USA vil være besat af Luigi Mangione lang tid endnu

Amerikanerne falder pladask for Luigi Mangione – så meget, at det i elitens øjne kan udvikle sig til en krise.

Den massive støtte til den unge mand, der er anklaget for at have dræbt sundhedsforsikringsfirmaet UnitedHealthcares direktør Brian Thompson i fuldt dagslys i New York, har været overvældende.

På internettet erklærer kvinder og mænd deres lyst til ham. Der er udbredt fordømmelse af den person, der angav ham, og onlineanmeldelser af den McDonald’s i Altoona, hvor han blev arresteret, advarer om, at stedet er “inficeret med rotter (stikkere, red.).” I et klip, som man skal se, før man tror det, råber hans medfanger i fængslet “Free Luigi!” Alt sammen live på tv-nyhederne.

Mangione idoliseres i så høj grad, at New York Times ikke længere vil offentliggøre billeder af hans ansigt eller krop – formentlig fordi han er for flot. De nægter også at udgive hans påståede erklæring, der forklarer drabet. Dette er et svigt af den grundlæggende journalistiske opgave at forklare en større offentlig begivenhed.

Avisen frygter tilsyneladende, at Mangiones aura vil inspirere til efterligningsdrab. Også andre fra det liberale kommentariat udtrykker bekymring over “Luigimania.” Graeme Wood fra The Atlantic hævder, at drabet på Brian Thompson ikke viser, at sundhedssystemet er ødelagt, men at “mange mennesker er det.”

Uden for den respektable opinions rammer har begivenheden inspireret mange til at fortælle deres egne rædselshistorier om forsikringsbranchens: Forældre deler chokerende historier om daglige kampe for hjælp til dødeligt syge børn. Voksne husker, hvordan deres forældre døde på grund af forsinkelser i den nødvendige behandling. Og mange flere beskriver konstant angst over, hvorvidt de vil få dækket udgifterne til medicin eller livsnødvendige procedurer.

Amerikanere går som regel ikke ind for politisk vold. Alligevel virker mange til at have det chokerende fint med dette mord. En sætning i Mangiones erklæring synes at have ramt en nerve: “Ærligt talt, disse parasitter fik, hvad de fortjente.” Det lyder som en frygtelig udtalelse om et andet menneske. Men det er ikke synderligt overraskende, når man tænker over den skade, sundhedsforsikringen forvolder. Gæld på grund af sundhedsomkostninger er en af de største årsager til konkurs i USA, og amerikanernes forventede levetid og andre sundhedsindikatorer er skræmmende lave for så rigt et land.

Mangione har ramt noget, de fleste amerikanere deler: et dybt had til vores sundhedsforsikringssystem og de profitjægere, der synes så ligeglade med almindelige menneskers lidelse og død. Donald Trump har stadig ikke omtalt Mangione. Men Trump må være klar over, at Mangiones status som idol ikke kender politiske grænser.

Der er selvfølgelig en ikke-voldelig løsning til de spørgsmål, Mangione ønskede at stille: et offentligt sundhedssystem, der ville afskaffe sundhedsforsikrings-branchen og give alle den lægehjælp, de har brug for. Bernie Sanders førte sine præsidentkampagner i 2016 og 2020 med et offentligt sundhedsvæsen som et hovedpunkt for at reducere de omfattende lidelser, USA’s profitbaserede sundhedssystem forårsager.

Men resten af den politiske klasse har stort set ignoreret spørgsmålet.

Joe Biden forsøgte hverken at gennemføre eller tale om Medicare for All, mens han var i embedet. Uden Sanders i valgkampen var der kun lidt diskussion om sundhedspleje i dette års præsidentvalg. Trumps nævnte i en debat, at han havde “koncepter af en plan” for sundhedsvæsenet. Det blev med rette gjort til grin, men det forhindrede ham ikke i at blive genvalgt. Kamala Harris var ikke meget bedre: Efter at have støttet Medicare for All i en hård primærvalgkamp i 2020, hvor Bernie Sanders dominerede, vendte hun aldrig tilbage til emnet som demokratisk præsidentkandidat.

Den udbredte beundring for Luigi Mangione og hans forbrydelse er derfor symptomatisk for et kriminelt svigt i USA’s nationale politik. Demokraterne har i årevis stort set ingenting sagt om sundhedsvæsenet. Nu undrer de sig over, hvorfor de tabte valget. Kun ganske få –Bernie Sanders, Alexandria Ocasio-Cortez, Elizabeth Warren og Ro Khanna – har brugt øjeblikket som en mulighed for at tale om en sundhedsreform.

Spørgsmålet er klart: Hvis vi ikke ønsker mere politisk vold – og hvem gør det? – skal vi udnytte øjeblikket, glæde os over dets klarhed og fokus, og presse det politiske system i en helt ny retning.

Samtidig kan og bør vi ikke ignorere den nærmest seksuelle dimension af denne begivenhed. Hvornår var sidste gang, en kriminel var så lækker, at New York Times nægtede at vise billeder af den pågældende? Liberalismen mangler noget, der kan tilfredsstille menneskers dybeste drifter; mens højrefløjen samles i had – mod liberale, “wokeness” og meget mere foruroligende mod migranter og andre minoriteter – kan centrumvenstre kun tilbyde halvhjertede politiske løsninger og små irettesættelser.

Vores løsning – og den Bernie Sanders anbefaler – er at ændre systemet og afskaffe privat sundhedsforsikring. Den kollektive strøm af kærlighed til Mangione viser, hvor meget vi som amerikanere hader dette system.

Men også venstrefløjen må være opmærksom på de instinkter, der får mange til at heppe på Mangione. Som Richard Seymour skriver i sin nye bog, Disaster Nationalism, “Vi har brug for brød og smør. Vi kan tilmed lide det. Men vi elsker det ikke.” Han insisterer på, at lidenskaben er en historisk kraft.

Trumpismen giver amerikanere ekstatiske oplevelser af kollektiv kærlighed og had. Det gør Luigi også. Og det gør enhver effektiv form for populisme. Hvis vi skal lede hinanden ud af fascismens klør og ind i noget bedre, skal venstrefløjen finde ud af, hvordan man taler til de menneskelige instinkter og drifter.

Ja, vi har brug for en kampagne for et offentligt sundhedsvæsen. Men hvis vi skal vinde, har vi også brug for den erotik, solidaritet og vrede, vi på det seneste har været vidne til.

Teksten er først udgivet på Jacobin. Den er oversat og bearbejdet af Jonas Neivelt.