Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
9. marts. 2022

Tanker om oprustning i en kold tid

Oprustning har i krisesituationer en stærk appel. Men slå koldt vand i blodet: Vi har ikke brug for en verden i flammer, men diplomati og afrustning, skriver Trine Pertou Mach.

Britiske soldater udstationeret i Tapa, Estland. Foto: NATO

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Konflikten i Ukraine har allerede fået en vinder. Situationen har skabt det momentum i Vesteuropa, som ingen amerikansk præsident har kunne opnå på denne side af den kolde krigs ophør.

USA har længe ønsket, at dets europæiske allierede markant øgede deres militære budgetter til 2 procent af BNP. Flere vesteuropæiske lande har forsvarsudgifter, som svarer til den danske andel af BNP, der ligger omkring 1,4 procent.

“Når Danmark stiller sig op og siger, at forsvarsbudgettet skal stige, kan man forledes til at tænke på billedet af musen, som går over broen sammen med elefanten og siger: ”Sikke vi gungrer”.

Da regeringen sammen med Venstre, Konservative, Radikale og SF 6. marts fremlagde et såkaldt nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik, proklamerede de et opgør med Danmarks forbehold for militært samarbejde i EU-regi, og en markant forøgelse af vores udgifter til militæret. Her fulgte man dét paradigmeskifte, som den tyske socialdemokratiske kansler Olaf Scholz proklamerede nogle få dage tidligere.

Når Danmark stiller sig op og siger, at forsvarsbudgettet skal stige, kan man forledes til at tænke på billedet af musen, som går over broen sammen med elefanten og siger: ”Sikke vi gungrer”, men tag ikke fejl af de politiske implikationer. 

Derudover er der tale om en meget stor stigning i Danmarks militærudgifter, næsten 43 procents stigning, selv hvis vi ikke medregner, at BNP stiger. Aftalen rulles ud over de næste 10 år. Hvis stigningen skulle gennemføres i år, ville der skulle bruges i omegnen af 18 mia. kr. mere til militær. Og fremadrettet et beløb – som nærmer sig 50 mia. kr. om året.

Det er selvsagt ressourcer, som i stedet kunne bruges på udbygning af velfærdssamfundet, på et sultende sundhedsvæsen, på den helt nødvendige grønne omstilling, global fattigdoms- og ulighedsbekæmpelse, konfliktforebyggelse og fred.

Politik på speed

Situationen i Ukraine er dybt alvorlig og fordrer kloge europæiske svar og handlinger. Den bør også give anledning til at revurdere sikkerhedsstrukturen i Europa. Her kan lidt fakta fra Stockholm International Peace Research Institute hjælpe debatten lidt på vej. Hvis der alene regnes med de europæiske NATO-landes forsvarsbudgetter, bruger man fem gange så mange penge på militærudgifter som Rusland. Når Tyskland har gennemført sin oprustning, vil alene de tyske militærudgifter overstige de russiske. USA’s militærudgifter er mere end ti gange Ruslands udgifter. Måske problemet ikke er, at vi bruger for få penge i Vesten, men for mange?

Det er åbenlyst under pres, åbenlyst svært, men det er den appel, vi må have til politiske ledere. Vi forventer, at diplomatiet kører på højtryk, selvom dansk politik, med Lars Løkkes ord, lige nu er på speed. Militær konfliktoptrapning er ekstremt farligt i en atomtid og med én eneste klode at leve på.

Som skrevet indledningsvist, er USA en stor vinder. Europæiske politikere er med hast rykket derhen, hvor USA gerne vil have det. Med markant militær oprustning i Europa opnår USA en situation, hvor landet massivt kan frigøre militær kapacitet fra Europa. Det kan naturligvis bruges til at reducere USA egne militærudgifter, men mere realistisk er nok, at USA kan koncentrere sig om dét, landet ser som sin afgørende geopolitiske udfordring. Nemlig Kina.

En ikke ubetydelig sidegevinst for USA er økonomisk. Et af de få områder, hvor USA stadig er internationalt konkurrencedygtig er militærindustrien. I takt med at Europas forsvarsbudgetter eksploderer, vil efterspørgslen efter amerikanske våbensystemer stige. En ikke ubetydelig merindtægt til et land, der har alvorligt brug for at rette op på sit handelsunderskud med resten af verden.

USA er stadig den største våbeneksportør i verden, og står for 37 % af våbensalget på verdensplan. Også Rusland afsætter for milliarder årligt. Kilde: Stockholm International Peace Research Institute.

Ingen tid til oprustning

Der er noget utroligt trist og ildevarslende over det danske – og til dels europæiske – paradigmeskifte. Der er 8 år tilbage, til verden skal have virkeliggjort FN’s Verdensmål, SDG’erne, om bekæmpelse af ulighed og fremme af fred og stærke institutioner. De er i sin essens en transformation af vores måder at leve – og leve sammen – på, løse konflikter på og skabe bæredygtig udvikling på vores hårdt pressede klode. Og der er stort set ingen tid tilbage at redde planeten og menneskeheden fra klimakatastrofen på.

“Det sidste denne klodes børn har brug for, er stærke ledere, der forårsager en verden, som står i flammer.”

Et oprustningskapløb bringer næppe Europa eller verden på en sikrere vej. Det har i krisesituationer som den nuværende stærk følelsesmæssig appel men det er ekstremt farligt og kan få destabiliserende konsekvenser.

Den seneste uges tid har vi skullet sige det igen, som mine forældre sagde: Det sidste denne klodes børn har brug for, er stærke ledere, der forårsager en verden, som står i flammer. De – og vi – har brug for alt det, der er komplekst og kompliceret: Diplomati, konfliktløsning, afrustning.


Om skribenten

Trine Pertou Mach

Trine Pertou Mach

Mangeårig politisk aktiv og debattør, med et stærkt bankende hjerte for lighed, solidaritet, internationalisme og menneskerettigheder. Tidligere medlem af Folketinget (SF). Har bl.a. været forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det danske Hus i Palæstina, arbejdet i EU-Kommissionen, Nordisk Innovation og fredsorganisationen International Alert. Læs mere