Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
17. januar. 2022

Træner CIA en nazistisk terrororganisation i Ukraine?

Den amerikanske efterretningstjeneste har i al hemmelighed trænet antirussiske grupper i Ukraine siden 2015. Det tyder på, at USA også har trænet en nynazistisk gruppe, som inspirerer højreradikale i hele verden, skriver klummeskribent for Jacobin, Branko Marcetic i denne klumme.

Den nynazistiske Azov-bataljon er blevet en del af det ukrainske forsvar. Foto: Al Jazeera.

Den amerikanske regering har en lang tradition for at træne ekstremister som del af sine udenrigspolitiske eskapader og indgreb. Det ender ofte galt, og rammer amerikanerne selv som en boomerang. I 1960’erne samarbejdede CIA med cubanske højreradikale vendt mod Fidel Castro. De gjorde Miami til en terror-højborg. I 1980’erne støttede efterretningstjenesten islamiske fundamentalister i Afghanistan, der senere planlagde terrorangrebet 11. september. Og i 2010’erne støttede Washington en stribe knap så ‘moderate’ oprørere, der endte med at begå en lang række krigsforbrydelser over for civilbefolkningen, og at bekæmpe de kurdiske tropper, som ellers på papiret var amerikanernes egne allierede.

Skydetræning af nazister

En ny rapport ser nu ud til at udvide listen med endnu et eksempel på, at spiontjenesten ikke er blevet klogere: Ukrainske nynazister. Ifølge en artikel i Yahoo News har CIA i al hemmelighed trænet ukrainske militser til at være oprørsledere, som en tidligere agent siger det, såfremt Rusland gør alvor af truslen om invasion. Talspersoner hævder ganske vist, at træningen kun handler om at indsamle efterretninger, men tidligere ansatte forklarer over for Yahoo, at programmet også omfatter træning med skydevåben, taktiske manøvrer , camoflage-træning og meget andet.

“Der er stor sandsynlighed for, at CIA er i gang med at træne nazister, bogstaveligt talt.”

Set i det perspektiv er der stor sandsynlighed for, at CIA er i gang med at træne nazister, bogstaveligt talt. Da programmet startede i 2015, vedtog den amerikanske kongres også et budget med flere hundrede millioner dollars i økonomisk og militær støtte til Ukraine, som blev direkte ændret til at kunne give støtte til landets nynazistiske milits, Azov-bataljonen. Ifølge The Nation blev der i samme lovforslag tilføjet en bestemmelse om at forbyde salget af ‘våben, træning og andre slags støtte” til netop Azov – men det udvalg, som havde ansvaret for loven, blev presset af Pentagon til at fjerne dén passage, under påskud af at den var overflødig.

Trods åbenlyse indrømmelser af sin egen nazisme – herunder udtalelser fra en af dets tidligere ledere om, at det var Ukraines “historiske mission at lede de hvide racer i et korstog mod de jødisk anførte Undermennesker” – blev Azov-bataljonen indlemmet i landets nationale garde i 2014, takket være dens effektive indsats i kampen mod russiske separatister. Amerikanske våben er siden strømmet til militsen, og ledere fra både NATO og det amerikanske militær har mødtes med dem. Militsens egne medlemmer har også fortalt om, hvordan de har arbejdet sammen med amerikanske kontakter, og at der ikke bliver screenet for nazister i processen.

Med alt det i baghovedet, ville det nærmest være overraskende, hvis ikke nynazisterne i Azov-bataljonen havde været en del af CIA’s skjulte terrorist-udklæknings-program. Allerede nu ser man konsekvenserne.

En række fremtrædende medlemmer af højreradikale grupper i USA og Europa er begyndt aktivt at opsøge den ekstreme højrefløj i Ukraine, særligt inden for Nationalgarden og den tilknyttede milits, Azov-bataljonen“, som der står i en rapport fra 2020 fra det amerikanske militærakademi, West Point. Rapporten konkluderer også: “Folk bosat i USA er også begyndt at tale om, at der er mulighed for træning i Ukraine, som kan styrke milits-aktiviteter i deres eget hjemland.”

I en rapport fra 2018 vurderer det amerikanske forbundspoliti, FBI, at Azov-bataljonen “menes at have deltaget i træning og radikalisering af amerikanske, racistiske organisationer“, og fremhæver medlemmer af ‘Rise Above Movement’, der blev retsforfulgt for at have deltaget i planlægningen af dét Unite The Right-rally, Joe Biden senere brugte som påskud for sin egen præsident-kampagne. Selv om Christchurch-terroristen ikke selv rejste til Ukraine – som han ellers påstod – var han tydeligvis inspireret af landets højreekstreme bevægelse, og bar endda bataljonens symbol under terrorangrebet.

Siden Joe Biden  overtog det amerikanske præsidentembede har han lanceret en “krig mod indenrigsterror”, som skal bekæmpe højreekstremisme. Strategien har dog også en skjult hensigt om at ramme venstrefløjs-demonstranter og aktivister, og det har allerede haft konsekvenser. Trods Bidens kamp mod højreradikal terror, har tre forskellige regeringer – herunder hans egen – altså valgt at forsyne våben, træning og udstyr til den selvsamme højreradikale bevægelse, som inspirerer og oplærer de hjemlige nazister.

Brænd landsbyen ned for at redde den

For at føje spot til skade, er den absurde grund til, at Washington har hjulpet de ukrainske nazister, at de kan tjene som et værn mod Rusland, der af krigshøgene som altid bliver sammenlignet med Adolf Hitlers Nazityskland og dennes ekspansion i Østeuropa i 1930’erne. Vladimir Putins regime har utvivlsomt slette intentioner på en række områder, men hans seneste invasioner i nabolande som Ukraine hænger i stor stil sammen med udvidelsen af NATO-alliancen, der nu støder direkte op til Ruslands grænser. Det har selvfølgelig en række sikkerhedspolitiske konsekvenser.

“Trods Bidens kamp mod højreradikal terror, har tre forskellige regeringer – herunder hans egen – altså valgt at forsyne våben, træning og udstyr til den selv samme højreradikale bevægelse, som inspirerer og oplærer de hjemlige nazister.”

For at stoppe dét, der af de amerikanske krigshøge bliver kaldt den næste Hitler, har Washington med andre ord støttet bogstavelige nynazistiske militser i Ukraine, der efterfølgende har etableret forbindelser til USA’s egne nazistiske organisationer. De selv samme amerikanske højreradikale bliver nu bekæmpet af et stadig mere undertrykkende statsapparat i USA. Der er med andre ord tale om dét, der bliver betegnet som den selvslikkende isvaffel: Det amerikanske sikkerhedsapparat skaber trusler, som berettiger dets egen eksistens.

I stedet for at gøre situationen mindre anspændt ved at acceptere det gennemgående russiske krav om en fast grænse for NATO’s ekspansion, har USA tilsyneladende besluttet sig for at uhæmmet, verdensomspændende militærdominans er vigtig nok til at alliere sig med fascister.

Den amerikanske alliance med de nazi-befængte militser i Ukraine har allerede ført til nogle pinlige øjeblikke for præsident Biden, som forsøger at tegne sig selv som et opgør med sin højreradikale forgænger på posten, og iscenesætte USA som en ledestjerne i den globale indsats for at styrke demokratiet. Sidste år stemte USA som ét af kun to lande (det andet var Ukraine) imod en FN-resolution, der skulle “bekæmpe forherligelse af nazisme, nynazime og andre drivkræfter for nutidig racisme.” Begge lande har konsekvent stemt imod den resolution hvert år siden 2014.

Biden-regeringen brugte samme argument som Trump havde brugt, og henviste til den forfatningssikrede ytringsfrihed – selv for horrible holdninger. Men det kan være svært at se, hvordan det argument hænger sammen med tekstens indhold, der blot udtrykker bekymring for mindesmærker, demonstrationer og andre former for rehabilitering af nazister, fordømmer holocaust-benægtelse og hadforbrydelser, og opfordrer regeringer til at udrydde racisme gennem oplysning og at tage terrortruslen fra højre alvorligt. Det er med andre ord stort set identisk med Bidens egen erklærede retorik og politik.

Den amerikanske støtte til Ukraines højreradikale milits kan ramme landet som en boomerang. Deltagere i Unite The Right har allerede etableret kontakter til Azov-bataljonen, og ser militsen som inspiration for sine egne aktiviteter i USA. Foto: Anthony Crider.

Ironien er tyk

Washingtons egentlige problem med resolutionen er, at regeringen ser det som “et slet skjult forsøg på at legitimere russiske misinformations-kampagner, som nedgør sine nabolande” – i det her tilfælde Ukraine. Ikke desto mindre har den ukrainske forbindelse til moderne nazisme ikke noget med russiske fake news at gøre. De er derimod omfattende og veldokumenterede: Fra Azov-bataljonens indlemmelse i den ukrainske ordensmagt og ukrainske embedsfolks forbindelser til den ekstreme højrefløj, til statsstøttede hyldester til nazi-kollaboratører og holocaust-benægtelse.

Ironien er tyk, når den amerikanske præsident – som i høj grad er valgt på et forestillet opgør med den hjemlige fascisme, opretholder den lange amerikanske tradition for at støtte deciderede nazister i et område, der meget vel kunne blive et omdrejningspunkt for nazister i hele verden. Hvis de ukrainske nazister endda viser sig at være trænet af CIA, ville det være en tragedie af episke proportioner, hvis de en dag gik i Osama bin Ladens fodspor.

Bragt i samarbejde med Jacobin Magazine. Første gang bragt 15. januar: The CIA May Be Breeding Nazi Terror in Ukraine. Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] Putin advarede om, at ethvert forsøg på indblanding udefra ville blive mødt med “hidtil usete konsekvenser”. I talen forklarede den russiske leder også, at handlingen var en reaktion på NATO’s ‘ekspansionisme’, og at man med invasionen ville forsøge at ‘afnazificere’ Ukraine. Den russiske udmelding skal ses som en reaktion på de højrenationalistiske kræfters tiltagende styrke i Ukraine. Fokus er ikke mindst på Azov-bataljonen, der er blevet optaget i den ukrainske nationalgarde trods en åbenlyst nazistisk ideologi. […]

  • Om skribenten

    Branko Marcetic

    Branko Marcetic

    Skribent for Jacobin bosat i Toronto, Canada. Forfatter til bogen Yesterday's Man: The Case Against Joe Biden Læs mere

    Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

    Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

    Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

    Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

    Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

    20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

    Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER