Ugen på venstrefløjen – 21. februar 2025
Der er en asteroide på vej, og den har tre procents mulighed for at ramme Jorden i 2032. I den hastighed som tingene udspiller sig i for tiden, virker det til, at vi skal være heldige, hvis vi til den tid er her til at opleve, om den også rammer. I mellemtiden fortsætter Ugen på Venstrefløjen. Denne gang har du mulighed for at blive aktiv i Solidaritet, og så skal vi også forbi byggebranchen og en retssag mod dansk våbeneksport til Israel, inden vi slutter af med en hilsen fra Bernie Sanders
Bliv aktiv i bestyrelsen i Solidaritet
Søndag 16. marts holder Solidaritet generalforsamling, og nogle af de gode kræfter, der har hjulpet os de seneste år, træder et skridt tilbage. Derfor har vi brug for nogen, som vil give en hånd med at føre den frie venstrefløjs uafhængige netmedie videre.
Redaktionen passer det redaktionelle, Radioaktiv laver podcast og forlaget udgiver bøger. Bestyrelsen? Den skal sørge for, at det hele kan lade sig gøre.
Der skal hverves medlemmer, og der skal søges økonomisk støtte, flere skal lære om vores medie – og vi skal knytte folk tættere til vores fælles samlingspunkt på venstrefløjen.
Arbejdet er rart, stemningen god og bestyrelsen mødes en gang om måneden for at aftale sine arbejdsopgaver.
Så vil du opbygge venstrefløjen, men har du ikke nerverne til fnidder og fløjkampe? Så er det dig, vi søger. Meld dig derfor ind i Solidaritet, og kom til generalforsamlingen.
Meddel din opstilling til bestyrelsen til vores organisationssekretær Reinout Bosch på [email protected] senest 14 dage før generalforsamlingen.
Ny undersøgelse: Byggearbejdere presses til ulovligheder
En ny undersøgelse fra Teknisk Landsforbund afslører alarmerende forhold i den danske byggebranche. Det oplyser Danske Byggefag i en pressemeddelelse.
Næsten hvert tiende adspurgte medlem har oplevet at få direkte instruktion fra deres chef om at udføre ulovlige opgaver. 16 procent har været vidne til ulovligheder, og af dem har 61 procent været vidne til ulovlig håndtering af asbest. Hver tredje af dem har været vidne til sager med illegale migrantarbejdere.
Forbundsformand i Teknisk Landsforbund, Jannik Frank Petersen, kalder situationen “helt uacceptabel” og understreger, at ingen bør frygte at blive inddraget i ulovligheder på deres arbejdsplads. Han efterlyser bedre whistleblower-ordninger, der gør det muligt at anmelde ulovligheder anonymt, samt en styrket myndighedsindsats.
Danske Byggefag – en sammenslutning af syv fagforbund i byggeriet – opfordrer politikerne til at indlede en national offensiv mod arbejdskriminalitet.
Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen, foreslår blandt andet et samarbejdsforum mellem SKAT, politiet og Udlændingestyrelsen for at styrke kontrollen. Samtidig mener han, at strafferammerne for arbejdskriminalitet bør hæves for at gøre det mindre attraktivt at bryde loven.
“Den danske byggebranche skal være kendt for kvalitet, sikkerhed og ordnede forhold – ikke for svindel og kynisk udnyttelse af arbejdskraft,” siger Claus von Elling.
Undersøgelsen bygger på svar fra 383 medlemmer i byggebranchen og blev gennemført i november og december 2024.
NGO’ers sag om våbeneksport til Israel på vej i Østre Landsret
Østre Landsret skal fra 25. til 27. februar tage stilling til, om en sag om dansk våbeneksport til Israel kan føres ved domstolene.
Det er et led i den retssag, som fire organisationer – Oxfam Danmark, Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq – har anlagt mod den danske stat for at få stoppet eksporten af militært udstyr, som kan blive brugt i krigen i Gaza.
Organisationerne mener, at Danmark risikerer at overtræde internationale regler for våbenhandel – og dermed bliver medansvarlig for krigsforbrydelser og et potentielt folkedrab i Gaza. Sagen omhandler især eksport af danske komponenter til F-35-kampfly, som USA sælger videre til Israel.
En lignende sag i Holland har ført til et forbud mod våbeneksport til Israel.
”Vi har i månedsvis set beviser på grove krænkelser af civilbefolkningen i Gaza. Danmark må ikke ignorere sine forpligtelser til at sikre, at danske våben ikke bruges i strid med folkeretten,” udtaler Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark i en pressemeddelelse.
FN’s Internationale Domstol (ICJ) har tidligere vurderet, at der er en plausibel risiko for, at Israel begår folkedrab i Gaza. NGO’erne håber, at retssagen vil tvinge den danske regering til at tage stilling til, om våbeneksporten er i strid med international lov.
Bernie Sanders udstiller Trumps internationale hykleri
Og nu stiller vi om til Washington. Der kommer ikke mange gode nyheder fra den amerikanske hovedstad.
Men senator Bernie Sanders har udgivet en video på sin Facebook-side, hvor han udstiller Trumps hykleri og løgne, da præsidenten kaldte Ukraines præsident Zelinskij for en diktator og antydede, at det var Ukraine, der startede krigen.
Du kan se videoen her:
Ugen på venstrefløjen vender tilbage i næste uge – inshallah. I mellemtiden vil vi sige tillykke til Per Clausen, som fyldte 70 torsdag 20. februar. Det fejres, mens disse linjer udgives om eftermiddagen fredag 21. februar med en reception på Aalborg Travbane.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
