Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
22. april. 2021

Væmlig.com er kun et symptom på et brutaliseret arbejdsmarked

Afsløringer af horrible arbejdsforhold hos Nemlig,com har vakt vrede i faglige miljøer. Men virksomhedens metoder er snarere reglen end undtagelsen, skriver Jan Hoby.

Der er gået skimmelsvamp i vareleverings-branchen. Illustration: KLE-art
5 min. læsetid

De ekstreme arbejdsforhold hos Nemlig.com bliver i pressen dækket som et unikt eksempel på en virksomhed, der er undtagelsen, som bekræfter reglen: At danske arbejdsgivere grundlæggende er tilhængere af ordnede forhold, overenskomster og fagforeninger.

Men kapitalen og arbejdsgiverne har aldrig set en egeninteresse i at få reguleret deres muligheder for uhindret at udbytte arbejdskraften til det yderste. Det har alene været styrkeforholdet mellem arbejde og kapital, mellem lønarbejderne og arbejdsgiverne, der har bestemt, i hvor høj grad lønarbejderne har kunnet finde beskyttelse.

Det meste af arbejderklassens nationale og internationale historie har stået i det prekære arbejdsmarkeds navn. At udviklingen intensiveres, skal tilskrives nyliberalismen. Nyliberalismen har forandret alt de seneste 40 år. Coronakrisen har ikke ændret på den udvikling. Tværtimod.

Nemlig og Amazon er to sider af samme skimmelsvamp

Fagbevægelsen og den organiserede arbejderklasse har ikke kunnet holde trit med nyliberalismen og har svært ved at følge med globaliseringens effekter på arbejdsmarkedet. Det har givet spillerum for virksomhedsmodeller som Nemlig.com og Amazon.

Nemlig.com er nemlig blot ét eksempel på den skimmelsvamp, der spreder sig med lynets hast på det globale arbejdsmarked. Dét, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kalder “Amazon-lignende arbejdsforhold”, som han ikke vil have i Danmark, har været her meget længe. Vi har set lastbilchauffører fra Fjernøsten, der boede i containere, og som arbejdede for slavelønninger. Vi møder dagligt Wolt-bude i bybilledet, som knokler løs for et firma, der bygger deres forretningsmodel på at undgå kædeansvar. Det er denne virkelighedsfornægtelse af situationens alvor, som er det mest skræmmende ved hele udviklingen.

“Dét, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard kalder Amazon-lignende arbejdsforhold, som han ikke vil have i Danmark, har været her meget længe.”

Digitaliseringen betyder blot en øget intensivering af udbytningen af de prekære lønarbejdere via mere og mere kontrol, overvågning og repressalier. Det er materialiseringen af det panoptiske fængsel, hvor overvågning og straf går hånd i hånd. Det er realisering af et orwellsk overvågningsarbejdsmarkedet med tidsregistreringer og produktionskvoter

Fagbevægelsens blodstyrtning, er allestedsnærværende. Den danske model er i store dele af det private arbejdsmarked ophørt med at eksistere. I transportsektoren, restaurations- og servicebranchen og store dele af byggebranchen er organiseringsprocenterne under 50 procent, og man har nået et tippepunkt. Et tippepunkt, der har konsekvenser dag ud og dag ind for titusindvis af danske lønmodtagere.

Det er ikke kun i callcentre i Fjernøsten, at lønmodtagere arbejder uden overenskomst, pension, ferie, pauser og ret til toiletbesøg. Det er ikke kun i Tyskland og USA, der findes ”working poor”. Callcentre i København og Ålborg vidner om slavelignende forhold, der får Kina til at ligne et foregangsland for lønmodtagerrettigheder. Arbejdsmarkedets sigøjnere er ikke mere noget, der er i andre lande. Arbejdsmarkedets sigøjnere er ikke kun udsat for de mest primitive arbejdsforhold, de er også uorganiserede. De er på arbejdspladser, hvor arbejdsgiverne er ideologiske arbejdsgivere, som sætter en dyd i at holde fagforeninger uden for fabriksporten.

De danske fagforeningsørkener

Væksten og konsolideringen af kapitalistiske sektorer, særligt inden for telekommunikations-, service- og vareleveringsbranchen med organisationsprocenter på nul eller deromkring, betyder en spredning af en ikke-fagforeningstradition, og er en betydelig økonomisk og social realitet. Og det forekommer ved første øjekast urealistisk at ændre på. ”Fagforeningsørkenerne” har nemlig vist sig meget svære at genbefolke med organiseret arbejdskraft i en tid, hvor arbejderklassen er desillusioneret, apatisk og i defensiven, og hvor arbejdsgiverne er aggressive, arrogante og har selvtillid. Hvis udviklingen ikke vendes, så tyder meget på, at svækkelsen vil fortsætte ideologisk, politisk og medlemsmæssigt.  

Kapitalens og arbejdsgivernes dagsorden er en fortsættelse af de virksomme chokdoktriner, hvor målet er skabe et nyt regelsæt i hele Europa, der er baseret på billig arbejdskraft, deregulering af arbejdsmarkedsforhold, lave offentlige udgifter og skattefritagelser for kapital.

Vi kan godt lege, at den danske arbejdsmarkedsmodel står stærkt. Men man skal tilhøre fagtoppen eller Socialdemokratiet for at acceptere det fatamorgana. Det fjerner ikke problemerne eller tilvejebringer løsningerne. Fagbevægelsens problemer er selvskabte problemer, og det er kun fagbevægelsen selv, der kan løse dem. Fagbevægelsen har mistet sit politiske og ideologiske kompas og GPS. Det ideologiske bagtæppe og politiske beredskab er ikke eksisterende som en kollektiv størrelse og en fælles referenceramme. Længere er den ikke.

“Vi kan godt lege, at den danske arbejdsmarkedsmodel står stærkt. Men man skal tilhøre fagtoppen eller Socialdemokratiet for at acceptere det fatamorgana”

Vejen væk fra at være en fravalgsbevægelse til tilvalgsbevægelse gå igennem at sparke røv for arbejderklassens medlemmer og deres drøm om en bedre fremtid. Glem alt om moralske opstød, forargelse og krav om anstændighed fra parasitterne i jakkesæt. Den eneste farbare vej over for denne form for zombikapitalistiske virksomheder er, at de lammetæves med benhård klassekamp: Sympatistrejker, blokader, aktioner, demonstrationer og forbrugerboykot. Der er ingen vej udenom.

Arbejderklassens resultater er ikke faldet ned fra himlen. De er tilkæmpede, ofte igennem strejker og langvarige konflikter. Det er en gammel og eviggyldig sandhed, at arbejderklassens styrke er i vores antal og vores mulighed for at sætte samfundet i stå.

Erfaringerne taler deres eget tydelige sprog, fra 80’erne og 90’ernes arbejdskampe: Havnearbejderne i 1982, La Cabana i 1983, RI-BUS og Skraldemandskonflikten i 1994/95. Vil vi forsvare, udvide og forbedre vores tilkæmpede rettigheder, er svaret at frisætte fællesskabets styrke og kollektive handling. Det er hverken nemt eller ligetil. Men klima- og forældrebevægelsernes massedemonstrationer i forsommeren 2019 viste, at kollektiv handling skaber forvandling 

Konsekvensen af ikke at vælge denne vej taler sit eget tydelige og skræmmende sprog. Socialdemokratiske og borgerlige regeringer har siden 1990’erne afmonteret mere og mere af det danske velfærdssamfund, og åbnet sluserne for zombiekapitalismens frontalangreb.

Fagforeninger er det vigtigste omdrejningspunkt for mobiliseringen af arbejderklassen. Men hvis ønsket om et andet og bedre samfund skal indfries, forudsætter det en masseradikalisering af arbejderklassen. Først da vil frugterne blive høstet. Om forventningerne om en mere radikal og antikapitalistisk kurs i fagbevægelsen og arbejderklassen vil ske, kan kun tiden vise. Et godt sted at starte er at slå en streg ved Nemlig.com – og bruge det som optakt til at lammetæve Amazon, når de melder deres ankomst.

Om skribenten

Jan Hoby

Jan Hoby

Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger.   Læs mere