Ugen på venstrefløjen – 11. april 2025
Lige om lidt går redaktøren på påskeferie, og der kommer derfor ikke nogen Ugen på Venstrefløjen før om to uger. Men i skal ikke snydes for denne uges potpourri af historier. Fredsinitiativet Amager omdannede onsdag Christianshavns Torv til en amerikansk base. Rør og Blik blæser til kamp for demokrati og retfærdighed. Og så er du inviteret til palæstinensisk aften i Aarhus
Fredsinitiativet Amager omdanner Christianshavns Torv til en amerikansk base
Onsdag 9. april fandt en happening mod amerikanske baser sted på Christianshavns Torv i København. Det skriver arrangørerne, Fredsinitiativet Amager i en pressemeddelelse:
”Onsdag eftermiddag den 9. april dukkede en amerikansk base op på Christianshavns Torv. Basen blev bevogtet af to amerikanske soldater og inde fra det indhegnede område strømmede amerikansk militærmusik ud over torvet. Inde på basen passede en mand i hvid beskyttelsesdragt godt på en atombombe samt kasser med ammunition.
Det vakte opsigt blandt forbipasserende, hvor nogle blev provokeret af de amerikanske flag og rev dem i stykker.
– Vi oplevede en stor vrede og utilfredshed blandt mange forbipasserende med den måde, USA opfører sig på i øjeblikket. Mange udtrykte deres opbakning, da det gik op for dem, at der var tale om en aktion i protest mod, at Danmark vil tillade USA at oprette tre baser i Danmark, siger Benjamín Bjarkason fra Fredsinitiativet Amager, som stod bag aktionen.
På fredag den 11. april skal Folketinget førstebehandle det lovforslag, der vil give USA lov til at oprette tre baser i Danmark. Det sker uden, at der har været en reel offentlig debat om konsekvenserne ved at få USA-baser på dansk jord, og om det er en god ide i en situation, hvor den amerikanske præsident truer Danmark, Grønland og mange andre.
43 procent af befolkningen er ifølge en meningsmåling fra Epinion mod base-aftalen, mens kun 28 procent bakker op om den.
”Der er behov for, at politikerne lytter til befolkningen og tager vores bekymring alvorligt. Hvis loven bliver vedtaget, vil USA få eksklusiv råderet over tre områder af Danmark. Her kan USA gøre præcis, som de vil. Danmark kan ikke kontrollere, om der for eksempel er atomvåben eller klyngebomber på baserne. På baserne er det amerikanske love og regler, der gælder”, siger Lin Mortensen fra Fredsinitiativet Amager.
På fredag den 11. april er der protest mod USA-baserne allerede klokken 8 om morgenen i Rigsdagsgården foran Folketinget. Klokken 15 samme dag er der stor demonstration på Slotspladsen.”
Rør og Blik: Vores demokrati er ikke til salg
Tværtimod skal vi styrke demokratiet på vores fælles arbejdspladser og aktivt bekæmpe økonomisk og demokratisk ulighed.
Verdens rigeste bliver hurtigt rigere. I USA samarbejder verdens rigeste tæt med verdens mest magtfulde politikere. Denne magt er bygget på en farlig kombination af enorme formuer og kontrol over medierne. Når uligheden vokser så ekstremt, at demokratiet kan købes med penge og manipulation, er demokratiet alvorligt truet.
Når eliten finansierer politiske kampagner med milliarder af dollars, forventer de afkast i form af endnu flere penge, øget magt og skaber endnu større ulighed. Denne voksende ulighed fører til dybe skel og konflikter, som skaber grobund for populisme og skrupelløse politikere.
Vores fagforening har i 152 år kæmpet for frihed, lighed og fællesskab, for demokratiet og mod ulighed. Derfor kræver vi, at formuer beskattes retfærdigt, især for dem, der tjener penge alene på at eje penge. Uligheden er desværre også stærkt stigende i Danmark, hvor stadig større rigdom samles hos stadig færre.
Det er ikke i vores interesse, at demokratiet undermineres, og en ultrarig elite overtager styringen af samfundet. Det vil true den frihed og de rettigheder, generationer før os har kæmpet for.
Vi har heldigvis alternativer. Ifølge vores fagforenings vedtægter arbejder vi for, at produktionsmidlerne overgår til fælles eje. Vi ønsker at styrke demokratiske ejerformer og ledelse af virksomheder og forsyningsselskaber – noget, vi allerede har stærke traditioner for i Danmark.
Vi vil derfor fortsætte kampen for et ægte demokratisk samfund, hvor økonomisk og demokratisk magt fordeles retfærdigt.”
Stemmerne fra den besatte Vestbred
Hvis du er i Aarhus og har lyst til at vide mere om livet i Palæstina på den besatte Vestbred, så har Palæstina Solidaritetsgruppen, Mellemfolkeligt Samvirke og Betlehems Venner et arrangement til dig. De inviterer dig til at lytte til stemmerne fra den besatte Vestbred.
Arrangementet foregår i Folkehuset i Carl Blochs Gade i Aarhus, og det sker onsdag d. 23. april 2025 kl.19-21.
Denne aften viser og fortæller den unge palæstinenser fra flygtningelejren Deheishe i Betlehem, Saif Hammesh, om sin kortfilm, “The Deer’s Tooth” (Denne del er på engelsk)
Mathilde Kjeldsen beretter om oplevelser fra sit 3 måneder lange ophold i efteråret 2024 som frivillig observatør ved Folkekirkens Nødhjælp på Vestbredden (Denne del er på dansk)
Der er gratis adgang, og du kan læse mere på Facebook.
Solidaritet går på påskeferie
Nu går Solidaritets chefredaktør på påskeferie. Det har været et intenst – men samtidig også positivt første kvartal for Solidaritet. Læsertallene er høje, og der er mange, som gerne vil skrive til os. Bliv ved med det.
Der udkommer løbende tekster i løbet af påsken, og hvis du brænder inde med noget, kan du skrive til [email protected]
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
