Tørklæder er ikke islamisering – og kampen for palæstinensisk frihed er ikke antisemitisme

For nylig kunne man i en Berlingske-klumme af Christian Marcussen læse, at muslimer i Danmark opfører sig som et kollektiv og derfor også må forvente at blive behandlet som et. Fremstillingen af muslimer som en samlet gruppe uden diversitet – som utvivlsomt har fået islamofobiske kælderracister landet over til at klappe i hænderne – underbygges med, hvad Marcussen kalder en ‘samlet front i konflikter mellem islam og vestlige værdier’.

Hvilke eksempler er der så på disse konflikter? Tørklædeforbud, debatten om offentlige bederum og retten til at bede i arbejdstiden. Argumentet for, at muslimer er en homogen gruppe, som kan vurderes og behandles som sådan, er altså, at de er ret enige om, at de vil have ret til at leve livet, som de ønsker det. De vil ikke påtvinge andre noget, de vil bare gerne være dem selv.

I vores øjne ligner det til forveksling noget, vi plejer at kalde vestlige værdier. Men for Christian Marcussen er det et udtryk for islamisering, og som i Frederik Vads optik gør alle muslimer sig skyldige i femtekolonne-virksomhed.

Det er udtryk for et omvendt lommetyveri, hvor skribentens egen erklærede syn på islam som ‘ekspansiv, dominerende og missionerende’ bliver trukket ned over nogle spørgsmål, der alene omhandler muligheden for at forme eget liv – ikke påvirke andres.

Højrefløjens omvendte lommetyveri

Ingen af skribenterne til denne tekst har nogen tilknytning til islam, men vi ser begge retten til selvbestemmelse over egen påklædning og tro som en central værdi i et sundt, demokratisk samfund. Men når så basal en holdning bliver fremstillet som forsvar for social kontrol eller ønske om islamisering, taber vi allesammen.

Ord betyder faktisk noget. Islamisme betyder, at islam er grundlaget for staten. Det betyder ikke, at man er uenig med Christian Marcussen og hans ligesindede i spørgsmål om den personlige ret til at klæde sig, som man ønsker.

Desværre er højrefløjens omvendte lommetyveri ikke isoleret til debatten om muslimer. Oven på mere end halvandet års brutal destruktion af Gaza og krigsforbrydelser mod palæstinenserne, må vi erkende, at en helt afgørende debat om menneskerettigheder og de internationale konventioner – som skulle sikre vores verden mod den ondskab og uretfærdighed, der prægede Europa for snart 100 år siden – er fuldstændigt druknet i håbløse stråmænd og ondsindet motivforskning.

Demonstrationer for palæstinensisk frihed og selvbestemmelse kaldes for Hamas-hyldester og antisemitisme – på trods af at jøder går side om side med os andre gennem gaderne for at sætte fokus på palæstinensernes lidelser.

Ja, faktisk er disse demonstrationer for basale menneskerettigheder og de pro-palæstinensiske holdninger i samfundet også udtryk for islamiseringen af Danmark, hvis man spørger Christian Marcussen.

For hvis man støtter palæstinensernes kamp – som på slagmarken føres an af den islamistiske gruppe Hamas – så støtter man jo Hamas, ikke?

Det er præcis den slags skolegårdsagtige stråmænd, som ødelægger en ekstremt vigtig debat om, hvorvidt menneskerettigheder gælder for alle – eller blot for vores venner.

Hvem gælder ytringsfriheden for?

Man er i sin fulde ret til at støtte den væbnede modstand mod Israels ulovlige besættelse, for den er helt igennem legitim ifølge de konventioner, vi burde slå ring om. Man er også i sin fulde ret til at mene, at Israel som etnonationalistisk bosætterkoloni ikke bør eksistere. Lige så meget, som man må mene, at Nordkorea, USA, Nazityskland, Sovjetunionen eller Danmark ikke burde eksistere. Landskabet af stater har ændret sig gennem historien – heldigvis.

Derfor er det både uærligt og fordummende, når man som Christian Marcussen sidestiller ønsket om et opgør med den israelske etnostat med ønsket om folkedrab på den israelske befolkning.

Vi bliver aldrig klogere, hvis vi insisterer på at ligestille sådanne fantasifulde hypoteser om fremtiden med faktiske holdninger til et folkedrab, der foregår lige nu – i den virkelige verden.