Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
5. juli. 2023

Udrejsecenter Kærshovedgård er som et fængsel

Søndag 25. juni blev der afholdt demonstration for en fair og human flygtningepolitik foran Udrejsecenter Kærshovedgård. Flere hundrede mennesker var mødt op for at protestere mod de forhold, som afviste asylansøgere skal leve under, samt det system, der har afvist deres ansøgninger. Solidaritet ønsker at være talerør for nogle af de mennesker, der har det sværest i vores samfund og bringer her en tale af Pouya Ghatei, beboer på Kærshovedgård

Folk er her [på Kærshovedgård ved Ikast i Midtjylland red.] af forskellige årsager og med forskellige baggrunde. Jeg er her for at fortælle jer, at det ikke er fair at skulle leve i denne situation. I denne lejr.

Jeg vil fortælle jer om, hvordan det er at leve i et udrejsecenter som dette, for at vi kan finde ud af vores næste skridt.

Jeg vil tegne et billede af, hvordan det er at leve i denne lejr. I kan også tale med andre mennesker, der bor her. For beboerne har forskellige vanskeligheder med at leve her. Jeg taler kun ud fra mit eget synspunkt.

Maden

Det første, jeg vil tale om, er maden. Det er en af de vigtigste ting. Du må ikke lave din egen mad. Du kan ikke lave din egen mad!

Her serveres mad. Men man kan ikke være med til at bestemme, hvilken mad der serveres. Maden er ikke noget, folk kan lide […], og der serveres de samme retter igen og igen. De serverer maden på bestemte tidspunkter i løbet af dagen, og hvis du misser et måltid, får du ikke noget at spise.

Det vigtigste er, at den mad, de så serverer, ikke smager godt. Bare i de sidste to uger var der tre-fire dage, hvor maden var så salt, at den var næsten umulig at spise. 

Når jeg taler med centerledelsen om det, fortæller jeg dem, at de skulle overveje at klage til det firma, der laver maden, og fortælle dem, at maden ikke er god. De svarer, at de har været i kontakt med firmaet mange gange. Alligevel sker det igen og igen. Når jeg så foreslår dem, at de måske skulle søge samarbejde med et andet firma, svarer de: ”Nej, vi har en langtidskontrakt.”

Jeg forestiller mig bare, at hvis det her foregik et andet sted – et sted der serverede mad til danske mennesker – og der var en klage, så er jeg ret sikker på, at noget ville ændre sig. For jeg er ret sikker på, at det, at maden her er af så ringe kvalitet, er ganske bevidst.

Jeg bør nævne for jer, at der er mennesker her, som har boet i lejren i mange år. De har spist den samme mad år efter år.

Dagligdagen

Beboerne her i lejren har ikke tilladelse til at have møbler. De må kun have en seng. 

Og hvis man vil se noget, lære noget – studere? Man har kun en seng! Man må ikke have en stol! Jeg spørger bare, hvad er der forkert i at have en stol at sidde på?

Fra tid til anden modtager beboerne telefonopkald fra politiet, der inviterer dem til et møde. Her får de at vide, at de skal tage tilbage til deres hjemland, og at de ikke burde være her. Det stresser dem, der bor her.

Man har heller ikke lov til at arbejde. Man har ikke lov til at lave noget uden for lejren. Og man får heller ikke nogen penge. Der er virkelig intet at lave. Man ender med at miste håbet. Man ender med at blive deprimeret.

Forestil dig, at du lever her. Du har ikke nogen penge, men du vil gerne ud at købe noget. Nogle – jeg siger ikke, at det er alle – men nogle mennesker ender med at stjæle noget fra et supermarked. Og tænk, hvorfor skulle nogen gå og stjæle en sodavand? En sodavand er ligegyldig. Den koster ikke meget. Men folk vil bare gerne have det, og de får det ikke her.

Desuden er det sådan, at man ikke får et enkeltværelse. Man kommer til at bo sammen med andre. Der er intet privatliv! Når man er kommet til Danmark, går der lang tid i andre centre og her, hvor man altid vil have roommates. Der er intet privatliv for nogen.

Systemet

Tre gange om ugen skal folk møde op i lejren og rapportere at de bor her. Altså bare sætte en underskrift, der siger, jeg bor her. Hvis du misser en, får du en advarsel. Hvis du misser endnu en, kommer du i fængsel. Alene fordi du har glemt at skrive under. 

Desuden virker systemet ikke altid. Nogle gange har beboerne skrevet under, men får besked om, at de ikke har skrevet under. Hvis de vil bevise det, får de at vide, at de har glemt at skrive under for to år siden. Hvordan kan man modbevise det? Man bliver nødt til at lade sig fængsle, fordi man ikke kan bevise det modsatte.

Man kan forlade lejren klokken seks om morgenen, og man skal være tilbage klokken elleve om aftenen. Man har ikke lov til at sove ude. Så hver nat sover man her. Man kan bede om tilladelse til at sove to nætter uden for lejren. Men de fortæller dig, at du skal bede om tilladelsen to uger i forvejen. Hvad hvis der opstår noget presserende, og du er nødt til at gå ud? Nogle mennesker har familier og børn, der bor her i Danmark. Hvad hvis de har brug for at besøge dem?

Der har været tidspunkter, hvor folk havde tilladelse, og de sov ude, men stadig fik besked om, at de ulovligt have opholdt sig uden for lejren. Til det svarede de, ja, okay, men jeg har tilladelsen her, jeg har papiret. Svaret er, nej, forsømmelsen skete for to år siden. De har ikke papiret fra dengang, så de har intet bevis mod den anklage.

Lejren

Se hvordan her ser ud. Det ligner jo et fængsel. Der er en mur omkring centret. 

De siger, det ikke er et fængsel, men det, de gør her, er at lægge usynlige lænker omkring vores hals. De er usynlige. Men de findes. Her er ingen transport. Man kan ikke komme nogen steder hen. Man har ikke nogen penge, og ingen billet. Kan man overhovedet kalde det her et liv? Dette er ikke at leve, det er bare at overleve.

Efter nogle år ser man, at beboerne her, almindelige mennesker som jer, bliver syge, håbløse, afhængige, stressede, deprimerede. De får en negativ indstilling til livet. De overvejer selvmord. Forestil dig det. Der er unge mennesker, kun 20 eller 21 år gamle, der bor på dette center.

Jeg har fortalt jer om de problemer, jeg og andre folk har her. De har boet her i seks eller syv år. I morgen eller om et år eller to kommer disse mennesker til at komme ud i samfundet. Hvad forventer I, der er tilbage af dem? Fungerer deres hjerne? Er der nogen sjæl tilbage?

Det her var bare en kort gennemgang af vanskelighederne her. Hvis I taler med andre beboere, kan de fortælle om andre vanskeligheder. I er velkomne til at komme og tale med mig.

Tak, fordi I lyttede.

Talen er transskriberet og oversat fra engelsk af Reinout Bosch

Om skribenten

Pouya Ghatei

Pouya Ghatei

Beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER