View over Gambias hovedstad Banjul, der danner ramme om en del af Thomas Bobergs bog 'Africana' Foto: eyespics / Pixabay
26 min. læsetid

“Thomas Bobergs 450 sider lange bog kradser lige nøjagtigt i overfladen, mens den halser videre til nye steder og andre mennesker. Den bringer ikke læseren bare i nærheden af den vilde, flimrende og sansemættede roman om kontinentet, som den postulerer at være.” Digter og forfatter Morten Ranum anmelder ‘Africana’.


Af Morten Ranum

‘Africana’ udkom 6. marts 2019 på Gyldendal, betegnet som rejseroman. I romanen følger vi Boberg på rejser til Etiopien og Gambia fra 2013-18, hvor han gøres følge af kæresten Rebecca og andre rejsekammerater.

Ordet ‘Africana’ betyder ting fra Afrika eller afrikanske ting. Rejsernes baggrund har været, at Thomas Boberg fulgte Rebecca under hendes arbejdsophold i de to lande. I bogen fortæller Boberg, at hun introducerede ham til Afrika. Allerede da han kom til Etiopien første gang, vidste han, at han skulle skrive en bog om Afrika.  Bogen er også en roman om et kærlighedsforhold, og om at rejse. Romanen er opdelt geografisk, således at den første del af bogen foregår i Etiopien og den sidste i Gambia. Undervejs kommer vi også forbi Nordvest, hvor Thomas Boberg bor.

Gyldendals prioriterede udgivelse

Allerede før bogens udgivelse blev den heftigt promoveret af forlaget, hvilket gav gode resultater. Det første oplag blev revet væk, godt hjulpet af en ophedet debat om bogen. Langt de fleste anmeldere har rost bogen til skyerne for at være en vild bog, der giver stemme til Afrika. Der har dog været kritik af, at Boberg konkluderer for bombastisk på kontinentets vegne på et for spinkelt grundlag, og enkelte har også anført, at han som hvid mand postulerer at skrive om Afrika. Det greb bruger Boberg og litteraturredaktør Peter Nielsen på Information som anledning til at afvise enhver fremsat kritik som udtryk for identitetspolitisk positionering.

Thomas Boberg: Africana. Gyldendals Forlag (2019). 437 sider

Det forekom som et alt for insisterende forsvar for ”Africana”, fordi det meste af kritikken egentlig bare havde den simple indvending, at nogle få rejser i to forskellige lande på kontinentet er et meget spinkelt grundlag at konkludere på, især fordi netop Etiopien og Gambia har en speciel historie og placering.

Etiopien har aldrig rigtig været koloniseret, som ellers størstedelen af kontinentet har været udsat for, om end italienerne havde en kortvarig affære i Etiopien.

Det lille land Gambia ligger klemt inde i Senegal som en tynd tange omkring Gambia-floden. Det har spøgefuldt været antydet, at englænderen sejlede op ad Gambia-floden i en ellers fransk domineret region, og det territorium som lå inden for deres våbens rækkevidde blev til Gambia. Dermed har Gambia en særlig status i regionen, og derfor kan det være vanskeligt at generalisere for meget over, hvad man ser og oplever i landet. Der er mange historiske og kulturelle forskelle, som er årsager til forskelle på de mange lande på kontinentet. Men der er en vis tendens til, at kolonimagterne har sat deres tydelige spor i landene.

Debatten skygger for romanen

Et centralt element i debatten om ”Africana” var, at litteraturredaktør på Information Peter Nielsen skrev, at Boberg giver stemme til Afrika. Det faldt blandt andet forfatter Lea Marie Løppenthin for brystet, hvilket fik hende til at kritiserer Boberg for, at han som hvid mand taler på vegne af Afrika. Det raciale perspektiv kom til at overskygge debatten om bogen, og kritikken kunne affærdiges som identitetspolitisk retorik, hvilket forhindrede den egentlig relevante og mere konkrete indvending – at Boberg trækker for lange veksler på et spinkelt grundlag.

Helt generelt er der utroligt mange forskelle på kryds og tværs af kontinentet, og derfor kan der i det hele taget sås tvivl om, hvorvidt man kan tale om et Afrika som noget samlende og bestemt. Alligevel er der mange mennesker såvel på kontinentet som uden for det, der betjener sig af betegnelsen Afrika – uden en egentlig differentiering eller en definition af, hvad Afrika er.


Kolonialismens streger i sandet

Den europæiske kolonisering har sat tydelige spor i de enkelte landes aktuelle organisering og kultur. Mange taler endda om forskellene på det frankofone, det anglofone og det latinske Afrika, som afspejler forskellige måder at kolonisere på. Englænderne satte sig typisk på administration og statsapparat, mens de blandede sig meget lidt med den lokale befolkning. Helt modsat valgte portugiserne at blande sig rigtig meget med befolkningen i Mozambique – det betyder, at kontrasten mellem sort og hvid i Mozambique er langt mindre – og mere usynlig. 

Selv om det er en tendens, skal man være varsom med at diagnosticere kontinentet efter koloniale linjer, fordi et meget fast blik kan skabe blindhed. Bare fordi man ser koloniseringens aktuelle virkningshistorie, betyder det ikke, at man skal bekræfte kolonitidens efterladenskaber. Derimod bør vi anerkende og respektere de rigtig mange, unge afrikanere spredt rundt om i forskellige lande, der giver stemme til – hvad det eksempelvis vil sige at være kenyansk kvinde på 25 år i Nairobi.

Jeg synes, det er meget nedladende at stigmatisere et helt kontinent med et hult og rungende Afrika, efter at have rejst rundt i et par enkelte lande over en 5-årig periode. Med særlig adresse til nogle af anmeldelserne, synes jeg, der bliver anvendt fortegnede superlativer om det afrikanske, som afspejler – hvordan vi i Danmark og andre steder i den vestlige verden gerne vil opfatte Afrika som konsekvens af vores koloniale blik på kontinentet.

Det gælder ikke kun Peter Nielsens betragtning om at give Afrika stemme, men også når Jørgen Johansen i Berlingske Tidende skriver i sin anmeldelse: ”Det er en vild Afrikabog, Thomas Boberg har skrevet. Kaotisk, flimrende og overvældende uoverskuelig som kontinentet selv”.

Anmeldelsens titel nærmest falder over sin brug af ordene vild og vildt. Vi har åbenbart ikke flyttet os særligt langt fra forestillingen om ‘de ædle vildes’ kontinent. I selve anmeldelsen optræder en tilsvarende karakteristisk retorik. Ellers består anmeldelsen af et referat af de rejser, som Boberg har været på – og hvem han er sammen med, samt hvad Rebecca foretager sig i Etiopien og Gambia.

Thomas Boberg (th.) i samtale med den chilenske forfatter Leonardo Sanhueza. Anmeldelserne har blandt andet kaldt bogen for “en vild Afrikabog… Kaotisk, flimrende og overvældende uoverskuelig som kontinentet selv”. Morten Ranum er ikke udelt begejstret for bogen. Foto: Wiki Commons.

“Hvis man vil forstå verden, må man beskæftige sig med Afrika”

Enkelte anmelderes og litteraturredaktøren på Informations ordekvilibrisme skal selvfølgelig ikke lægges Thomas Boberg til last. Det må stå for Peter Nielsens egen regning, at ”Africana” skulle give stemme til Afrika. Det er ikke noget, som Boberg hverken har udtalt eller mener, fortæller han, da han en uge efter udgivelsen optræder i rejseboghandlen Tranquebar i København. Derimod bekræfter han og fastholder sin udtalelse om, at hvis man vil forstå verden, er det nødvendigt at beskæftige sig med Afrika.

Jeg husker den besættelse, det var, da jeg første gang stod under en åben og klar nattehimmel med millioner af stjerner, som jeg aldrig havde set før, et sted i den østlige del af kontinentet. Jeg indså, at her forstod jeg intet og kunne ikke bruge mine hidtidige erfaringer til noget.

Nogle år senere, tilbage i København, opretter jeg i halvvejs alvor og morskab en blog, som hedder ‘The White African’. I en lang periode ville jeg skrive en bog, men efterhånden som tiden er gået, har jeg fortrudt mine ord om Afrika stavet med stort. Måske findes ‘Afrika’ slet ikke som andet end lige streger i sandet i Sahara, sat af europæiske koloniherrer – linjer der forsøger at adskille dét, som altid vil hænge sammen og forene det umulige.

Det er 16 år siden, at jeg for første gang satte mine fødder på jorden ved Arusha i det nordlige Tanzania. Siden har jeg boet nogle år i Uganda, rejst i de omkringliggende og fjernereliggende lande mange gange samt deltaget i utallige festivaler fra Rabat og M’Hamid El Ghizlane i nord over Stone Town i øst til Cape Town i syd. Med stigende intensitet indser jeg, hvor lidt mening det giver, at objektivere hele dette landområde med et tomt og stigmatiserende Afrika – fordi forskellene på kryds og tværs er alt for store. Derfor kan det kun skyldes identitetspolitik, kolonialisme eller konkrete erhvervsinteresser – hvis nogen vil fastholde fiktionen om det afrikanske som en homogen enhed.

Der er ikke noget identitetspolitisk i at kritisere Thomas Bobergs grundlag for at udtale sig skråsikkert om det afrikanske kontinent. Kritikken er konkret.

Identitetspolitisk fantasme

Jeg forstår Thomas Boberg, fordi jeg har været dér, hvor han befinder sig. Også jeg ankom til et sted på dette kontinent og følte en besættelse, hvorudfra der opstod en bestemt optik, som syntes at kunne forklare alting. I modsætning til Thomas Boberg skyndte jeg mig ikke at skrive en bog om, hvad jeg så, selv om jeg havde lyst til det, men projektet blev hele tiden udskudt og forhindret af mine konstante og gentagne rejser.

Efter at have vendt tilbage til Uganda – ikke tre, men ti gange – følte jeg, at jeg begyndte at forstå en lille smule af, hvad der foregik omkring mig. Samtidig pulveriserede det også min besættelse af Afrika og den særlige optik. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre at skrive om Afrika, uden at falde i kolonialismens sorte gryde – eller forfalde til en romantiserende, magisk realisme.

Der er ikke noget identitetspolitisk i at kritisere Thomas Bobergs grundlag for at udtale sig skråsikkert om det afrikanske kontinent. Kritikken er konkret. Nogle få rejser i en forholdsvis kortere periode i to ret partikulære lande burde ikke give nogen anledning til at udtale sig i generelle vendinger om kontinentet.

“Måske findes ‘Afrika’ slet ikke som andet end lige streger i sandet i Sahara, sat af europæiske koloniherrer” skriver Morten Ranum, der advarer mod at udtale sig for skråsikkert og generaliserende om kontinentet. Still-billede fra filmen The Burial of Kojo / Africa is a Country.

En autofiktiv rejse omgivet af afrikanske ting

Under arrangementet i rejseboghandelen Tranquebar, blev Boberg netop spurgt, om han ikke trækker lige lovligt lange veksler på sine rejser, og kommer til at udtale sig for bombastisk om Afrika. Hans svar var utydeligt. På den ene side erklærer han, at ”Africana” egentlig er en bog om at rejse, og den er skrevet som hans personlige fortælling om steder, hvor han har været. Alligevel svarer han velvilligt og skråsikkert på spørgsmål fra publikum om ‘Afrika’. Det virker næsten som bestilt arbejde, og man kan forestille sig, at Thomas Boberg og Gyldendal drikker kaffe. Afrika er stadigvæk på dagsordenen, så hvorfor skriver han ikke en bog om Afrika, og det passer for øvrigt fint ind i hans familieliv. Det ville også være belejligt for forlaget, fordi deres sidste Afrika-bog – Jakob Ejersbos trilogi om Tanzania – ligger nogle år tilbage.

På en måde gør Thomas Boberg alt det politisk korrekte. Han indleder med at sige, at Afrika er det sted, hvor vi afleverer alt vores skrot, og det har han ret i. Han fortsætter senere med at efterlyse en bevidsthed om vores egen historie, vores kolonihistorie – om hvor vores rigdomme kommer fra.

Spørgsmålet er, om han ikke selv bare reproducerer et billede af Afrika som noget uforståeligt, mærkeligt og dunkelt. Den samme forestilling, som gennem hele vores historie har gået hånd i hånd med koloniseringen, og svaret har altid været det samme, at den hvide mand skulle civilisere kontinentet. Thomas Boberg fortæller, at da han kommer til Gambia, føler han, at han ankommer rigtigt til Afrika. Det bliver tydeligt, at han har en helt bestemt opfattelse af det afrikanske, som han romantiserer som det ukendte og ufremkommelige – det er ham selv som den hvide mand, der kan gøre det genkendeligt og forståeligt for os.

På en måde gør Thomas Boberg alt det politisk korrekte. Han indleder med at sige, at Afrika er det sted, hvor vi afleverer alt vores skråt, og det har han ret i. Spørgsmålet er imidlertid, om han ikke selv reproducerer et billede af Afrika som noget uforståeligt, mærkeligt og dunkelt.

En rejseroman med for meget på hjerte

Jeg forventede, at romanen ville være meget mere interessant end debatten om ”Africana”, men det viser sig desværre at være lige omvendt. I debatten har der trods alt været nogle substantielle pointer og holdninger, mens romanen skøjter flygtigt forbi ethvert sted, vi befinder os, hvorefter vi introduceres til endnu et menneske, som vi heller ikke får lov til at lære særligt godt at kende.

Allerede på anden side i bogen nævnes det luftige ”Afrika” uden nærmere introduktion. Det fremsættes som et postulat i en lille overflødig sætning midt på siden, som man nemt kunne læse henover, uden at det ville have ændret mening eller udbytte. ”I Afrika stønner man i heden”, står der. Denne første del af bogen handler ellers om Etiopien, hvor Boberg netop er ankommet til Addis Ababa sammen med sin kæreste Rebecca. Hun er udsendt af Radio 24syv, fordi hun skal lave en dokumentar. Den tomme betegnelse ’Afrika’ nævnes mange gange i bogen, men altid uden den bliver defineret nærmere. Næsten altid nævnes Afrika i korte og bombastiske sætninger, der fremstår som ubegrundede og fordomsfulde statements. Nogle gange er det Thomas Boberg selv, der står for udtalelserne om Afrika, andre gange lader han sine skiftende rejsekammerater få ordet.

Udsigt over Etiopiens hovedstad, Addis Ababa fra Churchill Road. Foto: Mattias Kiel Nielsen / Wiki Commons

Rejsen med venner og kærligheden

Thomas Boberg har i bogen selskab af en række forskellige rejsekammerater. Den vigtigste er Rebecca, som han også har et kærlighedsforhold til. Man mærker tydeligt hans store respekt for hende. I bogen bliver hun fremstillet som en ligeværdig fortælle-stemme, selv om det er Boberg selv, der er den egentlige fortæller. Det betyder, at Rebecca kun kommer til orde gennem Bobergs stemme, men hun får megen plads, og hun tillægges stor betydning. Derfor får man næsten indtryk af, at man hører hende tale med lige så stor kraft, som Thomas Boberg selv.

De andre rejsekammerater er langt mere perifere, og de bliver også fremstillet meget nonchalant. Der er tale om et par nulevende danske forfattere og nogle historiske figurer. Det er svært at forstå, hvorfor de optræder i romanen, fordi de ikke rigtig bidrager med noget.

Det er slående, hvor meget tilfældig information læserne bliver udsat for gennem de næsten fem hundrede sider. Ofte virker det, som om Thomas Boberg har meget travlt med at komme videre. Der er flere gange, hvor jeg tænkte, nu er vi lige ved at komme ind under huden på det her menneske – men så skal Thomas Boberg absolut videre til noget helt andet.

Eksempelvis møder han i Gambia en mand, som han besøger ude på landet ved kysten, men meget hurtigt forlader vi ham igen. Boberg halser hastigt hen ad stranden og videre til nye oplevelser.

Det lader til, at Thomas Boberg har et stort ubehag og en uendelig rastløshed, der hele tiden driver ham videre til nye steder. Vi får aldrig lov til at hvile eller falde til ro.

Det er et velkendt scenarie for den rejsende eller mennesker, der søger ud i verden. Vi har en frustration, og vi søger efter noget, som vi ikke véd, hvad er, og måske aldrig finder. I begyndelsen af ”Africana ”reflekterer Thomas Boberg over, hvad det vil sige at rejse, og hvem den rejsende er. Der sættes lighedstegn mellem at rejse og at leve med henvisning til H.C. Andersen, der er berømt for at knytte den forbindelse. Thomas Boberg nævner også en række andre forfattere, som har beskæftiget sig med at rejse og skrevet om deres rejser. Derfor opstår der implicit et andet lighedstegn mellem at skrive, at rejse og at leve.

Tilskuer på rejsen

I midten af 1980’erne rejste jeg rundt i Mexico, Belize, Guatemala, Honduras og Nicaragua. Jeg mødte mange rejsende, som elskede at sætte det samme lighedstegn som Boberg, mellem at rejse og at leve. Men jeg syntes altid, der var noget galt med den sammenstilling, uden jeg helt kunne sætte fingeren på, hvad jeg syntes var problemet. Dér gik det op for mig, at det ikke er rigtigt, at det at rejse er at leve. Derfor omformulerede jeg udsagnet til: – At rejse er at opleve andre leve.

Det var en vemodig opdagelse, at jeg på min rejse gennem de nævnte lande kun var en tilskuer. Jeg eksisterede ikke rigtigt. Kun skygger flyttede sig på væggene, og hvis jeg endelig trådte ud fra væggen og deltog i livet omkring mig, kunne jeg når som helst rejse videre, og det gjorde jeg meget ofte.

Det gik op for mig, at det ikke er rigtigt, at det at rejse er at leve. Derfor omformulerede jeg udsagnet til: – At rejse er at opleve andre leve.

Jeg er kommet til at tænke på den manglende forpligtelse dengang og min løsrevne eksistens, mens jeg har læst ”Africana”. Den måde Boberg præsenterer sig selv på, minder mig om mig selv midt 1980erne, fordi han hele tiden er på vej til noget andet – og aldrig venter på at noget skal ske. Vi møder hele tiden nogle nye mennesker, og de får alle sammen lov til at ytre sig om noget, og vi lærer også noget om deres livssituation – men vi bliver kun hos dem et øjeblik. 

“At rejse er at leve” skrev H.C. Andersen i Mit Livs Eventyr (1855). Morten Ranum er uenig; han mener snarere, det at rejse er at opleve andre mennesker leve. Arkivfoto.

“Den afrikanske rejse”

I ”Africana” optræder der nogle historiske karakterer, som giver Thomas Boberg selskab, og derfor kan man også opfatte dem som rejsefæller. Det gælder den franske digter Arthur Rimbaud, som i en periode ernærede sig som våbenhandler i Etiopien.

Der er måske noget automatisk i, at Thomas Boberg kommer i tanke om Rimbaud, når han selv rejser rundt i Etiopien. Men der er ikke noget i Bobergs tekst, som minder om Rimbauds poesi, og Boberg lever heller ikke af at sælge våben. Læseren bliver forvirret over, hvorfor Rimbaud nævnes, og vi mister således koncentrationen under læsningen af romanen. Derfor burde Boberg have holdt Rimbaud for sig selv. 

Der nævnes også en række forfattere, som har rejst i og skrevet om Afrika – en af de mange gange i bogen hvor den diffuse betegnelse optræder. Blandt andet nævnes Johannes V. Jensen, som i 1949 udgiver bogen ”Afrika”, hvor han beundrer fortidens opdagelsesrejsende. Den legendariske Mungo Park omtales også, den skotske læge og botaniker der i 1796 red op langs Gambia-floden og utrætteligt registrerede og dokumenterede, hvad han mødte og sendte rapporter hjem om det ukendte land og kontinent. 

De nævnes i begyndelsen af bogen, hvor Thomas Boberg skriver om det at rejse og om forholdet mellem at skrive, rejse og leve. Afsnittet om at rejse er dér, hvor vi kommer tættest på bogens egentlige tema, og derfor kan det undre, at det optager så forholdsvis lille plads i den samlede fremstilling.

Spørgsmålet er, om ikke Boberg kunne have sagt det samme om rejsen uden sine forgængere og medsammensvorne. Igen sidder læseren tilbage med en flad fornemmelse af, at der ikke kommer særligt meget ud af referencerne.

Den moderne afrikanske slave

Det interessante ved Bobergs forestillinger om rejsen – og hvem der rejser – er, at han forsøger at udvide begrebet til ikke kun at være den tørstige, europæiske opdagelsesrejsende, men også nutidens flygtninge. – Derfor bliver det nærliggende, at rejsen bare er bevægelse og mobilitet – såvel den selvvalgte rejse som den tvungne migration. Der bliver gjort en del ud af, at også migranterne fra det vestlige Afrika bør forstås som rejsende, og migranternes vilkår under deres flugt mod Europa beskrives som slavelignende forhold. Derfor ligger det snublende nært også at kalde slaverne i kolonihistorien for rejsende. Man kunne derfor fristes til at karakterisere Bobergs definition af rejsen som en demokratisering af aktiviteten.

Begrebet risikerer imidlertid at falde fra hinanden, fordi de forskellige rejsende ikke har noget til fælles, men de foretager derimod helt modsatrettede bevægelser. Der er en meget stor kontrast mellem migranterne i Gambia, som vover liv og lemmer for at nå til det forestillede paradis i Europa – og Boberg selv eller Rebecca. Det synes ikke meningsfuldt at gøre dem lig hinanden, selv om de har en flygtighed til fælles. Men den foregår på fundamentalt forskellige vilkår.

Det nærmeste Boberg kommer på en konkret definition af den rejsende er, at det er et menneske, der er i bevægelse med det formål enten at være ”på jagt efter noget at spise” eller at søge ”efter lys og liv i det tomme rum”. De to sider af definitionen deler sig i en nødvendighed for at overleve og et kolonialistisk begær efter mere. De har intet til fælles. I ”Africana” repræsenterer Boberg den sidste, mens de vestafrikanske migranter tilhører den første.  Selv om Rebecca har en oprindelse i Gambia og også tager af sted for at finde sine rødder, er de begge to opdagelsesrejsende, der rejser ud for at (gen-) erobre nyt land. Den dybest set koloniale bevægelse, som bogens to centrale stemmer har, bestemmer den optik, vi bliver præsenteret for i ”Africana”.

Det koloniale blik

Det koloniale blik virker ved, at mennesker rejser til et sted, hvor der enten ikke er noget i forvejen – eller det, der er, ikke tilkendes nogen værdi. Vi opfatter de mennesker vi møder som laverestående og mindreværdige – derfor har vi retten til at objektivere dem og erobre landet som vores eget. I det koloniale blik er integreret et racemæssigt syn på andre mennesker og andre tilsvarende nedsættende betragtninger. Det racemæssige ligger som en understrøm igennem hele bogen. Ofte kommer det til udtryk som en meget stigmatiserende fremstilling af dét, som konstant benævnes som Afrika og afrikansk – uden nærmere definition. Nogle gange sker det på en nedsættende måde, andre gange i mere romantiserende og eksotiske toner. 

På et tidspunkt beder Boberg sin kæreste om at fortælle ham, om første gang hun rejste alene til Afrika. Det vil læserne selvfølgelig også gerne høre, men hvor var det egentlig mere præcist, at hun rejste hen alene? – Det bliver langsomt afsløret, men hvorfor altid det rungende og tomme Afrika?

Det racemæssige ligger som en understrøm igennem hele bogen. Ofte kommer det til udtryk som en meget stigmatiserende fremstilling af dét, som konstant benævnes som Afrika og afrikansk – uden nærmere definition.

Det er ikke i sig selv alarmerende, at der således zoomes ind – men det bliver problematisk, fordi det hver gang formuleres i tomme og bombastiske betragtninger. Boberg spørger et sted, hvorfor man altid er træt i Afrika, og han konstaterer, at det er de bare (Rebecca og ham). Det sker efter et skænderi med Rebecca om ting, han er irriteret over. Men Boberg er vel bare træt af konkrete ting, og over at skændes med sin kæreste? – Det er rejsens vilkår, hvor som helst. Alligevel søger han tilflugt i en stigmatisering.

I den sidste del af ”Africana”, da han er på vej til Gambia, vil Rebecca gerne forberede ham på, hvad han vil møde i Gambia. Hun har nemlig været der og i de omkringliggende lande før – og hun er der allerede, da Thomas Boberg ankommer. Forinden har hun sagt: ”Læg mærke til duften, når du stiger ud af flyet … duften af Afrika, den varme duft af Afrika”. Betragtningen ledsages af en beskrivelse af ” … orangebrune sandveje, trafikken på de støvede gader, myldrende kryb og fugleliv i huset …” samt ”Den store dinosaurprofils én million glødende støvveje”.

Det er stigmaernes holdeplads, og der synes at være fuldt optaget. Der er mange steder i forskellige afrikanske lande på tværs af kontinentet, hvor jorden er rødbrun eller orange, men der er lige så mange steder, hvor den bare er sort eller grå. Sætningerne er symbol-ladede. Til forestillingen om det afrikanske knytter sig altid, at der er mylder og virvar. Det er et uforståeligt hele. Der er altid en duft, og her bliver duften endda beskrevet som varm. Kan en duft overhovedet være varm? – Varm tilhører vel følesansen. Det falder smukt ind i vores almindelige fordomme om Afrika som et forvirrende sted, der skal bringes under kontrol – eller som vi tiltrækkes af, fordi det er et eksotisk modstykke til vores egen veldresserede verden.

I Thomas Bobergs roman ‘Africana’ bliver jorden ofte beskrevet som ‘rødbrun’ eller ‘orange’, og læseren opfordres til at “lægge mærke til den varme duft af Afrika”. Men kan en duft egentlig være varm, spørger Morten Ranum, der gennem sine mange rejser på kontinentet også er stødt på en hel del almindelig, kedelig sort eller grå jord. Foto: Wallpaperstock.net

Det indbildte Afrika under huden

Der er ingen tvivl om, at Thomas Boberg har fået dette stærkt stigmatiserede og indbildte Afrika ind under huden. Han drømmer kun om mere, så han fortsat kan svælge i den eksotiske rastløsheds videre færden. I et sådant drømmesyn holder han den røde jord mellem sine hænder, som han véd findes, og han fantaserer om mere. Han vil bare stige på busser, vandre, sove under åben himmel, kigge på stjerner, gå ind i endnu ukendte byer og ”vågne under den afrikanske sol”.

Her definerer han, hvem han er. Han er et menneske, der altid er på vej et sted hen. Han hører ikke til noget sted og kan aldrig finde hvile. Det er svært at forstå, hvorfor han skriver, fordi han heller ikke har tid til at dvæle og bekymre sig om sine egne ord. Han er en lang, uafsluttet bevægelse. Desværre har han for travlt til, at en egentlig samtale kan opstå.

Næsten to måneder efter udgivelsen af ”Africana” kommer der også en anmeldelse i Nordjyske, og Thomas Boberg deler et link til anmeldelsen på Instagram, ligesom han har gjort til alle andre anmeldelser. Men denne gang ledsaget af en tankevækkende kommentar om, at det ikke er hans ord men anmeldelsens. Han tager på Instagram pludselig afstand fra, at bogen skulle være et vildtvoksende Afrika-portræt – som Nordjyske skriver i anmeldelsen – hvilket Boberg uddyber med, at romanen i bedste fald er skrevet i /fra visse steder på kontinentet.

Det er svært at afgøre, om det er udtryk for blot et øjebliks sanddruelighed – eller om Boberg, efter lang tids pres i debatten om bogen, rent faktisk har lyttet til de mange, der er meget velinformerede og vidende om kontinentet. Mere sandsynligt er det, at han har haft behov for afstand og frisk luft efter at have været omfavnet af kulturparnassets medieliderlige eskapader.

Desværre var det kun et kort pusterum, inden det hele fortsatte, fordi bogen kom som månedens bog i Samlerens Bogklub, hvilket bogklubbens redaktør straks benyttede til at gentage den vulgære regn af superlativer. Det blev de kommende måneder fulgt op af annonceringen af Thomas Bobergs deltagelse i sommerens to årligt tilbagevendende, litterære begivenheder: Festivalen LiteratureXchance i Aarhus, og Louisianas litteraturfestival ’Louisiana Literature’ nord for København i Humlebæk.

Det er svært at afgøre, om det er udtryk for blot et øjebliks sanddruelighed – eller om Boberg efter lang tids pres i debatten om bogen rent faktisk har lyttet til de mange, der er meget velinformerede og vidende om kontinentet. Mere sandsynligt er det, at han har haft behov for afstand og frisk luft efter at have været omfavnet af kulturparnassets medieliderlige eskapader

En bog om at rejse – på afveje

Det er mærkværdigt, at Thomas Boberg lader debatten om sin bog køre så meget af sporet, hvis det altså er rigtigt, at det er en bog om at rejse. Hvorfor skal vi trækkes igennem den lange debat om, hvordan han giver stemme til Afrika? – Et langt stykke ad vejen har han endda selv været dynamo i en debat om Afrika. Det hænger ikke sammen, hvis det er rejsen, der interesserer ham. Meget sent forsøger han at trække i nødbremsen, men han synes alligevel at tale med to forskellige stemmer.

Han lader sig måske bare rive med strømmen og sit forlags formidlingsmaskine. Undervejs kan han godt se, at der er noget galt – og især oplever han, at mange andre véd mere end ham om Etiopien, Gambia og andre afrikanske lande. Derfor forsøger han at trække sig tilbage, men det er svært. Dybest set er han nok bare glad for at kunne sole sig i gode salgstal og popularitet hos læserne, der heller ikke rigtig véd noget. De vil bare gerne underholdes.

De mange mennesker i medier og fra organisationer, der til hverdag beskæftiger sig med afrikanske lande, benytter også flittigt og lemfældigt betegnelsen Afrika, fordi ordet tjener deres erhvervsmæssige interesser – de er glade hver eneste gang, Afrika nævnes. ”Africana” har været med til at bringe Afrika, afrikanske lande og afrikanske spørgsmål på dagsordenen. Derfor kan mange af dem bruge Thomas Boberg strategisk, selv om de måske nok opfatter mange af hans beskrivelser som overfladiske.

Thomas Boberg: Africana er udgivet på Gyldendals forlag


Morten Ranum er digter og forfatter. Han skriver anmeldelser af kunst og kultur, laver interviews med kunstnere, og har særligt fokus på sociale og kulturelle forhold i det østlige og sydlige Afrika. Han har tidligere boet i Uganda, og opholder sig for tiden 3-4 måneder om året i Sydafrika.