Ukraine: Oplysning og synsvinkler

Tak til Peer Møller Christensen for anmeldelsen af Benjamin Abelow: Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine (https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2023/05/15/anmeldelse-hvordan-vesten-bragte-krigen-til-ukraine/). En anden interessant og yderst veldokumenteret bog, der også præsenterer en anden synsvinkel end den sædvanlige – at det er Putins skyld alt sammen – udkom i Tyskland sidste år med titlen Der lange Weg zum Krieg (2024), af Petra Erler og Günter Verheugen, tidligere EU-kommissær for østudvidelse og mangeårigt medlem af Forbundsdagens udenrigspolitiske udvalg. Denne bemærkelsesværdige bog har været Spiegel – bestseller og har vakt opmærksomhed i Tyskland, men er ikke blevet omtalt herhjemme. Den bringer en lang række oplysninger, som ikke er så velkendte.

Budapest-memorandummet

Abelow omtaler ikke Budapest-memorandummet fra 1994, men det gør Peer Møller Christensen i sin anmeldelse: “Som modydelse for at give afkald på sine atomvåben (som alle blev overført til Rusland) fik Ukraine indføjet i traktaten, at underskriverne – for Rusland var det Boris Jeltsin – forpligtede sig til at respektere Ukraines suverænitet og grænser”. Det samme gør Erler og Verheugen med den kommentar, at der ikke var tale om nogen ydelse fra Ukraines side, idet den ukrainske regering ikke havde rådighed over atomvåbnene, som var udstationeret i Ukraine, men kontrolleret centralt fra Moskva. Og at den russiske grænsegaranti blev afgivet under forudsætning af og i forvisning om ukrainsk neutralitet som indskrevet i uafhængighedserklæringen og forfatningen og garanteret af Vestens løfter om ikke at udvide Nato mod øst. Det blev Nato så alligevel og, som Peer Møller Christensen ganske rigtigt skriver, ganske frivilligt fra det politiske flertals side i de nye Nato-lande, men det fritager jo ikke Vesten for ansvar.

Minsk-aftalerne

Erler og Verheugen beskriver forhistorien og forløbet i detaljer, bl.a. Minsk-aftalerne, som ofte gengives fordrejet i vores hjemlige medier, således i Kr.Dagblads leder (13.3.2025), hvor der står, at “Putin er før gået med til våbenhvileaftaler, som han prompte har brudt, når muligheden viste sig for at tilrane sig mere territorium. Det oplevede ukrainerne med Minsk I- og Minsk II-aftalerne i 2014-2015, som forsøgte at afslutte krigen i Donbass i Ukraines østlige regioner”. At Rusland brød Minsk-aftalerne, er lodret forkert. Det var Ukraine, som brød Minsk-aftalerne, og Hollande og Merkel har offentligt vedgået, at de som garantimagter underskrev aftalerne på skrømt for at give Ukraine tid til at opruste. (Die Zeit, 7.12.2022). “De tog os simpelthen ved næsen”, som Putin sagde i interviewet med Tucker Carlson i februar 2024. I de følgende år påberåbte Rusland sig hele tiden aftalerne, som skulle afslutte krigshandlingerne i Donbass og sikre visse rettigheder for det russiske mindretal, som udsættes for brutal tvangs – ukrainisering og behandles elendigt lige som hos vore EU-frænder i de baltiske lande (hvilket aldrig omtales). Angående brudte aftaler har Vesten intet at lade nogen som helst høre, begyndende med det brudte løfte til Gorbatjov i 1990 om, at Nato ikke ville blive udvidet mod øst.

Lad os ikke glemme, at krigen ikke blev udløst af russiske territoriale krav, men af de for Rusland uacceptabe planer om ukrainsk Nato-medlemskab. Den aggressive part var USA, som på Nato-topmødet i Bukarest i 2008 trods fransk og tysk modstand fik gennemtrumfet en Nato-invitation til Ukraine og Georgien for derved at bruge det transformerede Nato til at svække Rusland og få kontrol med nogle flere tidligere sovjetrepublikker, og EU fulgte nølende med ind i stedfortræderkrigen, men havde jo ingen interesse i fjendskab med Rusland. Nu har USA opgivet dette forehavende og har fået det til at se ud som et nederlag for EU, som ikke uden prestigetab blot igen passivt kan følge efter USA.

Istanbul-kommunikéet og den forspildte fredsløsning

Uanset om de aktuelle kontakter fører til en våbenhvileaftale eller ej, vil vi fortsat blive tudet ørerne fulde om russiske krigsønsker og territoriale ran, og det hele vil blive godtaget af befolkningsflertallet, som fx aldrig har hørt Istanbul-kommunikéet, der beskrives detaljeret af Erler og Verheugen. Det var et udkast til en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland kort efter invasionen, sidst i marts 2022, efter forhandlinger først i Minsk og siden i Istanbul med Israels daværende premierminister, Naftali Bennett, som mægler. Aftaleteksten, som gik ud på, at Ukraine skulle være neutralt, at de russiske tropper skulle trækkes tilbage, og at Krims status skulle forhandles senere, var næsten klar til underskrift, og der var skålet i champagne. Der udestod bl.a. spørgsmålet om et neutralt Ukraines militær i fredstid, hvilket Zelenskyj var parat til at forhandle direkte med Putin. Så aflagde Boris Johnson besøg i Kyiv i begyndelsen af april, og pludselig trak Zelenskyj – der var blevet valgt i 2019 på et program om forsoning med Rusland – sig fra aftalen. Naftali Bennett udtalte senere, at Vesten blokerede for en fredelig aftale.

Forhandlingsforløbet er også beskrevet i en længere artikel i Foreign Affairs, 16. april 2024, Samuel Charap & Sergey Radchenko: The Talks That Could Have Ended the War in Ukraine. For at opnå ukrainsk neutralitet afstod Rusland fra næsten alle andre krav. Ukraines neutralitet og sikkerhed skulle garanteres af en række garantimagter, deriblandt USA, Rusland, Kina, England, Frankrig, Tyskland, Canada, Polen, Israel og Tyrkiet, som altså skulle skrive under på ukrainsk neutralitet og desuden forpligte sig til individuelt eller i fællesskab at komme Ukraine til undsætning i tilfælde af fremtidige militære angreb. Ingen af delene var tilsyneladende acceptable for Vesten. Alt dette er forståeligt nok blevet fortiet af vestlige politikere og medier. Mærkeligt nok blev det også længe fortiet af russerne. Som en mulig forklaring på dette anfører Erler & Verheugen, at aftalen med dens opgivelse af en lang række russiske krav ville have været indenrigspolitisk stærkt kontroversiel i Rusland.

Hvad Rusland ønsker

Den udbredte og ofte gentagne opfattelse er, at Rusland ikke ønsker fred og truer ikke blot Ukraine, men også resten af Europa og hele Vesten. “Jeg tror ikke, at Putin slutter med Ukraine. Så vil han gå videre med det næste land”. (Mette Frederiksen i München, Politiken 20.2.2023). “Putin har defineret sin krig og har allieret sig med Kina, Nordkorea og Iran for at bringe den vestlige verdensorden til fald”. (Anna Libak, Deadline 8.8.2025). Her får Anna Libak så lige byttet rundt på årsag og virkning. Alliancen mellem Rusland og Kina var en reaktion på sanktionerne og stedfortræderkrigen, ikke en forløber eller årsag til den.

Ifølge Erler og Verheugen var de oprindelige russiske krav ukrainsk neutralitet og garantier for det russiske mindretal, som var legitime, men blev pure afvist af Nato i januar 2022. Efter tre og et halvt års krig er kravene skærpet til at omfatte anerkendelse af anneksionen af Krim og de russiske befolkede områder i Østukraine og muligvis også andre russisk befolkede områder, men næppe i de baltiske lande; dertil har Rusland for stor respekt for Nato. At Rusland skulle udgøre en trussel mod resten af Europa eller “den vestlig verdensorden” forekommer helt urealistisk. Det har Rusland hverken sikkerhedsmæssige, nationale eller økonomiske interesser i og heller ikke kræfter til.