Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
25. juni. 2019

Ung mand drak benzin og kastede sten på Rasmus Paludan: Nu skal han udvises

»Jeg vil blive dræbt, hvis jeg kommer til Syrien, for jeg flygtede fra militæret,« siger en 24-årig flygtning, som er blevet udvist efter at kastet en sten mod Rasmus Paludan under en demonstration

Rasmus Paludan på Folkemødet. Foto: News Øresund – Johan Wessman

»Jeg vil blive dræbt, hvis jeg kommer til Syrien, for jeg flygtede fra militæret,« siger en 24-årig flygtning, som er blevet udvist efter at have kastet en sten mod Rasmus Paludan under en demonstration


Af Kim Kristensen

En 24-årig mand er ved i Retten i Viborg blevet idømt en ubetinget fængselsstraf på 60 dage og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år – for at have kastet en sten på lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Den 24-årige mand, der stammer fra Damaskus i Syrien, men nu bor i Viborg, var den 13. april til stede i Ellekonebakken, da Rasmus Paludan afholdt en af sine mange demonstrationer. Demonstrationer der i perioden fra 1. januar og til den 29. april kostede det danske politi 41 millioner kroner.

I retten forklarede den dømte, at han ikke havde planlagt at deltage i moddemonstrationen, men at han nærmest befandt sig i kvarteret ved en tilfældighed. Desuden var han meget beruset og påvirket. Han vurderede at have drukket mindst 12 genstande – og desuden også benzin.

”I retten forklarede den dømte, at han ikke havde planlagt at deltage i moddemonstrationen, men at han nærmest befandt sig i kvarteret ved en tilfældighed. Desuden var han meget beruset og påvirket.”

Den dømte erkendte at have kastet stenen, og at den havde ramt Rasmus Paludan. Stenkastet skyldtes, at Rasmus Paludans synspunkter og handlinger provokerede ham som flygtning fra det krigshærgede land.

Under vidneforklaringen sagde den 24-årige, at han ville kaste med sten igen, hvis Rasmus Paludan atter kom til Viborg. Først efter at retsformanden havde grebet ind og forklaret, at det ville kunne skade hans sag yderligere, hvis den tiltalte fremsatte trusler mod navngivne personer, holdt han inde med sit vredesudbrud.

”Stenkastet skyldtes, at Rasmus Paludans synspunkter og handlinger provokerede ham som flygtning fra det krigshærgede land.”

Dommer og domsmænd fulgte anklageren

Anklageren, Linette Lysgaard, kaldte det en skærpende omstændighed, at den tiltalte kastede med sten ved en lovlig anmeldt demonstration og krævede, at straffen skulle være mellem 60-90 dages fængsel. Desuden krævede hun manden udvist med et indrejseforbud i seks år. Linette Risgaard mente ikke, at den 24-årige har nogen særlig tilknytning til Danmark. Hans nærmeste familie bor i Tyskland.

»Jeg vil blive dræbt, hvis jeg kommer til Syrien, for jeg flygtede fra militæret,« sagde den 24-årige mand.

Ruiner i den nordlige, syriske by Raqqa. Den 24-årige mand frygter at blive dræbt, hvis han bliver sendt tilbage til Syrien. Foto:

Forsvareren, Joan Colding, fortalte, at den 24-årige ganske vist havde et misbrug af hash, men at han var i behandling for det, og desuden klar til at lade sig behandle for sit alkoholmisbrug. Joan Colding mente ikke, at hendes klient mere havde nogen tilknytning til sit hjemland Syrien. Hun sagde, at en betinget fængselsstraf på 40 dage, samt et krav om videre behandling for misbrugsproblemerne, var en rimelig straf.

Dommeren og de to domsmænd brugte blot 30 minutter på at votere, og retten fulgte i et og alt den påstand, som anklagemyndigheden fremsatte. Den 24-årige mand har nu anket strafudmålingen og udvisningsdommen til landsretten, men ikke skyldspørgsmålet.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER