Valget i Algeriet var ikke kun kosmetisk – men nogen demokratisk fest var det heller ikke

I sidste uge kom resultatet af valget i Algeriet den 12. juni. Statseliten vandt. Man kan ikke sige, at valgresultatet var imødeset med spænding, for det blev som forventet. Alligevel er det værd at beskæftige sig med. For det viste på trods af resultatet, at der er folkelige, demokratiske kræfter i Algeriet, som styret ikke bare kan se bort fra. Det er nødt til selv at mobilisere alt, hvad det kan af indenlandsk tilslutning og et vist minimum af international anerkendelse. Derfor blev valget afholdt.

Valgdeltagelsen siger mere end mandatfordelingen

Valget var mere end kosmetisk, overfladisk pynt på et autoritært system, for det udtrykte trods alt også dele af befolkningens støtte til styret. Men det var ikke demokratisk på grund af de hindringer, der blev lagt i vejen for oppositionen før og under valgkampen.

“Set udefra synes den algierske demokratiske opposition omkring Hirak også at mangle både program og organisation”

FLN, der er partiet tættest på magtens cirkler, blev med 105 ud af 407 mandater det største parti. Men det skete på basis af en stemmeprocent på omkring 30 , hvilket er markant lavere end ved sidste parlamentsvalg i 2017. Dengang  stemte  omkring 38 procent. Det vil i runde tal sige, at omkring 1 ud af 12 valgberettigede stemte på regeringspartiet.

Det er ikke meget, men det viser dog, at systemet har en social basis, der kan danne udgangspunkt for en samling af magtpartierne omkring regeringens politik. Denne basis udgør ikke et flertal i demokratisk forstand, men dens tilstedeværelse viser, at det er for let af afskrive valget som ’kosmetik’. Det er nemlig også med til at organisere magtblokkens støtte i det civile samfund, og set på den måde viser valget for eksempel, at magtblokkens basis er mere sekulær end islamistisk: deltagende islamister, Islamist Movement of Society for Peace (MSP), fik 68 mandater. De forventes imidlertid at ville støtte regeringens økonomiske reformprogram sammen med en række uafhængige kandidater. Valgets resultat fungerer på den måde som ’valg’ inden for magtblokken, mens den boykottende opposition selvfølgelig ikke tælles med.

Oppositionsbevægelsen Hirak forekommer at være et eksempel på en politisk kraft, der er overvejende negativt defineret. Medlemmerne ved, hvad de ikke vil have. Men de mangler et politisk projekt, for hvad de vil have. Og mangler især politiske – til forskel fra sociale – kræfter, der kan organisere indsatsen. Lidt klichéagtigt kan man sige, at de har en uomtvistelig tilstedeværelse i det civile samfund, men helt mangler midler til at omsætte den. På den måde ligner Hirak en bevægelse som ’De vrede’ i Spanien, før Podemos’ dannelse i midten af forrige årti. ’De vrede’ udtrykte stemninger i forhold til finanskrise og krisepolitik for ti år siden, men ville eller kunne ikke samle sig om noget, de ville sætte i stedet. Når der bortses fra, at de ville have ’ægte demokrati’, hvad det så end er i praksis.

Set udefra synes den algierske demokratiske opposition omkring Hirak også at mangle både program og organisation. Skematisk udtrykt mangler de et ’arabisk Podemos’ eller ’et nordafrikansk Syriza’. Det vil sige en politisk kraft, der reelt er i stand til at formulere et indholdsmæssigt alternativ, der kan virke samlende på landets forskellige grupper. Derfor var kravet om at boykotte valget i juni også meget rationelt: Det udtrykte en vilje til vende ryggen til de aktuelle magthavere og dækkede samtidig over, at der reelt ikke var et program at gå til valg på.

Et valg med en tynd demokratisk fernis

Abdelmadjid Tebboune blev valgt til præsident i 2019 efter af præsident Abdelaziz Bouteflika angiveligt var blevet presset væk fra posten af militæret i forbindelse med store anti-regeringsdemonstrationer i et forløb, der bragte mindelser om perioden fra 2011 til 2013 i Egypten, hvor militæret to gange tvang præsidenter fra magten i forbindelse med store folkelige demonstrationer.

Ved valget i 2019 fik Tebboune cirka 60 procent af stemmerne, men kun cirka 40 procent af de stemmeberettigede deltog. Nogen overvældende opbakning kan man derfor ikke sige, at ’militærets mand’ fik. Han blev af mange ikke anset for en egentlig fornyer, men blot som en ny mand på posten, med en politik der egentlig ikke afveg fra forgængeren. Og titusinder havde vist, hvad de mente om ham, da han i 2019 annoncerede, at han ville genopstille til endnu et valg.

Opstandene i Nordafrika i 2011 (’Det arabiske forår’) fik et forholdsvis svagt gennemslag i Algeriet. Et lille årti efter, i 2019, så man imidlertid noget, der bedre kunne ligne. En ulmende utilfredshed blev omsat til åben utilfredshed og protest. Den bevægelse, der stod bag den såkaldte ’smilende revolution’, kaldes Hirak, simpelthen ’bevægelsen’. Den er en samling løst sammensatte bevægelser, der ikke i egentlig forstand udgør en organisation, endsige et politisk parti. Den skal snarere ses som et netværk af tusinder af ligesindede, det vil sige folk, der afviser det styre, som i årtier har tegnet magten i Algeriet. Og som er utilfredse med manglen på økonomiske og sociale fremskridt.

Op til valget 12. juni 2021 opfordrede Hirak først og fremmest til boykot. Valget blev set som en manøvre fra styrets side til at vinde et tiltrængt demokratisk skin. Men i løbet af perioden umiddelbart op til valget blev det klart, at dette legitimerende skin af ’demokratisk normalitet’ ville blive svært at opnå for regeringen. Så meget mere som den begyndte at tilbageholde og arrestere kritikere og demonstranter. På den baggrund mistede valget både intern og international legitimitet.

FLN startede som kolonioprør

– Front de Liberation Nationale er det franske navn for det parti, der blev størst ved valget i juni 2021. Det har sine historiske rødder i den algierske befrielseskrig fra 1954 til 1962.

-Algeriet var frem til 1962 en fransk koloni. I perioden efter 2. verdenskrigs afslutning, hvor mange lande i Mellemøsten gjorde sig uafhængige af de tidligere kolonimagter, steg spændingerne i Algeriet også. I Frankrig var der overvejende folkelig stemning for at fastholde kontrollen over Algeriet, om end der også var bevægelser, der støttede tilbagetrækning.

– På regeringsplan fortsatte politikken med at fastholde den formelle kontrol med Algeriet på trods af den blodige krig frem til 1962, hvor regeringen med præsident de Gaulle i spidsen under indtryk af tab og militærudgifter, kastede håndklædet i ringen.

+

FLN’s Algeriet

FLN overtog regeringsmagten efter den franske tilbagetrækning, og etablerede sig med en etparti-regering og et forholdsvist vagt ‘socialistisk’ program. Regeringen tilsluttede sig groft sagt den fortolkning af socialismen, der er blevet kaldt arabisk socialisme, og som allerede var etableret som ideologisk grundlag med udgangspunkt i Nassers politik i Egypten. Den arabiske socialisme var et udtryk for modstanden mod kolonistyret, og var baseret på modsætningen mellem kolonimagt og den koloniserede befolkning.

’Folket’ blev således anset for principielt forenet i kampen mod kolonimagten, og der var i den tilgang ikke plads til klassekamp og klasseopdeling inden for nationen. Hvis der var et ’borgerskab’ var det den internationale imperialismes lokale repræsentanter. Derved adskilte den arabiske socialisme sig markant fra den europæiske. Det betød også, at der hvor den arabiske socialisme slog rod, blev den især en officiel statsideologi. Socialismen bestod i nationaliseringer og opbygning af nye nationalstater, der typisk spillede en central rolle i hele det økonomiske liv og som til dels baserede sig politisk fra tilslutning fra de gamle uafhængighedsbevægelser, men som i stigende grad baserede sig på militæret og forskellige sikkerhedsapparaters overvågning af befolkningen.

Efter FLNs magtmonopol

I Algeriet holdt denne model frem til 1989, hvor der formelt blev sagt farvel til (arabisk) socialisme i forfatningen samtidig med, at der blev indført et flerpartisystem, hvor der var forholdsvis fri opstillingsret. Valgreformen havde baggrund i omfattende civile protester i 1988, der viste, at det gamle system for organisering af tilslutning var udtømt. Den respekt, som befrielsesbevægelsen havde nydt i befolkningen, var tyndslidt.

Ved de lokalvalg, der blev afholdt i Algeriet i 1990 blev et stort antal af pladserne vundet af islamisterne i Islamisk Frelse Front (FIS), der var blevet dannet i 1989 af forskellige eksisterende grupper med henblik på valget. Det efterfølgende parlamentsvalg var delt i to runder, hvoraf den første blev afholdt i december 1991. FIS vandt omkring 47 procent af stemmerne i den første runde på baggrund af en valgprocent på små 60 procent.  

Denne valgsejr var de statslige eliter imidlertid ikke indstillet på at respektere – så i stedet trådte reelt et militærstyre ind, der aflyste anden del af valget. På den baggrund udbrød en langstrakt og blodig konflikt, der kunne betegnes som en ny borgerkrig. I den tidligere fra 1954 til 1962 havde modsætningen gået mellem det arabiske flertal og det franske mindretal med dets støtte i kolonimagtens militær. Denne gang gik modsætningen direkte ned gennem Algeriets egen befolkning og kunne beskrives som en konflikt mellem religiøse og sekulære, hvor militæret støttede de overvejende sekulære. Først i 1997 blev der igen afholdt valg, og her vendte FLN tilbage til magten.

Egentligt demokratiske har man aldrig kunnet kalde valgene i Algeriet. Dertil er der for mange begrænsninger og indskrænkninger i forhold til den politiske deltagelse i landet, ligesom der ikke er egentlig parlamentarisme, sådan at regeringen ikke nødvendigvis har rod i egentligt frit og folkeligt valgte flertal. Desuden ligger landets militær og sikkerhedsapparat også tungt og forholdsvis sikkert hen over hele det politiske liv.

Til en vis grad afspejler valgene i Algeriet dog, hvilke af de statsanerkendte partier der er foretrukne, og som kan mobilisere en folkelig tilslutning inden for de autoritære politiske rammer. I perioden efter borgerkrigen i 1990’erne har FLN således altid haft en vis opbakning, selvom denne for det første har været svingende og for det andet aldrig har kunne virke overbevisende som et flertal. Partiets succes med hensyn til regeringsdannelse har da også mere at gøre med kontakter, netværk og militær opbakning  end med demokratisk forankring. Det repræsenterer stadig dét, der med fransk inspiration kaldes La systeme (systemet) eller le Pouvoir (magten) i Algeriet.

Set på den lange bane, har situationen i Algeriet siden opbruddene efter 2. verdenskrig udviklet sig fra en befrielseskrig, hvis ledelse imidlertid udviklede sig til et autoritært styre efter sejren. Den første virkelige udfordring til dette styre blev islamismen i 1990’erne, og nu et godt stykke ind i det 21. århundrede synes det som om en overvejende sekulær, civilsamfundsmæssig og demokratisk kraft er ved at danne sig – uafhængigt af de to foregående politiske strømninger. Det skal blive spændende at se, om det på længere sigt går den egyptiske (autoritære) eller den demokratiske, tunesiske, vej for Algeriet.