14 min. læsetid

Vibeke Syppli reflekterer over det nyligt overståede valg til Folketinget i dagens signatur. Læs hendes bud på nogle af resultaterne fra de netop afholdte valg til Folketinget og EU-parlamentet, set fra udkanten, og fra nogle af de steder, hvor hun selv deltog i valgkampen


Af Vibeke Syppli Enrum

Jeg vil se valgene ud fra landdistrikter på Sydfyn, fra nogle af de danske småøer og derudover fra de boligområder, hvor de såkaldte ’ghettoer’ ligger. Desuden vil jeg gerne rejse en diskussion om, hvad venstrefløjens svar på det ekstreme højre skal være. Fænomenet Paludan er ikke interessant, men det er de 1,8 procent, som støttede ham.

Så, altså, hvorfor gik Enhedslisten tilbage? Ikke til EU-valget, det siger sig selv. Dér kunne det af gode grunde kun gå frem. Men alligevel tror jeg, at EU-politikken fik en indflydelse på folketingsvalget. Det er selvfølgelig noget skidt, at vi gik tilbage, men det gode er, at årsagerne til, at vi gik tilbage er noget, vi kan gøre noget ved. 

EU-stemmerne

EU-valget blev jo holdt midt i folketingsvalgkampen – og midt under et ikke særligt kønt Brexit i Storbritannien. EL er – fornemmer jeg – delt i to, måske tre. Nogle, der er indædte modstandere af EU, nogle, der er tvivlere, samt nogle (nok lidt færre), som er mere EU-positive eller ”positive”. Hvem der er flest af i dag, det er der ingen, der præcist ved. Og hvad gør vi ved det? Det er tilsyneladende en gordisk knude. Og der er da også mange uafklarede spørgsmål. Og ja, EU er ganske rigtigt baseret på en benhård neoliberal politik, EU er et enormt bureaukrati og EU ikke voldsomt demokratisk indrettet. Men som med så meget andet bør vi gøre EU til en politisk kamplads, sådan som andre dele af den europæiske venstrefløj, bl.a. Die Linke i Tyskland, gør det. Og som vi gør det, når det handler om Folketinget og den danske nationalstat.

EU er ganske rigtigt baseret på en benhård neoliberal politik, EU er et enormt bureaukrati, og EU er ikke voldsomt demokratisk indrettet. Men som med så meget andet bør vi gøre EU til en politisk kamplads

Vores EU-politik er under udvikling. Men den er på ingen måde i samklang med vores vælgere og støtter – og måske heller ikke med vores egne medlemmer? En vælgerundersøgelse fra januar i år viste, at 81 procent af Els vælgere ønsker, at Danmark forbliver i EU. Og jeg har hørt flere meldinger om folk, der har fravalgt EL på grund af EU-politikken. Jeg mener ikke, at vi bare skal løbe efter vælgerstemninger (vælgerne har ikke altid ret – sådan politisk set). Men vi skal have skabt et nyt fundament for vores holdning til EU. Og vi kan i øvrigt ikke både blæse og have mel i munden – det vil sige at være imod EU og samtidig agitere for, at EU skal gøre det ene og det andet. Hvad vil vi egentlig? Det er der en del vælgere, som ikke forstår. Og det forstår jeg godt. Vil vi have Danmark ud af EU? Så er det det, der skal siges. Højt. Punktum. Vil vi blive og gøre EU til en politisk kampplads. Så er det det, der skal siges. Højt. Punktum.

I valgkampen var der alt for meget uld i mund, når vi blev spurgt om dette.

Stemmer fra småøerne

De 28 danske småøer – hvor 9 ikke har selvstændige afstemningssteder – og de tre lidt større, Ærø, Samsø og Læsø, har deres helt særlige vilkår. Som medlem af LAG-Småøerne – småøernes lokale aktionsgruppe – (og som folketingskandidat i Faaborg-kredsen, som bl.a. omfatter Ærø, Lyø og Avernakø) oplever jeg dem og deres indbyggere. De imponeres ikke nemt af politisk nysprog. På øerne er der de ”oprindelige folk”, bønder og fiskere, som i høj grad stemmer på Venstre. Og så er der tilflytterne. Det er en bred vifte af folk, der har valgt et travlt (stor)byliv fra. Det er f.eks. lærere, pædagoger, sundhedspersonale, små selvstændige, iværksættere af mange slags.

Generelt klarede EL sig godt på øerne. Vores resultat på landsplan var på lige knap syv procent. På en række af øerne gik det bedre: Ærø 9,2 pct., Samsø 9,4 pct., Avernakø 22 pct., Hjarnø 12,8 pct., Fejø 12,6 pct., Anholt 18,3 pct., Endelave 7,4 pct., Omø 13,6 pct., Orø 10,9 pct., Strynø 25,4 pct. Procenterne dækker selvfølgelig over et ret lille antal stemmer. Men når EL nogle steder blev det største parti – eller tæt på – så giver det prestige.

Avernakø i det Sydfynske Øhav var en af de mange øer, hvor Enhedslisten fik et godt valg – 22% af stemmerne. Foto: Visit Faaborg

Andre steder blev resultatet en del ringere, også ringere end landsresultatet. Så jeg har – helt uvidenskabeligt – spurgt nogle af beboerne på øer, hvor EL ikke slog igennem, om hvilke faktorer de vurderer, der har betydning for den manglende opbakning. Svarene er næsten identiske. EL er ikke fysisk til stede. Eller hvis vi er, så formår vi ikke at sætte partiets politik i en øbo-sammenhæng. Det er modsat de steder, hvor vi er gået frem. Der er vi kendte og anerkendte for det politiske arbejde mellem valgene. Vi har markeret os politisk ikke kun på vores nationale sager, men i høj også på øernes mærkesager som f.eks. ”landevejsprincippet”, ”bryllupsturisme” og kritikken af de manglende muligheder for at finansiere boligkøb og virksomhedsdrift.

Stemmer fra ’ghettoerne’

Og så er der stemmerne fra de såkaldte ”ghettoer”. Denne gang mange flere stemmer. Tidligere undersøgelser har vist, at etniske minoriteter politisk er lige så forskellige som de fleste andre i dette land. Der er både en stor andel af økonomiske liberalister og socialister (f.eks. blandt tyrkere, palæstinensere, kurdiske iraker). I forhold til valgdeltagelse blandt etniske minoriteter er der store forskelle mellem muslimske og andre grupper – ligesom der kan være forskelle fra by til by. En af de betydningsfulde faktorer synes at være ”lokale” kandidater, som vælgere kan identificere sig med. Så en kandidat med anden etnisk baggrund kan gøre en forskel, selv om de enkelte vælgere med anden etnisk baggrund ikke nødvendigvis stemmer på personen. Men det skaber en anden synlighed og debat om valget.

Sejrede De Radikale via ufine tricks overfor bl.a. Enhedslisten? Det mener jeg ikke. Det betyder ikke, at der ikke findes enkelttilfælde, hvor radikale kandidater har opført sig ufint, men generelt er det ikke et billede, jeg genkender.

Det er rigtigt, at De Radikale gik markant frem på flere afstemningssteder i bl.a. Vollsmose, Gellerup, Tingbjerg og på Nørrebro, men det er ikke forklaringen på partiets samlede fremgang på mere end 100.000 stemmer. De Radikale var faktisk det parti, som i valgkampen tydeligst lykkedes med at gå imod den negative og dæmoniserende diskurs, som migrantarbejdere og flygtninge udsættes for. EL var alt for usynlig på dette område – måske for ikke at gøre valget til – endnu – et såkaldt udlændingevalg. Skønt enhver kunne se, at det ville opstillingen af de to ultra-højrepartier sørge for. Eller måske var det for taktisk at være pæne overfor Socialdemokratiet, hvis nye politiske kurs i forhold til minoriteter absolut ikke kan beskrives som pæn.

De Radikale gik markant frem i bl.a. Vollsmose, Gellerup, Tingbjerg og på Nørrebro, men det er ikke forklaringen på partiets samlede fremgang på mere end 125.000 stemmer. De Radikale var faktisk det parti, som i valgkampen tydeligst lykkedes med at gå imod den negative og dæmoniserende omtale, som migrantarbejdere og flygtninge udsættes for. EL var alt for usynlig på det område

Jeg forstår godt, at mange er skuffede – de mange aktivister og lokalpolitikere, der laver et stort arbejde imod de nedrivningsplaner, som er en følge af ghettopakken. Men der er mange – i mine øjne forkerte – vurderinger af valgets resultater og indvandrernes rolle deri. Skåret ind til benet kom vi f.eks. på Fyn alt for sent i gang med offensivt at imødegå den såkaldte nye og sidste Vollsmose-plan. Og ja, der er også andre forhold, der har spillet ind. Migranter, der er blevet danske statsborgere og dermed har stemmeret, har måske – lige som etniske danskere – ikke behov for at frelse alle andre med samme (religiøse) tilhørsforhold. Men ovenstående forhold var efter min mening de centrale.

Vollsmose i Odense – en såkaldt ‘ghetto’. Vibeke Syppli kunne godt have ønsket sig en mere offensiv imødegåelse af den sidste nye Vollsmose-plan. Foto: Roland Umbrovskis / Flickr

Stemmer fra de religiøse

Hvad betød det, at dele af det religiøse niveau anbefalede at stemme på De Radikale? Jeg er ikke enig i en vurdering, hvor beboere i ”ghettoerne” blindt følger imamernes opfordringer til, hvem de skal stemme på – og derfor har stemt radikalt, selv om de objektivt set burde have stemt på partier, der giver den mest konsekvente modstand mod fattigdomsydelserne og den umenneskelige behandling af flygtninge – især de afviste asylsøgere. Det er meget muligt, at religiøse kredse har lavet anbefalinger, men jeg tror ikke, at muslimer bare følger de anbefalinger. Derimod tror jeg, at sproget og holdningen fra majoriteten for nogle minoriteter er vigtigere end de økonomiske forhold. De er trods alt ikke alle på offentlige ydelser, og mange kommer hertil med et værdisæt, som er mere i den liberale boldgade.

I Gellerup – har jeg læst – har der i nogle opgange været opslag, som anbefaler ikke at stemme på EL med henvisning til, at vi var primusmotor i at afskaffe blasfemiloven (hvilket er korrekt) – med Paludans koran-afbrændinger som resultat. Derfor skulle man ikke stemme på EL. Afskaffelse af blasfemiparagraffen er en politisk holdning, vi har, og den er både klog og rationel. Som Preben Wilhjelm skrev i Solidaritet 27. maj om kritikken af afskaffelsen af blasfemiparagraffen: ”Stupide, fordomsfulde og diskriminerende ytringer skal ignoreres eller imødegås i den offentlige debat, ikke ved domstolene. Forbuddene har nærmest virket som en sovepude: Krænkelserne kan jo indbringes for retten, så der er ingen grund til at ulejlige sig med at imødegå dem”. Og: ”Der var engang, hvor venstrefløj og frisind var uadskillelige. Hvor venstrefløjen ikke bekendte sig til forbud og retsforfølgelse og martyrier, men mente, at fordomme, generaliseringer og diskrimination skulle imødegås i den offentlige debat”.

Flere fremtrædende muslimer, bl.a. Fatih Alev og Khaled Al-Subeihi, advarede godt nok på Facebook mod at stemme på EL netop med henvisning til blasfemiparagraffens afskaffelse. Men på Facebook kunne man også finde andre muslimer, der opfordrede til at stemme på EL. Så jeg tror, at muslimer ikke alene stemmer på baggrund af religion – og i øvrigt også godt kunne stemme på EL, selv om de måtte være uenige med partiet om afskaffelsen af blasfemiparagraffen. Det er jo ligesom med os andre – man er ikke nødvendigvis enig i alt med det parti, man stemmer på.

Hvad betyder sproget – i forbindelse med alt det her? Mit barnebarn Karl sagde for nylig: Ved du hvad farmor, ord kan slå lige så hårdt som en knytnæve. Det har han jo ret i, og jeg er slet ikke i tvivl om, at sproget og holdningerne fra majoriteten var afgørende for den radikale fremgang i områder med mange minoritetsstemmer. De Radikale var og er på dette område helt klare i spyttet. Majoritetens negative diskurs – især en negativ diskurs om islam – har stor betydning for mennesker. Mine erfaringer som underviser – bl.a. af mange minoritetsstuderende – er, at de er meget forskellige, har forskellige drømme for livet, og slet ikke er domineret af ”religiøse fanatikere”. Men de er porøse af et liv med mange nedladende holdninger til de værdier, de er opvokset med. Derfor kan de godt blive påvirket af lette budskaber om blasfemiparagraffen.

Og så er der sådan lidt overordnet måske – for mig at se – en forskel på blasfemiparagraffens oprindelige hensigt og det, som den i dag kunne – hvis vi ville: Beskytte især jøder og muslimer. Men, vi må acceptere, at vi bliver valgt fra på grund af det her. Om en racismeparagraf giver en bedre beskyttelse mod den spot, hån og latterliggørelse, som ytringsfriheden åbner op for, ved jeg ærligt talt ikke. Der er meget, der tyder på, at det ikke er sådan. Jeg ved ikke, hvad den bedste løsning er. Jo – det er jo, at mennesker opfører sig respektfuldt og anerkendende i forhold til andres værdier. Hvorfor mon det er så svært?

Samlet set har der på Facebook op til valget været stor aktivitet fra grupper og enkeltpersoner med anbefalinger om at stemme (uden angivelse af parti), med anbefalinger om at stemme på bestemte partier (herunder også EL), med anbefalinger om ikke at stemme på bestemte partier. Jeg synes, det var positivt – også i de tilfælde, hvor jeg var uenig i argumentet og positioneringen.

Stemmer fra bunden

Og så er der Stram Kurs. Pyt med Paludan. Men, 1,8 procent af stemmerne. 55.000 vælgeres stemmer fik de på landsplan. Det er altså mange. Ikke nok til at komme i Folketinget, nej. Og godt for det. Det fik mange til at ånde lettet op ud fra devisen ‘ude af øje, ude af sind’. Glem ham! Glem det! Det var nogle af de argumenter, jeg mødte blandt – oftest veluddannede – Enhedsliste-folk. Men det er nok det værste, vi som socialister kan gøre.

Et par nedslag i resultaterne viser, at de fik de bedste resultater omkring den såkaldte vestegn (f.eks. Brøndby, Taastrup, Hvidovre, Rødovre) og på Sjælland i Faxe, Ringsted, Slagelse, Vordingborg, Holbæk, Guldborgsund, Kalundborg og Lolland. Områder, hvor man med en vis ret kan tale om udkantsområder eller områder med særlige problemer. På Fyn er det i Assens-kredsen, vi finder den største opbakning. Assens-kredsen har på mange måder flere problemer at slås med end resten af Fyn. Lavt uddannelsesniveau, lukning af arbejdspladser, nedskæring i de kommunale serviceydelser og meget andet.

Hvis vi vender blikket mod andre europæiske lande, hvor højrekræfter og racister vinder frem, så er det de samme sociale karakteristika, der dukker frem. Mennesker, der er ”efterladt på perronen”, mens det globale tog suser forbi. Mennesker der bor steder, hvor centraliseringen har gjort lokalområderne oplevelsesfattige, og hvor aktiveringslove m.m. nok skal tage de sidste kræfter. Steder, hvor mange mennesker mister værdighed og bliver usynlige for fællesskaberne. Det er den egentlige fare. På beskæftigelsesområdet – som i minoritetspolitikken – er der frit slag til at kalde mennesker uden arbejde for hvad som helst og byde dem hvad som helst. De bliver usynlige som mennesker og reduceres til henholdsvis diagnoser og arbejdssky.

Jobcentrets Ofre til demonstration for bedre behandling af mennesker uden arbejde og sygdomsramte. Vibeke Syppli mener efterhånden der er blevet “frit slag til at kalde mennesker uden arbejde for hvad som helst og byde dem hvad som helst” – og ser det som en af grundene til, at folk vender sig mod ekstreme partier som Stram Kurs. Foto: Jobcentrets Ofre.

Vi skal tilbyde en plads i fællesskabet

Det er derfor ikke kun etniske minoriteter, der skal tilbydes en plads i fællesskabet. Det skal alle. Hvis ikke vi gør noget for det, f.eks. ved at sikre, at der er mulighed for alle for at stræbe efter det liv, de ønsker at leve – og at de får en reel mulighed for det inden for de overordnede rammer for det såkaldte danske, nationale fællesskab – så er både asylstop og andre brud på internationale konventioner alligevel nyttesløse.

Hvor skal vi begynde? Vi skal stoppe med at spare på de institutioner, som er med til at skabe rammer for fællesskaberne, dvs. gode vilkår til de mange der løfter opgaver som daginstitutioner, skoler og øvrige uddannelsessteder. Vi skal sikre og fastholde de lokale kulturtilbud, biblioteker, museer, forsamlingssteder og alle de andre tiltag, der skaber liv mellem husene.

Men ikke mindst skal vi stoppe den hovedløse og umenneskelige beskæftigelsespolitik. Vi må stoppe med at producere gratisarbejdere til det private, såvel som til det offentlige område. Vi må sikre demokratiske vilkår på arbejdsmarkedet, så der bliver plads til alle. Særligt skal vi sørge for, at der også bliver plads og rum til dem, der ikke kan klare mere arbejdsliv.


Vibeke Syppli Enrum sidder i Regionsrådet – Region Syddanmark for Enhedslisten, og stiller op for partiet ved det kommende folketingsvalg.