Transition – forandringerne i øst siden murens fald

30 år efter murens fald er spørgsmålet stadig, hvad som kommer bagefter. Søren Riishøj analyserer den politiske udvikling i den tidligere østblok.

Af Søren Riishøj

Studier af forandringer i de nu tidligere kommunistiske lande er i sig selv et studie værd. Det startede for 100 år siden med leninismen, derefter kom stalinismen, efter Stalins død »realsocialismen«, og under Sovjetunionens sidste leder Mikhail Gorbatjov kom emnet »reformkommunisme« på banen. »Kremlologi«, eller studier af magtkampene i og omkring inderkredsen i de regerende kommunistiske partier, var i en menneskealder udbredt.

Efter kommunismens og murens fald fik vi så den ‘transitologiske tilgang’ med fokus på overgangen fra det gamle system med kommunisme og planøkonomi til »noget andet« end netop det gamle system. Det store spørgsmål var – og er for så vidt stadig – hvilket nyt varigt system, der bliver skabt. Med andre ord: hvad bliver den nye, varige tilstand?

Lige omkring murens fald i 1989 troede mange fuldt og fast på, at »det andet« – eller med andre ord den ny varige tilstand – ville blive det allerede kendte vestlige demokrati og markedsøkonomien. Historien var jo død: Det liberale demokrati og markedsøkonomien ville sejre overalt.  Selv om euforien siden har lagt sig, finder vi dog stadig det vestlige gén, tesen om at Vesten vandt den kolde krig og derfor retten til at styre hele verden, hos mange inden for det liberale og socialdemokratiske establishment. Tænk blot på frygten for fænomener som putinisme, islamisme og populisme samt for det stadig stærkere Kina. Den liberale orden er kommet under pres både inde og ude fra.

Transitologien

Som sagt var »transitologi«, eller forskning i overgang fra et gammelt til et nyt system, den altdominerende tilgang omkring 1989. Det år deltog jeg i talrige forskerkonferencer med fokus på netop overgangen fra det gamle, »realsocialistiske« og til det nye ukendte system. Nye teorier og begreber måtte opfindes, for det var jo aldrig før sket, at et eksisterende kommunistisk system var brudt totalt sammen. Kommunisme havde eksisteret i Sovjetunionen siden 1. verdenskrig, og fra 1947-48 også i landene i Central- og Østeuropa.

Men transitologien er ikke død. Også i dag forsøger lande rundt om i verden at gennemføre dybe forandringer af deres samfund og bryde radikalt med et gammelt system. Et land som Ukraine fik for eksempel aldrig gennemført en transition, og forsøger det nu igen under den ny præsident Volodymir Zelensky. 

Transitologien slår meget rigtigt på, at overgangen til det nye varige system gennemløber forskellige faser frem mod det nye varige system. I alle faser er groft sagt fire »arenaer« i spil, som alle er vigtige:

Stateness arenaen: Det at skabe en ny national identitet eller en fælles opfattelse af hvad det er at være russer, ukrainer, polak og så videre. Her spiller opfattelser af historien en meget central rolle. Det har bestemt ikke være let at få skabt en ny national identitet efter de mange årtier under kommunisme, ja selv i dag spiller identitetspolitik en stor rolle. Stateness er også forbundet med synet på landets ydre grænser og graden af tillid til staten og statens institutioner som for eksempel domstolene, administrationen og parlamentet.

Økonomi:  Det at få omstillet fra planøkonomi til markedsøkonomi. Hvordan og hvor hurtigt skal det ske?

Rule of Law: Det at få skabt et nyt retssystem og begrænse korruption og magtmisbrug generelt.

Den politiske arena: Det at indføre en ny grundlov og oprette politiske partier, hvilket heller ikke er en nem opgave.

Varierende grader af brud og kaos

Selve bruddet med det gamle system varierede fra land til land. I Polen oplevede vi rundbordssamtaler, hvor moderate kræfter i regeringen og i oppositionen nåede frem til et kompromis. Hvorimod bruddene i DDR og Tjekkoslovakiet var kendetegnet ved systemkollaps (»implosion«). I Ungarn opløste det gamle system så at sige sig selv, og i Bulgarien og Rumænien var der tale om et kup internt i kommunistpartiet (i Rumænien blev lederen, Nikolai Ceaușescu og hans kone endda henrettet). 

I den første fase lige efter de gamle systemers fald var der uundgåeligt kaotiske tilstande, for de nye spilleregler var hverken skabt og/eller accepteret. Det tog tid at opnå fremskridt på de fire nævnte arenaer. Der var tale om en ekstraordinær tilstand. Hvor længe kaos og anomi kom til at vare, afhang af situationen i det enkelte land. I Rusland varede det vel i alle årene i 1990’erne, og helt frem til Vladimir Putin første gang blev præsident i 2000. Andre lande fik klaret en del problemer ret hurtigt efter de første frie valg. Efter denne ekstraordinære tilstand bevægede landene sig gradvist over mod den nye og mere varige af slagsen. Tiden lige efter murens fald var kendetegnet ved enestående ydre omstændigheder – og frem for alt den tyske genforening og et voksende anarki i Sovjetunion. Det betød, at opmærksomheden ikke kun var rettet mod Central- og Østeuropa. Post-kommunismen skabte helt nye konflikter og modsætninger. Det gik slet ikke så let som først antaget.

Inden for transitologien erkendes risikoen da også for tilbageslag (»regress«) for demokratiet. Men lige omkring 1989 troede mange, at det kun kunne gå fremad, og at udviklingen var lineær. Transitologien er derfor blevet kritiseret for at forholde sig for optimistisk til fremtiden. De gode erfaringer fra transitionerne i Japan og Tyskland efter 2. Verdenskrig – og senere i Spanien og Portugal efter militærdiktaturernes fald – kunne jo ikke uden videre overføres på andre lande i verden. Den høje mobilisering lige omkring murens fald i 1989 skulle gerne dæmpes og stabilitet og forandring helst gå hånd i hånd. De symbolske kampe – kommunist over for antikommunist – skulle helst erstattes af interessekonflikter, som vi kender dem i det »gamle« udviklede Europa i vest. Drømmen var at opnå en vestlig levestandard, at catche up med Vesten og opnå høj stabilitet og »normalitet«. Det krævede som minimum, at det nye system blev opfattet som legitimt af langt de fleste borgere. Netop det var dog svært at opnå i tider, hvor økonomierne styrtdykkede. 

Økonomisk nedtur

Økonomisk set måtte alle landene, i årene efter murens fald, en tur dybt ned i dét, der meget rammende er blevet kaldt »tårernes dal«. Oprøret i 1989 kom mest nede fra, men selve transitionen blev mest styret oppefra. Kort sagt var der tale om democracy from above. Valg var – og er – ikke selve løsningen i lande, der er kendetegnet ved økonomisk nedtur, høj korruption og ved fravær af rule of law. Mange forfaldt til electoral fallacy eller tesen om, at blot der er (mere eller mindre) frie valg, er alting godt. Men i lande uden fremskridt på andre arenaer kan valg gøre ondt værre.

En kapitalistisk klasse var endnu ikke skabt og heller ikke en arbejderklasse i vestlig markedsøkonomisk forstand. Det tog tid. Under kommunismen var landene i øst afhængige af Sovjetunionen både politisk og økonomisk. Men som understreget af den kendte polske sociolog Jadwiga Staniszkis fortsatte afhængigheden også efter 1989 – nu blot i forhold til Vesten. Faren for igen at få udviklet en »perifer kapitalisme« var iøjnefaldende.  Lige efter det gamle systems fald var der opstået et vakuum, som det tog tid at overvinde. De politiske partier skulle varetage interesser i samfundet, som endnu ikke var blevet skabt. Klassedelingen var ikke etableret, og landene var under stadig forandring. Skillelinjerne i samfundet afveg således markant fra dem, vi kender i udviklede markedsøkonomier. En kapitalistisk klasse, en ny middelklasse og en arbejderklasse som i Vesten var slet ikke udviklet endnu.

De nye politiske partier kunne ikke appellere til bestemte, socialt afgrænsede vælgergrupper – og derfor blev der lagt så stor vægt på symbolpolitik. Men symbolpolitik er ikke nok, vælgerne forlanger også social fremgang. Særlige former for politisk kapitalisme så dagens lys, hjulpet frem af økonomiske chok-kure.

Den gamle elite, nomenklaturen, evnede i flere lande at omstille sig; at sno sig i det nye system og erobre magtpositioner i både det politiske og økonomiske liv. En nomenklatur kapitalisme opstod, ikke mindst i landene i det tidligere Sovjetunionen også kaldet SNG-landene. I 1990’erne blev der skabt en rig, oligarkisk overklasse, som et langt stykke ad vejen var i stand til at »erobre« svage og korrupte stater (»state capture«). Disse nyrige udnyttede en mangelfuld statslig regulering til at skaffe sig store fordele i forbindelse med privatiseringerne. Fænomenet var bestemt ikke helt ukendt i Central- og Østeuropa.

Modreaktionen: Postkommunisternes comeback

Mange vælgere følte sig frustrerede under de nye forhold. Kun få blev vindere økonomisk – og alt for mange tabere. Som det første land oplevede Polen at vende negativ vækst til positiv i 1994, men andre lande måtte vente. Meget længere. De blev for længe nede i »tårernes dal«. At indhente Vestens levestandard kunne tage årtier. Ikke engang det genforenede Tyskland formåede det længe.

Det førte uundgåeligt til protester og turbulens ved mange parlamentsvalg. I første omgang nød »postkommunister«, eller partier med rødder i det gamle system, godt af overgangsproblemerne. I Polen vandt den postkommunistiske venstrealliance SLD parlamentsvalget allerede i 1993 og i 1995 også præsidentvalget. I Tjekkiet kom det historiske Socialdemokratiet (CSSD) til magten fra midten af 1990’erne. Og også i Litauen, Ungarn og Bulgarien sejrede postkommunistiske socialdemokratiserede partier.

Stærkt højrenationale, populistiske partier opstod ganske vist og blev repræsenteret i nogle parlamenter, ét eksempel var det højrepopulistiske Republikanske Parti i Tjekkiet. Men de opnåede dog ikke den helt store opbakning i 1990’erne. De postkommunistiske partier vandt frem på sociale protester og på at love borgerne mere velfærd, men deres handlefrihed var lav. Der var slet ikke et tilstrækkeligt økonomisk råderum til at fastholde vælgeropbakningen gennem at yde borgerne mere velfærd og købe sig til social fred, genvalg og høj politisk stabilitet. »Postkommunisternes comeback« udgjorde ikke en trussel mod systemet. De optrådte yderst »ansvarligt«, set fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF). Privatiseringerne fortsatte. Uligheden blev ikke meget mindre, måske højere.

Et nyt årtusinde

Som først i 1990’erne følte mange vælgere sig forrådt af magthaverne, og fra årtusindeskiftet begyndte de socialistiske partier at miste fodfæste. Venstrealliancen SLD i Polen styrtdykkede ved valget i 2004, og det samme skete i Ungarn. Lov og Retfærdighedspartiet vandt valget i Polen i 2005, men tabte i 2007. I Ungarn vandt Viktor Orbáns parti Fidesz regeringsmagten i 1998 for at miste den igen – og så komme stærkt tilbage senere.

Finanskrisen i årene mellem 2008-09 satte dybe spor, sammen med frustrationerne i kølvandet på optagelsen i EU; »postmedlemskabs-frustrationer«. EU-medlemskabet fik nemlig ikke den positive betydning, mange havde forventet, når det gjaldt den økonomisk fremgang, og mange endte med at blive skuffede. Forventningerne havde været alt for høje. Delelinjen højre-venstre blev markant mindre, for socialdemokraterne gik tilbage. Delelinjen ved valgene blev snarere liberale over for nationalkonservative, en linje som i Polen blev repræsenteret ved det nationalkonservative ‘Lov og Retfærdighedspartiet’ over for det liberale ‘Borgerplatformen’. Lov og Retfærdighedspartiet forholdt sig stærkt kritisk over for forandringerne efter 1989, ganske som ‘Fidesz’ i Ungarn. I Ungarn fik vi Fidesz over for den socialistiske og liberale opposition. Populistiske yderpartier til højre vandt stærkt frem i flere af landene som ‘Jobbik’ i Ungarn og ‘Folkepartiet Vort Slovakiet’ i Slovakiet. 

Fremgangen for bløde og hårde nationalkonservative partier oplevede vi også i lande i det »gamle« Europa i vest. Det liberale demokratis krise – og efter nogles opfattelse undergang på sigt – skulle blive både et europæisk og amerikansk problem. Masseprotest-demokratier (»politics of mass protests«) har vundet frem, og ikke kun i Rumænien og Bulgarien. Valg respekteres hverken af vinderne eller taberne, og tilliden til de demokratiske institutioner er lav.

Populismens triumf

Under alle omstændigheder har politik ændret karakter. Skellet mellem højre og venstre er blevet udvisket, og valget står mest mellem højrenationale og liberale-socialister og grønne. Populisme har også sat sit præg på de etablerede partier i det »gamle Europa«. Den er – med populismeforskeren Cas Muddes ord – blevet en »patologisk normalitet«. De sociale medier har vundet frem, valgkampe er blevet noget nær en bazar med »tilbud fra alle hylder«, færre er medlemmer af partierne end før, og partierne selv tænker efter valgene mere på at vinde det næste valg, end på at løse de grundlæggende problemer i deres samfund. Også nye alternative bevægelsespartier, a la piratpartierne har vundet frem.

Men hvordan kan højrepopulismen bekæmpes? Svaret er ikke blot at forsvare status quo og arrogant angribe og håne det »vildledte folk« og altså indirekte mene, at »folket« ikke er »modent« til demokrati. Omvendt populisme, med en elite der føler sig usikker og angst, er også et problem.

Presset på det liberale demokrati ser vi både inde og ude fra. Rusland og Kina udfordrer Vesten økonomisk og politisk og får mange socialt truede og dele af middelklassen til at tro mere på en autoritær konsolidering og ikke en liberal-socialdemokratisk, sådan som det var tilfældet for 30 år siden. De etablerede partier må nødvendigvis forny sig for at kunne overleve, må kommunikere langt bedre med befolkningerne, evne at tage ansvar og søge kompromisser, turde tage upopulære men nødvendige beslutninger. De etablerede partier skal præsentere vælgerne for bedre løsninger på konkrete daglige problemer i samfundet, og helst gøre det bedre end populisterne. 

Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).