Illustration: Touka Neyestani / Iranwire
13 min. læsetid

Der er ingen grund til at græde over Qassem Soleimanis død. Derimod må man fordømme optrapningen af konflikten mellem USA og Iran, der hovedsageligt vil gå ud over den iranske civilbefolkning, skriver Emil Vatani.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Har du selv noget på hjerte? Så skriv til Solidaritet


Af Emil Vatani

Mandag 3. januar dræbte USA i et luftangreb den øverstkommanderende for Irans ‘Quds-styrke’, Qasem Soleimani. Lad os slå fast, at optrapningen af konflikten mellem Trumps regering og det iranske, islamistiske regime først og fremmest går ud over den uskyldige civilbefolkning, præcis som de økonomiske sanktioner har gjort det.

Angrebet har desuden givet det iranske regime en gylden mulighed for at skabe en militær atmosfære i samfundet, og for at slå endnu hårdere ned på enhver intern modstand – med ‘undskyldningen’ om at man er i krig mod fremmede magter. Derudover har angrebet og det postyr stjålet al mediedækning og opmærksomhed verden over, og samtidig været med til at rykke de forskellige fløje inden for det iranske regime tættere sammen i kampen mod en fælles fjende. Blandt andet har flere iranske præster, som ellers tilhører den såkaldt ‘reformvenlige’ fløj – og som i en rum tid har været fortaler for en forbedring af forholdet til USA og Vesten – fordømt Trumps angreb, og forenet sig med Khameneis fløj.

Oprør breder sig i disse dage med lynets hast over hele verden – og Solidaritet dækker dem efter bedste evne. Kontakt os hvis du ønsker at bidrage.

Angrebet fjernede for en tid fokus væk fra den iranske befolknings kamp – med de store og omfattende protester i december 2019 i mere end 200 iranske byer, hvor mere end 1.500 demonstranter blev dræbt på få dage og tusindvis arresteret og sat i fængsel. Blot for at give et lille eksempel på det iranske islamiske regimes brutalitet, har der ifølge Amnesty International været flere tilfælde – i kølvandet på de seneste protester – hvor regimet har krævet, at de dræbtes familier betalte for de patroner, som deres kære var blevet skudt med. Ingen taler nu om de mødre og fædre til de dræbte, som er blevet arresteret og sat i fængsel, fordi de ville holde mindehøjtideligheder for deres dræbte børn. Alt dette er i den seneste tid blevet fortrængt og tilsidesat til fordel for den iranske og amerikanske stats magtkamp.

Staternes magtkamp skal fordømmes – Soleimanis død skal ikke!

Qasem Soleimani var uden tvivl en forbryder med tusindvis af menneskers blod på hænderne i Iran, Syrien, Yemen m.v. Senest befandt han sig i Irak, hvor han bl.a. har ydet støtte og rådgivning til de irakiske sikkerhedsstyrker i, hvordan man skulle nedkæmpe den nuværende, folkelige bevægelse i Irak, hvor folk har været på gaderne i protest og kamp for frihed siden oktober 2019. Der er ingen tvivl om, at uanset hvordan Soleimani blev dræbt, bliver hans død mødt med glæde og fryd hos alle i Iran, Irak og resten af regionen, som kæmper for eller længes efter frihed.

Selvfølgelig skal man fordømme både den amerikanske og iranske stats aggressioner og fremhæve, at denne konflikt er en magtkamp mellem to forbryderiske magter… Men det skal og må skelnes fra drabet på personen Soleimani, hvis man ikke vil ende med at stille sig på det iranske regimes side.

Der er desværre en uheldig tendens hos dele af venstrefløjen – som er blændet af amerikansk anti-imperialisme og dermed forfalder til i konflikten udelukkende at fordømme USA’s drab på Soleimani – kun at fordømme USA på grund af deres rolle som den stærke part i konflikten … og i det hele taget næsten forsvare og erklære sympati med Soleimani og det iranske regime som ”den svage part”. Nogle går sågar så langt, at de erklærer deres direkte støtte til det iranske regime i kampen mod amerikansk anti-imperialisme, hvilket er en yderst reaktionær holdning.

Angrebet og drabet på selve personen Qasem Soleimani bør ikke fordømmes. Hvis man siger til en person i Iran, at man fordømmer USA’s angreb på Soleimani, vil man med det samme blive opfattet som en regime-tilhænger. Selvfølgelig skal man fordømme både den amerikanske og iranske stats aggressioner og fremhæve, at denne konflikt er en magtkamp mellem to forbryderiske magter, og at optrapning af konflikten vil have store, negative konsekvenser for den almene befolkning og deres kamp for frihed. Men det skal og må skelnes fra drabet på personen Soleimani, hvis man ikke vil ende med at stille sig på det iranske regimes side.

Når internationale magter bekæmpede og dræbte krigere fra ISIS, så stod ingen heller i kø for at fordømme dette – på trods af, at kampen mod ISIS naturligvis havde andre strategiske interesser for de store magter end blot nedkæmpelse af terrorgruppen. Det iranske regime og Soleimani er præcis af samme skuffe som ISIS. Siden de overtog magten i Iran for mere end 40 år siden, har de stået for drab af tusindvis af mennesker i regionen, stening af mænd og kvinder, massehenrettet politiske fanger i iranske fængsler og tortureret og forfulgt sin egen befolkning.

Det iranske, islamiske regime forsøgte efter revolutionen i 1979 – og før både Taleban og ISIS eksisterede – at indføre de samme tilstande som i de samfund, hvor disse terrorgrupper har eller har haft magten. Det var kun den iranske befolknings store modstand, som gjorde det umuligt for regimet at indføre disse tilstande. Drab på personer som Qasem Soleimani, Osama Bin-Laden, Abu al-Baghdadi, Taliban-, ISIS- eller Al Qaeda- krigere kan ikke fordømmes, uanset om det sker pga. deres interne magtkampe eller gennem USA eller andre reaktionære magter.

Qassem Soleimanis (tv.) afløser på posten som leder af Quds-styrken er allerede fundet i form af general Esmail Ghaani (th.). Som en af frontfigurerne for et repressivt regime, bør Soleimanis død ikke begrædes på venstrefløjen. I stedet bør man tage afstand til optrapningen af konflikten, mener Emil Vatani. Foto: Anton Moss / Creative Commons

De folkelige demonstrationer er rettet mod regimet

Samtidig er de danske og internationale nyhedsmedier næsten målløse over, at det iranske regime formåede at mobilisere tusinder i gaderne i Tehran, som angiveligt sørger over Soleimanis død. Historisk set har sådanne manifestationer dog været en anvendt metode fra det iranske regime for at vise sin styrke over for omverdenen. Der bor mere end 80 millioner mennesker i Iran. Det er ikke en stor bedrift af en stat, som bruger en masse kræfter og penge på at mobilisere sine tilhængere, at kunne samle et par 100.000 mennesker.

Det er desuden almindeligt kendt, at regimet hiver disse menneskemængder på gaden ved at beordre universiteter og arbejdspladser til at deltage med trusler om, at de ellers vil blive smidt ud eller gjort arbejdsløse. Styret betaler også fattige fra landsbyer for at deltage, og indsætter ovenikøbet busser til at transportere folk til begivenheden. Derudover er en del af regimets ’tilhængere’ økonomisk afhængige af regimet, og lever af den økonomiske støtte, som de får fra regimet. Det gælder bl.a. nogle af de familier, som mistede familiemedlemmer under Irak-Iran krigen i 1980erne. Naturligvis møder disse også op til sådanne stats-arrangerede begivenheder.

En person, som vælger at gå på gaden og demonstrere for sin frihed i Iran, har inden han/hun gik ud ad døren gjort op med sig selv, at det er med livet som indsats. Det afholder – forståeligt nok – mange fra at gå på gaden.

I slående kontrast hertil, var der for cirka en måned siden demonstrationer i mere end 200 iranske byer, rettet direkte mod præstestyret. Når den almindelige befolkning demonstrerer mod regimet, så repræsenterer hver fremmødte mange flere end bare sig selv. En person, som vælger at gå på gaden og demonstrere for sin frihed i Iran, har inden han/hun gik ud ad døren gjort op med sig selv, at det er med livet som indsats. Det afholder – forståeligt nok – mange fra at gå på gaden.

Alligevel var vi så sent som i december 2019 vidne til, at mange tusinder gik på gadem for at deltage i protestdemonstrationer, i såvel store som små byer landet over. Igen i lørdags – og efter at det iranske regime var blevet presset til at indrømme sin skyld i det nedskudte fly, hvor 176 uskyldige passagerer mistede livet i Teheran – kom tusindvis af iranere på gaden igen og demonstrerede mod regimet. Her blev råbt slagord som ”død over Khamenei”, og ”vi ønsker ikke den islamiske republik”, og Qasem Soleimanis billeder og plakater blev hevet ned og brændt rundt omkring i byen. På trods af det taler de danske og internationale nyhedsmedier meget lidt om de folkelige demonstrationer, når de er dér, selv om at Iran lukker for internettet og arresterer tusindvis, så nyhederne ikke skal komme ud af Iran.

Specialstyrker og sikkerhedspersonale har været på gaden i tusindvis for at undertrykke demonstrationerne mod det iranske regime, der startede i november. Foto: Iranwire

Hverken krig eller fred

Iran svarede igen på USA’s angreb ved at sende missiler afsted mod en militærbase i Irak, hvor amerikanske, danske og andre internationale soldater opholdt sig. Ingen blev dræbt ved angrebet. Modsvaret skete, efter at Iran havde advaret USA (gennem deres diplomatiske forbindelse til USA, den schweiziske ambassade i Iran) om angrebet to gange, inden de affyrede missiler, samt sendt advarsel til Iraks regering (og nok også andre regeringer). Det bevidner, at Iran ville forsikre sig om, at tabet på den anden side blev så småt, at en amerikansk reaktion ikke var nødvendig.

Det var mere et symbolsk angreb fra Irans side, så man kunne bruge det over for sine egne tilhængere og vise, at man har slået tilbage. Samtidig har Trump ‘vundet’ udadtil med et ‘vellykket’ angreb over for Iran, og vist at han er villig til at bruge hårde midler – ligesom han indadtil i USA op til valgkampen i 2020 kan fremstille sig selv som den handlekraftige, beslutsomme præsident. USA og Trump-regeringen har bekræftet, at de på kynisk vis er parat til at anvende hårdhændede metoder for at fastholde USA’s rolle som supermagt i magtspillet om Mellemøsten. Dets katastrofale konsekvenser har vi blandt andet set i Irakkrigen (2003-).

Det stod skrevet i kortene, at Iran ikke ville gengælde angrebet med en hård aktion. Det iranske regime er bevidst om, at en åben krig med USA ville være lig med selvmord, og regimets position i løbet af de 40 år som konflikten har stået på, kan bedst beskrives som en ‘hverken krig eller fred’-position over for amerikanerne. På samme måde er USA på nuværende tidspunkt heller ikke interesseret i en åben krig med Iran. Krigene i Afghanistan og Irak skræmmer, og bliver for mange verden over betragtet mere som nederlag end noget andet. Historisk har der tidligere i konflikten mellem USA og Iran også foregået flere andre alvorlige hændelser, uden at nogle af parterne har optrappet til krig, og der var og er ingen grund til, at det skulle ændre sig markant nu.

De fleste forventede, at røgen fra den opblussede konflikt mellem USA og Iran ville give det iranske regime lidt tid til at samle sig og undgå for mange interne uroligheder for en stund. De seneste dages folkelige demonstrationer har dog allerede vist hele verden, at det iranske regime meget hurtigere end forventet igen befinder sig i status quo – og må stå ansigt til ansigt med alle sine problemer

Trump har efter gengældelsesangrebet været ude og udtale, at han er klar til at forhandle med Iran, og nærmest rakt hånden ud til dem. Det er dog tvivlsomt, hvad det iranske regime vil gøre nu, da de befinder sig i en dyb krise både politisk og økonomisk. Begge parter vil uden tvivl forsøge at drage diplomatiske fordele af den optrappede konflikt. Iranerne var allerede i dagene efter drabet på Soleimani ude i et forsøg på at presse på med hensyn til atomaftalen, hvor man udtrykte villighed til at forpligte sig – imod amerikansk ophævelse af sanktionerne mod landet. På den anden side vil amerikanerne gerne have, at Iran stopper sine aktiviteter rundt om i regionens andre lande, hvilket det islamiske regime dog umiddelbart ikke kan og vil gå med til.

De fleste forventede, at røgen fra den opblussede konflikt mellem USA og Iran ville give det iranske regime lidt tid til at samle sig og undgå for mange interne uroligheder for en stund. De seneste dages folkelige demonstrationer har dog allerede vist hele verden, at det iranske regime meget hurtigere end forventet igen befinder sig i status quo – og må stå ansigt til ansigt med alle sine problemer i forhold til både den store folkelige bevægelse imod styret, de økonomiske problemer i landet samt fløjkrigen inden for regimet. Regimet kan altså ikke gemme sig bag denne amerikanske røg særligt længe.

I hvert fald har historien lært os, at hverken krig eller sanktioner kan skaffe befolkningerne i Iran eller andre steder i regionen frihed eller fred – det er alene i hænderne på befolkningerne selv!


Emil Vatani er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet med speciale i Iran. Han har selv iranske rødder.