Uffe Elbæk til Joy Mogensen: Lær af Irland – og af Roosevelt og Bauhaus!

Kunsten og kulturen har en grundlæggende betydning for et samfund, der vil kalde sig civiliseret og humanistisk. Den irske støtte til kunst- og kulturliv under corona burde være et forbillede for Danmark, skriver Uffe Elbæk.

Af Uffe Elbæk, MF (Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjsparti)

Kunsten og kulturen var ikke bare den første sektor, der blev ramt af corona: Det er også den sektor, der senest vil komme i gang igen. Jeg håber oprigtigt, at kulturministerens ekspertgruppe – der netop nu sidder og sætter de sidste kommaer og punktummer i en tilsvarende dansk rapport – har nærlæst konklusionerne og anbefalingerne i den irske rapport Life Worth Living – The Report of the Arts and Culture Recovery Taskforce.

Allerede i oktober sidste år præsenterede den irske regering en ambitiøs og visionær nødplan for landets kunst- og kulturliv. Med et skarpt fokus på både kunstnernes arbejdsvilkår her og nu under corona-lockdown, men også med bud på, hvordan man får kulturen og kunsten på højkant igen efter corona-krisen. For kunsten og kulturen var ikke bare den første sektor, der blev ramt af corona – det er også den sektor, der senest vil komme i gang igen.

Kulturpolitik i flyverhøjde

Jeg håber oprigtigt, at kulturministerens ekspertgruppe – der netop nu sidder og sætter de sidste kommaer og punktummer på en tilsvarende dansk rapport – har nærlæst konklusionerne og anbefalingerne i den irske rapport. Der er nemlig så meget godt at hente i de irske anbefalinger. Lige fra et treårigt forsøg med borgerløn for kunstnerne og kultur-iværksætterne, over efteruddannelses- og træningsprogrammer under lockdown-perioden, til en grøn omstillingsstrategi for hele kultursektoren, når samfundet igen åbner op.

“… jeg håber, at kulturministerens tilsvarende rapport er både lige så ambitiøs, modig og respektfuld, som de har været det i Irland.”

Rapporten emmer af respekt for kunstnernes og kulturens betydning for den enkelte borger og samfundet som sådan. Både når det gælder det enkelte menneskes behov for af forstå sig selv og skabe mening og retning i sit liv. Men også kunsten og kulturen som afgørende drivkraft og indhold i hele den kreative industri. Fra film- og musik-industrien over design og mode til turisme. Kort sagt kommer rapporten 360 grader rundt, men slipper aldrig udgangspunktet: Kunsten og kulturens grundlæggende betydning for at et samfund kan kaldes civiliseret og humanistisk.

Jeg har arbejdet med kultur og kunst det meste af mit voksenliv. Både som kultur-iværksætter, som formand for kulturudvalget i Aarhus, som formand for Kulturministeriets Udviklingsfond, som kulturminister og som partiformand, der ønskede, at alle andre politikområder skulle gennemlyses af kunsten og kulturens menings- og identitetsdannende kraft.

Det vil sige, at jeg har fløjet hen over det kulturpolitiske landskab i mange forskellige flyvehøjder. Og siddet på begge sider af skrivebordet. Uden overdrivelse kan jeg sige en ting: Det har altid været op ad bakke med respekten for kulturen og kunstens betydning. Jo vist, der er blevet holdt mange festtaler om kunsten og kulturens betydning. Og hvor mange gange har jeg ikke hørt Churchills ord om, at han ikke ville høre tale om besparelser på kulturbudgettet for at skaffe penge til forsvaret under 2. Verdenskrig: For hvad kæmper vi så for, skulle han have sagt.

Men hånden på hjertet, så har der ikke været ret meget Churchillsk swung over de budget-forhandlinger, jeg gennem årene har deltaget i.  Der har altid været noget andet, der var vigtigere end kulturen og kunsten. Kræftbehandling, folkeskolen, socialt udsatte børn og unge, handicappedes eller ældres vilkår og erhvervslivets ve og vel.

Corona og kulturliv

Og hvad sker der så her under corona-krisen: Alle er enige om, at kulturen og kunsten mentalt skal få os sikkert over på den anden side af krisen. Med statsministeren i spidsen priser alle nu den nationale fællessang, hjemmekoncerterne, filmserierne, romanerne, de digitale museumsbesøg eller teater- og balletforestillingerne på nettet.

For selvfølgelig har vi behov for at mærke meningen med livet, at kunne spejle os i den anden, bryde ud af isolationen og ensomheden og mærke fællesskabets kraft, i en tid hvor vi er ufrivilligt er blevet lukket inde med os selv og – hvis vi er heldige – de allernærmeste.

Hvad pokker ville vi have gjort, hvis vi ikke havde kulturen og kunsten at trække på lige nu? Prøv at forestille dig dette corona-år, som måske bliver til corona-år i flertal – uden musik, uden film, uden romaner. Uden alt det der holder vores følelsesliv i live. Det ville jo ikke være til at bære.

Derfor er det tilsvarende vigtigt, at vi nu betaler tilbage som samfund til vores kunstnere, musikere, skuespillere, dansere, sangere, forfattere, filmfolk, designere, lys, lyd og sceneteknikere, producenterne etc. Ja, alle led af de økosystemer, der udgør vores kultur- og kunstliv.

Det er derfor den irske rapport er så afgørende vigtig. Og Gud hvor jeg håber, at kulturministerens tilsvarende rapport er både lige så ambitiøs, modig og respektfuld, som de har været det i Irland. Ambitiøs når det gælder at prioritere området både økonomisk og fagligt. Modigt når det gælder at bruge den aktuelle krise til at skabe forudsætningerne for et endnu stærkere kultur- og kunstliv på den anden side af krisen. Og respektfuldt når det gælder forståelsen for, hvor hårdt denne lockdown rammer kunstnere og kulturfolk økonomisk og fagligt.

Lad os inspireres af Roosevelts kulturprogram under 30’ernes økonomiske krise

Hvis kulturministeren og ekspertgruppen har brug for yderligere inspiration, vil jeg anbefale, at de dels ser tilbage i tiden og lader sig inspirere af præsident Franklin D. Roosevelts kulturprogram under den økonomiske krise i 1930’erne. Og dels ser ud i Europa og kigger godt og grundigt på EU-programmet The New European Bauhaus.

Hvor Roosevelts regering i 1930’ernes USA satte en lang række arbejdsprogrammer i gang for forfattere, kunsterne, musikere, dansere, skuespillere, arkitekter og designere – og derudover tænkte kulturen og kunsten ind i en lang række store infrastruktur-projekter – så kobler The New European Bauhaus kulturen og kunstens rolle og betydning ind i den grønne omstilling. Med ambitionen om at koble kunsten, arkitekturen, design og den kulturelle nerve og anskuelse ind i alle de kommende grønne infrastruktur-projekter. Uanset om vi snakker grøn byudvikling, grøn transport, grøn uddannelse, grøn produktion eller grøn livsstil. Med den klare politiske ambition at gøre den grønne omstilling i Europa smuk, æstetisk, menneskelig, meningsfuld, social og involverende.

“Hvis ekspertgruppen er lidt dovent anlagt, kan de bare kopiere den irske rapport. Det alene vil gøre mig glad. Men jeg håber selvfølgelig, at de tager det kulturpolitiske strategiarbejde til det næste niveau.”

Kulturministerens ekspertgruppe har derfor ingen undskyldning for ikke at komme ud med både visionære og ambitiøse anbefalinger til kulturministeren og regeringen, når det gælder at bakke kulturen og kunsten op. Både støtte her og nu, men ikke mindst også når samfundet igen så småt begynder at åbne op igen.

Som sagt: Hvis ekspertgruppen er lidt dovent anlagt, kan de bare kopiere den irske rapport. Det alene vil gøre mig glad. Men jeg håber selvfølgelig, at de tager det kulturpolitiske strategiarbejde til det næste niveau – og eksempelvis kobler de historiske erfaringer fra Roosevelts kulturprogram fra 30’erne med det aktuelle europæiske, grønne vingesus fra The New European Bauhaus-programmet. Og så afslutningsvis lægge et originalt dansk kulturpolitisk greb ned over det hele.

Det er, hvad jeg håber af ekspertgruppens arbejde – nej: Det er det, jeg forventer af ekspertgruppens arbejde. For hvis det ikke er ambitionsniveauet på rapporten, må jeg blot konstatere, at kulturen og kunsten endnu engang er kommet bagerst i køen, når regeringen skal gøre sine prioriteringer op. Hvilket for Frie Grønne vil være intet mindre end uacceptabelt.