Yarmouk i det sydlige Damaskus er blevet totalt ødelagt af al-Assads regime under den syriske oprørskamp. Ifølge en FN-rapport fra 2018 var der "stort ikke et eneste hus i bydelen, som ikke var ødelagt". Foto: Omar Sanadiki / Reuters
10 min. læsetid

Titusinder af palæstinensere fra Yarmouk-lejren er blevet fordrevet under det syriske oprør mod Al-Assad regimet. Mange frygter eksiltilstanden er permanent.

Oversat af Morten Hammeken fra Leila’s Blog


Af Leila al Shami

Flygtningelejren Yarmouk, som ligger i udkanten af det sydlige Damaskus (Syriens hovedstad, red.), var engang kendt som ‘den palæstinensiske diasporas hovedstad.’ To år efter de lokale nedlagde våbnene, ligger lejren stadig i ruiner, hærget af kontrarevolutionens krig mod befolkningen. Mange tvangsflyttede beboere er stadig ikke vendt tilbage, og den nye ‘genopbygningsplan’ truer med at gøre deres fordrivelse permanent.

Yarmouk er et af adskillige udpegede ‘modstandsområder’, som skal ombygges, og hvor en række nye bolig- og ejendomslove bliver brugt til at ekspropriere de oprindelige indbyggeres ejendom, og dermed ændre på befolkningens sammensætning.

Yarmouk-lejren blev grundlagt i 1957, og havde dengang til formål at huse palæstinensiske flygtninge, som flygtede fra Nakba-katastrofen og den etniske udrensning af Palæstina i 1948. Selvom den ikke officielt blev anerkendt som en flygtningelejr, husede den en af de største grupper palæstinensiske flygtninge uden for deres oprindelige land, og den var en kulturel, politisk og intellektuel hjørnesten for palæstinensere i eksil.

“Lejren vedblev at være et nogenlunde roligt område, der også fungerede som et sikkert område for syrere, der flygtede fra al-Assad regimets undertrykkelse andre steder. Vendepunktet kom 15. maj 2011.”

+

Med tiden voksede den til at blive et tæt befolket boligområde, som før den syriske revolution husede op mod 160.000 palæstinensere og titusinder af syrere. Det var et sprudlende handelscentrum, hvor folk fra hele Damaskus tog til for at opleve et levende markedsliv.

Grundet deres udsatte status som flygtninge valgte det palæstinensiske civilsamfund og de forskellige politiske faktioner i Yarmouk at forblive neutrale, da revolutionen startede. Lejren vedblev at være et nogenlunde roligt område, der også fungerede som et sikkert område for syrere, der flygtede fra al-Assad regimets undertrykkelse andre steder. Vendepunktet kom 15. maj 2011.

Fra protester til oprør

Det syriske regime havde opfordret palæstinensiske unge til at demonstrere ved den israelske grænse i de besatte Golan-højder, for at mindes Nakbaen. Israelske soldater skød tåregas og skarp ammunition efter demonstranterne, hvilket resulterede i hundredvis af sårede og 17 døde. Syriske soldater stod ved siden af og betragtede situationen, men greb ikke ind, og forhindrede ambulancer i at nå frem til de sårede.

Mange følte, at regimet udnyttede dem til af aflede opmærksomheden fra opstanden. Begravelsesoptog for de døde udviklede sig til at blive nogle af de første demonstrationer mod regimet.

“Den humanitære situation i området blev drastisk forværret i juli 2013, hvor en altomfattende belejring blev igangsat af al-Assads regime… Fatwaer blev udstedt, som erklærede det tilladt at spise katte og hunde – normalt forbudt i islam – for at afhjælpe hungersnød.”

+

I december 2012 tæppebombede MiG-jagerfly Abdel Qadir Al-Husseini moskéen i midten af lejren, hvor de internt fordrevne folk havde søgt ly. Dusinvis af mennesker blev dræbt. Det blev startskuddet til modstand fra militser, der også vendte våbnene mod regimet. Palæstinensiske faktioner sluttede sig til begge sider. Omkring 80 % af befolkningen flygtede, og en delvis belejring blev iværksat af regimet og ‘Popular Front for the Liberation of Palestine – General Command’ (palæstinensisk-nationalistisk milits i Syrien, der splittede fra den palæstinensiske PFLP i 1968, red.).

Den humanitære situation i området blev drastisk forværret i juli 2013, hvor en altomfattende belejring blev igangsat af al-Assads regime. Det betød, at fødevarer og nødhjælp ikke længere kunne komme frem til de cirka 18.000 civile, der stadig var fanget i lejren. Fatwaer (religiøse befalinger inden for islamiske trosretninger, red.) blev udstedt, som erklærede det tilladt at spise katte og hunde – normalt forbudt i islam – for at afhjælpe hungersnød.

Manglen på medicin, såvel som regimets ødelæggelse af medicinske faciliteter, betød at de mange, der blev såret under det konstante bombardement, eller som havde kroniske sygdomme, stod over for en dødsdom. For at overleve plantede folk haver på hustagene. Da regimet endelig tillod UNRWA (FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, red.) at komme ind i lejren igen i januar 2014, rystede det omverdenen at se billeder af udsultede beboere, der stod i lange madkøer midt i et udbombet krater af en by, som lignede en ødemark på den anden side af dommedag.

Yarmouk-lejrens beboere var blandt ofrene for al-Assad regimets tæppebombninger i 2013, og lejren blev omdannet fra levende handelsmekka til en “udbombet, apokalyptisk ødemark” midt i Damaskus. Foto: UNWRA

Fra ét terrorregime til et andet

Det syriske regime har fremstillet sig selv som den palæstinensiske sags forsvarer. Alligevel viste det ingen nåde over for befolkningen i Yarmouk, som blev kollektivt afstraffet. Deres ‘forbrydelse’ var at give ly til internt fordrevne – og senere at tilslutte sig den syriske kamp for frihed og social retfærdighed.

Aktionsgruppen for Palæstinensere i Syrien (AGPS) har dokumenteret, at 1.458 palæstinensere fra Yarmouk er blevet dræbt siden 2011. Det tal omfatter 496 døde fra bombardementer af lejren, 208 døde af sult eller mangel på medicin, og 215 der er blevet torteret til døde i regimets detentionscentre.

Trods regimets kontrol med indgangene til lejren, lykkedes det Daesh (Islamisk Stat, red.) at overtage mere end 60 % af Yarmouk. Det medførte et helt nyt terrorregime mod befolkningen, som oplevede, at der blev slået hårdt ned på civilsamfundets aktivister og uafhængige stemmer. Pisk og henrettelser var blandt metoderne. På et tidspunkt var omkring 3.000 civile under Daesh-kontrol.

Regimet og dets allierede indledte en totaloffensiv i april 2018, med henblik på at få Daesh luget ud. Efter en måned med intens bombning var omkring 80 % af lejrens bygninger og infrastruktur ødelagt. En russisk finansieret aftale sikrede, at Daesh-medlemmer sammen med deres familier blev evakueret til ørkenen øst for Suweida (by i det sydøstlige Syrien ved grænsen til Jordan, red.), og den resterende civilbefolkning blev tvunget på flugt, da regimet generobrede kontrollen med området.

Blot to måneder senere gennemførte Daesh en række angreb i Suweida på den drusiske minoritetsbefolkning. Mange opfattede det som et angreb, der blev udført med regimets opbakning – et kynisk træk, der kunne give det kontrollen tilbage med provinsen.

“Jeg har ikke et eneste billede fra min barndom tilbage”

Efter våbenhvilen forsøgte mange familier forgæves at vende tilbage til Yarmouk. Nogle fik lov til at vende midlertidigt tilbage for at inspicere deres tidligere hjem, efter at have fået en sikkerhedsgodkendelse mod bestikkelse. I dagene der fulgte var en række billeder i omløb, som dokumenterede, hvordan regimetro militser plyndrede de tidligere beboeres hjem.

“De stjal det hele. Selv min fars omfattende bibliotek. De tog mit teleskop, de håndsyede tæpper min bedstemor havde lavet. Jeg har ikke et eneste billede tilbage fra min barndom”

Rami, internt fordrevet syrer
+

Rami, hvis familie kommer fra Suweida, er en af de mange syriske flygtninge der ser Yarmouk som sit hjem. Han flygtede fra lejren i juni 2018, blot seks dage før regimet trængte ind. Han var knust over at se sit hjem blive plyndret live på tv-kanalen Al-Akhbariya (syrisk statskontrolleret kanal, red.). “De stjal det hele”, forklarer han. “Selv min fars omfattende bibliotek. De tog mit teleskop, de håndsyede tæpper min bedstemor havde lavet. Jeg har ikke et eneste billede tilbage fra min barndom. Det er uerstattelige ting.”

Trods officielle udtalelser fra regimets talspersoner og ledere af de palæstinensiske faktioner, som garanterer, at indbyggerne kan få lov at vende tilbage, når støvet har lagt sig, og basale ydelser er blevet genoprettet, frygter mange at deres status som fordrevne er permanent, og at lejrens identitet er blevet forandret for altid.

Mange af beboerne i Yarmouk har oplevet at få stjålet alle deres ejendele. Nu frygter de, at også deres ret til at bo i området bliver taget fra dem. En ny genopbygningsplan fra Al-Assad regimet lægger op til at fjerne de indbyggere, der ikke kan dokumentere bolig- og ejerforhold. Foto: Røde Kors

Genopbygningsplaner vil ændre Yarmouk permanent

Yarmouk, der tidligere blev styret af lokalkomitéer under det syriske ministerium for lokal administration, er for nylig blevet lagt ind under Damaskus’ bystyre, og har dermed fået fjernet sin uofficielle status som lejr. I juni blev der fremlagt en genopbygningsplan fra centraladministrationen i Damaskus. Her fik indbyggere 30 dage til at dokumentere deres ejerskabsforhold, og at rette eventuelle indvendinger.

Mange af indbyggerne har aldrig besiddet den type dokumentation. Andre har mistet den i løbet af konflikten, og andre igen bor ikke længere i landet. Ifølge Rami: “… har selv folk, der kan skaffe de nødvendige papirer, ikke lyst til at gøre det. Mange stoler ikke på systemet, andre mener der er for stor risiko for at blive arresteret, og nogle har ganske enkelt ikke råd til at betale den påkrævede bestikkelse.”

Ifølge planen kan kun 40 % af indbyggerne fra lejren – der “er blevet lettere skadet” – vende tilbage. De resterende 60 % af området skal gennemgå en slags byfornyelse, hvor byggekontrakterne med al sandsynlighed kommer til at blive givet til regimets egne venner, ganske som det er sket de fleste andre steder. De bliver i det store hele ikke tilbudt genhusning eller kompensation, selv om folk, der kan dokumentere deres ejerskab, dog vil få tilbudt små andele.

“… dét, der er sket i Yarmouk, var udtryk for en bevidst strategi, som skulle løse ‘flygtningeproblemet’ én gang for alle. I det lys har håndteringen af den palæstinensiske tilstedeværelse i Syrien også gjort uhørt stor skade på hele den palæstinensiske sag.”

+

Ifølge AGPS “Vil den nye plan ændre markant på befolkningssammensætningen og lejren arkitektoniske identitet. Flere bygninger vil blive fjernet, hvilket vil føre til fordrivelse i stor stil af flygtningefamilier. Dette vil yderligere forværre de humanitære forhold i lejren. Hvis den nuværende plan bliver gennemført, er det sandsynligt, at færre end halvdelen af beboerne vil kunne vende tilbage til deres hjem.”

Mere end 10.000 klager er blevet indsendt af beboerne, og 3.000 har foreløbig underskrevet et krav om at rehabilitere lejren, og at folk får mulighed for at vende tilbage, så de selv kan være med til at genopbygge deres hjem.

“Jeg mistede mit hjem, da jeg blev nødt til at flygte for mit liv”, siger Rami. “Jeg mistede det igen, da jeg så det blive plyndret af den syriske hær på live tv… og nu skal jeg så miste det endnu en gang til det her statssanktionerede tyveri af vores jord.”

Forræderi af den palæstinensiske sag

Som så ofte set før, bliver ‘genopbygning’ brugt som dække for at overdrage ejendom fra dets tidligere ejere til korrupte forretningsmænd på regimets venneliste, og til at sikre at et ‘modstandsvilligt’ lokalsamfund bliver permanent fordrevet.

Alligevel har fordrivelsen – idet Yarmouk husede store grupper af palæstinensiske flygtninge – også større konsekvenser. Prominente syriske intellektuelle som Salameh Kaileh argumenterer for, at dét, der er sket i Yarmouk, var udtryk for en bevidst strategi, som skulle løse ‘flygtningeproblemet’ én gang for alle. I det lys har håndteringen af den palæstinensiske tilstedeværelse i Syrien også gjort uhørt stor skade på hele den palæstinensiske sag.

Efter Kailehs mening har regimet ladet våben komme ind i lejren for at trække den ind i den større konflikt, og infiltrationen fra ekstremistiske grupper som Daesh har været et påskud for at indlede et massivt bombardement og udsultning af lejren. Begge dele har været med til systematisk at ødelægge lejren og tømme den for indbyggere. Hvad der for Kaileh imidlertid er endnu værre end regimets forbrydelser, er de folk, som har forsvaret regimet – og dermed forrådt den palæstinensiske sag “ud fra en naiv forestilling om at bekæmpe imperialisme.”

Af samme forfatter: Black Lives Matter: Erfaringer fra Syrien


Leila al Shami

Leila Al Shami er syrisk-britisk menneskerettighedsaktivist, og medforfatter til bogen Burning Country: Syrians in Revolution and War.

Læs mere af Leila al Shami