Union now! USA’s fagbevægelse er mere nødvendig, end den har været i lang tid

Den amerikanske fagbevægelse har været under stærkt pres i en årrække. For få år siden så det ud til, at der var lys for enden af tunnelen. De faglige organisationer oplevede igen medlemsfremgang. I beskedent omfang ganske vist. Men lyset blev slukket med Donald Trumps anden præsidentperiode. Og samtidig står fagbevægelsen over for voldsomme udfordringer med en ulighed, der er eksploderet, og en præsident, som også i forhold til fagbevægelsen er en tikkende bombe.

Medlemsfremgangen og optimismen efter Trumps første præsidentperiode er afløst af en faldende organisationsgrad – så det i dag er under hver 10. lønarbejder, der er medlem af en fagforening. Det var især i 2023 under præsident Joe Biden, at medlemstallet voksede, og nogle af de store forbund kæmpede sig til ganske store lønstigninger.

Ligesom i Danmark har organisationsgraden blandt de offentligt ansatte de seneste årtier været væsentligt større end i den private sektor. Dog på et betydeligt lavere niveau end det danske. Før Musk gik amok, var det knap 30 procent af de offentligt ansatte og knap 6 procent af de privatansatte, der var fagligt organiseret.

Andelen af organiserede lønarbejdere faldt yderligere i 2024 i den private sektor, mens organisationsprocenten i den offentlige sektor forblev uændret. Det billede vendte, da Donald Trump i 2025 fravalgte den arbejderklasse, som han i sin første valgkamp fokuserede på. I stedet indledte han sin anden præsidentperiode med at slippe den fagforeningshadende mangemilliardær Elon Musk med motorsaven og den strakte højre arm løs i den føderale statslige sektor for at nedlægge stillinger i titusindvis.

Og kort efter sin anden tiltræden som præsident udstedte Trump et dekret, der forbød kollektive forhandlinger for store dele af den føderale offentlige sektor.

Det var dermed selve kernen i fagforeningers eksistensberettigelse, der blev fjernet. Tilmed med en begrundelse om hensynet til den nationale sikkerhed og en række fagforeningers fjendtlige indstilling til Trumps politik.

Union now

Den partipolitisk uafhængige senator Bernie Sanders fra Vermont – der erklærer sig som demokratisk socialist, men ofte politisk ligger tæt på venstrefløjen i Det Demokratiske Parti – talte i april i år ved et fagforenings-rally – Union Now – i New York, hvor han opridsede de største udfordringer for de faglige organisationer under Trump version 2.0.

Det er udfordringer, som den danske fagbevægelse på mange måder også står over for. Ganske vist i langt mindre målestok og nok så vigtigt med langt flere muligheder for selv at påvirke udviklingen.

I talen ved Union Now-rallyet tog Sanders fat på udfordringer for den amerikanske arbejderklasse og middelklasse, som set gennem danske briller er genkendelige i langt mindre målestok. Det drejer sig ikke mindst om de bedst stilledes grådighed og den eksplosivt voksende ulighed:

“Aldrig før har så få haft så meget rigdom og magt. Den rigeste procent har aldrig haft det så godt. Men hvor meget de end har, så er det aldrig nok. De vil hele tiden have mere. Og de er ligeglade med, hvem de træder på for at få, hvad de vil have …  I dag ejer den rigeste procent mere end de 93 procent i bunden. Én mand – Elon Musk – ejer over 800 mia. dollars mere end de 53 procent i bunden.

Og det bliver hele tiden værre … Sidste år blev den rigeste procent – 973 milliardærer, mindre end 1000 personer – på grund af af Trumps skattereform 1,5 trillion dollars rigere. Aldrig før i historien har så få mennesker i toppen haft så meget indflydelse på de største virksomheder og kontrol med hele det amerikanske erhvervsliv. De har kontrol med, hvad vi ser og hører. De ejer medierne.”

Og Sanders gik i dybden med udviklingen i arbejderklassens vilkår og de trusler, som utøjlet kunstig intelligens og robotteknologi kan udgøre for arbejdere, der i dag trods stigende produktivitet tjener mindre end for 50 år siden, når inflationen modregnes – og hvor mere end halvdelen må leve fra lønseddel til lønseddel uden at kunne spare op til alderdommen og uden at have råd til ordentlige sundhedsforsikringer.

Talen fik formanden for efterretningskomitéen i Repræsentanternes Hus til at kalde Bernie Sanders for en trussel mod USA’s nationale sikkerhed:

“Amerika-Sidst senatoren Sanders, er en fyr med en historie for at omfavne kommunismen, da han besøgte Sovjetunionen. Han omfavner kinesisk kommunisme. Alt, hvad jeg kan sige, er, at hvis den rapper som en and, går som en and, så er den en and.”

Den gode nyhed

For Bernie Sanders er den gode nyhed, “at den amerikanske fagbevægelse er mere populær, end den har været i meget lang tid. For når folk er organiseret, så får de bedre løn, bedre arbejdsmiljø og bedre arbejdsbetingelser. Derfor skal vi organisere os, så bevægelsen bliver langt stærkere. Men vi skal ikke bare opbygge fagbevægelsen, så den er langt stærkere. Vi har brug for at genskabe hele det politiske system. Vi har brug for at gendanne demokratiet.”

Man må håbe, at Bernie Sanders har hold i billetterne, når det gælder oplevelsen af en fagbevægelse med stigende popularitet.

Det har de amerikanske lønarbejdere brug for under de næste tre år med Donald Trump i Det Hvide Hus – og bagefter.

Og det samme har den danske fagbevægelse – uanset hvilken regering vi ender med at få.

Danske lønarbejdere er generelt bedre stillet end de amerikanske – men den hastigt voksende ulighed i det danske samfund bærer kimen i sig til tilbagegang for lønarbejdernes rettigheder og vilkår.