Ukraine står over for et ubærligt valg

Oversat fra ”Ukraine Faces an Unbearable Choice”, Jacobin, 21. november 2025

I takt med at spekulationerne om endnu en fredsplan for Ukraine formidlet af Trump tager til, føles meget af dagens debat som déjà vu. Man hører de samme fordømmelser af »særinteresser« i konflikten, fordømmelser af krigsmagere og råb om »forhandlinger i en fart«. I Ukraine hørte vi ikke bare disse argumenter. Vi fremsatte dem selv.

Efter at Rusland I sommeren 2014 havde annekteret Krim, og krigen i Donbass allerede var blusset op, udsendte aktivister fra Ukraine, Rusland og Hviderusland en »Ny Zimmerwald«-erklæring, der kritiserede den stigende chauvinisme og det stigende fremmedhad i deres lande. De opfordrede til en bredt funderet bevægelse mod krigen, en øjeblikkelig våbenhvile og gensidig nedrustning. Ukraines nyoprettede Sotsialnyi Rukh (Sociale Bevægelse) gentog i 2015 ånden i erklæringen og gik ind for direkte forhandlinger mellem fagforeningsfolk og menneskerettighedsforkæmpere fra begge sider samt opløsning af sikkerhedsorganerne. Det var et oprigtigt forsøg på internationalistisk fred – og det mislykkedes.

Intet af dette stoppede Ruslands aggression i februar 2022. Alligevel tyede russiske venstreorienterede bortset fra en modig minoritet igen til pacifistiske formuleringer, hvor de gav begge sider skylden for krigen og pegede på NATO, Boris Johnson og det »neo-nazistiske oligarkiske regime i Kiev«. Ukrainerne, der var under beskydning, kunne ikke tillade sig den luksus. De gjorde modstand mod besættelsesmagtens tropper, og alt for mange har allerede mistet livet.

Den internationale venstrefløj svinger, når den ikke begrænser sig til korte standarderklæringer, stort set mellem en instinktiv afsky for uretfærdighed og en desperat bøn om fred. Men kan det udgøre en vejledning til handling?

Prisen for retfærdighed

Der skorter ikke på mennesker, der fordømmer ethvert kompromis med Kreml som rent og skært forræderi, som vil skabe præcedens for at belønne aggression. I absolutte termer har de ret. Men retfærdigheden har altid en pris: hvis ikke for den aktivist, der kræver den, så for en anden.

Ukraines ressourcer er strakt til bristepunktet. Forsvarsudgifterne er i 2025 nået op på 70 milliarder dollar, noget der overstiger de indenlandske skatteindtægter. Budgetunderskuddet ligger på omkring 40 milliarder dollar, og fortsat udenlandsk bistand er ikke en selvfølge. Omkostningerne ved genopbygningen er allerede steget til over en halv billion dollar. Den offentlige gæld ligger på 186 milliarder dollar og stiger fortsat.

Næsten to tredjedele af ukrainerne forventer, at krigen yderligere vil vare længere end et år, og eksperterne er enige. Præsident Volodymyr Zelenskyj understreger, at hans land vil have brug for al tilgængelig støtte for at bekæmpe den russiske hær i yderligere to til tre år. Samtidig er Ukraines væbnede styrker pressede, ikke kun af mangel på våben og ammunition, men også af svindende mandskab.

Siden 2022 er der registreret over 310.000 tilfælde af desertering og udeblivelse uden tilladelse, hvoraf mere end halvdelen skete i 2025. Mange soldater, der har forladt hæren, begrunder det med udmattelse, manglende psykologisk forberedelse på ekstrem kampintensitet, endeløs fronttjeneste og korrupte befalingsmænd, der behandler dem som noget, man bare kan bruge og smide væk. Nogle er parate til at vende tilbage, når forholdene forbedres, men kun en brøkdel har under amnestien gjort det.

Mere end halvdelen af ukrainske mænd siger, at de er klar til at kæmpe, men halvanden million har stadig ikke ajourført deres militære papirer. Efter at værnepligten blev indført i 2024, meldte der sig på et år kun 8.500 frivilligt. Selv tilbuddet til de unge om en bonus på 24.000 dollars for at tegne etårige kontrakter kunne ikke tiltrække ret mange. Da rejsebegrænsningerne for 18-22-årige blev lempet, krydsede de første to måneder næsten 100.000 mænd grænsen, mange for at blive væk permanent.

Den barske virkelighed er, at den ukrainske modstand er afhængig af »busificering« – at man med magt pågriber mænd på gader eller arbejdspladser og tvinger dem til militærtjeneste. Ombudsmanden har erkendt, at disse overgreb nu er systematiske. Alligevel har Ukraines højesteret fastslået, at mobilisering fortsat er juridisk uigenkaldelig, selv når den gennemføres ulovligt. Mens sociale medier stadig oftere viser voldelige sammenstød med rekrutteringsofficerer.

Den offentlige stemning afspejler denne træthed, og de seneste korruptionsskandaler – der involverer præsidentens nærmeste medarbejdere – hjælper ikke på situationen. Meningsmålinger viser, at 69 procent nu går ind for en forhandlet afslutning på krigen, og at næsten tre fjerdedele er parate til at acceptere en fastfrysning af frontlinjen, selvom det ikke skal ske på Ruslands betingelser. Ukrainerne insisterer fortsat på sikkerhedsgarantier, som for dem omfatter våbenleverancer og EU-integration.

Drømmen om at »kæmpe sig til sejr« overser alt andet lige disse begrænsninger. Medmindre Vestens »ubrydelige støtte« omfatter en vilje til at åbne en ny front, hvad er det så, vi kan forvente? Desperationens logik peger i retning af at sænke værnepligtsalderen, udvide værnepligten til også at omfatte kvinder, deportere ukrainske flygtninge i værnepligtig alder fra udlandet for at fylde skyttegravene og derefter indføre bagstoppertropper og henrettelser i felten for at forhindre desertering.

Den pacifistiske illusion

Denne dystre situation er ikke blot en indenlandsk fiasko. Den afspejler udmattelsen ved at bære den tungeste byrde alene – og ved at kæmpe med næb og klør for at få materiel støtte fra dem, der mener, at stærke fordømmelser og humanitær hjælp er nok til at stoppe Ruslands invasion. Jo sværere det bliver, jo mere fristende bliver det for nogle i udlandet at forestille sig, at selve kampen må være problemet.

Deraf ideen om, at vestlige våben kun »forlænger lidelserne«, og at afskæring af denne livline til Ukraine ville tvinge landet til at acceptere »nødvendige indrømmelser«. Det er en trøstende illusion bygget på en fejlagtig logik. Hvis ord alene kunne afslutte undertrykkelsen, ville strejker og revolutioner være blevet erstattet af veltalenhedskonkurrencer.

Våbenleverancerne står ikke i vejen for diplomatiet, men gør det muligt for Ukraine overhovedet at deltage i forhandlingerne. Præsident Zelenskyj har signaleret sin åbenhed over for forhandlinger og endda svære beslutninger. Men kun en part, der kan stå fast, kan forhandle på lige vilkår. At afvæbne Ukraine ville være det samme som at tvinge landet til at give efter. Det ved Moskva og udnytter modsætningerne til at skabe forvirring og så splittelse.

Kreml har gentagne gange afvist en våbenhvile og gjort det klart, at det kun er interesseret i Ukraines faktiske kapitulation. Selvom Ruslands maksimalisme til dels er bluff, ville en »fastfrossen« konflikt eller endda Ukraines afståelse af Donbass ikke »løse de grundlæggende årsager« til krigen, som Vladimir Putin hævder. Moskva har sikret sig en landbro til Krim, men mangler ressourcerne til at erobre resten af Kherson- og Zaporizhzhia-regionerne, som det også gør krav på. Ukraine vil aldrig anerkende tabet af disse områder, selvom det formelt tvinges til det. Vreden vil gøre Rusland til en evig fjende og skabe potentiale for endnu et konfliktudbrud.

Putins egen maksime – »Hvis kampen er uundgåelig, så slå til først« – gør, når man ser på kortet, det næste skridt forudsigeligt. Et fremstød mod den russiske forpost i Transnistrien ville fange Moldova i en fælde, sikre korridoren til Sortehavet og kvæle det, der er tilbage af Ukraines søhandel, samtidig med at det ville give Odessa – der engang var en juvel i det russiske imperium – en central rolle i myten om det »russiske forår«.

Hvis de europæiske stater svigter Ukraine, vil det ikke føre til afspænding. De nye NATO-medlemmer Finland og Sverige opgav deres neutralitet netop på grund af Ruslands nye måde at »løse konflikter« på. Fem lande trak sig i 2025 ud af Ottawa-traktaten om forbud mod landminer af samme grund. Polens militærudgifter er siden 2022 på vej til at være tredoblet, og de baltiske lande er hastigt på vej mod at bruge 5 procent af BNP på forsvaret. At se den tidligere herremand lemlæste en nabo vil ikke berolige dem, men få dem til at opruste yderligere.

Blind vinkel

Moskvas ultimatum i december 2021 gjorde dets ambitioner klare: NATO skal trække sig tilbage til 1997-grænserne og anerkende en russisk indflydelsessfære i Central- og Østeuropa. Kravet lød absurd, indtil skuddene faldt i februar 2022. Men Putins blitzkrieg mod Ukraine mislykkedes, og han giver de »europæiske herskende eliter« skylden.

Ingen forventer, at russiske kampvogne når frem til Berlin. Men de baltiske stater, der er klemt inde mellem Rusland og dets militariserede eksklave i Kaliningrad, passer ind i mønsteret. De tidligere provinser i czar-dømmet, der adskiller Moskva fra dets kystterritorium, er et fristende mål. Retorikken om »ikke-historiske nationer«, der er besat af russofobi, er allerede på plads.

Hvis Kreml beslutter at gennembryde Suwałki-korridoren – den smalle stribe polsk og litauisk territorium mellem Kaliningrad og Ruslands allierede Hviderusland – midt i endnu en runde af vestlige interne stridigheder om sanktioner, energipolitik eller fælles forsvarsstrategi, hvem vil så risikere tredje verdenskrig?

Undervejs i processen mistede dele af venstrefløjen evnen til at skelne mellem modstand og militarisme. Ved at behandle NATO’s udvidelse som årsagen til krigen – og dermed finde en løsning ved en simpel tilbagetrækning – indrømmer antimilitarister stille og roligt, at store regioner uden for Rusland hører til dets »naturlige« domæne.

Det centrale spørgsmål er, at hvis Rusland får lov til at bilægge historiske stridigheder og behandle »legitime sikkerhedsproblemer« med magt, hvorfor kan andre så ikke gøre det samme? Den egentlige sejr for det militærindustrielle kompleks ville ikke være leverancer til Ukraine eller endda genoprustningsprogrammer, men et Europa i permanent krise, hvor alle grænser bliver omstridte, og forsvarsudgifterne stiger uendeligt.

Vred revisionisme

Den reelle trussel er ikke ukrainsk nationalisme. Den er hverken særligt ondskabsfuld eller mere chauvinistisk end den, der findes i andre små stater, der er under belejring. Selv de, der er mest berørt af den, er oftere optaget af at overleve missilangreb og droneangreb. Dette betyder ikke, at man skal godkende nationalistisk mytedannelse. Men at fokusere på udskejelserne i Ukraines kulturpolitik er en bekvem distraktion, en undskyldning for at relativere aggression og distancere sig fra det, der virkelig står på spil.

Det, vi står over for nu, er et militariserende, ekspansionistisk olieimperium, der skjuler sin vrede bag snak om »historisk retfærdighed«, forskønner sin neotraditionalistiske genopstandelse rettet mod det »dekadente Vesten« og er villig til at bruge alle midler for at kræve sin »retmæssige plads i verden«. Denne den bitre revisionismes politik er ikke enestående for Moskva, men genlyder fra Washington til Beijing og må konfronteres, før al tale om nedrustning bliver meningsfuld.

Li Andersson, tidligere formand for Finlands Venstrealliance, har allerede opfordret til en antifascistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hun afviser illusionen om, at man kan forhandle med fascismen, accepterer opbygningen af EU-landenes forsvarskapacitet og strategiske autonomi som en forudsætning for fred og fremhæver folkeretten som en mekanisme til at forebygge autoritær undergravning.

Som Andersson argumenterede for, er det på høje tid at tilbyde et troværdigt alternativ, når sikkerhed debatteres, et alternativ der hverken overgiver sig til en militariseret neoliberalisme eller gør renfærdighed til en afgud. Højreekstremisterne vinder frem i meningsmålingerne, og forsvarsbudgetterne svulmer, mens de sociale udgifter, klimatilpasningen og udviklingsbistanden skæres ned. Problemet her er imidlertid eliten, der udnytter denne krise til at fremme denne dagsorden, ikke ukrainerne der nægter at bøje sig i underdanighed over for Putin.

At modsætte sig denne kurs betyder at insistere på to ting. For det første er modstandsdygtige sociale institutioner og robust offentlig infrastruktur lige så vigtige som våben for at modstå chokkene og dem, der kan udnytte dem. For det andet er økonomisk demokrati, politisk inklusion og offentlig kontrol noget, der er værd at kæmpe for. Som erfaringerne fra Ukraine viser, er al tale om at stå sammen uden disse ting en farce.

Ingen færdiglavet løsning

Alle ønsker, at krigen skal slutte, men ingen har en færdiglavet løsning – måske findes der ingen. Vi skylder hinanden den ærlighed, som situationen kræver. Alt andet end Ruslands fuldstændige tilbagetrækning fra Ukraine er dybt uretfærdigt og direkte farligt, men en kompromisløs stræben efter retfærdighed kan også bringe os til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.

Selve det at overleve – fortsat at bestå som en uafhængig nation trods Putins historiebelæringer – er allerede en sejr for Ukraine. Men historien slutter ikke her. Grådige stater angriber ikke, fordi de bliver provokeret, men fordi de kan. Det kræver mere end moralsk styrke at stoppe dem.

Oleksandr Kyselov fra Donetsk er ukrainsk venstrefløjsaktivist og forskningsassistent ved Uppsala Universitet.