Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
3. april. 2022

Tibet-skandalen udstiller statsforvaltningens hemmelighedskræmmeri!

Den manglende offentlighed fra Christiansborg er spild af vores tid og vores penge. Tænk hvor meget der kunne blive udrettet, hvis vi kunne slippe for alle mink, Tibet- og instrukssagerne.

“Free Tibet” – Origami-fugle ved en pressekonference afholdt af Dalai Lama i Chiba, Japan, 10. april 2008. Foto: Koichi Kamoshida/Getty Images

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg har ikke længere helt tal på, hvor mange undersøgelseskommissioner vi har haft de seneste 15 år. Når en eller anden sag bare stinker for meget, og alting er gået i hårknude, nedsætter regeringen en kommission, som skal undersøge sagen til bunds. Det er som regel enden på flere ugers debat, hvor sagen i skræmmende grad nærmer sig et eller flere politiske hoveder. Pressen lugter blod, og i nogle tilfælde er en eller flere personers fundamentale rettigheder blevet krænket.

Tag nu Tibet-kommissionen: Ti år og to kommissioner senere, er vi stadig ikke i stand til at placere et politisk ansvar! Tiden er gået venner, og folk er døde og borte, i gang med nye karrierer eller gået på pension. Og det er stadig ikke klart, hvem der har det politiske ansvar for, at vi i Danmark har betjente, der tilsyneladende og med stor ro, blæser på de fundamentale borgerrettigheder i vores allesammens Grundlov.

Går den, så går den

På første trin i disse undersøgelser rammer vi nogle i bunden af pyramiden, som er villige til at påtage sig et del-ansvar. Det varer dog ikke længe før pilen peger opad, og nogle lidt højere oppe inddrages. Ofte nogle, der ikke har en jordisk chance for at værge for sig, og ofte nogle embedsmænd – på pension eller videre i en anden jobverden end den politiske. I tredje række, hvis man når så langt, kan én eller flere – måske allerede afdøde – politikere drages lidt ind i sagerne.

“Ingen vil forklare, hvad der skete i de dage, hvor Danmark fik fint besøg fra Kina, og hvor Tibets flag absolut ikke måtte blafre frit. Demonstranter kunne få lov til at demonstrere, hvis ingen så eller hørte dem.”

Ifølge BT – og det borger jo for rigtigheden – løber prisen for Tibetkommissionen op i 350 millioner kr., som bl.a. skal dække salærer til advokater på op mod 18.000 kr. Om dagen forstås.

Alt sammen fordi ingen vil forklare, hvad der skete i de dage, hvor Danmark fik fint besøg fra Kina, og hvor Tibets flag absolut ikke måtte blafre frit. Demonstranter kunne få lov til at demonstrere, hvis ingen så eller hørte dem.

Sager som denne bærer alt for meget præg af, at ansvarlige politikere tager en beslutning, som vi kan kalde: Går den, så går den! Og det gør den jo ganske ofte. For ingen får at vide, hvem der udtænkte denne strategi, og ingen behøver at svare besværlige journalister eller andre borgere på besværlige spørgsmål. Det hele kan lukkes inde i den sorte boks, der giver politikere og embedsmænd ret til at holde deres tanker og især skriverier og beslutninger fortrolige.

Det giver alt for stor mulighed for at løbe fra sit ansvar, hvis man ved, ingen får noget at vide. Og jo større ansvar, jo større skade kan man gøre, hvis man ikke hele tiden er bevidst om, at vi andre kan kigge med. Selvfølgelig kan en enkelt genial tanke eller to forblive i en eller andens kloge hjerne, fordi man frygter offentlighedens dom, men jeg tvivler. Vand løber nedad, og sandheden kommer ofte for en dag. Murder will out, som man siger på engelsk. Hvis det virkelig er genialt, kommer det nok frem. Og skulle et par politikere eller embedsmænd komme i spotlys for en lidt for kvik bemærkning en gang i mellem, så er de nok ikke alene med det, og de kommer nok også ud af spottet igen. Det burde jo være det, de gode løn- og ansættelses betingelser skal kompensere for. Det er vel det, vi kunne kalde den anden side af at have ansvar?

I stedet har et flertal på Borgen, som forventer selv at sidde på ansvarets taburetter, besluttet at vi kan gemme sagsbehandlinger væk. At vi kan komme direkte til endelige beslutninger uden mellemregninger. At alle overvejelser og al udveksling af viden og tanker, kan holdes ude af offentlighedens lys.

Dyrt og spild af tid

Den nuværende offentligheds lov giver alt for store muligheder for at dække over fejl i forvaltningen og i udøvelsen. Den gør det alt for dyrt og besværligt at få rettet op på fejl og mangler. Og den gør det næsten umuligt at få fundet frem til de ansvarlige.

Jeg fatter ikke, at politikere synes det er okay at spilde så meget tid og så mange penge. Og jeg fatter ikke, at der ikke er lavet en grundig evaluering af konsekvenserne af den amputerede offentlighedslov. Tænk, hvor meget tid, vores regering ville have, hvis de ikke skulle bruge den på mink-sager, Tibet-sager, instruks-sager, skatte-sager… fortsæt selv listen.

Vi skal have lov til at kigge dem i kortene. Det sparer tid og penge, og det kunne jo tænkes, at politikere og embedsmænd tænkte sig om en ekstra gang, hvis de ved, at vi kigger med!


Om skribenten

Pernille Frahm

Pernille Frahm

Uddannet folkeskolelærer. Tidligere medlem af Folketinget og EU-parlamentet for SF.   Læs mere