollerede territoriale logik af banen, og genetablerer kravet om et selvstændigt land.

Det der foregår i Jerusalem har også betydning for Gaza, ‘Palestine 48’-bevægelsens (medarrangør af generalstrejken, red.) arbejde i Israel hænger sammen med Vestbredden, og måske vigtigst har man også engageret de mange flygtninge ved grænsen.

“Vi er alle sammen klar over, hvor voldelige oprør mod kolonimagter kan blive. Det lærte vi i sidste århundrede. Men vi lærte samtidig, at frigørelse faktisk er mulig”

Mens jeg skriver de her ord, forsøger hundredvis af palæstinensere og arabere i Jordan og Libanon at krydse den besatte grænse til Palæstina – for første gang i tre generationer. Det er med til at nedbryde den smertelige, kolonialistiske splittelse, der har kendetegnet Bilad al-Sham (ældre betegnelse for regionen, inklusive det nuværende Israel og store dele af Syrien, red.). For nogle er den uopnåelige drøm ved at blive til virkelighed: Drømmen om at kunne gå på palæstinensisk jord er ikke længere bare fri fantasi.

Hvad angår modstanden, kommer den til udtryk på mange forskellige måder. Alle midler bliver taget i brug lige nu, og skaber en gensidig afhængighed. Der er ikke nogen modsætning mellem bevæbnet og fredelig modstand; snarere komplementerer de to ting hinanden. Det er nødvendigt at få skabt en ny magtbalance; en ny situation i spørgsmålet om den israelske stat, som kan forhindre den i at fortsætte sin etniske udrensning i ro og mag. En af de største udfordringer er stadig at få bygget en samlende struktur for den nationale bevægelse, som kan dedikere sig selv til at organisere og understøtte denne tredje intifada. Og den opgave er enorm.

Ubetinget solidaritet

Dét, som resten af verden er vidner til i dag – 73 år efter Nakbaens (arabisk betegnelse for fordrivelsen af palæstinensere i 1948, red.) begyndelse – er at Israel ikke har formået at fjerne Palæstina fra landkortet, og smide landet på glemslens bål. Hver eneste bølge af undertrykkelse har medført nye protester, og palæstinenserne er aldrig holdt op med at gøre modstand. Frem til i dag har dens befolkning genopbygget sig selv, og bekræftet sig selv i sin berettigelse gennem en kollektiv, national befrielseskamp.

Der er ingen tvivl om, at den kommende undertrykkelse fra Israel kommer til at blive brutal i en hidtil uset grad – hvilket langt hen ad vejen allerede er tilfældet. Den israelske hær har intensiveret sine bombardementer af Gaza, truer med en militær invasion af området, og giver allerede massiv støtte til det israelske politi. Vi er alle sammen klar over, hvor voldelige oprør mod kolonimagter kan blive. Det lærte vi i sidste århundrede. Men vi lærte samtidig, at frigørelse faktisk er mulig, og at forskellige folk er lykkes med at vinde den kamp.

Netop derfor er der brug for ubetinget solidaritet med den palæstinensiske modstandskamp. Mere end nogensinde før er der brug for støtte til deres kamp for demokratiske rettigheder og national selvbestemmelse. Den palæstinensiske kamp mod kolonimagten er en kamp, der vedrører alle progressive; alle anti-kolonialister verden over. Lad os gøre vores stemme hørt i solidaritet med deres kamp.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Spectre Magazine. Oprindeligt bragt i Contretemps: Réflexions sur la troisième intifada palestinienne. Oversat af Morten Hammeken.